Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der en sidste rejsebeskrivelse over turen rundt på de små stillehavsøer.
Søndag 1. august
Jeg var oppe klokken 7, men gik ned i kanytten igen og slumrede indtil jeg hørte de andre. Da jeg så kom op, var brunchen klar. Dejligt.
Senere tog vi en tur ind i land i gummibåden, der blev hevet op på stranden. Der var meget, meget stille i den lille landsby, der var meget idyllisk. Vi mødte et par enkelte mennesker og fandt en vej ind i landet. Vi fik at vide, at vejen førte forbi skolen og op på bakken til hospitalet. Det ville vi se.
Vi blev nu stoppet af nogle kraftige regnbyger på vejen. Sune gik tilbage til stranden, men vi andre fortsatte af grusvejen, der snart blev til mudder, op ad. Der var jungle rundt omkring os, men indimellem stod der også en ko bundet, så man var klar over, at det var beboet område. Da vi endelig nåede toppen, kunne jeg ikke først se noget hospital, men mellem nogle træer gemte bygningerne sig. Det var vældig fint, med en stor græsplæne imellem bygningerne. Vi mødte en mand, hvis søn var indlagt med malaria. Han fortalte, at der var tre patienter på hospitalet lige nu. Vi mødte også lægens datter - men ikke lægen selv.
Tilbage på båden fik vi snorkeludstyret på og gik på jagt efter søkoen og skildpadder. Skildpadderne fik vi set en enkelt af, da det stak hovedet op efter luft lige ved båden - men det var først senere, da vi alle var oppe på dækket. Vi kom hurtigt i vandet igen og fulgte den. Det var ret fantastisk at kunne svømme med de store, flotte dyr, men det var ikke så sjovt at snorkle, når det var koldt og der hele tiden kom regnbyger.
Lasse gik i køkkenet sammen med Paola - noget helt nyt. De lavede hvidløgsbrød og pasta. Lige da vi skulle til at spise, begyndte det at øsregne, så vi rykkede ned i salonen med det hele. Det var helt mærkeligt at sidde der at spise - og rigtig varmt. Senere lavede vi popkorn og spillede bezzerwizzer (dog ikke Lasse og Paola). Pigerne mod drengene, men det gik ikke så godt, så det taler vi ikke mere om. Det føltes, som om det var blevet sent, men reelt var kl. vist kun 20. Vi gik nu alligevel hver til sit. Jeg lagde mig med computeren og så Monty Python. Dejlig afslutning på dagen.
Jeg kunne nu ikke sove. Det blæste rigtig meget og vinden stod lige ind af min luge. Samtidig var det for varmt at lukke lugen. Det betød, at jeg lå og vendte og drejede mig helt indtil kl. 1.30, hvor jeg endelig faldt hen. Meget sent når man er blevet vant til at sove med solen.
Mandag 2. august
Jeg sov længe - helt til kl. 9.
Efter morgenmaden fik Paola og jeg overstået rengøringen, men så var vi også klar til at komme ud og se på skildpadder og søko. Vi hoppede i gummibåden og sejlede først lidt rundt i bugten, uden at se noget. Vi kastede ankeret lidt længere inde og hoppede alle i. Vi så skildpadder, masser af fisk og nogle enkelte koraller, men ikke nogen søko. Anne Louise og jeg så også en rokke på bunden, og Sara og Kenneth så nogle små hajer.
Dagen gik med solbadning på dækket og snorkling fra båden og rundt i bugten. Det var dejligt afslappende, men hen på eftermiddagen kunne jeg godt mærke, at min hud ikke havde fået så meget sol de sidste par uger - og jeg havde glemt alt om solcreme. Så jeg smuttede i skyggen, inden det blev en solskoldning.
Allersidst på eftermiddagen stod jeg i stævnen alene - og der fik jeg to hurtige glimt af søkoen. Den svømmede rundt inde ved katamaranen længere inde i bugten. Der må vi ind i morgen.
