Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag den 9. august
Vi var tidligt oppe for at gøre klar til afgang. Kenneth var blevet syg, så han tog det med ro. Vi andre sejlede ind til Rock og Noella for at sige farvel og byttehandle lidt. Rock havde dagen før spurgt Lasse, om vi mon havde lidt cola om bord. Han havde set, at Phillip havde fået noget og var ret interesseret i noget til hans rom. Vi havde stadig en enkelt flaske af det cola, som vi havde købt på Rarotonga, så den havde vi med til ham. Men da vi inde på stranden skulle ud af gummibåden, trådte Paola på en Stingray, som lå i det lave vand. Vi havde ikke set dem før, så vi havde heller ikke passet på. Det gjorde virkelig ondt på hende. Heldigvis var det ikke så dybe sår.
Det var lidt en kedelig afslutning på et ellers dejligt ophold i Port Sandwich. Det hjalp heller ikke, at min fod gled, da jeg skulle op fra lugen fra mit lukaf, så jeg hamrede mit skinneben ned i karmen. Så var tre ud af syv ukampdygtige! Mit gik nu hurtigt over, og Kenneth kom også op på dæk i løbet af dagen.
Turen over til Ambrym var på 36 sømil, for vi havde besluttet at gå til Ranon på nordkysten i stedet for Craigs Cove på østkysten. Det var fordi, vandreturen op til vulkanen skulle være noget bedre fra nordsiden.
Den første halvdel af turen havde vi fin vind og strøg afsted for genovaen alene. Men da vi kom i læ af øen døde vinden, så motoren måtte igang. Det lovede jo sådan set meget godt for ankerpladsen.
Der lå to andre både på ankerpladsen. Der var umiddelbart ikke nogen landsby, men vi kunne se nogen mennesker på stranden. Da ankeret sad godt fast og folket lige havde sundet sig oven på sejlturen i deres egne gemakker, tog vi gummibåden ind til stranden. Der var en hel flok unge fyre og et par børn. De havde været ude og samle cobra (en del af kokosnødden, som bliver brændt i nogle store ovne. Derefter sælger de cobraen, som bliver lavet til kokosolie). En af dem stod for turist-turen fra landsbyen. Vi lavede en hurtig aftale med ham om, at vi ville blive taget med op på vulkanen i morgen med guide. Vi skulle betale 2000 vatu pr person og 2000 for en guide. Det var meget rimeligt (det svare til ca. 100 kr. pr. person). Glade og tilfredse tog vi tilbage til båden.
Det var min tur til at lave mad, og da vi havde fået en masse frisk brød og havde pølser i fryseren, var der blevet bestilt hotdogs. De blev dog ikke, som dem man får på Amagerbroagade! Anne Louise og jeg lavde samtidig noget brød og en tærte til at tage med på turen i morgen.
Tirsdag 10. august
Vi skulle møde vores guide på stranden kl. 6.30, så vi var godt nok tidligt oppe. Sara lavede havregrød til os alle og vi fik pakket madpakker. Paola havde stadig ondt i foden, så hun blev på båden.
Franskmændene fra de to andre både stod også på stranden. De skulle også med på tur. Inden vi gik op mod landsbyen fortalte guiden, Ruben, at der havde været et dødsfald aftenen inden. En lille dreng var død. Han havde vist været syg fra fødslen, men det påvirkede selvfølgelig landsbyen. Det var også med en noget mærkelig følelse vi gik derop.
Vi blev modtaget af en lille flok folk, som nu ikke virkede så nedtrykte. Man mærkede egentlig ikke, at det var en landsby i sorg. Der var ikke grædekoner eller noget i den retning. Vi blev delt op i hold - en guide til 4 personer - og så afsted.
Det første stykke var ikke så slemt. Det gik gennem deres haver. For os at se, er det bare almindelig skov, men nærmest alle træer er med frugt eller der er grøntsager. Vi fik nogen peget ud, men man kan også efterhånden selv skelne det ene fra det andet. Guiden skar en gren af et specielt træ og viste os, at man kan drikke vand fra den.
Det gik opad og opad, over en flod, der heldigvis var næsten uden vand - og så videre opad. TIlsidst nåede vi det sted, hvor deres haver stoppede. Skoven fortsatte og stien blev ved med at stige op. Jeg var allerede nu godt træt i benene. Vi holdte kun nogle små pauser, indtil vi nåede til et punkt næsten helt oppe, hvor der var lavet et par bænke. Her kunne vi hvile lidt og spise et par kiks. Herfra var der ikke så lang vej igen til askesletten omkring vulkanen. Inden vi gik ned ad det det sidste stykke inden asken begyndte, fik vi hver en gren at bære. Den skulle vi kaste ind på asken, inden vi trådte ud på den for held og lykke.
Vejret var ikke rigtig med os, for det regnede og blæste. På askesletten var det nu meget godt ikke at have en brændende sol over sig. Men vejret betød også, at det ikke var sikkert, at vi ville kunne se noget på toppen. Vi fortsatte nu alligevel. Desværre gik fortroppen ret hurtigt, og bagtroppens guide forstod ikke rigtig, at vi gerne ville gå langsommere, så det blev en lidt jaget tur op for os i bagtroppen. Det var ærgeligt, for der var næsten ikke tid til at beundre og fotografere omgivelserne. Det var meget specielt. Asken lå i baner som lange motorveje, til at starte med skoven på begge sider, men skoven blev efterhånden til bambuskrat. Vi gik længe i asken, der var hård af regnen og også bestod af lavasten. Det var ret behageligt at gå i.
