Lørdag 10. juli
Vi var alle tidligt oppe for at gøre klar til at sejle. Vi tog et gruppebillede, som vi ville efterlade sammen med en besked til Moses, som tak for hjælpen. Dagens opgaver blev fordelt, og vi drog mod byen. Jeg gik med Sune, Anne Louise og Paola på markedet og købte ind. Belæsset med poser i massevis fik vi os kæmpet ind i en taxa. Mens vi stod på kajen og vaskede al frugt og grønt (for at slippe for dyr i båden), begyndte det selvfølgelig at regne. Vi kom ud til båden plaskvåde, men med ren mad!
Det tog længere tid for Lasse end forudset at tjekke os ud fra Suva. Selvom vi ikke skulle tjekke ud fra Fiji, så skulle han alligevel til customs for at betale for Suva-området. Besværligt. Endelig kom vi da afsted fra havnen og kunne lægge en kurs mod den lille ø, Yanuca Island, hvor der skulle være en beskyttet ankerplads.
Det var de andres første sejltur. Vi havde genovaen ude og de skiftedes til at håndstyre. Turen var på på 25 sømil, så der var tid til at lege lidt. Jeg smed en line ud - og der gik ikke lang tid, før der var bid. Det var en kæmpestor fisk, som virkelig kæmpede sin sag - og den vandt også, da den hoppede af krogen et par meter, før vi havde den indenbords. Øv! Jeg dropper det der fiskeri nu (men håber de andre har bedre held med sig).
Vi ankom til øen kort før det blev mørkt. Det tog tre forsøg at få ankeret til at sætte sig fast, for bunden var sand med en masse store sten indimellem. Sune tog snorklen på og svømmede ud og kiggede efter ankeret, da det endelig tog fat. Derefter kom vi andre også i badetøjet og fik en dukkert.
Det så ud til at være en idyllisk lille ø, hvor der var et par strande med nogle enkle huse. Vi besluttede at blive der næste dag, så vi kunne udforske øen og vandet omkring den.
Søndag 11. juli
Jeg vågnede brat! Det var stadig mørkt, men regnen trommede mod lugen og det blæste kraftigt. Jeg kunne høre, at der var hårdt træk på ankeret. Jeg tog en dyb indånding, pakkede en pose med tørt tøj og tog regnjakken på - og så ud gennem lugen. De andre var også oppe. Vejret var frygteligt. Det hele stod i et, men man kunne da skimte øen. Vinden var vendt i løbet af natten, så vi nu lå tættere på land, med kun nogle meter under kølen.
Ret hurtigt blev vi enige om at sejle ud med det samme. Vi havde musesporet fra dagen før, som vi kunne følge ud gennem revet. Ankeret kom heldigvis op uden store problemer og vi kunne komme afsted.
Alt var vådt, os selv inclusiv, og det blev det ved med resten af formiddagen. Det begyndte at klare op ved middagstid og jeg kom ud af regntøjet og tog et hvil i salonen. Mens vi sejler, kan jeg ikke bruge min kahyt ude foran, så jeg må sove i salonen på de lange træk. Derfor tror jeg heller ikke, at jeg vil tage med til Papua.
Det var blevet mørkt igen, da vi nåede indsejlingen til Momi Bay. Turen var på 74,5 sømil og de sidste to skulle vi ind gennem et hul i revet til en lille bugt, hvor vi kunne overnatte for anker. Heldigvis var der lys på bøjren ved revet og to fyr på land viste en båkelinje ind til bugten, så det gik uden problemer. Da vi lå på ca. 10 meter vand og skulle have ankeret ud, drillede ankerkæden lidt. Mens vi stod og rodede med den, fik vi pludselig øje på en anden båd, Tulak, kun nogle meter fra os. Han lå for anker i bugten, men uden det mindste lys. VI kunne ligesågodt være sejlet lige ind i ham. Vi fik bakket og smidt ankeret længere væk, lettere forskrækkede.
Det var en stille og rolig nat i Momi Bay.
Mandag 12. juli
VM finalen skulle spilles kl. 6.30 Fiji-tid, men vi havde ikke noget signal på båden og der var intet i land, hvor vi kunne håbe på et tv, så vi fik aldrig set finalen. Øv.
Jeg var nu alligevel tidligt oppe. Jeg så, "tåben på Tulak" hive ankeret op og sejle afsted.