Det var min maddag, men vi var ved at være løbet tør for frisk mad. Det blev en gang senet kalvekød, som jeg prøvede at lave gryderet af. Det blev ikke fantastisk godt, men vi blev da mætte. Sune havde bagt banankage til dessert, som til gengæld var et hit. Anne Louise og Sune havde været inde at hente lidt grønt, som en af de lokale kom med direkte fra hendes have. Det var banan, sweet potato og agurk. Vi skal til at være opfindsomme med maden.
Vi besluttede at blive en dag mere i Lamen Bay.
Tirsdag 3. august
Det var en stille og rolig morgen. Jeg var blevet noget rød udvalgte steder, så jeg tog det lidt stille med solbadningen.
Sara, Kenneth, Paola, Lasse og jeg tog ind til land for at se, om der var mulighed for at købe noget proviant. Vi kom forbi skolen, hvor der er meget lys fra om aftenen. Jeg havde egentlig troet, at det var et hotel. Vi fandt også butikken. Der var fuldstændig mørkt derinde med en gammel mand bag kassen. Vi købte noget sukker hos ham, for det var vi løbet tør for, men ellers havde han ikke noget. Vi gik efter en bager, som skulle ligge i den modsatte ende af bugten - men gik forgæves.
De andre tog ud på en snorkeltur ud til pynten, men jeg blev - sammen med Sara - på båden og læste. Da de andre var ved at sejle tilbage, så jeg igen søkoen henne ved katemaranen. De andre sejlede derhen og ankrede igen, men de så ikke den lille dugong. Den gemte sig godt for os. Heldigvis så de den også stikke hovedet op senere, men fra båden, så vi kom ikke til at svømme med den. New Zealænderne på den anden båd i bugten havde nu også sagt, at det ikke var den "sædvanlige" tamme søko, der var der.
Det var meget klart og i solnedgangen så vi skæret fra vulkanerne på Ambrym. Det blev mere og mere tydeligt, da det blev mørkere. Jeg satte mig på fordækket og kiggede på vulkaner og stjerne. Man føler sig helt lille.
Onsdag 4. august
Der var afgang kl. 7.30, så det var en tidlig morgen. Det var en rigtig smuk morgen i Lamen Bay, hvor der lå en let dis over vandet, der var helt spejlblankt. Ligesom vi fik ankeret op, dukkede søkoen op bagved os. Den var oppe et par gange og vinke farvel. Da vi nåede længere ud, så vi også nogle delfiner passere bag os. Lamen Bay er et fantastisk sted.
Turen gik 26 sømil mod Ambrym. Fiskekonkurrencen blev sat igang. Sara og Kenneth med den ene stang og Anne Louise og Sune med den anden. Pludselig var der bid - det var Sara og Kenneth, som var de heldige vindere. En stor fin Guld Dorado. Nu skal vi have dejlig frisk fanget fisk til aften. Mums.
Vi skulle ankre op i Craigs Cove, som skulle være det bedste alternativ ud af flere dårlige ankerpladser på Ambrym. VInden skal være i øst eller sydøst, for at det er muligt at ligge for anker der. Da vi var kommet fri af Epi, kom der også en fin vind fra sydøst, som blæste os hurtigt afsted. Men da vi så kom i læ af Ambrym, skete det. Vinden løjede og gik om i vest. Vi sejlede alligevel op langs kysten, i håb om at det måske ville ændre sig, men nej. Der var ikke noget at gøre. Vi kunne ikke komme ind til Ambrym.
Der var en ret skuffet stemming ombord, men det er jo forholdene, når man rejser med sejlbåd. Men nu kunne vi da spise frokost i ro og mag. Vi satte kursen mod Port Sandwich på Malekula kun 12 sømil væk. Port Sandwich skulle være en meget beskyttet ankerplads, men det er ikke muligt at svømme i vandet derinde, for der skulle være en del hajer. Der har tidligere været et slagteri (eller sted, hvor de pakkede kød), som ledte en del blod ud i vandet, hvilket jo så tiltrak hajerne - og det kan de huske. De skulle angiveligt have spist en lille pige engang. Vi fik nu senere at vide, at det var en pige, der var blevet bidt i benet for 40 år siden, så så farligt, var det nok heller ikke.