Men guiderne ledte os nu ind til et vandløb, som slyngede sig længere og længere op. Der var masser af sten, som man skulle balancere over, men det var en ret sjov klatretur. Jeg dannede bagtrop med Anne Louise og Sune, der havde måtte skifte sine sko ud med klip klapper, da hans sko gav ham vabler allerede til at starte med. Det gik nu forbløffende godt i klip klapperne.
De andre var kommet et godt stykke foran, men efter en klatretur op ad et stejlt stykke med bambus, stod de og ventede på os. Vi var nu på en af kammene, der ledte op til vulkanen. Her var der kun aske - og et par enkelte stædige bambusskud. VI gik oppe på kammen. Det var ret vildt, for det blæste samtidig en del og der var langt ned. Jeg var så træt og mine ben var hele tiden ved at give efter under mig og gå i krampe - men jeg fandt min indre bulldog frem og fortsatte.
Endelig nåede vi kraterkanten. Vi fik at vide, at vi skulle sætte os ned (det havde jeg nu gjort under alle omstændigheder), for desværre var vejret så dårligt, at krateret var helt lukket til med tåge, så vi kunne ikke se lavaen dernede. VI kunne dog indimellem høre en rumlen derfra. VI sad på kraterkanten og spiste den medbragte frokost. Det er nok det mest syrede picnicsted, jeg nogensiden har prøvet. Da der også kom et par regnbyger, blev det også ret koldt, så vi blev der ikke ret længe. Udsigten deroppe fra var dog ubetalelig og hele turen værd.
Nedstigningen var overhovedet ikke ligeså hård som opturen - i hvert fald for mig. Fortroppen gik stadig ret hurtigt, så da Anne Louise og jeg stoppede op for at tage nogen billeder og beundre udsigten over vulkanen fra askesletten, kom vi så langt bagud, at vi mistede de andre af syne. VI kunne dog følge fodsporene, men pludselig var de væk! Ups. VI gik tilbage til der, hvor vi sidst havde set dem og fik øje på bagtrop-guiden længere fremme. Han havde ikke helt forstået, da vi bad om at gå lidt langsommere. Men vi fik da indhentet de andre, da vi holdte et rast på askesletten.
Jeg opdagede, at sålerne var ved at falde af mine sko. Det var et par joggingsko, som jeg havde købt i Suva, for at have til vandreture, men det her var den første tur, de var på. Der gik heller ikke lang tid, før den ene sål faldt helt af. Det var ikke så behageligt at gå på den måde, og heldigvis havde jeg mine sandaler i tasken. Joggingskoene gav jeg til den ene guide, som godt kunne flikke dem sammen igen. Så er der sandaler på andre vandreture for mig.
Tilbage i landsbyen fik vi handlet lidt grønt og lavet en aftale for i morgen, hvor vi sejler over til nogle hotsprings længere rundt om kysten og bader. Det bliver dejligt - og nok også lidt mere afslappende.
På båden tog Paola imod os. Vi sprang alle i vandet. Det var fantastisk at komme i det friske vand. Så sammelignede vi vabler og ømme muskler, inden vi alle tog en velfortjent "morfar" i lukaferne. Sara og Kenneth kaldte til aftensmad, som blev indtaget ovenpå i regnvejr. Det blæste ret meget op, så lige da vi var færdige med at spise, beordrede Lasse bordet ryddet væk, hvis der skulle ske noget. Jeg gik i seng kort efter, men sov rigtig uroligt, da det larmede temmelig meget fra ankeret og gummibåden. Der var nu ikke nogen fare på færde, fandt jeg ud af morgenen efter.
Onsdag 11. august
Jeg var oppe første gang omkring kl. 6.30. Der var stille i salonen, så jeg tog bare en bid brød og krøb tilbage i køjen. Jeg havde dog ligget der så længe og i en ubehagelig stilling, at jeg havde fået ondt i nakken - så jeg stod op igen ret hurtigt. De fleste i båden sov længe.
Det var dårligt vejr igen. Den ene byge efter den anden rullede ned fra bjergene lige mod os. Vi krøb sammen i salonen eller under sprayhooden i cockpittet. Jeg tog min bog og et par kopper kaffe op i cockpitten. Det var nu også meget hyggeligt.
Kl. 13 var vi klar til at blive afhentet til turen over til et hot-spring i nærheden. Klokken var nu nærmere 14, før båden var der. Men skidt pyt - der var jo ikke noget vi skulle nå. Ruben, der var guiden, sagde godt nok, at de vist var lidt forsinket, men han havde ikke noget ur.
Turen langs kysten gik hurtigt. Den varme kilde lå lige ved stranden og vandet blev ved højvande blandet med havvandet, så det var til at bade i. Det var kun lige vendt fra lavvande til højvande, så selve kilden var meget varm. Det var nu dejligt at ligge i sandet (og noget blødt algehalløj) og det varme vand. Næsten som et stort badekar. Men det var rarest at sidde lige der, hvor bølgerne kom ind fra havet og vandet blev blandet sammen. Vi (piger)sørgede for at skrubbe huden med lava-sandet, så vi havde dejlig blød babyhud!
