Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er nu nået vores sidste stop på vores rejse, Saigon eller måske bedre kendt som Ho Chi Minh City.
Det første vi bemærkede da vi ankom til Saigon var, at byen summer. Ligegyldig hvor vi befinder os, er der altid et par bier (motorcykler og scootere) bag os, foran os og til hver side. For endnu engang er vi kommet til en rigtig storby. Hvor trafikken er tæt, turisterne overalt samt gadesælgere som forsøger at lokke os til at købe alverdens ting og sager. Deres salgsteknik er, at angribe fjenden (os) når vi er i godt humør og derfor letpåvirkelige. Altså er det umuligt, at gennemføre et måltid uden, at mindst 10-15 gadesælgere prøver at sælge os deres uundværlige vare, som man jo ikke kan leve uden og ikke kan finde hos næste sælger, eller den næste igen.
Vi tænker engang imellem tilbage på motorcykelturen. Her kørte vi i mindre byen, uden så meget trafik samt besøgte lokale steder, hvor der ikke befandt sig ret mange, hvis nogen andre turister. Det var en hel anden side af Vietnam som Lee og Jack introducerede os for og en side af Vietnam som står i stærk kontrast til Saigons distrikt 1's summende og turistprægede liv. Vi elskede vores motorcykeltur, hvor vi følte at vi fik et helt unikt indblik i Vietnam og Vietnams kultur. Vi savner nogle gange denne måde at rejse på.
Men vi har nu også nydt de sidste dage, her i Saigon. Nydt den lækre mad, de meget billige smooties samt vores mange undvigelses manøvre for at undgå påkørsel af utallige "bier". Vi mener, at vi snart må opfattes som værende professionelle til undvigelsesmanøvre.
Vi vil dog nævne, at der også er en anden side til Saigon end det turistprægede distrikt 1. For bevæger vi os udenfor distrikt 1, forsvinder meget af turismen og det "rigtige Saigon" viser sig. Med små cafeer med plastik stole og borde, parker hvor lokalbefolkningen dyrker sport, danser og bare hygger sig samt markeder, hvor du kan købe alverdens frugt, grønt og kød.
De første dage i Saigon brugte vi på, at puste ud, da de sidste 5 dage på motorcykelturen havde mere end bare drænet os for energi. Vi følte det som en sejr, da vores kroppe efter et par dage, kunne rejse sig fra sengen uden smerter og uden at falde tilbage i sengen igen indenfor de første sekunder.
Efter vores hvile, en tilstand der nærmest mindede om dvale. Begav vi os ud for, at udforske byen.
Vi startede med The War Remnants Museum, som tidligere gik under navnet "The Museum of Chinese and American War Crimes". Museet var fantastisk bygget op.
Det startede med plakater og vidneudsagn fra mennesker og lande fra hele verden, som havde været imod USA' s" aggression" i Vietnam. Vi så blandt andet et billede af danskere i København, som demonstrerede mod krigen. Denne del af udstillingen var komplet med udtalelser fra amerikanere og ikke mindst amerikanskesoldater, der tog afstand fra krigen. Herefter begav vi os op. Her blev vi præsenteret for en gennemgang af de våben som USA havde benyttet og det var fuldendt med billeder af de skade de våben havde påført. Det var her, at vi så en ung fyr som måtte føre sin utrøstelige kæreste ud af lokalet.
Vi nåede nu til den hårdeste del af udstillingerne. Udstillingen der omhandlede Agent Orange, den gas med det højeste indhold af toxiner brugt af USA i Vietnam. Hele lokalet var tilklistret med billeder af folk påvirket af Agent Orange. Det var ikke kun soldater der havde kæmpet i krigen, men børn født med misdannelser efter krigen, ja selv børn født for få år siden og ikke kun vietnamesiske børn, men også amerikanske hvis fædre havde kæmpet. Her befandt sig også et montre, indeholde fostre, påvirket af Agent Orange. Det var en meget følelsesladet oplevelse og vi måtte sidde på en bænk et øjeblik i stilhed, for at fordøje hvad vi havde set.
Alt i alt var det et fantastisk museum at opleve. Det viser Vietnans side af krigen og helt klart et museum der ved hvordan en udstilling skal sættes sammen.
Vi følte at besøget på dette museum, sammen med besøget til Cu Chi tunnellerne, gav os en anden og spændende vinkel til Vietnamkrigen.