Indsejlingen var rigtig flot. Fiskehovedet fra doradoen kom på krogen, for hvis der var nogen hajer, så skulle vi da se dem. Der skete nu ikke noget med det.
Inden i bugten lå der allerede 5 andre både. Vi var hurtigt klar til at komme i land. Det første hus vi kom til, var Rocks. Han og hans kone, Noella, bød os velkommen. De havde lidt frugt og slik man kan købe, og et ret stort bytte-bibliotek. Han var meget villig til at hjælpe med alt, hvad vi havde brug for. En regulær yacht-klub (hvilket de også er i gang med at etablere).
Fra Rocks hus gik vi en tur ind mod landsbyen. Den lille butik havde nu ikke det store at byde på, men vi fik da set en masse søde mennesker. En flok børn, som vi havde passeret på vej ud, gav os 4 piger blomster på vejen tilbage. Som tak fik de hver en ballon. En lille dreng kom ud med den pomelon til os - han fik en kuglepen.
Vi fik at vide, at der var en festival igang lige nu. I morgen ville være sidste dag, men der ville være mad på stranden og et band ville spille samme aften. Det skulle vi da ind til, så vi må gemme fisken til i morgen.
Vi var på stranden som de første om aftenen. En flok damer fra en af landsbyerne havde dækket op med en masse lokale lækkerier. Jeg var lidt skepsisk i starten, men det viste sig at smage rigtig godt. Det var absolut den bedste buffet, vi har fået indtil videre på denne her tur. Der var laplap, gulerodssalat, græskar og retter, som jeg ikke aner, hvad er. Men jeg blev rigtig mæt. Man gik rundt og tog de retter, man ville have op på et par store blade, som fungerede som tallerkener. Så betalte man de kvinder, som havde lavet de enkelte retter. Det var et temmelig kompliceret foretagende, men der var kun 10 andre end os, så det gik.
Mens vi sad rundt omkring og spiste (og gik tilbage efter mere) spillede musikken. Det var ikke bandet, da de var blevet for trætte efter at have spille to aftener i træk, men et anlæg. Vi var med alle de lokale ude at danse. Det var rigtig hyggeligt. Der var også en svensk familie i en båd i bugten, som vi snakkede lidt med. Det var et ægtepar med deres teenagedatter. Datteren havde fundet sig en lille ferieflirt i landsbyen - men forældrene var nu ikke videre bekymrede, selvom hun forsvandt sammen med ham i længere tid.
Jeg følte mig ikke klar til at tage ud til båden, da de andre rejste sig, men tog alligevel med. Det var jeg nu også glad for, for vi skulle tidligt op næste morgen, for der var arrangeret en tur med festivalen, som vi havde meldt os til. Så vi gik i seng til lyden af musik og glade mennesker, der dansede på stranden. Dejligt. Da de slukkede for musikken, kunne vi høre franskmændene i en af de andre både synge Edith Piaf. Knap så dejligt!
Torsdag 5. august
Da jeg kom op, var Anne Louise i gang med rengøringen. De andre kom også op, og vi gjorde os klar til at tage ind til land. Vi skulle mødes med festivalarrangørene på stranden kl. 8.30. Vi mødte også Stephanie, som er en amerikansk pige udsendt med Peace Corps. Hun har været i landsbyen i 9 måneder og skal være her i 2 år.
Det viste sig, at vi skulle med kanoer op gennem bugten til en flod. Vores gruppe var de eneste deltagere i første omgang, så vi blev fordelt i de tre kanoer med en roer og guide i hver. Ligesom vi var ved at sejle afsted, kom tre af franskmændene - de ville godt med alligevel, men de sejlede så selv i deres dinghy.
Efter at have sejlet op gennem bugten, lagde vi til ved nogle mangrover ikke så langt fra floden. Da det var lavvande, kunne vi ikke sejle op ad floden. Guiden Christian gik foran med sin kniv og skar en sti til os gennem græs og buske. Vi kom op til hovedvejen og krydsede floden ad en bro. Her var en stor krabbe, som dog så snart den fik chancen forsvandt ned i vandet igen. Jeg tror ikke, at den brød sig om mennesker!
