Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der igen en en rejsebeskrivelse, denne gang fra ankomsten i Port Vila, hovedstaden i Vanuatu og første halvdel af turen rundt om de fantastiske øer.
Lørdag 24. juli
Da alle var kommet op, havde vasket tøj, gjort lidt rent og alle de andre småting, som vi går og gør om morgenen, var vi klar til at tage ind til Port Vila. Lasse blev utålmodig i gummibåden, da vi andre gik og ordnede det sidste, så han og Paola tog over til en amerikansk båd ved siden af, for finde ud af om skipperen der kendte noget til området. Det kom der nu ikke noget videre ud af.
Det første der mødte os i byen var et orkester, der gik forbi og efter det fulgte et festligt optog af hovedsagligt børn - jeg tror stort set samtlige børn i Port Vila var med i optoget. Det var i anledningen af Childrens Day. Hele byen var på den anden ende. Der blev solgt balloner overalt og folk havde picnic ved havnen.
Vi delte os op med forskellige ærinder. Jeg gik rundt i alle de små kinabikse i byen og ledte efter elastik til myggenettene. Det lykkedes mig ikke at finde noget rigtig godt - men noget halvgodt, så vi kan blive myggefri om natten. Der er malaria på Vanuatu, så det er med at beskytte sig så godt som muligt - særligt fordi jeg ikke tager forebyggende medicin. Planen var jo hjemmefra at fortsætte i et par måneder i malariaområde, og så gav det ikke så meget mening med piller.
Port Vila er en hyggelig lille by. Der er nok ikke helt så meget liv her til dagligt, men lige nu er det festligt. Desuden lå der et stort cruiseskib i havnen, så byen vrimlede også med turister derfra. Deres uafhængighedsdag er den 30. juli, og da det i år er 30 år siden, skal der være stor fest.
Jeg mødtes med Anne Louise og Sune til frokost på markedet. Der kunne man spise lokal mad i nogle små mad-boder, hvor der også var borde og bænke. Det var fantastisk god mad. Jeg fik en stegt fisk ligesom Anne Louise. Jeg havde fået halen med, og hun jokede med, at så havde hun nok fået øjet. Det var knap så sjovt, da hun et par minutter efter rent faktisk fiskede øjet op af tallerkenen!
Om eftermiddagen gik jeg på internetcafe for at undersøge rejsemulighederne herfra. Jeg hilste på et par andre sejlere i yachtklubscafeen. Det er nu meget hyggeligt, at man uden videre har noget til fælles. På markedet snakkede vi også med en ung fyr fra båden Jash, der kom ind til Port Vila samtidig med os og som ligge ved bøjen ved siden af.
Over spaghettien og kødsovsen om aftenen talte vi om planerne for de næste uger. Anne Louise og Sune havde fundet ud af, at de kunne flyve til Papua, så planen om at sejle derop den 20. blev ændret. Nu kan Lasse, Paola, Sara og Kenneth tage den lidt mere med ro og blive lidt længere i Vanuatu. Vi fik lagt en slagplan og efter maden tog jeg med Sune og Anne Louise ind til byen for at finde noget internet, så vi kunne få købt billetterne inden prisen igen steg.
Det lykkedes os ikke at komme på nettet på nogle af de cafeer, som vi kendte på vejen. Vi endte helt ude i den anden ende af byen på et rigtig lækkert hotel, Chantilly, hvor vi blev taget rigtig godt imod, vist til et par sofaer i lobbyen, hvor vi kunne sidde i med computerne og blev serviceret. Vi købte en juice - men kom desværre heller ikke på nettet der. Der var åbenbart problemer med den centrale server, som alle byens netadgange bruger, fortalte den meget undskyldende receptionist. Vi nød nu alligevel stemningen, de bløde stole og udsigten til en lækker pool - og ikke mindst toiletforholdene!
Vi havde arrangeret leje af en bil til dagen efter hos en sjov lille gammel dame i byen. Vi skulle hente bilen kl. 8 på kontoret, så vi måtte tidligt i seng for at være udhvilede til en tur rundt om øen. Jeg gik også tidligt i seng, men kunne simpelthen ikke sove. Jeg havde heldigvis myggenet over mig nu (det havde taget mindst 10 forsøg at få det sat på nedefra), så det var ikke myg, der forstyrrede mig.