Til søndagsbrunchen fik vi afgjort, at vi tager fra Fiji omkring den 20. juli, så vi kan have en måned i Vanuatu, for der skal være afgang mod Papua den 20. august. Jeg besluttede at stå af båden i Vanuatu, for jeg er ikke interesseret i at være med på den lange passage, hvor jeg skulle sove i salonen. Det var nu meget rart at have en overordnet plan og jeg syntes også, at det er rart at have en hel måned til Australien - og muligvis en tur til New Zealand.
Vi fik ankeret op og sejlede indenfor revet mod Lautoka. Søen var meget rolig og vi sejlede plat læns, så genovaen kom op og vi fik sat spilerstagen på, så sejladsen var dejlig afslappende. Det går jo ikke, så vi 4 piger gik igang med træning på agterdækket.
Midt på turen, da vinden var løjet fuldstændigt, fik vi sejlet ind og så tog vi os lige en dukkert, mens båden lå stille. Det var dejligt at blive kølet af, men der var meget strøm, så dukkerten foregik ved, at vi en af gangen dyppede os fra badestigen.
Sidst på eftermiddagen var vi i Lautoka. Vi blev på båden og gjorde klar til at tage ind næste morgen.
Tirsdag 13. juli
Vi var tidligt oppe og kom i gummibåden alle mand. På vejen ind talte vi med Tulak-manden, som også lå her nu. Han så selv næsten ligeså slidt ud som båden, men humøret fejlede ikke noget.
Det tog noget tid hos customs - som sædvanligt - men endelig kunne vi da komme ind i byen. Lautoka er Fijis andenstørste by, men meget mindre end Suva og betydelig hyggeligere. Der var en hovedgade med op til flere supermarkeder og et frugt- og grøntmarked. Jeg fandt også en internetcafe og fik undersøgt mulighederne for flybilletter fra Vanuatu.
Vi mødte en gammel knark på kajen og igen inde i byen. Han sejlede alene og var også på vej til Vanuatu. Ved gummibådene hjalp vi ham med at få hans kasser med indkøb (mest øl) ned i gummibåden. Han var rigtig dårlig gående, så det var ikke let for ham at komme ned i gummibåden - gad vide, hvordan han klarer at sejle jorden rundt? Han tilbød Lasse nogle kort over området, så Kenneth og Lasse tog over til hans båd, da vi var kommet ud. De fortalte, at de aldrig i deres liv havde set et mere beskidt sted. Alt hang i laser på båden. Det er ikke lige der, men skal være gast!
Så hev vi ankeret op og tog mod Malolo. På vejen skulle hele både skrubbes, for vi havde ligget lige i vindretningen fra sukkerrørsfabrikken, så hele båden var dækket af sort "aske-sod-noget". Turen var kun på 12 sømil, så vi var hurtigt fremme. Vi sejlede for motor, for vinden var lige mod os (og Lasse gider vist ikke det der med at krydse).
Indsejlingen til Musket Cove mellem øerne Malolo og Malolo Lei Lei var noget tricky, for søkortet var ikke helt præcist og der var nogle heftige rev rundt om. Vi sejlede ligeså stille med Lasse ved roret, Kenneth ved søkortet, Sara og mig i stævnen og alle på udkig. Det viste sig, at søkortet faktisk var ret præsist og der var sat små bøjer ud, hvor revene sluttede - men det var meget svært at se, for vi havde solen i øjnene og det var højvande. I selve bugten, hvor der lå rigtig mange sejlskibe for moorings, var der også et par rev, der gik på tværs hver sin vej. Vi kom igennem og fandt en enkelt fri bøje - nr. 13! Det gik ikke at få fat i den første gang. Straks var tre gummibåde i vandet fra de andre skibe, og vi fik hjælp til at få fat i bøjen. En rigtig god velkomst. Samtidig fik vi at vide, at der var fest inde på øen samme aften.
Vi spiste en hurtig aftensmad og tog så ind i gummibåden. Det var blevet mørkt, men vi fandt dinghy-broen. Festen var allerede i gang på den lille bar-ø. Der var åbne grill, som man frit kunne bruge og man kunne tage sin egen mad og drikke med. Vi købte vores øl og besluttede, at vi ville lave grillaften i morgen. Anne Louise, Paola og jeg tog en dans (på bordet) og fik sat gang i festen for en kort bemærkning. Kl. 22.30 var vi alle igen trætte - vi holder ikke til så meget herude, men vi havde da været til noget der lignede en fest.
Onsdag 14. juli
Nu skulle øen udforskes. Formiddagen gik dog på båden, hvor diverse praktik skulle ordnes og pigerne fik gennemført dagens workout. Vi nåede også en kort snorkeltur, før vi tog ind i samlet flok. Det var noget nemmere at fornemme øen og indsejlingen i dagslys og lavvande.