Det gik gennem en gammel kokosplantage, hvorefter vi igen forlod vejen. Der gik en - lidt ufremkommelig - sti gennem bushen og deres haver stejlt op og så stejlt ned. Pludselig var vi fremme ved floden igen og her strømmede den hen over sten til en vandfald og vi kunne bade. Det var skønt at blive kølet af i den kolde vand og bagefter sidde på stenene og tørre i solen. En af guiderne, en pige der hed Malona, kom med frisk frugt i et stort blad.
På turen tilbage valgte Christian en anden rute, der gik gennem flere haver, men stien var ikke så stejl. Her blev min forestilling om Vanuatu gjort levend. Vi fik at vide, at stammerne tidligere havde boet heroppe i bushen, fordi de tidligere bekrigede hinanden, så det var for farligt at bo langs kysten. Nu har de bare deres haver heroppe, selvom haverne for mig ligner bushen til forveksling.
Vi kom tilbage til kanoerne. Denne gang sejlede jeg med Stephanie i en lille trækano. Hun havde også sin lille hund, Marie, med. Det er meget sjældent man ser hunde som kæledyr her, men hun havde haft Marie fra den blev født, så den var blevet tam. Det var stadig en hvalp og den var rigtig kær.
Mens vi sejlede tilbage til ankerpladsen, kunne vi høre, at musikken blev sat til derinde igen. Da vi kom tilbage var maden til frokosten sat frem. Det fungerede som aftenen før, men det var landsbyen ved ankerpladsen, der havde tilberedt maden denne gang. Den var lidt anderledes - og faktisk bedre. Der var en rigtig lækker kokoskage. Jeg spiste mig stopmæt.
Bagefter sad vi på pladsen og snakkede med folk eller kiggede bare. Der skulle komme noget custom dance, men det trak ud. De andre ville gå op til Rock for at tale med ham om mugligheden for at blive sejlet til Ambrym, men heldigvis så de danserne komme gående i det samme.
Det var kun mænd der dansede. Her sydpå tilhører de stammen Small Nambas (det hentyder til at de er iført små penis-hylstre lavet ud af et blad - den anden stamme på øen hedder Big Nambas). De havde ikke meget andet på, end netop penishylstre og blade eller grene og de havde tegninger på kroppen i brune og hvide nuancer. Desuden havde de bånd om benene med skaller af en slags, som kunne rasle. Når de alle trampede i takt, gav det tilsammen en høj trommen. Der var nok op til 50 dansere. Nogle havde masker på og andre spillede på trommer. De viste to danse. Den sidste var en koste-dans, som skulle symbolisere at man rensede stedet for dårlig energi. Vi stod lige ved siden af dem og selvom de kun lavede dansen her til ære for os, så var det meget autentisk og stærkt. Det er klart, at de bruger de danse i deres ceremonier og det er en stor og levende del af deres kultur.
Efter dansen sad vi igen lidt. Der var lidt snak om, at der ville være sand-tegning også, så Anne Louise og jeg blev i land, da de andre ville ud. Det var rigtig godt, at vi gjorde det. Vi så høvdingen (en ret ung mand, som havde en dårlig fod og var halt) lave nogle store skaller (baboo) om til horn for franskmændene, vi talte med nogle af danserne og fik deres hovedfjer, vi talte med Malone og hende papegøje, smagte kakao-frugt og endelig så vi høvdingen lave sand-drawnings. Det var meget fasinerende. Han ryddede et stykke jord og startede med en form for koordinatsystem. Derudfra første han så sin finger i en bevægelse og lavede nogle ret vilde mønstre. Især skildpadden var ret fantastisk. De har tegninger som er fælles for alle (dem vi så) og så er der særlige tegninger, som er ejet af klanen og som ingen andre må lave. Tegningerne har mange formål og er både en form for kommunikation og statussymbol.
