Profile
Blog
Photos
Videos
1. Juni
Så er turen igang. Jeg har ikke fået meget søvn i nat, så jeg hænger lidt i bremsen her i London Heathrow.Det summer af mennesker og jeg har en følelse af at være på vej.Det er stadig lidt som arbejde - jeg venter bare på flyet og er utålmodig for at nå næste waypoint. Jeg må hellere til at øve mig i at nyde øjeblikket og få det bedste ud af det. Der er fx meget gode muligheder her, for at se på mennesker. Men altså - jeg fryser og er træt, så det må blive senere...
Det er stadig uvirkeligt, at jeg rent faktisk er afsted nu. I aftes, da jeg fik snakket med mor, far, Mette, Claus og Jens var det næsten mere virkeligt. Det var nu hyggeligt at sidde og dele headset med Jens og sludre med Mette og Claus på Skype. Genialt! Jeg havde rigtig svært ved at sove, men fik alligevel et par timer. Jens blev oppe hele natten, og var "mit ur". Det ville have været hyggeligt at blive oppe og snakke med ham, men jeg var træt langt ind i kroppen, så jeg tror det var rigtigt at lægge mig til at sove alligevel.
Det er mærkeligt at tiden bare er gået. De sidste ugers hektisk aktivitet med at blive færdig på arbejde og pakke, købe ind og mest af alt overveje, hvad jeg skal tage med, er pludselig over. Det har underligt nok sin charme, som egentlig også er ret hyggelig. Forventningens glæde. Nu er det så bare med at tage ind.
Jeg har en fornemmelse af, at min verden ændre sig med denne oplevelse. At jeg, når jeg kommer hjem igen i september, har flyttet mig. Jeg ved ikke rigtigt i hvilken retning, men måske en forståelse af, hvad jeg vil bruge mit liv til - hvilken retning jeg skal gå. Det er ikke noget, jeg vil gå og spekulere over - jeg vil koncentrere mig om at opleve og nyde, men forhåbentlig kommer der noget klarhed dumpende ned i turbanen også. Det er i hvert fald min plan: ikke at have nogen plan!
Nu er der "kun" 5 timer til mit fly afgår. Hvad skal jeg bruge tiden til?
Tiden gik alligevel. Jeg spiste en sandwich og en lækker gulerodskage, sad og ventede på gaten, kiggede på folk - der ærlig talt ikke var særlig interessante. Endelig kl. 14.40 kom gaten op . nr. 49. Den der lå allerlængst væk er jeg helt sikker på. Jeg gik og gik med min al for tunge taske, der skulle se ud som om, den vejede en fjer, så den måtte komme med ombord. Ved gaten fik jeg så at vide, at jeg skulle sætte mig og vente? Der var heldigvis også en anden dame, der ventede. Det viste sig, at vi skulle have nye boardingkort - nå! Langt om længe kom vi i flyet. Jeg havde valgt en vinduesplads. Et US/Libanesisk ægtepar sad ved siden af mig. De var vældig søde - vi talte lidt, men ikke for meget. De hverken lugtede, sagde sjove lyde eller fyldte for meget, så alt i alt et godt naboskab. Men hold op hvor var turen lang. VI fik lidt mad (lækkert lam i karry - forstår dog ikke helt, hvorfor man servere karryretter i fly) og jeg så en film - Alice i Eventyrland - og så var der stadig 7 timer tilbage! Christ! Men en god bog, et afsnit af Fawlty Towers og mere mad gjorde da at tiden gik. Vi fløj også over Grønland, hvor jeg var helt væk i isbjerge og blå himmel. Desværre var det lidt skyet inde i landet - men flot alligevel og så anderledes end det, jeg nu skal ud til.
