Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag 7. juni
Det blev ikke til ret meget søvn på flyet fra LA. Ud over at være lidt urolig for, om jeg kom gennem imigrationen på Cook Øerne, så var det heller ikke nemt at finde en behagelig sovestilling. Det var godt nok et ret tomt fly - der var en håndfmuld brudepar på vej på bryllupsrejse og ikke mange andre, så jeg havde to sæder for mig selv. Jeg så Valentines Day, fik lidt mad og prøvede så at sove. Kl ca 4.30 blev lyset tændt - vi var ved at nærme os Rarotonga. Det var dog stadig fuldstændig bælvragende mørkt overalt udenfor. Først ca. 10 min. før landing fik jeg øje på nogle lys - og så var vi der.
Det allerførste indtryk var duften. Det var køligt, da vi gik fra flyet over til den lille ankomsthal, men luftede havde en skøn, sød duft af blomster og træer. Alle fra flyet stillede sig i kø til imigrationen - der var tre skranker og kvinderne ved dem var i uniform, men havde en lille blomst bag øret. Meget charmerende. En gammel mand stod bagved på transportbåndet og sang og spillede på ukulele. Jeg kom frem til skranken, damen tog et kig på mine papirer - og jeg kunne gå igennem. Der var ikke engang nogen spørgsmål. Det var åbenbart blevet klaret i LAX. Min bagage fik jeg med det samme, men så var der lige en kø mere. jeg måtte en tur forbi gennemsyn, da jeg havde noget slik med til båden. da jeg hacde vist det, var de dog mere interesseret i grillen, men også den kom igennem. Så kunne jeg gå ud og møde Lasse i ankomsthallen.
Meget mod hvad jeg havde forestillet mig, var han på cykel til lufthavnen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde troet. Men jeg fik en taxa til al bagagen og kørte de 500 meter ned til havnen, hvor Lady Sunshine lå. Det var stadig helt mørkt, men Margrethe og Palle og Paola var stået op for at tage imod mig - vi var vist alle ret søvndrukne, men det var dejligt med sådan en modtagelse. De havde tydeligt hørt flyet, da vi ankom og det var da, Lasse stod op. Paola lavede morgenmad til mig (og til Lasse og hende) med dejlige æg, toast og papaya-frugt. Vi sad i cockpittet og spiste og snakkede mens solen stod op. For mig var det fuldstændig uvirkeligt endelig at være der - det er først nu, et par dage senere på vej mod Niue, det rigtig er ved at synke ind.
Det andet par, som havde været med ombord siden Columbia, Dan og Leise, var stået af på Bora Bora, så vi var kun 5 ombord. Det betyder, at jeg har fået styrbordskahytten for mig selv indtil videre. Når de andre kommer på i Fiji, skal jeg flytte til kahytten i stævnen, men sove i salonen, når vi sejler. Lige nu nyder jeg luksusen ved at have min egen kahyt, og det skal nok være fint senere også, for vi kommer ikke til at tage særlig lange stræk efter Fiji. Palle og Margrethe står af på Tonga i stedet for Fiji, så Lasse, Paola og jeg kommer til at tage turen til Fiji alene, men det er kun et par dages sejlads, så det går nok. Lasse vil måske tage til Australien i efteråret i stedet for til Indonesien, for hans mor er ret syg derhjemme. Det kan godt ske at planerne bliver ændret lidt undervejs, men det er jo en af betingelserne ved at rejse på denne måde.