Lige inden vi igen forlod stranden viste Ruben os, hvor en fugl kaldet Megabird lægger sine æg. Det er en vild hønseart, som graver sine æg ned i det varme sand omkring de varme kilder. Æggene bliver så udruget her - uden at hønen behøver at tage sig mere af det. Kyllingen graver sig selv ud og kan klare sig selv med det sammen. Nogle gange ligger ægget 1½ meter under jorden. Ruben og de to andre på båden fandt 5 æg, mens vi andre badede. Det er åbenbart en stor delikatesse. De fortalte også, at der er vildsvin, vilde høns og køer i skovene omkring de varme kilder, og at de ofte jager i området.
Tilbageturen til båden gik langs kysten og tog derfor noget længere tid. Det er en meget stejlere kyst her, end hvad vi tidligere har set, så man kan sejle tæt på. Vi så en ørn svæve over træerne. Da vi nærmede os bugten, hvor vi ligger for anker, begyndte det igen at regne. De sagde, at det var helt almindeligt for den bugt. Godt vi skal væk herfra i morgen, for bygerne blev ved hele aftenen og vi måtte igen spise i salonen. Der blev sagt godnat allerede omkring kl. 20, for det skal være en tidlig start i morgen.
Torsdag 12. august
Vi stod tidligt, tidligt op, så vi kunne sejle, så snart det var lyst nok til at se kl. 6. Der var en tur på 68 sømil foran os nord om Malekula til den nordlige vestkyst, og vi ville frem før det blev mørkt igen. Jeg havde ligget vågen det meste af natten og var blandt fløjet op, da jeg hørte en dyb rumlen og troet det var vulkanen - det viste sig at være motoren, der blev startet på den franske båd ved siden af, som sejlede væk midt om natten.
Formiddagen gik fint nok. Der var en god vind, vi fik sat storen og genovaen og sejlede derudad. Jeg syede puderne på agterdækket sammen igen og lagde mig så ellers i solen. Da det blev min tur til at tage vagten, havde Sara og Kenneth været med til at sætte spilerstagen på genovaen, så den kunne stå ud til styrbord, mens storen var ud til bagbord, for vi sejlede platlæns og genovaen slog lige lovlig meget. Men det blev nu ved med at være noget uroligt i sejlene, for vinden løjede. Midt i min frokost gav Lasse derfor ordre om at tage storen ned. Kenneth stillede sig ud til masten, Sune tog sig af skødet og jeg tog faldet inde fra cockpittet. Lasse stod selv ved roret. Vi fik sejlet hevet skævt ned første gang, vist fordi vi ikke var rigtigt oppe i vinden, så det skulle en tur op igen - men så skete det. Pludselig sprang en wire fra masten ud på agterdækket og videre i vandet. Lasse råbte og vi andre anede ikke, hvad der foregik. Jeg havde mest lyst til at smide alt, hvad jeg havde i hænderne. Det viste sig, at wiren var det ene bagstag til fokken, som er sat løst på ved andet sallinghorn på masten. Det var ikke i brug i styrbord side og var derfor kun sat løst fast. Sejlet må have fået fat i det, da jeg hejste det op, uden at nogen så det, og så hev det sig løst. Heldigvis havde Anne Louise og Sune rejst sig op fra agterdækket, hvor de ellers havde ligget. Ellers var de måske blevet ramt og det ville have været alvorligt. I sidste ende kom ingen til skade - og det lod heldigvis heller ikke til, at der var sket skade på båden, hvilket vist var Lasses største bekymring.
Stemmingen var noget trykket resten af dagen, selvom alle prøvede at lægge det bag sig. Vi snakkede ikke rigtig om, hvad der var sket. Den dårlige stemning blev dog brudt lidt, da der var bid på krogen. Sune og Anne Louise halede en kæmpestor Guld Dolero i land. Så er der fisk til aftensmaden. Dejligt.
Da vi gik gennem strædet mellem Malekula og Esprito Santo kom der rigtig meget strøm imod os. Dønningerne var den modsatte vej og der var også noget vind, så det var meget krabbe bølger og rigtig ubehageligt. Lige pludselig sagde dybdemåleren, at der var under 10 meter vand under os - og den faldt. Lasse fik i en fart standset motoren, som vi nu sejlede afsted for, men kort efter var vi tilbage på omkring 100 meters dybde. Det skete et par gange, så vi var flere i stævnen for at holde udkig. Det var rart, da vi kom fri af det område.
Jeg tog en lur om eftermiddagen i salonen og da jeg kom op igen, var vi tæt på ankerpladsen. Den var ikke nem at spotte, for der var ikke andre både. Efter vi havde haft storsejlet oppe for at se, om der var kommet skader på det (hvilket heldigvis ikke var tilfældet), sejlede vi mod kysten. Meget hurtigt var vi omringet af udriggerkanoer, som vi måtte bede om at holde sig på afstand, indtil vi havde fået ankret lagt ordentlig ud. Da det var i orden, kom mændene og drengene i kanoerne hen til båden. De havde frisk frugt med, som vi byttede os til for noget dåsemad. Den ene af mændene var høvdingen, Don, som bød os velkommen og inviterede os i land. Vi sagde, at det ville vi meget gerne i morgen.