Malolo Lei Lei (lille Malolo) består af tre resorts. Marinaen er ved det ene og vi kunne frit benytte deres pool og øvrige faciliteter - dejligt! Vi gik en tur op på toppen af øen og rundt til den anden side, hvor der var ananasmarker og mangotræer. Vi så en byggeplads, hvor de var ved at bygge et hus med udsigt over havet. Det ville ikke være dårligt at have som sommerhus.
Vi nåede en kaffe på Dicks Bistro, inden vi tog ud for at gøre klar til grillaftenen.
Der var gang i grillene allerede - hovedsaligt australiere og new zealændere. Vi fik plads på en og også hjælp til at holde den igang. Det var nu en udfordring, for det var ikke grillkul, men træ de brændte i grillene og det blæste ret meget, så vi måtte om og stå i røgen for at få brændet til at varme nok til at stege kødet. Jeg stod der lidt for længe og så ud som om, jeg havde grædt i en uge! En god rom og cola gjorde dog grilltjansen lidt nemmere. Maden blev dog færdig, selvom det ikke var den mest udsøgte grillmenu nogensinde, så nød jeg den des mere på grund af arbejdet med at lave det. Der var ikke så mange mennesker, som aftenen forinden, men stemningen var stadig god og det var en rigtig hyggelig aften.
Torsdag 15. juli
Jeg fik held til at komme på internettet på båden om morgenen. Imens var først Sune og så Lasse en tur i masten, for at ordne noget på fokken. Derefter gjorde vi klar til at tage på en snorkeltur.
Vi sejlede i gummibåden ud til revet syd for bugten. Her lå også nogle andre tur-både, så det var nok et godt sted at starte. Der blev lagt et anker ud fra gummibåden og så var det i vandet. Under sandbunden var der ikke så mange fisk, men da vi nåede over til stenene og korallerne, vrimlede det med små fine fisk. Man kunne ligge og være omringet af stimer af fisk. Det var helt fantastisk. Korallerne var ikke så farvestrålende, men det gjorde ikke så meget, når der var så mange fisk.
Der kom flere turbåde ud til revet, så tog vi videre til revet ud for øen, hvor Kenneth og jeg hoppede i. Her var stemningen en helt anden. Der var ikke helt så mange fisk, men der var flere levende koraller med hver deres flok af bittesmå fisk omkring sig og så var der en hel masse blå søstjerner.
Lasse og Paola ville spise frokost på båden, men vi andre tog ind og fik pizza og burgers på øen. Derefter gik jeg med Anne Louise og Sune ned til poolen, hvor vi tilbragte en meget afslappende eftermiddag. Vi mødtes der med de andre kl. 18, for vi havde besluttet at tage ud og spise. Der var helstegt pattegris på bistroen, men det var lidt for Mallorca-agtigt, så vi valgte at gå ned til det næste resort - det var en dårlig ide! Vi blev efter lidt tid vist til et bord i forhallen. Først skulle vi bestille - og betale - drikkevarene, hos en mand, der havde den største blomst bag øret. Derefter kom en anden tjener, hvor vi kunne bestille maden - basalt set var buffeten eneste mulighed. Det var et rigtig familie-resort i Mallorca-stilen, lagt an på charterturister fra Australien og i buffetten var det absolut bedste is-baren. Et ukuleleband spillede, men det var med forstærker og højtaler, så det mindende mest af alt om et stueorgel og var så højt, der hvor vi sad, at det var svært at tale sammen. Til gengæld spillede han flere skiturssange - "Sweet Caroline" for eksempel. Det var absolut en oplevelse. Anne Louise, der aldrig havde været på charterferie, syntes det var så sjovt, så heldigvis kunne vi grine lidt af det.
Vi kom forbi bistroen på vej hjem. Her var Mallorca-stemmingen slet ikke. Der var stille og roligt, med dæmpet lys på bordene. Et danseband gik igang med deres show, lige da vi kom forbi, og selvom det også var turistet, så det noget hyggeligere end det andet sted. Æv bæv.
Tilbage på båden fik vi lavet en plan for de næste dage. Vi bliver her på Malolo til lørdag og sejler så nordpå til en øerne Beachcomber og Tresure Islands, hvor vi kan blive til søndag. Mandag går det så til Lautoka for at tjekke ud og købe ind til turen til Vanuatu.