Lige inden vi blev hente af Sune i gummibåden, talte vi med Rock. Han var igang med at arrangere en båd for os, så vi kan komme til Ambrym. Vi må få det sidste ordnet i morgen.
Sara og Kenneth havde lavet fisken, som de havde fanget, og vi nød en dejlig aftensmad. Vi var alle meget trætte efter den lange dag med masser af oplevelser, så vi gik igen tidligt i seng.
Fredag 6. august
Det regnede, da jeg vågnede. Det var vedtaget, at vi skulle have en stille dag, så jeg blev i sengen. Men til sidst måtte jeg op på toilet. Lasse var ved bage brød! Jeg gik nu i seng igen og stod først op, da jeg hørte snak i cockpittet. Efter morgenmaden kunne jeg lige snuppe et hvil mere og åbne bogen. Jeg er ved at læse Rejsen til Messias. Det er meget langt væk fra det her.
Jeg sejlede Lasse og Paola i land, men vi andre blev hængende på båden og lå og læste i solen. Anne Louise og jeg var modige (og meget varme) og tog et bad fra båden. Det var skønt og koldt - og der var ingen hajer. Det endte med at vi havde spa-event på badebroen.
Først ved 3-tiden tog vi os sammen og sejlede ind. Vi mødte Lasse og Paola, der var på vej hjem. De havde været igang med at arrangere turen til Ambrym, men det viste sig at være lidt problematisk. De havde talt med både Rock og Stephanie og skulle mødes med en bådejer kl. 5. Mens vi talte, kom der en truck, som kunne tage os med op til butikken. Det var helt perfekt, så vi kom hurtigt frem til butikken.
I butikken fik vi købt kød, men de havde ikke noget mælk eller andet vi skulle bruge. Vi fandt dog noget hvidløg - men det var dyrt. Anne Louise og jeg havde gennem Stephanie aftalt med nogle kvinder fra en anden landsby, at vi skulle komme og hent frisk fisk hos dem, så vi måtte lige finde den landsby. Sune gik tilbage til båden med kødet, og vi spurgte om vej hos nogle mænd, der var igang med at lave kava. En, to, tre, så havde vi en guide, der viste os gennem landsbyen, forbi en skole og fodboldbanen, gennem en kokoslantage og videre til den anden lille landsby. Det havde vi aldrig fundet frem til selv. Vores guide hed Jean Patrick og var rigtig sød. Han var 21 år og havde læst jura på universitetet i Ny Caledonien. Nu arbejdede han i Port Vila, men var hjemme på ferie.
Vi mødte en af kvinderne fra i går, men de havde ikke fanget nogen fisk i dag, så det kunne vi ikke få. Da vi spurgte til grøntsager, sagde Jean Patrick, at de havde hjemme hos ham. Så vi fulgte med ham gennem skoven forbi et par rigtig fine huse til hans hjem. Her mødte vi hans mor og far. De talte mest fransk, men moren var fransklære på Maskelynes, hvor de mest taler engelsk, så hun kunne en del. Deres hus og have var helt fantastisk. Det lignede en prydhave, men det lod til at alle træer og buske var spiselige på en eller anden måde. De samlede forårsløg, kål, mandariner og pomelo til os, som vi fik med. Vi så advokado-træer, bananpalmer, palmerne de laver huse af og mange andre planter. Moren havde en vane med at klaske ret hårdt til en, når hun syntes det var lidt sjovt. Av. Men de var bare så søde.
Jean Patrick ville vise os vej tilbage, og på vejen ville vi spørge efter æg, hos nogle af de andre familier. Der var nu ikke nogen, der havde æg tilbage. Næsten helt henne ved den katolske skole mødte vi Jeans Patricks fætter. Det viste sig, at de havde æg. Så det gik tilbage til onklens hus, det vil sige, vi ventede ved et andet hus, mens fætteren hentede æggene til os.