Søndag 25. juli
Jeg havde kun fået et par timers søvn, da jeg vågnede ved at det regnede. Jeg fik i en fart lukket lugen og lå og kiggede på, at det blev lyst. Da jeg hørte de andre vågne op, kom jeg også ud af fjerene. Paola lavede æg og bagte bananer til os til morgenmad - rigtig lækkert, men vi kunne næsten ikke nå at nyde det, for vi skulle jo ind til biludlejningen.
Det var overskyet, koldt og regnfuldt! Meget ulig hvad man havde forventet. Vi måtte søge ly for en ordentlig byge på vejen og jeg fik brugt min nyligt indkøbte røde regnfrakke. Vi fandt til sidst udlejningsstedet og Sune gik igang med at udfylde papirer mv. Det tog ret lang tid. Da vi så spurgte, hvilken bil vi skulle have, blev der peget på en ganske almindelig 5 personers bil! De måtte da kunne se, at vi var 7 personer? Vi havde også sagt det op til flere gange dagen før, så vi aflyste på stedet og ville have pengene tilbage. Manden på kontoret var dog ret ligeglad, men tilsidst fik vi ham til at ringe til den gamle kone, der ifølge ham kunne give os pengene retur. Så måtte vi jo derned. Vi skumlede noget på vejen derned - hvad nu?
Vi havde ikke gået ti skridt, før en minibus stoppede for os. Han kunne køre os ind til byen. Lasse fik spurgt, hvad han skulle have for at køre os rundt om øen hele dagen. 10.000 vatu. Det var mindre end billejen, så vi slog til med det samme. På kontoret ankom den gamle dame lige efter os (hun var ellers på vej i kirke) og vi fik pengene - men ikke uden at hun forsøgte at sælge os en bus med chauffør. Der var ikke nogen undskyldning, bare en "it is okay, girls". Men hun var nu så sød og forvirret, at vi ikke nænnede at skælde ud.
Efter lidt proviantering til turen gik det så derudaf. Vores nye chauffør hed Isaac og var ret snakkesaglig - især i starten af dagen. Vi kørte syd om øen og stoppede et par gange ved nogle strande der. De var virkelig smukke, men det var småkøligt og blæsende, så det blev kun til lidt soppen rundt. Vejen var forholdsvis god og asfalteret en del af vejen, hvilket var ret imponerende. Landskabet vekslede meget mellem palmer i snorlige rækker, som en en påmindelse fra plantagernes tid, og til helt overgroet skov og åben land med græssende kvæg. Der hvor kysten begyndte at gå mod nord, stoppede vi i en lille landsby, Eton. Der var nogle utrolig flotte, blomstrende træer og glade børn. Ikke langt udenfor byen stoppede Isaac foran et kæmpetræ. Han fortalte, at landsbyen tidligere brugte træet til møder, for man kunne sidde inde mellem rødderne og stammerne. Vi gik derind - det var helt ubeskriveligt.
Ikke langt derfra kom vi til et sted, hvor man kunne blive sejlet i traditionelle kanoer op ad floden. Der var ikke andre, så kanoen blev gjort klar til os, mens ejerens 5 årige datter, Mary Ann, gav os hver en blomst bag øret. Desværre var det lavvande, så turen blev ikke så lang og gik ikke op ad floden, men ned til udløbet ikke særlig langt væk. Det var ærgeligt, men turen var nu sjov nok. Den lille pige var med i båden og kunne balancere rundt uden problemer.
Vi var efterhånden blevet lidt sultne, trods maden vi havde købt i Vila og småspiste i bussen. Vi kiggede os om efter et sted at spise, men lidt halvhjertet. Et sted, som den gamle dame havde anbefalet, var Beachcomber. Der skulle være en hotspring. Det var der også - i form af en lunken pool lige ved siden af nogle cafeborde i den mest kedelige bygning. Den udendørs pool var tom og det var hundekoldt. Det mindede mest af alt om en østtysk motorvejsrestaurant - lige bortset fra de tre mænd, som stædigt stod udenfor og sang og spillede på ukulele! Der skulle vi ikke spise.
