Profile
Blog
Photos
Videos
søndag 13. juni
I løbet af formiddagen fik vi The Rock i sigte - de 595 sømil var klaret. Øen virkede nu ret flad trods dens kælenavn. Vi gik stadig for motor og da vi rundede den første pynt blev havet meget uroligt, med søer der kom ind fra alle sider. Det forsatte næste hele vejen op langs vestkysten af øen, til vi kunne gå ind mod Alofi, der trods alt lå en lille smule i læ for syd-vesten vinden.
Der så ikke ud til at være ret meget liv på øen, man kunne kun se et par enkelte huse hist og her blandt træerne og så en ret trist og lille havn. Der var ikke nogen mole og det er for dybt til at ankre op ud for øen (ca 30 meter dybde). Lystbåde skal lægge sig ved en række bøjer ud for byen og så tage gummibåden ind. Vi havde læst nogle drabelige historier om landingen med gummibåden, hvor den skal hives på land med en kran på molen. Da vi var kommet i stand på båden (ved bøje nr. 13), sejlede Lasse Margrethe, Palle og mig ind til øen, så vi kunne gå på opdagelse. Der var fuldstændigt mennesketomt! Gaderne lå øde, med det var jo også kirkedag, hvilket de går meget op i. VI havde håbet på, at finde en cafe og få lidt kaffe og kage, men det virkede ikke ret sandsynligt. Vi gik ud af hovedvejen - frem og tilbage - og overvejede at tage ud til en bar kaldet Washaway Cafe, som skulle ligge 5-6 km væk. Inden gik vi ned til en lille sandstrand, som jeg havde set fra båden. Her mødte vi Fraser, som var en skottisk New Zealænder på besøg hos hans tidligere patient, Jeff, der havde bosat sig på øen. Ham kom vi til at se mere til, men i første omgang fortalte han os, at Washaway Cafe var det eneste sted, der ville være åbent. Derfor besluttede vi os til at prøve at tomle derud.
Den allerførste bil stoppede for os. Det var Tony, en lidt sær tandlæge fra Brisbane, Oz. Han var også turist og ville vist gerne have selskab. Han kørte os derud - og tilbage igen. Cafeen var et specielt sted! Der stod et par piger og lavede burgere, men drikkevarene i baren måtte du selv hente, blande og huske på, hvad du havde fået. Stedet var kun åbent om søndagen og gæsterne var hovedsaligt "Palangi" -vestlige folk. Fraser kom der kort efter os, sammen med Jeff. Jeff var 81, havde haft strubekræft, men havde bekæmpet sygdommen og bygget sig et skønt hus på klipperne i Alofi - Retoration Reef. Vi havde set det tidligere på dagen og fik senere lov at komme ind og se den fantastiske udsigt og hans sti over klipperne i "haven" til udsigtsstolen.
Efter et glas vin og en burger på Washaway Cafe kørte Tony os tilbage. Vi fik en whisky af ham og så solnedgangen fra en lille lagune. Men så var det også blevet tid til at komme tilbage til båden. Desværre kunne vi ikke få radioen til at virke, så vi stod på molen og vinkede og viftede med lys, for at Lasse skulle se os. Først, da vi fik en bil til at blinke med lygterne, det gik op for Lasse, at det var os på kajen - men så kom han også straks efter os. Aftenen var stille og rolig på båden. Der var gratis internetadgang, så vi sad med hver vores computer og tjekkede mails mv. Vi kunne konstatere, at Danmark havde tabt den første kamp i VM til Holland.
mandag den 14. juni
Nu skulle Niue udforskes. Vi tog ind til øen straks efter morgenmaden og fik os checket ind; først i yachtklubben (som også var en lille cafe), så på politistationen(hvor vi også fik et Nuie kørekort) og tilsidst på toldkontoret. Jeg hævede lidt penge i banken, mens de andre fik lejet en bil. Vi mødte Fraser igen og inviterede ham med på turen rundt på øen - hvilket han var glad for. VI hentede ham ude hos Jeff og så samtidig hans fantastiske hus på klippen. De var igang med et spil skak, men Fraser virkede ikke ked af at måtte afbryde det. Jeff røg store cigarer - og særligt når han var ved at tabe et spil!