Nu var det også ved at blive halvsent, så vi begyndte tilbageturen. Jean Patrick kendte en genvej. Lidt ude af vejen stoppede en truck lidt foran os. Den var propfuld af unge mænd. De råbte og drillede Jean Patrick. Det var fodboldholdet, som lige havde spillet kamp. De fleste stod af der, så nu var der plads til, at vi kunne køre med. Jean Patrick sagde farvel og blev der med sine venner - lidt genert. Vi stoppede ved Levis store og mødte Stephanie.
TIlbage ved stranden mødte vi de andre hos Rock, hvor de var ved at lægge planer. Planerne var lavet om siden sidst. Vi kan åbenbart ankre op et andet sted på Ambrym, så nu regner vi med at sejle derover i Lady Sunshine på søndag. I morgen har de arrangeret, at vi får en pattegris stegt på stranden. Det bliver spændende.
Lørdag 7. august
Det var dejligt at sove længe. Formiddagen var meget rolig. Efter morgenmaden kunne jeg lige holde til at hoppe bikinien og lægge mig ud på agterdækket med en bog. Jeg er gået i gang med Karen Blixen nu. Lidt morsomt at høre om "Negernes land" i hendes beskrivelser, mens jeg selv er her i paradis.
Sara, Kenneth, Paola og Lasse tog ind til Rocks midt på formiddagen for at se om alt gik som det skulle med grisen. VI andre blev på båden og forberedte tilbehøret. Da vi kom derind ved 1 tiden, var det lige til tiden til at få grisen op af jordovnen. Rock havde købt grisen om morgenen af en dreng, som egentlig skulle komme og sætte den på spyd og stege den til os på stranden. Men drengen dukkede aldrig op, så Rock havde istedet gjort grisen i stand og lavet en jordovn, hvor den blev stegt. Vi så, hvordan han fjernede store blade og derefter nogle grene, før grisen kom til syne. Uh det duftede dejligt! Det var en lille 3 måneders gris, men der var nu alligevel godt med kød på den.
Vi sad i Rock og Noellas have og spiste under mangotræet, hvor de har bænke og et overdækket bord. Sara og Kenneth havde været ude at gå tur og havde misforstået tidsplanen, så de kom desværre for sent - men der var nu alligevel noget gris til dem også. Vi spiste gris, pastasalat, agurkesalater, brød med hvidløgssmør, sweet potatoes og spinat. Til dessert var der pomelo og kokosmakroner. Lækkert! Stephanie kom også forbi og havde taget en flaske rødvin med, så den kunne vi sidde og hygge over til sidst.
En australsk familie kom forbi. De sejlede i Dancer, som vi havde overhalet på vej til Lamen Bay. Datteren Ruby på 8 år fandt hurtigt en flok venner i landsbyen. De havde været her sidste år også og kendte Rock og Noelle godt. Det var en hyggelig eftermiddag.
En høvding fra landsbyen på den anden side af bugten var der også. Det var ham, der kunne have sejlet os til Ambrym. Nu aftalte vi istedet med ham , at vi skulle komme på besøg i hans landsby i morgen til kirketid. Stephanie ville tage med - og hun ville låne os nogle "islands-dresses", som er dresskoden til kirken for kvinder.
Vi tog meget mætte ud på båden igen til aften. Sune lavede en drømmekage senere, som vi fik smagt på, men da båden pludselig blev overfaldet af små flyvende myrer, forsvandt vi alle fra cockpittet. Jeg lagde mig i køjen og læste.
Søndag den 8. august
Jeg overvejede lidt, om jeg ville med på turen i dag, for jeg havde hovedpine og kunne godt bruge en dag alene - men jeg er glad for, at jeg bestemte mig for at tage med.
Sara blev sejlet ind for at bade, mens Lasse tog over til nabobåden for at snakke. Kl. var 9, da han hentede Sara, så Stephanie var også på stranden. Sara skulle lige have morgenmad og pakket, så hun nåede at blive lidt stresset, inden vi skulle afsted. Det var en lidt dårlig start på dagen.