Det gik videre rundt om øen. Et sted var et skilt til et sted, hvor to WWII fly skulle være styrtet ned og ligge i vandet, så man kunne snorkle ud for at se dem. Det var jo ret spændende, så det ville vi meget gerne. Porten var lukket, men Sara kunne klemme sig igennem et hul i hegnet og gik modigt ind for at se, om hun kunne finde nogen derinde. Det lykkedes nu ikke og der var langt ned til vandet. I Lonely Planet stod der, at man skulle sejles ud til vragene, så modvilligt opgav vi at se dem.
Vi kom igennem et par småbyer, som nu ikke var særlig charmerende. Et sted var der et skilt med et lookout. Selvom man også der skulle betale for indgangen blev vi enige om at se det. Det viste sig at være en 5 min. tur op ad skråningen i en families baghave. Konen viste os selv vej derop ad en fint anlagt sti. Udsigten over bugten var nu også smuk. Hun fortalte, at landsbyen havde hjulpet med at lave stien og at de egentlig havde lukket, fordi stien skulle repareres. Vi havde fået lov at komme derop, fordi hun kendte vores chauffør - faktisk sad hans ekskone nede ved huset! Da vi kom ned, sad de tidligere ægtefæller og snakkede. Det så ud til at være roligt nok, men Isaac ville nu gerne køre med det samme. Det er et lille samfund vi er landet i.
På nordsiden af øen var det meget mere bakket. Der var nogle stejle stigninger, som vi måtte tage i 1. gear. Heldigvis var vejen nu også asfalteret. Der var ikke så meget at stoppe ved, men vi så den bugt, hvor vi har tænkt os at lægge for anker i den første nat, når vi sejler fra Port Vila.
Isaac stoppede næste gang ved toppen af et vandfald. Det kostede noget at komme ind, så det var der ikke stemning for at se. Nedenfor bakken var en anden, mere fancy, indgang til de samme vandfald. Her kostede det endnu mere at komme ind, så vi kørte igen videre. Lige i den forbindelse er det tydeligt at mærke, at jeg rejser med studerende.
Vi ville ud til vandet for at bade og snorkle, men først kom vi igennem en landsby, hvor der var stillet en masse boder op. Der havde været noget underholdning tidligere i anledningen af Childrens Day og den forestående Independence Day, men vi kunne stadig nå at få noget at spise. Det var rigtig lækker mad (ris og grillspyd), som vi sad på plænen og spiste, mens vi så på alle børnene og hundene, der løb rundt på pladsen.
Vi kørte videre ud. Selvom Isaac sagde, at vejen var privat, skulle vi kører helt ud til spidsen, hvor det på kortet så ud til at man kunne bade. Vi kom forbi et security-tjek og kørte ad en grusvej langt ud på tangen. Der lå en masse store huse og var mange tomme byggegrunde. Det virkede som en mellemting mellem et sommerhusområde og Strandvejen. Meget mystisk. Til sidst nåede vi en stor lukket port, hvor der tydeligt stod, at der ikke var indgang for nogen, hverken busser, biler, turister eller noget som helst. Hvad der var på den anden siden, fandt vi aldrig ud af, for vi måtte jo så vende om og køre tilbage igen.
Tilbage ved landsbyen stoppede vi et sted de kaldte Secret Garden. Det var en ung kvinde (som vist var temmelig skæv), der havde stedet. Man kunne se traditionelle hytter, papegøjer, flagermus, kokoskrabber og læse en masse om Vanuatus kultur og historie på opsatte blancher. Det var rigtig spændende, men desværre vrimlede det med myg, så vi ikke kunne stå stille. Derfor brugte vi ikke nær så meget tid der, som vi kunne have gjort, for det var ret spændende.
Herefter gik turen tilbage til Port Vila. Anne Louise, Sune og jeg tog min bærbare med på et hotel, hvor vi kom på nettet, og fik købt billetter ud af Vanuatu. Vi flyver henholdsvis 23. og 24. august fra Luganville, så nu er der lige en måned til at opleve Vanuatu.
Da vi kom tilbage til båden var der aftensmad. Vi fik en enkelt sundowner, inden vi trætte gik i seng.
Mandag 26. juli
Jeg sov længe - helt til kl . 9. Dejligt med en stille og rolig morgen. Anne Louise havde været tidligt oppe og bage boller, så vi tog vores søndagsbrunch i dag, selvom der var ved at være lavvande i madbeholdningen. Vi blev enige om en rute rundt om i Vanuatu - selvfølgelig med forbehold for vejret og den slags. Når vi skal afsted onsdag morgen, skal vi bruge tirsdag på at købe ind og ordne de sidste praktiske ting.