Vores veninde Paulinka, som vi mødte da vi rejste med Vodkatrain gennem Rusland og Mongoliet, skrev pludselig til os, at hun ville befinde sig i Saigon fra den 17-19 november. Vi jublede begge, da dette passede perfekt med, hvornår vi befandt os i Saigon. Vi aftalte derfor at mødes den 17, til aftensmad. Vi havde fundet det perfekte sted at spise aftensmad, men planen blev dog ændret. Paulinka ankom til Saigon med migræne og ville derfor gerne udsætte vores møde, til frokost næste dag. Den gik i med på.
Næste dag aftalte vi at mødes i et kinesiske kvarter, ved en meget kendt Pagoda, så det skulle jo være nemt nok! Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Da vi ankom til pagodaen, lidt trætte efter de fem km's gåtur derhen, stod der ingen Paulinka uden for pagodaen. Men, vi var fortrøstningsfulde, da der lå 3 andre pagodaer, lige i nærheden. Vores optimisme dalede dog, i takt med antallet af pagodaer, som vi besøgte. 1 time og 3 pagodaer senere, var der stadig intet spor af Paulinka. Vi blev enige om at mødes ved KFC istedet. Vi var på dette tidspunkt meget tæt på at opgive det hele, praje en taxa og tage hjem på hotellet. Yderligere gik der 1/2 time, før vi endelig blev genforenet med Paulinka og hendes veninde Tess. Det viste sig, at deres taxa chauffør havde smidt dem af, ved en Pagoda, to km fra den aftalte.
Alle disse strabadser blev dog hurtigt glemt og vi fandt et sted, hvor vi sammen spiste en efterhånden ret sen frokost. Det var en utrolig dejlig oplevelse, at møde Paulinka igen og høre, hvad hun havde foretaget sig de sidste to måneder.
Vi har mødt mange fantastiske mennesker på vores rejse, som vi har aftalt at mødes med igen, en dag. Nogle var vi mere sikre på end andre at møde igen, men at vi skulle støde ind i Paulinka igen, efter blot to måneder, var mere end bare fantastisk.
Efter frokosten fik vi sagt farvel og videre god rejse til Paulinka og hendes veninde. Vi drog derefter lidt rundt inde i et storcenter og begyndte derefter, på vores fem km's gåtur hjem.
Saigon er en by, med flere kirker. Vi valgte to de to flotteste ud og udforskede disse. Den første vi besøgte var Notre-Dame Katedralen. Udfra navnet var vi lidt i tvivl, om kirken nu også virkelig befandt sig her i Saigon, i Vietnam. Men det gjorde den. Da vi kom hen til kirken, forstod vi også bedre navnet. Udefra ligner kirken nemlig Notre-Dame i Paris, de to kirker minder meget om hinanden i opbygning og udseende. Dog er denne kirke i Vietnam, bygget af røde mursten.
Den ande kirke vi besøgte, fandt vi ved et tilfælde på en af vores aftengåture. Det som tiltrak os, var de neonlys, som oplyste kirken. Vi havde hørt at der skulle være en kirke her i Saigon, hvor alterstatuen skulle forestille Jesus, med en neon glorie rundt om hovedet. Og ganske rigtigt, det var denne kirke vi havde fundet. Vi var begge enige om, at denne neonglorie, ikke rigtig passede ind, i den ellers smukke kirke.
Vi besøgte også Saigon floden en enkelt gang. Vi boede ret tæt på denne flod og mente ikke vi kunne tage hjem, uden at få den at se. Omgivelserne omkring floden var rigtig smukke, mens selve floden var meget beskidt. De sidste 3 måneder har hærdet os meget, men, der var alligevel ingen af os, som havde lyst til en svømmetur, i det lettere brune vand!
Det sidste vi mangler at gøre her i Asien, inden vi tager hjem, er at tage en tur med en tuk tuk. Så det er planen for den sidste eftermiddag, her i Saigon.
I aften forlader vi Vietnam og flyver hjem. Det bliver en meget lang og hård flyvetur, som vi egentlig ikke rigtig glæder os til. Vi glæder os derimod meget til den er overstået og i er vel hjemme igen.
Vi vil slutte med at sige tak til alle jer læsere. Uden jer, havde det kun været den halvefornøjelse at skrive disse indlæg. Vi har elsket jeres kommentarer og beskeder, det gav os vished om, at der rent faktisk var nogen, som fulgte med.
Dette bliver det sidste blogindlæg for denne tur, vi håber I har nydt læsningen. Vi har i hvert fald nydt at skrive om vores oplevelser, til jer.
- comments
ElseA Kære Annika og Karina ! Det har været en sand fornøjelse i de sidste måneder at læse om jeres mange oplevelser. Dejligt :-) at I har villet dele det med os på en så levende måde, at vi næsten selv var der… God tur hjemad ! ! ! Kærlig Hilsen og på gensyn i morgen Per og Else