Jeg havde besluttet at holde mig vågen, for at komme ind i LA tid med det samme. Det virkede faktisk meget godt - selvom jeg var den eneste med persiennen oppe midt i flyvningen. Måske var jeg ikke helt så god en sidekammerat, som parret var. Men det bestød, at jeg var fuldstændig færdig da vi nåede LA. Vi landede i solnedgangen, hvilket var meget smukt - men så begyndte køerne! Først for at komme af flyet (det gik nu ok), så for at komme gennem imigration - det tog lang tid, så finde bagagen, som bare var smidt rundt om bagagebåndet, så ved udgangen, hvor de igen skulle kontrollere nogens bagage for, om man bragte ulovligheder ind i landet - og endelig ved taxaerne! Da jeg endelig sad i taxaen, var det blevet helt mørkt. Det tog ca 45 min til hotellet. Det er et ret lille, men virkelig hyggeligt hotel. Pigen i receptionen vidste, hvem jeg var, da jeg ankom og havde en lille pose med vand og lidt mad klar til mig. Samtidig kom en ung fyr ned i receptionen - han tilbød at bære min taske for mig, hvilket jeg var rigtig taknemmelig for! Han var braselianer, boede i San Diego og var her med sine forældre. Han stod lidt i døren til værelset og sludrede - og tilbød at give mig massage, da jeg fortalte, at jeg var træt. Dejligt smigrende! Jeg var nu så færdig - og han var ikke en dag over 25 - så jeg sagde pænt tak, men nej. Og så var det ellers godnat. Jeg sov med det samme og i 12 timer!
2. juni
Det har været en ganske rolig dag. Jeg gider ikke løbe omkring for at nå at se alt i LA - det er alligevel ikke muligt. Jeg tog morgenmaden med på værelset og gik på nettet. Det var dejligt at være i kontakt med dem derhjemme. Så tog jeg mig sammen og gik ud i verden. Jeg fandt ud af, at jeg bor lige bag ved Kodak Theater (der hvor Oscar har hjemme). Det ligger sammen med Hollywood/Highland, som er et nyt center. Det er temmelig overgjort, men egentlig okay. Jeg gik en lang tur op af Walk of fame på Hollywood Bl. Og så Randy Newmann (tror jeg han hed) få sin stjerne. I hvert fald holdt Eric Idle fra Monty Phyton en tale for ham. Da jeg kom tilbage i HollywoodHighland opdagede jeg, at man kunne se Hollywood skiltet derfra - ret sjovt at jeg havde gået med ryggen til.
En kort tur tilbage til hotellet og så en crepe til frokost, en tur forbi Chinese Theater, hvor de gjorde klar til en præmiere og handle lidt i et pharmacie. Jeg bestilte en tur til i morgen og er nu igen træt. Tror at aftenen skal bruges med et bad, en lille gåtur og læsning her på værelset…
Jeg gik nu alligevel ned til Chinese Theater, hvor den sorte løber var ude for filmen "Splice". Jeg var sulten, så jeg gik ind på Baja Mexican og fik en burrito - og smart nok en vinduesplads, så jeg kunne sidder og se stjernene kører op i deres biler og blive fotograferet. Jeg kendte nu ikke umiddelbart nogen af dem - men det var meget sjovt at se mylderet.
3. juni
Jeg havde bestilt en tur med Starline og klogt nok valgt den der startede kl. 12.30. Jeg skulle hentes på hotellet kl. 11.50, så efter et kort smut ned til Starbucks og HollywoodHighland kom bussen - og kørte mig rundt om blokken til Kodak centeret, hvor det viste sig at Starline-kontoret var. Tåbeligt at jeg havde ventet på bussen på hotellet. Nå - jeg talte med en Australsk dame, der også var med bussen. Hun havde rejst rigtig mange steder og havde lige været på en tur rundt i det vestlige USA. Hendes største oplevelse nogensinde, fortalte hun, var et besøg i New England og Maine et efterår. Farverne havde været fortryllende. Det tog jeg til mig - det må jeg opleve en dag.
Jeg blev kaldt ud til tur-bussen, som viste sig at være den til Warner Bros Studiet. Vi var 11 med (to australske unge piger, der fnisede hele tiden, en indisk far og hans voksne datter, som ikke havde lært om deodorant, et par portugiske piger og 4 brasillianske kvinder - og så vores guide Gary. Vi var rundt i studierne, inde og se der hvor de filmer Two and a half men, og The Mentalist. Vi var på et Museum, hvor en masse rekvisitter fra Harry Potter filmene blev vist. Jeg kom under fordelingshatten - og kom i Hufflepuff (hvorfor ikke Grifindor!!). Harrys tøj var der, dagbogen, Nimbus 2000 kosten og meget andet. Det var sjovt at se - og jeg tænkte meget på dem jeg kender, som ville syntes det var fantastisk!