Jeg startede med at gå på Air Vanuatus kontor og få flybilletten, så det var i orden. Lasse tjekkede os ud og fik vores cruising-permission. Det er heldigvis ikke som på Fiji, hvor man skal tjekke ind og ud i hver enkel region.
Jeg brugte dagen i byen med at ose-shoppe og gå på internettet. Jeg fik også forlænget mit ophold med et stempel i passet - der er ved at være mange stempler der.
Sara og Kenneth lavede sparemad om aftenen - hakkebøffer og rissalat, men det smagte nu godt.
Tirsdag 27. juli
Vi tog det Lasse kalder "bådens time" efter morgenmaden. Det bestød en time med brasso og pudseklude, så al det rustfrie stål igen kunne stråle uden rustpletter. Da ladyen skinnede som katteskidt i måneskin, tog vi ind til supermarkedet for at handle. Det blev en ordentlig omgang, for vi skal kunne klare os til Luganville i slutningen af måneden.
Vi delte indkøb på markedet mellem os. Først var jeg en tur på internettet. Der er en cafe ved vandet, hvor man gratis kan gå på internettet, hvis man køber noget i baren. Dejligt.
Jeg havde maddag, så vi gik også i et supermarked og fik købt nogle friske pølser, som Paola og Lasse havde set dagen før. De smagte nu ikke helt så godt som lovet, men okay.
I løbet af dagen fik vi flere historier om, at festlighederne i anledningen af Vanuatus 30 års uafhængighed skulle starte dagen efter. Vi blev enige om, at vi blev en dag mere i Port Vila for at få den oplevelse med.
Onsdag 28. juli
Vi var oppe tidligt, men med rengøring og andre gøremål kom vi først afsted til byen efter kl. 9 og var for sent derinde til optoget. Vi fulgte ruten op til pladsen, hvor festlighederne skulle foregå. Der var taler igang på scenen, men endnu ikke særlig mange mennesker. Det mest spændende - og markabre - var "grise-ceremonien", som åbenbart er et væsentlig element af enhver festlighed eller ceremoni. De slår simpelthen en levende gris i hovedet med kæppe. Den døde ikke med det samme, men lå med smadret hoved og bevægede sig længe bagefter. Men da hjernen helt klart var smadret, var det formentlig kun reflekser. Men det var nu ikke lige noget for os sarte skandinaver.
Vi gik en tur langs alle boderne, men mange var ikke åbnet endnu, så vi blev enige om at mødes igen til aften. Jeg tog med ud på båden og hentede min computer og bog, og satte mig så ind til internetcafeen igen, igen. Hellere det end hænge ud på båden. Jeg talte lifdt med en brasillianer, der var crew på en tysk båd. Kaptajnen var lige taget hjem samme morgen, så brasilianeren ledte vist efter selskab. Jeg ledte nærmere efter lidt tid alene, så aftalen med at mødes med de andre rykkede lige lidt frem i forhold til ham. Skibskulleren begynder at melde sig, så et par timer på egen hånd er guld værd.
Jeg var tilbage på festpladsen ved 4-tiden, hvor jeg sad og så på underholdningen på scenen - primært bandet Family Roots, der spillede alt fra reggae til 80´ pop. Det mest underholdende var nu at betragte folk rundt om mig. Man sad i græsset, som til festival derhjemme og snakkede. Børnene løb rundt og legede. Den mest tydelige forskel var, at der slet ikke blev drukket alkohol. Det var meget roligt og hyggeligt. Jeg gik også lidt rundt mellem boderne og købte en kage. Der skulle være noget traditionel dans, men pausen var så lang og jeg skulle bare tisse, så jeg måtte lige gå et øjeblik - da jeg kom tilbage var det ovre. Øv øv.
De andre fandt mig kl. 18 (jeg ville ikke gå glip af det næste show også, så jeg blev siddende og håbede de fandt mig - hvilket de også gjorde, lige da et danseshow skulle gå igang. Vi fandt aldrig ud af, hvor de var fra, for der blev kun talt bislama på scenen) - men det var rigtig godt og sjovt at se. Da Lasse og Paola også dukkede op, gik vi hen til boderne for at finde det allerbedste sted at købe aftensmad mellem de utallige boder. Der var meget lækkert og også boder, der var knap så lækre, men vi fandt et sted, hvor de stegte bøffer for ingen penge (70 vatu) og man fik pastasalat med. Ved siden af solgte de helt friske hotdogs. Mums. Vi sad lidt og hørte musikken, før vi besluttede at tage tilbage til båden. Vi skulle jo tidligt op og sejle dagen efter.