De andre havde planlagt en gåtur hen over øen samme dag, sammen med et australsk/amerikansk par, de havde fulgtes lidt med tidligere (Alecia og Louie). Jeg var frisk på at lave noget, da jeg nok ellers nemt ville kunne falde hen. VI tog afsted ved 9 tiden med mad og vand i taskerne. På vejen op mod det indre af øen, som var dækket i skovklædte klipper, gik vi forbi huse og små marker med køer, grise og høns. I vejkanten så vi flere grise og en flok grisebasser. Vi kom ind i skoven og fulgte et spor - desværre viste det sig, at sporet ikke var det rigtige. Efter en times klatren, hiven sig op ved lianer og rødder og gliden rundt i mudder, kom vi endelig til en top - og kunne se over på den ret markante top, som vi skulle have været ved, for at komme over til vandfaldet. Æv. Ned igen. På dette tidspunkt, var jeg ved at være godt træt og mine ben ville ikke helt som jeg ville. Men vi kom ned igen (det var ikke helt så hårdt som op) og fandt den markerede rute (med pink bånd og maling). Så gik det op igen - jeg måtte kræve en pause halvvejs, for det var stejlt. Vi fik en kage, som paola havde bagt i anledningen af at jeg kom. Sødt! Det gav lige lidt mere energi og vi kom til den rigtige top. Så skulle vi bare finde ned igen!!! De andre gik helt op til toppe og nød udsigten, men jeg blev nede sammen med Paola og hvilede. Først gik vi af en rute ned mod vandfaldet - men da den begyndte at stige, valgte vi at vende om, for at tage en anden rute. Den viste sig bare at være en sti til vedligeholdelse af et vandrør, der løb langs stien - så vi måtte op igen og tilbage af den første sti! Christ! Nu var jeg træt - meget træt, men vi skulle længere ind i skoven.
Det vi troede var en 10 min. tur til vandfaldet fra toppen, var i mit tempo nok nærmere en times vandring op og ned og over vandløb og glatte sten. Havde jeg været udhvilet ville det have været helt vildt sjovt, men mine ben ville ikke som jeg, så jeg måtte hage mig fast med armene og kæmpe mig frem. Det meste af vejen ned fulgtes jeg med Lasse og Paola, men Palle ventede på os og tilbød at bære min taske for mig. Det var rigtig pænt gjort og gjorde den sidste del af turen lidt lettere. Endelig nåede vi vandfaldet og jeg tog en hurtig dukkert i det meget kolde vand. Der var en hel del lokale der også, for det var helligdag på Rarotonga. Efter den lange tur derover blev vi meget kort ved vandfaldet, for vi var nu på den anden side af øen og det var blevet senere end forventet på grund af alle omvejene. Vi ville prøve at få en bus tilbage til vores side af øen, så vi gik (heldigvis et kort stykke) ned til landevejen. Bussen var lige kørt, så vi begyndte at gå og der gik ikke lang tid, før en venlig mand tog os med op at køre. Vi kunne være i bilen alle 7, så det var helt perfekt.
kl. var 5, da vi var tilbage ved bådene - alle godt udkørte og møgbeskidte! Tøjet røg direkte i vaskemaskinen (som vi heldigvis har ombord - Alicia skulle vaske ved håndkraft dagen efter). Vi tog bad på agterdækket af båden efter tur. Der er en håndbruser med ferskvand derude, så man står nede på agterdækket og vasker sig, med Dannebrog viftende ved siden af sig - hvis vinden er i den rigtige retning, kan det være svært ikke at blive viklet ind i flagte samtidig!
Den nye grill, som jeg havde haft med, skulle indvies, så Alecia og Louie var inviteret til b-que på båden om aftenen. Det var rigtig hyggeligt at sidde i cockpitten med en øl og vin og lækker mad fra grillen, mens vi sludrede og lærte hinanden lidt at kende, men jeg var nu ved at være helt udkørt, så det blev en tidlig aften (hvilket det vist normalt er om bord). Jeg sov, inden jeg ramte puden.
Tirsdag 8. juni
Vi tilbragte dagen på Rarotonga, da det var planen at sejle videre dagen efter. Man står op som man vil i havn, men det bliver gerne tidligt, for det er for varmt at ligge i kahytte for længe. Morgenmaden tager man selv, som det passer. Når vi sejler, plejer frokosten at være hovedmåltidet, men i havn er det lidt, som man selv vil.