Tilbage hos Starline var jeg med en bustur rundt i Beverly Hills og se stjernernes hjem. Det var ok - mest for turen rundt i de små gader forbi de store huse, som er helt umulige at se. Jeg fik en glimt af det øverste af taget af Tom Cruise´ hus! Det siger lidt om udbyttet. Vi så også porten til huset, hvor Michael Jackson døde for et år siden. Da vi nåede tilbage var Holltywood Bl. lukket ved Chinese Theater, fordi der var en verdenspremiere på A-team. Jeg stod af bussen og gik hen for at kigge. Det blev til et par timer foran den røde løber, hvor vi var en hel flok, der ventede på at få et glimt af en af stjernerne. Til sidst kom de også forbi. Jennifer Biel var der, Rodney Cooper og Liam Neeson. Jeg stod lige ved indgangen, så da de endelig nåede ned i vores ende, havde de lidt travlt med at komme ind - derfor blev det ret kort. Så ved man det til en anden gang - tror nu kun det er i teorien. Jeg egner mig ikke rigtig til det der fan-værk. Jeg vil i hvertfald ikke bruge en aften på den måde igen. Men det var nu sjovt at opleve hele postyret. Senere fik jeg at vide, at ved Oscaruddelingerne, der finder sted i Kodakcenteret ved siden af, lukker de Hollywood bl. i to uger op til showet.
4.juni
Jeg havde mange overvejelser om, hvad jeg skulle bruge tiden i LA til - hvad jeg skulle prioritere. Det er en af ulemperne ved at rejse alene - man har ikke nogen at diskutere det med. Men jeg blev enig med med selv om, at jeg ville bruge fredagen i Downtown - med lidt shopping og så ville jeg ind og se South Pacific, hvis det var muligt. Jeg hoppede ud i det og købte en dagsbillet til Metro (der både er undergrund og busser). Det fungerede ret godt - for 5 dollars havde jeg transport for dagen. Desværre havde jeg fået de dårlige klip klapper på (for jeg troede ikke jeg skulle gå ret langt - og de var de pæneste sko til teateret).
Jeg tog supwayen til Civic center og ville gå lidt rundt inden billetkontoret åbnede kl. 12. Jeg havde forgæves forsøgt at købe billet online - ikke et særlig smart system. Jeg fik en tur ned til Jewelry District og Faschion District - som var en stor skuffelse. Det var små snavsede kiosker, som i en basar, hvor de solgte de samme plastiktasker og klipklapper alle sammen. Der var jeg kun kort tid! Tog bussen tilbage til Civic center, hvor jeg opdagede en dejlig park - med en Starbuck, hvor jeg talte med to rigtig venlige lokale, der arbejdede i administrationen i området. Jeg så også retsbygningerne, rådhuset og Walt Disney Music Hall, som er et imponerede ny byggeri.
Da jeg havde fået billetten til South Pacific gik jeg en tur i China Town, hvor jeg fandt en kjole, som jeg ikke kunne stå for. Det var utrolig varmt, men i modsætning til min forventning til Fashion Distict levede Chinatown - trods den var ret lille - op til forventningerne, med masser af små boder og forretninger - og masser af kinesere.
I god tid inden showet gik jeg op til Music-center og Ahmannson teateret. Jeg satte mig i baren på i The Pilot Grill udenfor - sammen med næsten alle andre teatergæster. Der var en "dance", hvor der var undervisning i cha cha cha - ret underholdende. Jeg fik en dejlig tunsteak og følte mig ikke så underlig ved at sidde alene og spise i baren. Jeg var nemlig ikke den eneste.
Jeg havde fået en 20-dollar billet, som var i logen i "dame-siden". Det kalder de det bare ikke her. Der sad også nogen i kongelogen overfor, hvilket var lidt sjovt. Showet var rigtig godt - det var så hyggeligt at høre alle de sange, som vi hørte og sang som børn. Det gik bare alt for hurtigt. Det var blevet mørkt, da jeg skulle hjem. Jeg var modig og tog subwayen hjem. Heldigvis kunne jeg følges med et ældre par ned gennem parken til stationen, hvor der også var ret mange mennesker. Jeg fik endda hjælp i toget, da jeg først var kommet med den forkerte linje og måtte skifte. Venlige og hjælpsomme mennesker!
5. juni
Nu var det blevet tid til stranden. Jeg startede ud med at finde en bus ud mod Santa Monica. Det viste sig af være en længere tur - og jeg gjorde den længere ved at stå af for tidligt og gå et par stop på rute 212 ned af La Brea. Der var utrolig mange jødiske familier på vej til læsrdags messe - eller hvad det nu hedder. Da jeg endelig var kommet med bussen igen, og skiftet til 720 på Wilshire - måtte vi skifte igen, for den første bus kørte kun et lille stykke. Alt i alt var jeg i mindre godt humør, da vi nåede Santa Monica. Det blev ikke bedre af at en flok teenage-drenge havde råbt og lavet ballade i bussen hele vejen - og de gik samme vej som mig ned mod Santa Monica Pier.