Men vi kom da afsted. Stephanie havde kjolerne med som aftalt - Paola valgte først og skulle også lige prøve den foran spejlet, inden vi tog afsted. Anne Louise og jeg prøvede dem på, men jeg tror ikke nogen kan se godt ud i dem. De bliver syet i én størrelse, som passer alle og ligner lidt blomsterede telte med pufærmer. Jeg blev nu helt glad for min i løbet af dagen og Stephanie endte med at forære os dem.
Vi tog gummibåden ud af bugten og over på den anden side, hvor Black Sands ligger. Der var masser af mennesker på stranden til at tage imod os og der var også hjælp til at bære gummeibåden op. Det var lavvande, så den skulle bæres over et ret langt stykke sort sand.
Phillip, høvdingen, tog imod os og vi blev præsenteret for custom-høvdingen blandt andre. Vi gik gennem landsbyen til Phillips hus, hvor vi fik en banan og en kokosnød inden kirkegang. Da klokke ringede tredje gang, var det tid at gå til kirken.
Hele landsbyen (og vist også nabolandsbyen) var forsamlet i det lille betonhus, som var kirken. Der var ikke gjort meget ud af det. Kvinderne sad til højre og mændene til vestre på brædderækker. Vi fik plads i kvindernes side nederst. Børnene, i hvert fald de små, løb lidt fra den ene til den anden. Der var rigtig mange børn. Det viste sig, at gudstjenesten var ret speciel, for det var børnene, der skulle stå for det og skiftes til at sige noget. En teenagedreng holdte prædiken, men det hele var på bislama, så vi forstod ikke noget af det. Det var nu ret charmerende at se børn i alle aldre stille sig op på podiet og fremsige de vers eller taler, som de havde fået til opgave. Der var også navneopråb for søndagsskolen og til sidst fortalte Phillip menigheden om os. Lasse havde for sjov sagt til Rock, at han var efterkommer af Cook, dengang vi ankom til Port Sandwich, og det havde Phillip på en eller anden måde fået taget for alvor - så Lasse blev præsenteret, som Cooks efterkommer og en helt særlig gæst. Ups! Man skal passe på med, hvad man siger i sjov. Den står ikke rigtig til at redde, efter det er blevet offentliggjort i kirken.
Efter kirkegangen gik børnene først ud og stillede sig ved døren, som præsten plejer. Vi fik besked på at gøre det samme. Det resulterede i en række på måske 30 personer, som hele menigheden kom ned ad og gav hånd. På den måde hilste vi på hele landsbyen - børn og voksne. De er ret generte, men utrolig smilende og smukke mennesker. Vi stod lidt akavet bagefter med alle børnene stirrende på os. Så kom kameraerne frem og der blev taget billeder. De var både lidt generte og meget interesserede.
Vi gik tilbage til Phillips hus. Her sad vi på en bænk under et træ i gården lidt og gik så med over og så hans fire grise. Den ene, ornen, havde nogen lange hjørnetænder. Grise er meget værdifulde her og er nærmest en valuta i sig selv - des større hjørnetænder jo større værdi. Når grisen dør, vil tænderner stadig have samme værdi som grisen. Tænderne vokser rundt og kan gå op til tre gange rundt om sig selv. Phillips gris var 3 år gammel og tænderne var allerede næsten en hel gang rundt, så han var ret stolt af den.
Vi gik videre og så en hytte, som de var ved at bygge. Den skulle bruges til omskæringsceremonien, som de skal holde i december. Når drenge er mellem 11 og 13 år kan de, hvis de vil deltage i customsdances, gennemgå ceremonien. Efter de er blevet omskåret skal de i omtrent en måned bo i hytten uden at have kontakt til deres familie. Den eneste, der må besøge drengen, er hans morbror, som sørger for ham. Det er tænkt, som en måde at styrke båndet mellem dreng og onkel, som har særlig stor betydning her. Der er typisk flere drenge samtidig i hytten, så de har også hinanden. De skal desuden passe på en hellig ild, som ikke må gå ud. Der er så danse og ceremonier knyttet til som ritualer. Der er ikke noget tilsvarende for pigerne - de får bare en tand slået ud, når de skal til at være kvinder!