Vi kørte nordpå til Limu Chasm, som var en smuk lagune, hvor ferskvand fra øen blev blandet med havvand. Vi snorklede rundt der, og jeg fik prøvet mit udstyr af - ud over et sår på benet gik det meget godt. Vi fortsatte nordpå til Takaleve Chams, som var lidt det samme. Der var dybere og to klipper stod lodret på hver side. Det var meget smukt. Stien delte sig ved parkeringspladsen, og da vi tog den højre sti kom vi gennem et krat ud til en grotte med søjler og smukke formationer, som gav udsyn over en klippe formet som en bue.
Vi var nu blevet rigtig sultne, men på turen videre rundt om øen, var der ikke en eneste cafe eller bar, så vi kørte tilbage til Alofi, hvor Fraser blev sat af hos Jeff. VI blev inviteret med på en Hash Harriers Walk, men afslog. Det eneste sted, hvor man kunne få lidt mad var en indisk takeaway (ikke noget man regnede med at finde), men vi tog en let snack (mødte igen Fraser!!) og tog så ud til båden, hvor vi grillede. Det var ikke noget problem at få gummibåden op af vandet eller i igen, så nu mente vi, at vi havde styr på det - men det var også vindstille og næsten ingen dønninger.
Tirsdag 15. juni
Palle, Margrethe og jeg havde lejet bilen for to dage, så vi blev sejlet ind kl 8. Vi ville først på markedet, som skulle være startet kl. 6. Da vi ankom, var der tre boder med lidt håndarbejde tilbage og et par stykker, som solgte en klistret, sød, kokosgrød. Jeg prøvede lidt af den, men var ikke solgt. Jeg har den grød mistænkt for et lille maveonde senere på dagen...
Efter en besøg på internetcafeen, hvor jeg fik oprettet en blog og lagt lidt billeder op, hentede vi igen Fraser hos Jeff. Denne gang var der plads til ham på bagsædet - han havde siddet i bagagerummet dagen før. Vi kørte denne gang syd ud af byen og kom til nogle udsigtspunkter, hvor man kunne se blowholes. Vi kom forbi dykkercenteret, hvor vi forhørte os om muligheden for at komme på en hvaltur. Vi havde hørt fra yacht-klubben, at der havde været spottet et par pukkelhvaler omkring øen dagen før, men de kunne ikke love at vi ville få nogen hvaler at se - det er stadig lidt tidligt på sæsonen. Pukkelhvalerne kommer til Niue og Tonga hvert år, for at få deres kalve og parre sig og vi ville rigtig gerne se dem. De vil dog normalt først være her i juli.
Ved frokosttid var vi ved resortet på øen og vi kørte derind og fik en dejlig frokost på terrassen. Meget civiliseret! Det var et skønt sted, men også ret friseret. Der var udsolgt af øl på øen (der var ikke kommet nogen med det sidste forsyningsskib, fordi regeringen åbenbart skyldte nogen penge til New Zealand), men resortet var det eneste sted vi oplevede, at det var helt umuligt at få øl! Jeg fik en indbagt mahi-fisk og kokosnød at drikke! (den friske kokosnød bliver stillet for dig i en skål og der er boret et hul til sugerøret!
Mætte forsatte vi rundt om sydspidsen. Vi kom forbi en Noni-juice-farm og kørte ind forbi. Forpagteren, Tom, mødte os, og da han lige skulle igang med en rundvisning for et par andre gæster, blev vi inviteret med - så nu ved vi alt om, hvordan man laver noni-juice. Det smagte forfærdeligt, men alligevel købte vi alle en flaske, for det skulle være så sundt.