Fredag 16. juli
Jeg vågnede tidligt igen, men jeg gad ikke stå op. Jeg var rigtig morgensur og det blev ikke bedre af, at jeg hørte motoren blive tændt. Så måtte jeg jo op. Vi skulle ind til kajen for at have diesel på og det skulle gøres, inden det blev for lavvandet til, at vi kunne sejle ind.
Ved molen besluttede jeg, at en dag i land var, hvad jeg trængte til, så jeg hoppede af. Jeg fik selskab af Sune og Anne Louise. De andre ville tage på en snokeltur over til den anden side af øen.
Vi gik ned til poolen, hvor vi fandt vores liggestole og startede dagen langsomt. Det vil nu sige, at der aldrig kom særlig meget fart over dagen. Vi lå mellem stranden og poolen hele dagen, bevægede os kun lige om til terrassen på den anden side af poolen til en frokost (lækker fisk-i-kokos burger og ceasarsalad). Jeg snakkede lidt med de tre fyrer, som også havde været på vej op til landsbyen i bjergene. De var også på en båd - måske møder vi dem igen senere.
VI spiste til aften på båden og var enige om at lette anker tidligt næste morgen.
Lørdag 17. juli
Paola og jeg sejlede ind for at købe lidt ind og betale havnepengene. Vi var der kl. 8, men kontoret åbnede først kl. 9. Heldigvis dukkede hende, der havde solgt os diesel dagen før, op tidligere, så vi kunne blive hurtigere færdige.
Vi sejlede afsted og det var meningen, at vi skulle øve lidt med at tage sejl op og ned. VI fik storsejlet op og prøvede at rebe det, men der var ingen vind overhovedet, så øvelsen var lidt omsonts. Ret hurtigt blev motoren derfor tændt og vi tog den korte tur op til Beachcomber Island og Tresure Island, der kun var 12 sømil væk og ligger tæt sammen.
Da vi sejlede ind mellem revene, der omgiver de to øer, kunne vi ikke få kontakt til Tresure Island over radioen, så vi kontaktede istedet Beachcomber og de anviste en bøje. VI havde læst, at Beachcomber var en rigtig party-ø med masser af backpackers og ville egentlig have foretrukket Tresure Island, hvor der skulle være lidt mere roligt og også skulle være skildpadder. Men nu blev det altså Beachcomber - og Anne Louise og jeg besluttede, at så skulle der også festes.
Bøjen, som vi skulle ligge ved, viste sig dog at være en stor metalbøje, som Lasse på ingen måde var begejstret for. VI kunne ikke få fat i løkken fra båden, så jeg hoppede i vandet og svømmede hen til bøjen. Samtidig kom en hjælpsom lokal båd - som dog bare gjorde mere skade end gavn, da han jo ikke vidste, at jeg var i vandet. Da han samtidig sejlede så tæt på, at hans båd ramte ankeret, fløj Lasse op - og den uheldige, hjælpsomme sjæl fortrak. Han blev dog i nærheden og fik hurtigt øje på mig også, så der var ingen farer. Jeg fik bundet fortøjningen til bøjen. Senere så jeg en søslange i vandet - og var glad for, at jeg ikke havde vidst, de var der, før jeg sprang i. De er giftige, men så små, at de ikke er til farer for mennesker - medmindre man stikker sin lillefinger ind i munden på en og det kan man jo bare lade være med.
Vi tog ind på den lille ø alle sammen. Den bestod af en bar, en sovesal og nogle småhytter. Hele øen havde et stisystem gennem en havelignende jungle, som blev holdt rigtig fint. Mellem stierne var der endda en mini-golf bane! Da vi spurgte, om man kunne få frisk kokosnød, tog øens gartner os med til en velegnet palme, kravlede op og hentede 7 kokosnødder ned, som han så åbnede til os. Kokosmælken smagte fantastisk, men min kokos var vist ikke helt moden, for kødet var noget klæbrigt.
Vi gik en tur i baren, som var den absolut dominerende bygning på øen. Over et par øl betragtede vi gæsterne, som hovedsagligt var unge japanske og australske turister. Der blev solbadet, spillet beachvolley og sejlet på vandscooter - men det var også, hvad øen bød på. Jo, så kunne man også komme op i en faldskærm efter speedbåd.