Da vi kom tilbage til Phillips hus blev vi inviteret indenfor til frokost. Det var nu kun os, der spiste. Vi sad på en måtte på gulvet og fik det dejligste laplap, pomelo og papaya. Hans datter, Sofie, var der til at sørge for os. Hun var også rigtig sød og snakkesalig. Da Paola ville have et billede af blomsten på "bordet", hentede Sofie blomster til os alle til at sætte bag øret. Ih, hvor var vi fine.
Nu skulle vi op og se skolen. Men først stoppede vi ved kirken, hvor landsbyen stadig var forsamlet. De havde siddet der og spist frokost, så det ud til. Phillip bad os nu om at holde en lille tale. Det blev Kenneth, der tog det på sig og præsenterede os. Der var en, der havde et spørgsmål, der særligt var rettet mod Lasse. Det var om Malekula havde haft et andet navn før. Ret svært at svare på! Stephanie fortalte bagefter, at deres fortælling var, at navnet Malekula kom fra fransk og skulle betyde noget i nærheden af "meget dårligt sted", så de var nok interesserede i at få et andet navn.
Skolen lå et godt stykke væk. Først flyttede vi gummibåden over på den anden side af floden og gik så langs stranden et godt stykke. Derfra skulle vi kravle opad, til vi nåede skolen på toppen af bakken. Der var en utrolig flot udsigt deroppe fra. Skolen var blevet bygget i 1992 af 5 landsbyer i forening, så derfor lå den sådan cirka midt imellem.
Vi mødte skolebestyreren og hans kone og børn. Han fortalte, at skolen har ca. 100 elever fra 1. år til 6. år. Når børnene skal i 7. klasse (omkring 13 års alderen) skal de til en kostskole i Lamap. Hvis de vil læse videre derefter, skal de ind til Port Vila. Det er lige blevet obligatorisk og gratis for alle børn at gå i skole de første 6 år. Det betyder for skolen, at de får deres penge direkte fra staten - men det er vist ikke altid til at regne med. De havde i hvert fald ikke al for meget fidus til myndighederne. Bygningerne trængte for eksempel rigtig meget til vedligeholdelse, for der var huller i taget, så alt blev vådt, når det regnede. De havde haft en ude at se på det, men manglede stadig at få midler til at udbedre det. Ting tager åbenbart tid her. Vi havde nogle smågaver med til dem og en lille donation, som han vist blev meget glad for.
Vi gik tilbage mod landsbyen og tog gummibåden op ad floden til Phillips hus. Floden gik gennem mangroven og var rigtig eventyragtig. Vandet var helt stille og fyldt med blade. Hos Phillip fik vi en klase bananer. Han ville også give os en levende høne, som han lige fangede, men Lasse måtte jo så fortælle ham, at det kunne vi ikke have med om bord på båden. Vi var ikke helt sikre på, om han tog det ilde op, men Stephanie beroligede os med, at det ikke gjorde noget, fordi vi var turister. Det samme skete, da vi mødte en mand, der åbenbart stod for customs-carvings og ville give os en udskåret figur. Det var meget mærkeligt og ret akavet, men tilsidst fik vi figuren og tog den med os. Stephanie fik den med sig hjem.
Tilbage ved båden hentede vi shampoo, for vi ville ind til Rock og Noella og tage bad og sige farvel. Vi sad hos dem og snakkede, mens mørket faldt på. Noella havde lavet en vin på brødfrugt, som vi skulle smage. Den var virkelig stærk, men også meget sød. Vi tog bad på skift i deres udendørs bruser, som var skærmet af og hentede vand fra en nærliggende flod. Det var skønt at bruse sig uden badetøj og uden at skulle tænke på, hvor meget vand du brugte og blive rigtig ren.
Vi aftalte at ses igen om morgenen, for så kunne vi købe frisk brød og æg.
Paola lavede vores høns til os til aften. De var nu noget seje, men det havde vel også været gode æglæggere i en del år, inden vi fik dem.
- comments