Vi startede med at lave en indkøbsliste og handle til turen over til Niue (udtales new-ay). Det blev til en kæmpe indkøbsvogn fuld og vi stod lidt i supermarkedet og snakkede om, hvordan vi skulle få det hele ned til båden fx ved at låne indkøbsvognen med. Men problemet løste kassedamen for os - hun tilbød simpelthen at køre hele læsset ned til båden i hendes frokostpause. Sikke en venlighed. Det bestød, at vi bare skulle bære kølevarene til båden selv.
Eftermiddagen blev brugt på en tur gennem byen sammen med Margrethe og Palle. Byen består af en enkelt vej langs kysten, med butikker og cafeer. Jeg fik købt et nyt snorkelsæt og kan slet ikke vente med at få det brugt. Vi gik på et lille konditori og fik kaffe og kage og derefter på internetcafe, så dem derhjemme kunne få besked om, at jeg var kommet godt frem. Margrethe og Pallle havde fået en artikel i Ribe Ugeavis, som vi også skulle se.
Det var rigtig svært at komme op af stolen igen, for hele kroppen var øm eftet gårsdagens tur. Men jeg kom da ned til båden igen. Vi grillede noget kød til aftensmaden og gik forholdsvis tidligt i seng.
onsdag 9. juni
Dagen hvor vi skulle afsted! Formiddagen gik stille og roligt. Jeg var ret usikker på, hvad der skulle gøres inden vi kunne sejle afsted, så jeg gik lidt rundt om mig selv. Lasse var oppe og checke os ud og betale havnepenge, og så blev det tid til at sejle afsted. Desværre var der ikke nogen vind, så vi måtte gå for motor. Ankeret kom - med lidt besvær - op og vi gik ud netop som en regnvejr indtog Rarotonga. Øen lå hyllet i tåger, mens vi sejlede ud i solskinnet. Lasse stod ved roret, men meget hurtigt kunne autopiloten tage over, så vi ikke behøvede at håndstyre.
Vagten blev fordelt, som de andre plejede at køre. To mand sammen i 4 timer. For mig bliver turen lidt luksus, for mine vagter bliver to-timers med 6 timers mellemrum - sidste time af Lasse og Paolas vagt og første time af Margrethe og Palles vagt. Det betyder at jeg har vagt fra 15-17, fra 23-01 og igen fra 7-9. Lige til at holde til.
Min første indtryk af Stillehavet var at det var blåt. En hel utrolig kongeblå farve. Det levede også godt op til sit navn, for der var utrolig stille og næsten ingen dønninger. Desværre heller ikke nogen vind, så vi må sejle for motor. Den første dag havde jeg svært ved at slappe af - det var alt for spændende at være afsted, og samtidig skulle jeg også finde ud af, hvordan rutinen er ombord, når man sejler. Dem der har vagt, skal egentlig bare holde udkig efter andre både og andet, der kan have betydning for sejladsen og holde øje med, at autopiloten ikke slår fra. Man sidder i cockpitten og læser, skriver, snakker eller kigger ud over vandet (vi ser meget efter hvaler, for det er sæson for dem nu). Dem der ikke har vagt sover eller sidder også i cockpitten. Der er ikke på denne tur nogen madordning eller plan for, hvem der skal gøre rent mv. Det bliver gjort lidt af alle, men det kræver jo også, at alle sørger for at deltage i det.
Lasse bøvlede noget med navigationsskærmen, som jeg havde haft med fra Danmark. Den var slet ikke blevet repareret. Det var rigtig ærgeligt, men vi kan sagtens klare os med det andet søkort - det er bare rart at have to og kunne se skærmen i cockpittet. Al navigationen foregår elektronisk, hvilket gør det dejligt nemt, men vi er også meget afhængige af, at teknikken virker. Turen over til Niue er på ca 595 sømil og vi regner med at tage 4 døgn om turen. Vi har en kurs på ca. 280 grader, men en del afdrift, så den styrede kurs svinger mellem 260-270 grader. Lasse holder med mellemrum øje med, at vi ikke kommer væk fra kursen. Det går bare ligeud i 4 dage.