Paola tilberedte fisken til os og den smagte fantastisk. Der har været al for lidt frisk fisk på denne tur! Efter maden hidsede Lasse sig op igen over vådt tøj i båden og rengøring - dagens begivenheder sidder vist stadig lige under huden. Jeg gik tidligt i seng og tænkte over tingene.
Fredag den 13. august
Jeg trak den så længe, jeg kunne med at stå op. Jeg havde slet ikke lyst til at være på båden mere.
Mens jeg, som den sidste, var igang med morgenmaden, indkaldte Lasse til bådmøde, til når jeg var færdig med morgenmaden. Han åbnede det med at spørge, om jeg havde noget at sige! Tja. Jeg fik jo så sagt, at stemningen på båden var utrolig dårlig og at var meget ked af den oplevelse, vi havde været ude for i går - særligt den måde, som Lasse havde håndteret den på. Lasse stillede sig helt uforstående overfor mine (og for den sags skyld Sune og Anne Louises) synspunkter og det blev til en del velbal mudderkastning frem og tilbage. Enden på det hele var, at Sune, Anne Louise og jeg besluttede at stå af båden med det samme. Vi forsøgte at få renset luften, men det var ikke rigtig konstruktivt, så mødet blev hævet og vi gik i gang med at pakke, så hurtigt som muligt. Sara og Kenneth var vist temmelig overraskede over, hvad der skete rundt om dem. De havde slet ikke opfattet situationen så alvorlig.
Det var nu en lettelse at få samlet alting sammen. Lasse sejlede os ind til stranden med al vores bagage - og så stod vi der med alle vores tasker i sandet. Hvad nu? Vi var rigtig kommet på eventyr.
Der sad en flok mænd på stranden, blandt andet høvdingen Don, som jeg havde hilst på dagen før. Han bød os velkommen og var straks parat til at hjælpe os til Luganville. Først var der tale om en truck til Laratoka, hvor vi så kunne få en færge, men så kom de i tanke om, at der skulle komme en båd forbi denne bugt, Maloa Bay, i morgen. Den sejlede også direkte til Luganville og var meget billigere og hurtigere. Det ville vi gerne. Vi blev fulgt op til landsbyen, hvor vi fik tilbudt at bo i en af deres bugalower indtil i morgen. Magen til gæstfrihed! Det var den hyggeligste lille hytte lavet af bambus og fletværk. Der var lagt to madrasser ud på gulvet, som vi måtte dele, men vi er jo blevet vant til at bo tæt! Og tænk at kunne sove et sted, hvor det ikke gynger.
Vi var noget fortumlede ovenpå morgenes begivenheder, så vi var vist ikke så godt selskab de første timer. Don foreslog os, at vi tog en svømmetur i floden, hvor vi så sad og snakkede. Ved landsbyen går floden parallelt med kysten og adskiller stranden fra landsbyen. Der er træer langs floden og store sten og det er vist både landsbyens legeplads, vaskerum og badeværelse - og meget idyllisk. Det var dejligt at sidde i den kølige vand og få talt det hele igennem. Vi var alle tre godt tilfredse med beslutningen og vores nye tilværelse som backpackere.
Vi var rundt for at se landsbyen og hilse på bl.a. Dons mor. Hans ugifte bror (som han ivrigt forsøgte at afsætte mig til) boede i et hus på den anden side af vejen. Der kom meget høj musik fra huset, og vi gik derop for at lytte med. Huset var, som alle andre i landsbyen, af flettede palmeblade og bambus. I døren stod der en generator, som havde et stort bilbatteri tilsluttet. Gennem døråbningen kunne man så se ind i huset. Hele den ene væg var fyldt med store højtalere, et lille fjernsyn og dvd-afspiller. På skærmen kørte musikvideoerne og der var skruet op for fuld styrke, så hele landsbyen kunne høre med (om de ville eller ej). På gulvet i huset sad flere unge mænd og røg. En rigtig ungkarlehybel og meget uventet herude.
Mens vi sad og prøvede at undgå at få tinitus af musikken, kom de andre fra båden forbi. Det var lidt akavet at mødes igen, og de havde nok håbet, at vi var kørt fra landsbyen. De ville op til nogen blue-holes (søer) udenfor landsbyen. Don viste dem vejen og vi vinkede farvel.
Don inviterede os med i kirke om eftermiddagen og så kom vores island-dresses igen i brug. De er Syvende Dages Adventister i denne landsby og holder gudstjenester om lørdagen. Det startede så allerede ved mørkets frembrud fredag aften, hvor det vist var et mere uformelt kirkemøde, hvor forskellige emner kunne blive taget op. Denne fredag skulle landsbyens kor fremføre et program, som de skal fremføre på en "kor-konference-ting" på Malo om nogle uger. Koret bestod af tre unge kvinder og flere unge mænd. Især den ene kvinde sang godt, men hun var meget nervøs, så hendes stemme rystede indimellem. De var meget alvorlige mens de sang - og der var ikke noget med at klappe, når de var færdige.