Det er ikke et sted jeg vil anbefale, medmindre man har lyst til at gå i tivoli og spise junkfood - eller fiske. Mærkelig blanding. Jeg snuppede en burger, for jeg var meget sulten, og skyndte mig væk. Jeg gik en tur gennem Palisanders Park, som udmærkede sig ved snorlige stier og hjemløse sovende på de perfekt klippede græsplæner. Et mystisk mix. På 3th st. var der en gågade, med alle de sædvanlige butikker (selv H&M) og for hver 100 meter stod en håbefuld musiker med sin forstærker og forsøgte at blive opdaget. Jeg ville online (havde notebooken med) så jeg gik ind på en cafe. Her var det sjoveste og mest forvirrede servitrice, som samtidig havde et meget veludviklet kontrolgen. Det tog ret lang tid at få bestilt min ekspresso - og da jeg så havde sat mig, så måtte jeg endelig ikke sidde ved bordet med en laptop - det var kun i baren ved vinduet!
Santa Monica og jeg var ikke helt på bølgelængde. Jeg kunne ikke engang finde det rigtige busstop, så jeg endte med at gå ned til stranden og følge stien til Venice. Det var meget mere til mit humør. Det hele lidt snusket, men med masser af liv og glade dage. Der var nu ikke så mange performere, som bogen sagde. Jeg havde været på jagt efter et nyt snokelsæt - men LA er ikke stedet at finde det.
Jeg var blevet træt igen - og gad ikke rigtig mere, så jeg fandt en bus tilbage til byen. I den kom jeg i snak med en mand, der var pædagog og boede i byen. Folk er rigtig snakkesalige, når de først kommer i gang. Hans ord da han stod af var, at de andre skulle sørge for, at jeg kom af det rigtige sted. En ung - ret pæn - mand skulle af samme sted. Vi faldt i snak og han tilbød villigt at underholde mig om aftenen, efter jeg havde beklaget mig over at rejse alene. Det var ikke helt meningen, så jeg måtte trække så meget i land igen. Det faldt vist ikke i god jord, i hvert fald satte han sig bagerst i bussen og vi talte ikke sammen igen. Jeg stod af ved Farmers Market og Grove, som er et udendørs shopping mall. Heller ikke her havde de snokler. Så kunne det også være lige meget og jeg tog hjem til hotellet - i lidt dårligt humør. Jeg var blevet urolig for morgendagens flyvetur.
5. juni
Den sidste dag på Celebrity. Jeg tog det stille og roligt - kunne mærke at jeg nemt ville blive stresset, så blev enig med mig selv om at tage det helt roligt hele dagen. Jeg fik pakket alting sammen og stillede bagagen i et rum på hotellet. Det havde egentlig været min plan at tage op til Getty Museum, men jeg orkede ikke. I stedet gik jeg over i HollywoodHighland og fik en kaffe og købte en Hop-on-hop-off billet til Starline. Så sad jeg der øverst i en dobbeldækkerbus i solen og bagte, mens vi kørte rundt i Hollywood og Beverly Hills. Jeg stod af og gik en tur på Rodeo Drive. Jeg vidste ikke, at både B&O og Georg Jensen har butikker der. Tilbage på en bus kom vi retur til Hollywood Bl. og jeg fik endelig en vaffel med sirup. Jeg ventede på hotellet den sidste timestid inden shuttelbussen til lufthaven kom. Chaufføren var en arbejdsløs civilingeniør, som ikke vidste at hele den sydlige halvkugle har vinter, når det er sommer på den nordlige halvkugle! Jeg delte bussen med tre aussier. To unge piger og en rigtig søg fyr, som lige havde været et par måneder i Guatamala. Ham ville jeg godt have snakket noget mere med - men ak. Han skulle med fra en anden terminal. Øv øv.
Jeg blev - efter lidt snak - checket ind og nu sidder jeg her i terminal to og venter på boarding. Det er vist lige før nu. Jeg tror ikke rigtig på, at jeg er på vej, før jeg sidder i flyveren. Det er næsten for godt til at være sandt.
- comments