På denne første dag til søs lavde Paola kylling og ris til os. Jeg havde fået en søsygepille just in case da vi forlod Rarotonga, men mærkede ikke noget videre til søsygen. Jeg var nu alligevel lidt forsigtig med at spise for meget og holdt mig udenfor så meget som muligt. Selvom det var stille vejr, så gynger båden jo i dønningerne alligevel. Jeg sag sammen med Margrethe og Palle i cockpittet mens solen gik ned og mørket faldt på. Det var let overskyet, så der var ikke så mange stjerner at se, men det var en mærkelig følelese at være helt alene ude i det store mørke. Det føltes nu på inden måde utrygt, bare stort.
Jeg fik en lur i løbet af aftenen og blev vækket igen ved 23-tiden. Paola gik i seng og jeg sad med Lasse i cockpitten. Han var også ved at være godt træt efter en lang dag, så jeg forsøgte mig med at holde udkig. Det skete nu ikke noget og kl. 00 kom Palle op til sin vagt. Margrethe fik lov at sove lidt længere, indtil jeg gik ned ved 1-tiden. Jeg havde ingen problemer med at sove overhovedet og tørnede ind uden problemer.
torsdag 10. juni - lørdag 12. juni
Der er masser af tid, når man sejler. Den ene time tager den anden, og scenariet omkring båden skifter næsten ikke. Det der skifter er skyerne. Der kommer en del byger - især med støvregn, som gør alt i cockpitten fugtigt. Temperaturen er behagelig - når solen er på er den varm, men man kan finde skygge under soltaget. Min hvide hud er temmelig følsom, så jeg smører mig ind i solcreme - de andre har en fantastisk kulør nu, så de er holdt op med det. Om ikke så lang tid, vil jeg også have fået en flot kulør, men inden skal jeg jo nok igennem nogle skoldninger. Jeg forsøger nu at undgå det og lader være med at sidde i solen i middagstiden.
Paola og jeg blev enige om, at vi på turen vil lære hinanden henholdvis spansk og engelsk. Vi holder skole et par timer hver dag - en bonus for turen må man sige. Det er nu svært, men det lidt franske og italienske jeg kan hjælper. Det bliver også nemmere og nemmere at forstå Paola.
Dagen gik ellers meget som den foregående og det hele går lidt i et. Jeg sov da det blev mørkt, men vågnede ved at motoren blev slukket. Det måtte jeg op og undersøge. Lasse havde sat genovaen, for der var kommet noget vind. Vi sejlede godt nok ikke så stærkt - kun 4-5 k*** - men det var dejligt at slippe for motoren et stykke tid. Man kunne pludselig hører vandet langs båden meget tydeligere - og udstødningslugten var også væk. Det er ellers ikke meget motoren larmer, men stilheden var alligevel dejlig. Alle lydene fra båden blev også meget tydeligere - noget der rasler eller slår mod siden. Dejlige lyde at sove til. Desværre holdt vinden kun et par timer. Da jeg kom op til aftenvagten, var motoren sat til igen. Jg fik historien om købet af båden, mens vi lå og kiggede på en fantastisk stjenehimmel. En træt Palle afløste Lasse ved midnatstid og jeg tørnede ind 1½ time senere. Der havde hverken være skib eller hvaler i sigte. Den første nat havde Palle og Margrethe set et skib i horisonten, men siden har vi været helt alene herude.
Jeg er ved at få lært de andre at kende. Palle og Margrethe er fra Ribe - vi har endnu ikke fundet fælles venner, men vi kan på en eller anden måde relatere meget godt til hinanden. De er rigtig søde og har været rigtig gode til at hjælpe mig med at finde mig til rette ombord. Margrethe er ergoterapeut og Palle er falckredder. Han søger ind til politiet nu, så de vil muligvis være i København, når jeg kommer hjem. Det kunne være hyggeligt.
- comments