Der var sat en generator til, så der var lys i kirken. Kirken var et lille bambusskur og lyset et lysstofrør! Men generatoren skulle også bruges til aftenes andet indslag: Skolemesteren holdt et foredrag over emnet: bønnes overlegenhed i forhold til mobiltelefonen... Du kan altid bede, der skal ikke strøm på eller købes taletid og modtageren svarer altid. Det var svært at holde en grimasse, der kan passe. Men det mest pudsige var, at han havde en bærbar computer og en projector og havde lavet en powerpoint præsentation med samtlige de effekter, man kan tænke sig. Det var meget syret at sidde der i sin islanddress, i mørket, i en bambushytte og se et diasshow om bøn vs mobil.
Bagefter stod vi lidt og talte med folk fra landsbyen, før Don viste os tilbage til landsbyen og vores hytte. Det var blevet blægmørkt, så det var nødvendigt at finde lygterne frem. Don var meget interesseret i min lille lommelygte - den kunne han godt tænke sig. Elektricitet skal komme fra generatoren, som åbenbart bliver sparet til de vigtige ting, som musik og kirken. Maden bliver lavet over åben ild og om aftenen finder man vej ved hjælp af batteridrevne lommelygter.
Dons kone havde tilberedt noget ris og tun for os, som vi havde købt i deres lille butik tidligere på dagen. Nu blev vi inviteret ind i deres mad-hytte for at spise ved lygteskær. Bagefter gik vi tilbage til vores egen hytte for at sove. Det blev lidt tæt, men meget hyggeligt. Jeg havde været noget betænkelig ved, om der ville være mange dyr der, særligt efter jeg havde forsøgt mig med at gå på toilettet og i lygtens skær så, at det var levende med kakkelakker. Men vores hus virkede nu forholdvist dyrefrit og med lagenet godt omkring mig, faldt jeg ret hurtigt i søvn.
Lørdag den 14. august
Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. En gang fordi alle landsbyens hunde var oppe at slås, en anden gang fordi der kom en voldsom regnbyge (hytten var heldigvis helt regntæt) og endelig et stykke tid før daggry, fordi hanen begyndte at gale - og ikke stoppede igen, før den var sikker på at hele landsbyen var oppe. Jeg skal aldrig have en hane!
Vi havde ikke lyst til at gå i kirke igen, så vi blev i sengen og sov rævesøvn. Don kom og bankede på og bragte os noget brød og en skål te af appelsinblade, der var dejlig sød og god at dyppe brødene i. Det var helt i orden med ham, at vi ikke tog med i kirken.
Stort set alle fra landsbyen var i kirke, så vi havde det for os selv. Vi tog badetøjet på og gik ned til stranden. Det blev dog ret hurtigt for varmt for mig, så jeg krøb ind i skyggen ved floden. Der sad jeg og læste og nød de dejlige omgivelser.
Vi så Lady Sunshine forlade bugten i løbet af morgenen, men så ikke hvor de sejlede hen. Det var egentlig meget rart, at vi ikke kommer til at løbe på de andre her igen. Vi ser dem jo formentligt i Luganville, men det vil være anderledes.
Et par unge mænd kom tidligt fra kirken og satte sig for at snakke med mig. De var ret imponerede over, at Sune og Anne Louise kunne holde ud at være ude i middagssolen og stillede flere spørgsmål om det: vil de være ligeså brune som mig? for eksempel. Det var interessant at høre om deres liv her. Der er ikke rigtig penge at tjene i landsbyerne, for der er ingen jobs, men hvis man passer sin have, har man masser at spise og man har friheden til at bestemme alt selv. Det ville han hellere, end at have et job i Vila eller Luganville med en chef, der svinger pisken.
Don kom tilbage fra kirken og kort efter kom han ned til os med noget ris med tun. Vi sad ved floden og spiste. Don sluttede sig til os og fortalte, at han nu havde fået kontakt til sin bror, som arbejder på den båd, der skulle komme forbi her på vej til Luganville. De ville komme i løbet af eller sidst på eftermiddagen. Han opfordrede os til at få pakket - vi havde også sagt, at vi havde nogle gaver til ham.
I forhold til gaver var Don ret sjov og anderledes end alle andre, vi har mødt her. Hvis der var noget han gerne ville have, så spugte han ligeud. Da jeg så ham komme fra kirken uden hat (han havde haft en strikhue på dagen før) og kommenterede det, spurgte han mig straks, om jeg ikke havde en hat han kunne få. Jeg ledte lidt i tasken efter min kasket, men fandt kun solhatten. Men da jeg så ville give ham den, sagde han, at nej, det var min hat - havde jeg ikke en kasket? Så måtte jeg jo grave den frem af tasken - han blev vist også meget glad for den og havde den på hele tiden. Så bliver der også reklameret for Skovshoveds Sejlklubs på Vanuatu.
Han gjorde os også opmærksom på, at han meget gerne ville have en god rygsæk - om vi ikke kunne sende ham en fra Danmark? Tøj ville han også gerne have, og batterier. Min lille lygte var han jo også ret interesseret i, men jeg var ikke indstillet på at give den fra mig, men heldigvis havde Sune og Anne Louise en gammel pandelygte, som de gav ham i stedet.