Tilbage på båden ville vi lige tage en hurtig aftensmad, inden vi skulle ind og feste. Men så hørte vi et bumb! Hvad var nu det? Vinden havde lagt sig fuldstændigt og vi lå nu og drev for strømmen og ind i den væmmelige bøje. I stedet for fest blev natten derfor til ankervagt - eller bøjevagt. Vi tog en time hver (det vil sige to timer til de andre to og to -og en time til mig) og sad på fordækket og kiggede på en bøje! Øv. Meget, meget kedeligt. Vi kunne høre muskikken fra øen og var ikke så skuffede over at gå glip af festen, da de i højtaleren ønskede Elizabeth tillykke med hendes 16 års fødselsdag!
Søndag 18. juli
Jeg havde vagten mellem 6 og 7 og kunne sidde på dækket og se solen stå op. Der var kommet lidt vind igen, så bøjen holdt sig væk fra båden. I morgensolen fik jeg øje på endnu en søslange, der kravlede rundt på bøjen.
Ligeså snart alle var oppe slap vi bøjen og tøffede afsted igen. Det blev ikke til noget med Tresure Island. I stedet satte vi kurs mod en lille bugt kun et par sømil syd for Lautoka. Planen var at tage tidligt til Lautoka mandag morgen for at tjekke ud og købe ind til turen til Vanuatu.
Vi var de eneste i bugten, da vi ankom. VI kastede anker og smed os i vandet. Det var skønt at ligge og plaske rundt. Anne Louise fik pustet sin lyserøde luftmadras op og lå bare og nød livet. Vi havde dog ikke bugten for os selv længe.
Vi besluttede at tage i land og gå ned til en marina, som skulle ligge 4 km væk. Kenneth fik æren af at lægge gummibåden for anker, hvilket betød at han måtte hoppe i vandet og svømme ind til os andre på stranden.
Vi fandt den lille jernbane, som de kører sukkerrør til fabrikken i Lautoka på, og fulgte den. Det var rigtig varmt og turen føltes som længere end 4 km. Vi kom forbi marker og et par landsbyer, før vi endelig kunne se marinaen. Den var større end jeg havde forventet. I en have til baren stod et lille band og spillede og vi fik den lækreste frokost. Marinaen var bygget som en hel rund pøl, hvor skibene kunne lægge til hele vejen rundt. Indsejlingen var gravet ud i klipperne og var ret smal, men vi så da flere store båden komme ind, mens vi sad der.
Efter en gåtur i marinaen og indkøb af is og vand tog vi hul på tilbageturen. Den ene taxa vi mødte, var ikke meget for at tage os med og endte med bare at køre. Så vi gik. En stykke ude af sporet hørte vi pludselig toget komme mod os. VI hoppede ud i rabatten, men toget stoppede ud for os. De havde ikke nogen vogne med sig, men var på vej ud til havnen efter et læs. Lasse fik togføren overtalt til at give os et lift den anden retning, så vi hoppede ombord i det meget lille styrhus. De var to mand om at køre toget, der var meget gammelt. Men hvor var det sjovt! Kenneth og Sara kunne ikke være indenfor, så de måtte stå ude på siden og holde godt ved. Det kørte ikke særlig stærkt, men noget hurtigere end vi kunne være gået. Da vi nåede til et sporskifte stoppede de toget - de måtte hellere komme ud efter det læs. Vi hoppede af og takkede mange gange.
Nu gik det dejlig hurtigt med at komme tilbage til stranden og båden. I mellemtiden var bugten nærmest fyldt med både. Der var nok andre, der havde samme tanke som vi.
Mandag 19. juli
Vi var tidligt oppe og sejlede ind til Lautoka. På toldkontoret var der nu allerede kø, så vi besluttede at handle først og så tjekke ud lige efter kontorets frokostpause kl. 14.
Vi var på internetcafe og fik shoppet de sidste Fijidollars op, inden vi mødtes til samlet indkøb på markedet og i supermarkedet. Med to store indkøbsvogne fyldt havde vi næsten det hele - vi manglede bare noget kød. Anne Louise, Paola og jeg gik ud for at finde en butik med kød. Da vi endelig fandt en (endda en rigtig god en af slagsen) tog de ikke visakort, så vi måtte skrabe de sidste mønter sammen til fem pakker kød. Det var ikke helt nok, men vi fandt også noget kylling i et supermarked. Ved kassen måtte vi dog lige trække vejret (og Paola var lige ved at pakke sin is ind igen), da de meddelte, at man skulle betale 5% af beløbet i gebyr - og det skulle være kontant! Det viste sig dog kun at gælde for mastercard, så med kødet i hus kunne vi finde de andre, komme ud til havnen og med alle varerne i gummibåden. Hold op hvor var der meget mad. Nu skulle grøntsagerne vaskes, så vi ikke får dyr med ombord og alt stuves af vejen. Man var godt svedt efter det arbejde.
