Masser af får (og oplevelser)

Så er vi i gang. Ekstremsport, nærdødsoplevelser, fester og gamle mennesker.

Umiddelbart efter vores sidste blog blev uploadet, blev vi nær dræbt. Vi gik en tur i den offentlige termiske park i Rotoura (byen, der konstant lugter af prut) og kiggede på gejsere og andre varme steder. Pludselig hører vi en knagen bag os, vender os om og ser et ganske enormt træ knække midt over og falde ned over os. Derefter spurtede vi for livet. Til sidst løb vi mellem grene og blade for at undslippe stammen. Der, hvor vi stod, da træet knækkede, var et skilt. VAR et skilt (se billede).

Dette står i kontrast til vores rolige besøg i Hobitton tidligere på dagen. Stedet, hvor de filmede Herredet i Ringenes Herre. En ganske stille og rolig by med en grim statue af Gollum og et grønt skilt.

Fredag aften drog vi til Maori fest. De velpolstrede indfødte dansede, sang og lavede traditionel mad til os for den nette pris af 350 kr.-. Vi fik også lov til at lege med pinde og til at synge danske sange, hvilket vi udnyttede til det yderste. Du må få min sofacykel, når jeg dør! En ganske underholdende turistfælde.

Rotoruas byliv blev testet men dumpede fælt på trods af en yderst tequila-gavmild herre fra Skjern og hans ven Luke (Skywalker - høhø).

Lørdag drog vi af sted til et såkaldt "Thermal Wonderland", der i store træk var en masse huller med væske, der lugtede af tarmgas. Flot var det dog, med gejsere og hvad dertil hører. Den store gejser gik i udbrud præcist kvart over ti hver dag, fordi en eller anden mand stod og proppede sæbe i, fikst.

Endelig fik vi også købt os et telt i Taupo og er nu klar til at spare massevis af stakater ved på klassisk asocial vis at undgå de andre mennesker i bussen og finde en campingplads i nærheden. Med to hjemkendte danskere (Kasper og Andreas) blev Lava Bar lørdag aften (the hottest place in Rotorua!) endnu engang inspiceret, denne gang mere festligt.

Alt for tidligt søndag morgen tog vi afsted til den lille flække Waitomo, der huser 40 mennesker + turister. I bussen mødte vi tilfældigvis tre andre allerødianere; Cille, Katrine og Ingeborg. Man kan simpelthen ikke undgå at støde på nogen man kender på den anden side af jorden, når man er så populær som Jacob. Steffen har derimod ingen venner. Stakkels dreng.

På vejen til Waitomo tog vi til fåreshow. Her så vi, hvorledes New Zealænderne mishandler deres kære får. De holder dem fast, trykker dem rundt omkring på kroppen og klipper dem. Derefter lader de en bidsk hund løbe efter dem.

Det eneste man kunne foretage sig i Waitomo var såkaldt Black Water Rafting, der i store træk er at sejle rundt iført en sexet våddragt i en gummiring 60 meter under jorden i smalle tunneller med lysende orme hængende fra loftet. Det er en fuldkommen unik oplevelse, når man flyder af sted i sin gummiring i et mørke, hvor det eneste man kan se, er glowworms højt, højt oppe i loftet. Første nat i et meget lille telt! Pengebesparende, intimt og vådt, hvad mere kan man ønske sig?

Om mandagen tog vi til Taupo, hvor vi ikke rigtigt lavede andet end at spise og drikke øl. Ganske uinteressant dag.

Tirsdagen var nogenlunde ligeså uinteressant. Vi tog bussen til Turangi og indlogerede os hos Mr, og Mrs. Stanton, der er et ældre elskeligt ægtepar i 70'erne, som vi fandt igennem Couchsurfing. De madede os, prøvede at drikke os fulde i afkølet rødvin og snakkede. Meget.

Onsdag morgen stod vi tidligt op, da vi skulle ud og gå Tongariro Crossing, der er en 19 km lang vandrerute og i Lonely Planet omtales som verdens bedste én dags tur. Vi gik turen sammen med verdens bedste tysker, Max, og sceneriet var absolut fantastisk, når skyerne ikke dækkede. Vi gik op og ned ad vulkaner og igennem jungle, ørken, slette og søer. Se billederne for dævlen!

Efter den udmattende gåtur tænkte vi, det ville gøre godt med en dukkert i et spabad. Inden dette nåede Steffen at være en god og artig dreng og bakkede bilen ud af garagen for Mrs. Stanton, da hun ikke selv kunne. (Mrs. Stanton har Alzeheimers og har ikke kørt bil i fire år, så da vi frejdige kom tilbage anede ingen´, hvor hun var. Politiet eftersøgte hende overalt, Search and Rescue var på sagen og Mr. Stanton var et vrag af nerver og dårlig vejrtrækning.) Resten af aftenen gik med at trøste den 75-årige Mr. Stanton og sørge for at, han ikke fik et hjerteanfald, hver gang telefonen ringede. Efter to flasker vin og en lektion i kærlighed og det at miste, gik vi alle til køjs uvidende om bedstemors skæbne.

Torsdag (senere kendt som´"Den Store Lettelses Morgen") vågnede vi til lyden af politimænd i stuen, der rapporterede at de havde fundet Mrs. Stanton uskadt 3,5 timer nord for Turangi. Steffen undgik (i denne omgang) at blive tiltalt for uagtsomt manddrab. Vi efterlod en nøglering fra Danmark og en flaske vin som tak for opholdet.

På busturen til River Valley blev vi præsenteret for usandsynligt mange får op og ned ad usandsynligt mange græsbegroede bakkekamme og -skråninger (samt en 5 meter høj statue af New Zealands bedste fåreklipper, 700 om dagen) og en statue af en gulerød. River Valley består af to huse og en pokkers masse gummibåde. Om aftenen nød vi aftenens harpy hour, der inkluderede øl, shot og æbletærte!

Fredag morgen tog vi en af de pokkers mange gummibåde i brug og river raftede med de andre allerødianere. River Valley er klarificeret som en kategori fem (Skalaen går fra 1-6), men på grund af de store regnskyl var floden høj og stærk, og det var derfor den vildeste tur guiderne havde sejlet nogensinde, og de var på nippet til at aflyse turen. Dette nød vi og kom igennem helskindede (hjulpet på vej at et par gåture på bredden, hvor floden var farligst) og uden at lade vandet i våddragten, hvilket vi var blevet strengt forbudt. Vi røg kun i vandet én gang ufrivilligt.

Nu drager vi udmattede til Wellington!

Kia Ora (en maori-hilsen, som de gentager hele tiden hernede. Meget træls i længden)

Dejlige Jacob og Dansende Steffen

Ekstra facts; vi har misset to busser i denne uge, dræbt nul mennesker og endt i en bus med 21 danskere. Derudover har Steffen barberet sig for anden gang. Han skar sig et enkelt sted, men det kan næsten ikke ses længere. High five!