Vi fik samlet en pæn lille bunke af ting og sager, som vi ikke ville tage med videre. Alligevel syntes jeg, at min taske var pæn tung stadigvæk.
Vi satte os nu til at vente på båden. Don skulle tilbage i kirken, men ville komme når han så båden. Det meste af landsbyen var vist også i kirken, for der var meget stille. Vi snakkede lidt med nogen forskellige, fik nogle bananer og pomelo (som Anne Louise og Sune fik hevet ned fra træet) og hang ellers ud midt i landsbyen, hvor der er lavet nogen bænke, som er mødestedet i alle landsbyer.
Mørket faldt på og båden var stadig ikke kommet. Vi blev igen inviteret ind til Dons familie for at spise og han sagde, at vi godt kunne ligge os i vores hytte, så skulle han kalde, når båden kom. Vi nåede vist alle at falde i søvn, da han kom og sagde, at nu var båden der snart, så vi skulle ikke sove. Det prøvede vi så at lade være med, men der gik så lang tid, at vi alligevel var faldet hen, da han kom og bankede igen. Nu var båden der.
Det må have været ret sent, for det var helt mørkt og månen var ikke oppe længere. Vi tog taskerne og gik gennem landsbyen, over floden og ud på stranden i lygteskæret. Ude i bugten kunne vi se lyset fra et skib. Det var en cobrabåd, der sejler rundt til alle landsbyerne og samler cobra (fra kokosnød) sammen for at sælge det i Luganville. En lille jolle blev sat i vandet og kom ind til stranden. Der var en pæn brænding, så de skulle holde godt fat for at hale båden op på stranden. Der blev sat et par passagere af (jeg er sikker på, at jeg så en med træben) og nogle varer, og så blev vi og vores bagage hevet ombord. Vi fik søvndrukket sagt farvel til Don. Det føltes lidt som om at forlade et trygt hjem og begive sig ud på et farefuldt eventyr.
Vi kom nu godt ud til båden. Det virkede til at være kompetente sømænd vi havde med at gøre. Båden var bogstavelig talt proppet med cobra-sække. Hele dækket var fyldt med i hvert fald to lag, så man måtte kravle rundt på sækkene. Der sad nogen passagere midtskibs, så vi blev vist ud på fordækket, lige foran styrehuset. Her satte vi os så tilrette - eller rettere lagde os tilrette. Dons bror, Donald, kom og hilste på os. Så var det jo næsten som at være hjemme igen.
Det var noget køligt i shorts, men sejladsen var ellers meget fin -når man også så bort fra lugten af cobra, som jeg aldrig glemmer igen. Det var rart, at man ikke skulle bekymre sig spor om at sejle, men bare lade sig transportere. Selvom sækkene var hårde, beskidte og kradsede, så faldt jeg nu alligevel i søvn indimellem, mens jeg lå og kiggede på stjerne og så en masse stjerneskud.
Søndag 15. august
Vi lagde til ved Luganville omkring kl. 4 om morgenen. Desværre var det et stykke udenfor Luganville og Donald kunne ikke få fat på en taxa på det tidspunkt, så vi tog taskerne på nakken, sagde pænt farvel og fulgtes med nogle af knægtene fra båden ind mod byen. Jeg fik nu hjælp med min store taske, mod at bære hans net af mandariner. Lige til at klare. Vi havde gået et kvarters tid, da en truck kom forbi og tog os med. Vi blev sat af ved et motel (vi troede stadig, at vi var udenfor byen), hvor knægtene mente, vi kunne bo. De bankede ejeren op, men der var ikke plads til os. Det viste sig nu, at vi var lige ved markedet, så vi besluttede at blive her indtil solen stod op og vi kunne finde et sted at bo. Knægtene fik vækket vagten på markedet og flere af de kvinder, som sov under deres bod på markedet stod også op og kom over og snakkede med os. Der var allerede et par boder åbne, så vi kunne købe lidt frugt og nødder.
Da solen var oppe, vågnede markedet også, og en af vagterne holdt en lille gudstjeneste. Der havde ellers været liv nok under ristene af rotter og kakkelakker hele tiden! Uf, men jeg tror, at jeg var for træt til rigtig at tage mig af det. Nu var solen oppe og det var tid til at lede efter et sted at bo. Vi sendte Anne Louise og hun fandt Unity Park Motel, kun et par hundrede meter længere henne ad vejen. Hun havde fået vækket ejeren, som godt nok var blevet sur, men han sagde også, at de havde plads til os. Så vi satte os derover og ventede til porten blev åbnet. I mens fik vi lidt morgenbrød i en butik ved siden af.
De åbnede heldigvis porten før 6.30, så vi kom ind, fik et par værelser, et bad og en god lur. Hvor var det skønt at sove i en seng igen.
Da vi vågnede op ved middagstid, tog vi ud for at se på byen. Den var søndagsstille, men der var da åbent nogen steder blandt andet en dårlig burgerbar, men så har vi prøvet det. Vi fandt også en internetcafe, og mens vi sad der, kom de andre fra båden ind! Men det var jo også det eneste sted, der var åbent i byen.