Vi fortsatte turen mod Toga chasm. Vejen var blevet til en grussti og pludselig stod skiltet der. Først gik turen gennem skoven, der var som taget ud af Tolkiens univers. Man ville ikke været blevet overrasket over at se et træ tale derinde. Stien sluttede brat, hvor man ved et palmetræ kunne se havet igen - og så så man ud over et klippelandskab af helt skarpe spidser, der spredte sig 100 meter ud mod havet. En venlig sjæl havde lavet en sti af cement, så det var muligt at gå ud over klippelandskabet, og vi blev ført til en 20 meter lang træstige, der førte ned til en sandplet med palmer midt mellem klipperne. Meget fantastisk - og overraskende.
Nu var dagen ved at ende, så vi kørte tilbage til Alofi, hvor vi blev i land for at bade og skifte tøj - jeg hos Fraser og Magrethe og Palle på havnen. Vi havde nemlig bestilt bord til en buffet og show hos Jennas. Der mødte vi Lasse og Paola (som havde taget vin og øl med) og også Faser og Jeff. Det var en lækker buffet (bla. fersk fisk marineret i kokosmælk - utrolig lækkert). Derefter var der show, hvor familien på skift gik på scenen og viste niueanske og tonganske danse. For mig, hvor det var første gang var det spændende, men de andre havde set det før. Til slut skulle vi alle op at danse med dem - det var så knap så kønt.
Da showet sluttede sagde vi farvel til Fraser, hvilket var lidt ærgeligt, for det havde været rigtig hyggeligt at være sammen med ham. Vi gik mod havnen for at tage gummibåden ud til båden. Men det var blevet højvande og det havde blæst op, så vandet stod ind over trappen, hvor båden skulle lægges i. Dønningerne var et par meter høje, så det ville være en udfordring først at få gummibåden i vandet med kranen, og derefter at få os alle sikkert i gummibåden. Efter længere drøftelse frem og tilbage, blev vi enige om at vente til det blev mere lavvandet kl. 12. Så sad vi der på en trappesten en times tid! Til sidst gik vi ned til havnen og prøvede - og det gik fint, selvom det var lidt vildt. Men godt teamwork og klar besked om, hvad alle skulle gøre var løsningen - og så lidt panik på. Vi var vist alle lettet, da vi nåede ud til båden.
Onsdag 16. juni
Margrethe vækkede mig med ordene: Der er delfiner heroppe! Jeg var straks ude af sengen og på dækket. Vi hoppede i en fart i badetøjet og lagde os med masker på bag båden. Der var en hel flok delfinder et stykke fra båden. Desværre var sigtet ikke så godt, så jeg så dem kun kort. Men dejligt endelig at have set dem. De var ikke legesyge - nok nærmere inde ved kysten for at finde mad, så de tog sig ikke af os. Men det var en god start på dagen.
Vi skulle afsted ved middagstid, så Margrethe. Palle og jeg tog ind til byen for lige at få det sidste med og checke os ud. Vi spiste frokost på Crazy Uga og tog så ud til båden igen, for at gøre klar til afgang. Båden skulle skrubbes, så Lasse, Palle og Margrethe sprang i med svampe. Paola og jeg gjorde rent.
Ved 3 tiden var vi klar til afgang. Fortøjningen blev taget og storsejlet kom op, for der var lovet en god vind (20-25 meter i sekundet). Den første del var lidt søen temmelig skæv, så vi nøjedes med storen, men senere kom fokken også op. Vi gjorde god fart (8-9 knob) og snart forsvandt Niue bag os. Det havde været et rigtig godt besøg.
Turen til Vava´u i Tonga er på ca. 285 sømil. Kursen er 266, men på grund af vinden må vi gå noget lavere. Vi må derfor tage en bomning engang i morgen. Der var fuld drøn på og 3,5 meter dønninger. Sjovt! Stille og roligt blev det mørkt og endnu en nattevagt begyndte. Der var en masse nye lyder i båden, som jeg lige skulle vænne mig til og bevægelserne er også helt anderledes, men søsygen udeblev heldigvis.
- comments