Vi var nu færdige, før vi så Sune komme ud med Lasse igen. Men der var en tolder med dem! Det viste sig, at Kenneth og Sara skulle have haft en eller anden lille seddel i deres pas, fra da de ankom til Fiji. Det var åbenbart en kæmpe problem, at de stykker papir ikke var der. Det lykkedes da endeligt at få stempler i alle pas og papirer, så vi kunne forlade Fiji. Det er et dejligt og gæstfrit land - men hold dog op, hvor er de bureaukratiske!
Det var blevet noget senere end vi havde håbet på, så vi sejlede ned til Momi Bay, for at tage en enkelt nat for anker, inden vi går udenfor revet og sejler mod Vanuatu. Det er vist ikke helt lovligt, men vi håber bare at tolderne ikke opdager det.
Tirsdag 20. juli - fredag 23. juli
Lasse havde været tidligt oppe, for han troede at han hørte en tolderbåd. Den var nu ikke på udkig efter ulovligt opankrede både i Momi Bay, for de var sejlet forbi, men han var nu ikke helt rolig, før vi var ude af Fijianske farvande, tror jeg.
Vi lettede anker og så var det ellers derudaf. 532 sømil, som vi helst skulle nå inden fredag. Vi skulle altså helst have en gennemsnitsfart på 7 knob. Det gik også meget fint. Vinden kom ind agten for tværs med omkring 20-25 knob. Da den steg til omkring de 30**** blev genovaen erstattet af fokken, men kun for en overgang.
De andre var spændte på den første oceansejlads og natsejladserne, men alt foregik stille og roligt med jævn fart. Der var lidt tendenser til søsyge, for dønningerne var 2-3 meter og ikke særlig bløde. Der kom rigtig mange skæve søer ind det første døgn, så vi lå ret uroligt. Selv Paola blev dårlig efter at have tilbragt hele formiddagen i køkkenet. Vinden løjede den sidste nat, så vi måtte have motoren igang igen, hvis vi skulle nå ind til Port Vila inden imigrationskontorene lukkede fredag eftermiddag. Det ville være rigtig surt at sidde på båden hele weekenden, fordi vi var kommet for sent til at tjekke ind.
Det gik nu også. Tidligt fredag morgen fik vi den første ø i sigte. Jeg lavede frokost af vores sidste grøntsager, så de ikke ville blive taget ved indtjekningen og omkring kl. 13 Vanuatu-tid kom vi ind i havnen. Da var kl. 16 "båd-tid", for vi havde kørt vagter - og dermed også måltider, søvn osv. efter uret på GPS´en og den var 3 timer foran. Vi var altså vendt noget op og ned og var ret trætte efter nattevagterne.
Vi lagde os til den gule karantænebøje og mens vi ventede på tolderne gik alle igang med at gøre båden ren. 7 mand på så lidt plads i 3 døgn til søs kan ses! Mens det hele var endevendt, kom en båd op til os og de spurgte, om vi var klar til indtjekning om ½ time - så ville de komme igen. Vi troede jo, at de ville have myndighederne med, men i stedet hentede de Lasse og sejlede i land med ham. I løbet af 10 minutter kom de ud igen, men sejlede forbi! Tolderen blev sat af på en anden båd og Lasse kom tilbage til os. De havde klaret al papirarbejdet i båden, så nu var første del overstået!
Vi blev fulgt over til en bøje længere inde i havnen, hvor vi kunne ligge mere beskyttet. Lasse gik igen igang med rengøringen, men vi fik ham mindet om, at der jo også var customs og immigration, inden vi kunne komme i land. Kl. var nu 15 Vanuatu tid, så det kunne knibe med at nå det! Han kom hurtigt i gummibåden sammen med Sune og først til det ene og så det andet kontor. De nåede det lige!
Vi var en hurtig tur i land for at se lidt af byen. Vi spiste en pizza hos en tosset franskmand, der skældte og smældte, mens han bagte pizzaer i en lille pølsevogn, der havde fået en mini-pizzaovn installeret. Meget pudsig, men ret underholdende (når man ikke var ansat hos ham). Vi var nu tidligt tilbage på båden, hvor vi fik en kort snak om planerne for Vanuatu - dog uden noget resultat. Det må vi klare i morgen. Det var skønt at kunne gå i seng i sit eget lukaf igen og ligge helt stille i køjen.