Jeg spiste lidt mad på motellet, hvor der er et køkken vi kan bruge og fik ringet hjem og ønsket mor tillykke med fødselsdagen.
Mandag 16. august
Sune havde fået bestilt et dyk på det store vrag, der ligger her ved Luganville, så han tog tidligt afsted. Anne Louise og jeg shoppede lidt og spiste frokost på markedet, inden vi mødte Sune ved dykkercenteret, for vi skulle med på turen for at snorkel om eftermiddagen.
Vraget, S/S President Coolridge, ligger på 25 til 67 meters dybde, så det skal man dykke ned for at se, men den anden store seværdighed i vandet "Million Dollars Point" kan man også se noget af med snorkel. Amerikanerne havde en stor base i Luganville under krigen. Da krigen var slut, skulle de af med alt materiellet, men franskmændene og briterne, som dengang var magthaverne på Vanuatu, kunne eller ville ikke købe det til den pris, amerikanerne forlangte. Det endte med, at amerikanerne dumpede det hele i havet lige ud for kysten. De byggede en rampe, hvor de kørte det hele ud ad. Så havbunden er fyldt med tanks, landrovers, byggematerialer og alt mulig andet ragelse. Vi kunne se en masse af det, mens dykkerne kunne komme længere ud og bedre fornemme, hvor meget der egentlig lå dernede. Sikke et spild. Der var også en vrag af et mindre skib inde på 10 meters dybde, som vi kunne se. Det var ret fantastisk at svømme rundt om.
Vi fik arrangeret en tur til i morgen med taxachaufføren, David, som også er fra Maloa, "vores" landsby på Malekula og derfor nærmest er familie.
Tirsdag 17. august
Turen gik til Champagne Beach længere nordpå. Det var en smuk, smuk strand med fint, hvidt sand og turkisblåt vand. Det var skønt at bade, tage solbad og nyde livet. En flok kvinder solgte saronger og havde hængt dem alle op på tørresnorer ved stranden. Det så rigtig festligt ud.
Efter frokost kørte vi tilbage og lavede en afstikker til et blue-hole. Det er en ferskvandssø, som er dannet af vulkaner. Søen var meget dyb og med blåt, blåt vand. Der var fisk i søen og vandet var behageligt koldt. Det var skønt at få vasket saltet og sandet af på den måde. Vejret var dejligt og vi kunne slikke lidt sol på stenene rundt om søen. Der var et par andre biler, mens vi var der, men meget af tiden havde vi stedet for os selv.
En dejlig, afslappende dag.
Onsdag 18. august
Jeg tullede rundt i byen det meste af formiddagen. Jeg havde fået hold i nakken og havde derfor ikke rigtig lyst til noget som helst. Om eftermiddagen fik jeg fra hotellet kontakt til en massør, som kom hen til motellet og gav mig en times massage. Det var skønt og løsnede en del af knuderne op. Massøren hed Rose og havde tidligere arbejdet på et resort. Nu var hun dog blevet selvstændig og tog ud til alle de forskellige hoteller og resorts, når der blev ringet efter hende. Rigtig sejt.
Vi lavede mad på hotellet til aften og sad ude i haven i en stor pavillion og spiste. En østriger, som også boede på motellet, sluttede sig til os. Han havde flere gange været i Vanuatu med sin familie, men var kommet tilbage fordi han manglede nogle fotos til sit slideshow. Han tager åbenbart rundt på messer i Østrig og Tyskland og viser billeder herfra. Sjovt.
Torsdag 19. august
Vi ville have en dag på resort, så klokken 8 stod vi ved bådebroen, hvor en lille båd sejler over til Aora Resort.
Desværre var vejret ikke rigtig med os. Det var overskyet og regnfuldt hele formiddagen, så vi sad på resortets terrasse og fik milkshakes. Solen tittede dog frem indimellem og vi hyggede med bøgerne. Jeg fik læst Alkymisten, som Anne Louise fandt i resortets bogbyttehandel - ovenikøbet på dansk.
Den sidste båd gik tilbage kl. 4, så da måtte vi med. Det var ærgeligt, for nu var solen lige kommet frem og der blev rigtig dejligt derover. Vi må se, om vi kan komme herover en anden dag igen.
Fredag 20. august
Dagen gik med at tulle rundt i byen, spise på markedet og hygge.
Vi havde besluttet at tage ud at spise om aftenen, så ved 7-tiden var vi dullet op til sjov og gik ned til den franske restaurant, som vi hele ugen havde beundret for deres lækre kager og hyggelige omgivelser. Det var også virkelig lækkert og hyggeligt - og helt rart at sidde med dug på bordet, store servietter, vin i glassene og supergod mad.
Dejlig mætte gik vi videre. Der var en enkelt bar i Luganville, og den havde live-musik om fredagen, så der måtte vi hen. Der var ikke så mange mennesker, da vi ankom, men det ændrede sig ret hurtigt. Vi spillede pool, dansede, drak øl og havde det herligt. Dejligt med en rigtig bytur - den første herude. Ved 3-tiden kunne jeg dog ikke mere og måtte gå hjem.