Torsdag 29. juli
Havnekontoret åbnede kl. 8, så da var Lasse inde for at betale havnepengene. Samtidig skulle han, Kenneth og Sara ned og have fyldt gastanken op. Anne Louise og Sune gik i byen for at købe lidt ekstra grønt og nogle smågaver til landsbyerne på de små øer. Paola og jeg blev på båden og lavede dagens workout.
Så kunne vi lette anker og sige farvel til Port Vila. Jeg vil komme tilbage med fly, men det er ikke det samme.
Vejrudsigten sagde 20-25 k*** vind og 4 meter høje dønninger ude i det åbne. Heldigvis skulle vi ikke helt ud i det åbne, da vi blot skulle rundt om øen til en lille bugt på nordsiden, Port Havannah, men turen skulle nok blive udfordrende nok alligevel. Vi mødte flere både på vej ind i indsejlingen, hvor folk var pakket godt ind i sejlertøj.
Det blev nu ikke så vildt. Der var 26,5 sømil, som vi klarede med genovaen det meste af turen. Vi måtte lige have fokken ud et par enkelte gange, fordi der kom en byge, men turen gik fint og hurtigt.
Bugten var et idyllisk lille sted. En flod havde sit udløb lige ved og der var mangrover langs kysten. Flere mænd kom ud forbi båden i deres små udriggerkanoer og talte med Lasse. Den ene inviterede os ind og se hans "have" på land næste dag.
Vi sejlede i gummibåden et lile stykke længere ind for at snorkle. Det vil sige, jeg var den eneste pige, der snorklede - men både Anne Louise og Sara kom nu lidt ufrivillligt i vandet alligevel. Der var ikke så meget at se lige der. En new zealænder, som også lå i bugten, sagde, at vi skulle sejle længere op ad bugten. Det må vi se på i morgen.
Det blev meget mørkt i bugten. Da jeg skulle i seng, måtte jeg lige stå på dækket og vænne øjnene til mørket, så jeg ikke væltede over noget. Det var stjerneklart og ufatteligt smukt. Men der er jo altid en slange i paradis - myggene kom ud til båden, så jeg krøb ned under myggenettet.
Fredag 30. juli
Vi havde besluttet at blive en ekstra dag her, så vi kunne udforske bugten lidt. Jeg hørte de andre på dækket tidligt og overvejede at stå op også. Inden jeg nåede så langt, kom Kenneth hen og bankede på vinduet og sagde, at der var en søko. Så kom jeg op i en fart. Søkoen var nu dykket ned igen, men Lasse havde set den tæt på båden. Vi holdt udkig, men det var kun Lasse, der så den igen.
Omkring kl. 8 tog vi ind for at mødes med Morris, som ville vise os sin have. Sara og Kenneth blev på båden. Morris ventede på os ved landingspladsen og viste os gennem mudderet ned ad en sti gennem bushen. I haven havde han tomatplanter og agurker på et lille stykke land, som var blev ryddet for træer og de hurtigvoksende slyngplanter, som man ser overalt. Der var også et stort mangotræ, kokospalmer og bananpalmer. Han kunne ikke høste ret meget ad gangen, for han var ene om at passe jorden. Det han høstede, og som hans egen familie ikke selv spiste, blev solgt på markedet i Vila. Han havde kone og to børn og desuden skulle han også sørge for sin brors kone og børn, for broren var i New Zealand for at tjene penge ved at plukke frugt. De skiftedes til at tage derned i et halvt år, mens den anden så passede begge familier. Familierne boede på en lille ø ud for Efate (hovedøen, hvor vi var). Derfor så vi hver morgen og aften mændene sejle forbi i deres kanoer på vej til eller fra deres haver. Det er et meget anderledes liv. Morris virkede nu ret tilfreds og stolt af sin have. Selvom de givet lever under fattigdomsgrænsen her, så er de selvforsynende og det er ikke folk, som man har ondt af - måske snarere tværtimod. De virker glade og tilfredse med tilværelsen.