Lørdag 21. august
Jeg sov meget længe og kom aldrig rigtig i gang med dagen. Jeg gik dog en tur rundt i parken overfor og mødte Anne Louise og Sune i tide til at gå en tur på markedet for at spise. Vi fik - som sædvanlig - en bøf med grøntsager og ris. Bøffer er utrolig billige og rigtig gode her, og markedet er det sted, hvor man spiser bedst og billigst.
Søndag 22. august
Vi tog igen en tur til Aore resort. Denne gang var vi noget heldigere med vejret, så vi kunne ligge ved poolen og læse, hoppe i vandet, når det blev for varmt, og bestille mad, når vi blev sultne. Dejligt enkelt liv. Jeg var også en tur ude i havet for at snorkle. Der var en hel utrolig masse fisk og koraller næsten helt inde ved stranden. Dagen gik alt for hurtigt, men vi måtte med den sidste båd tilbage kl. 16.
Det var vores sidste aften sammen, for Anne Louise og Sune skulle flyve næste dag. Vi ville ud at spise igen. Østrigeren gjorde os opmærksom på et andet spisested, hvor de havde reggae-night om søndagen. Det tog vi ud og så på. Det var meget sjovt. Et reggaeband spillede (temmelig højt), mens vel omkring 20 mennesker sad og spiste den grill-mad, der blev serveret. Det var kun hvide folk derinde, hvilket var lidt mærkeligt. Man kunne ikke få dessert, så vi tog en taxa ind til Luganville igen ret hurtigt. Der var den franske allerede lukket, så vi måtte et andet sted hen. Selvom det ikke var ligeså hyggeligt, så lavede de alligevel en dejlig Deepfried Icecream.
Mandag 23. august
Anne Louise og Sune fik pakket om formiddagen og efter en tur på internetcafe, gik vi til markedet for den sidste frokost-bøf.
De havde aftalt med David, at han ville hente dem i sin taxa og han var der i god tid. Det var helt mærkeligt at vinke farvel til dem. Vi har jo rejst sammen i så lang tid nu. Men nu starter en ny del af rejsen.
Tirsdag 24. august
En lille mus på hotellet havde besluttet sig for at flytte ind på mit værelse. Jeg var ikke helt tilpas med dens beslutning, men efter at have holdt øje med den om natten, besluttede jeg mig for, at vi nok godt kunne bo side om side denne sidste nat. Den holdte sig ude af mine tasker, og så var det vel i orden.
David hentede også mig og kørte mig til lufthavnen. Den var meget lille, men også hel hyggelig. Jeg mødtes med to andre fra motellet derude. De er fra Fiji og var på Vanuatu for at lave en reportage om Yamsfestivalen, der lige var blevet holdt. De skulle også skifte i Port Vila, så vi fulgtes ad i transit. Det var rigtig hyggeligt at lære dem lidt at kende.
Vi fløj over Malekula på vej til Vila, og det var sjovt at se det hele fra oven. Jeg havde håbet at kunne se noget af Tanna og vulkanen fra flyvet videre, men vi steg så højt op og det var overskyet, at jeg ikke kunne se noget. I stedet satte jeg mig til at se en dejlig new zealandsk film "Show of hands", så turen gik hurtigt og så var jeg i Auckland.
Der var godt nok koldt! På motellet fik jeg mit værelse, som var helt oppe på 6. sal og uden varme overhovedet. Jeg blev forkølet med det samme og hoppede hurtigt i en masse tøj og under to tæpper, som heldigvis var varme.
Onsdag 24. august
Som det første gik jeg ud og købte varme sko og noget uldent tøj. Så var jeg klar til at møde New Zealand.
Jeg fik mailet med Fraser, som fortalte at der var en voldsomt regnvejr på vej ind over landet og jeg var velkommen til at komme ned til ham i Opotiki med det samme og så planlægge min tur rundt derfra. Det lød som en god ide, så jeg fandt en billig flybillet til Whakatane om aftenen.
Dagen gik med at shoppe lidt mere og drikke te på motellet. Kl. 17 blev jeg hentet af en shuttlebus og kørt til lufthavnen. Jeg mødte igen to damer, som havde været med samme bus som mig aftenen forinden.
Der var en smule forsinkelser, da det nu regnede heftigt i Auckland. Men endelig blev mit fly kaldt til boarding. Der var ikke noget sikkerhedstjek, bare et par stykker der så boardingkortene. Flyet var et lille propelfly. Der var et sæde i hver side og vel plads til 20 passagere. Trods vejret var der nu kun en smule turbulens og turen varede ikke mere end en halv times tid. Så var vi i Whakatane, hvor Fraser tog imod mig i den lille lufthavn. Det var dejligt at se ham igen.
Regnen var heldigvis ikke kommet hertil endnu. De havde tidligere på ugen haft et voldsomt regnvejr, hvor flere veje var blevet lukket, men nu var det stadig fint kørevejr.
Vi kom over broen ind til Opotiki og var hjemme hos Fraser. Han bor i en skøn, gammel villa på hovedvejen i byen. Han har sat det meste af huset i stand og har sin osteopat klinik i huset også. Bag huset er der en vidunderlig, stor have - og bagerst et par høns (heldigivs ingen hane). Husholdningen består også af Max, hunden og Snowflake, katten.
- comments