Vi nåede en tur ud til båden og snorklede lidt rundt efter søkoen. Vi så den fra båden, men al vores plasken rundt har vist skræmt den.
Kl. 11.30 var vi inviteret til frokost i landsbyen inden ved floden. Det var i anledningen af Vanuatus 30 års dag. Vi blev modtaget af en ung fyr på cykel - ikke det man forventede. Så blev vi vist ned til et par huse, hvor omkring 10 mænd og drenge sad og lyttede til radio og kvinderne gik og gjorde maden færdig. Vi hilste på dem og blev vist ind i et overdækket skur, der viste sig at være deres kirke - og skole. Vi skulle gå til bordet først - det var lidt akavet, for vi vidste ikke helt, hvad der blev forventet. Vi blev placeret i nogle stole væk fra de andre, men tre af mændene kom og sad sammen med os og snakkede: Ham, der havde inviteret os, præsten og indehaveren af kava-baren i byen (den unge fyr på cyklen). Resten af landsbyen fik vi ikke rigtig talt med. Da vi havde spist, blev der lagt op til at vi nu kunne tage hjem og hvilem, men kl. 4 skulle vi komme tilbage og drikke kava. Så vi tog ud til båden igen og slappede af.
Kl. 4 var der ikke den helt store stemning for at tage ind, men nu havde vi jo lavet aftalen. Vi blev modtaget samme sted, men kom så ned til kavabaren - et lille ryddet område, hvor der var sat pæle op, sikkert så man kunne lægge en persiening over i dårligt vejr. Frank, som havde været ude ved båden dagen før, var ved at blande kavaen i selskab af sine tre små drenge og en radio. Vi satte os og så på og snakkede om lidt af hvert.
Vi fik at vide, at de ikke har samme ceremoni i forbindelse med at drikke kava som i Fiji. TIl gengæld er deres kave meget stærkere. Det kunne vi nu ikke mærke ret meget. Jeg fik to kopper og kunne godt mærke det i munden, på læberne og i svælget, men i øvrigt ikke. Det smagte mere af lakridsrod her end på Fiji. De lokale, som også kom og fik en kop, skar ansigter og spyttede og spruttede efter at have drukket. Vi blev enige om, at det måtte være skuespil.
Selvom kava skulle være sløvende, kunne jeg ikke sove, da jeg kom i seng. Jeg hørte Harry Potter på ipoden og lå og vendte og drejede mig, indtil jeg endelig faldt i søvn.
Lørdag 31. juli
Der var tidlig afgang fra Port Havannah. Jeg stod op lidt i 6, hvor det var ved at blive lyst. Da vi sejlede kl. 6.30 var solen oppe. Jeg var nu i køkkenet og bagte boller og kokosmakroner til turen. Turen op til Epi var en dagssejlads, men da vi skulle ud i det åbne, var vi lidt spændte på dønningerne. Inde i bugten blæste det nu overhovedet ikke - 0,5 sømil på vindmåleren. Vi fik alligevel storsejlet op, inden vi gik ud af "hullet" mellem øerne. Ude i det åbne steg vinden hurtigt og vi fik vind i sejlene. Genovaen blev skiftet ud med fokken, da vinden nærmede sig 30 knob. Vi nåede op over 32. Der var timesvagter på udkig igen, så jeg lagde mig et par timer og hørte bog på ipoden. Jeg havde ikke sovet så godt og var træt.
Turen gik over stok og sten med over 8 knob, så vi var fremme ved Epi allerede ved frokosttid. Derfor besluttede vi at sejle videre til Lamen Bay med det samme. Det er stedet på Epi - og efter sigende er der en halvtam søko i bugten. Vi fik en anden båd i sigte omkring det tidspunkt, og så kom kapsejleren op i Kenneth. Vi satte alle sejl - både genova og fok - og så gik det derudaf. Vi nåede lige den anden og fik ham passeret, så vi havde tid nok til at gå op i vinden og få sejlene ned, inden han også gjorde klar til at smide anker. Der lå allerede 5-6 både i bugten, så det må være et populært sted.
Vi blev på båden - badede lidt og tog det med ro resten af dagen. Det var ikke fantastisk vejr, med nogle småbyger nu og da og det blæste stadig temmelig meget.
- comments