Så er det slut med luksussen

Der er noget mere at berette om i denne uge end i sidste, hvilket er en logisk konsekvens af, at vi i sidste uge blot skrev om 3 dage, mens vi i denne skal forholde os til hele 7.

Fredag, lørdag og søndag spenderede vi i og omkring Auckland, hvor vi var fanget pga. vores elskede Kiwi-experience buspas, der først tilbød transport ud af byen om mandagen.

Her så vi bl.a. Skytower, der fik den højdeskrække Steffens armhuler til at dunste, og Auckland Museum, der i første omgang brillerede med en uinteressant udstilling om dagligdagsting. Der er intet så spændende som en stol eller et strygebræt. Museet kom dog igen med fine udstillinger om maorier, stillehavsfolk og dyreliv.

Om lørdagen tog vi til Waiheke sammen med Max. Efter en times venten ved kajen fordi vi kom tredive sekunder for sent, brugte færgen 40 vindblæste minutter på at fragte os ud til den lille paradisø med sandstrande og vingårde i hobetal. Solen og havet blev skamløst udnyttet af vore indtil nu blege kroppe og der gik ikke længe før det ozonlagsløse land havde gjort os røde som krebsdyr. Vi vandrede derefter til en vingård for at foretage den nok billigste måde at få en lille fjer på: Vinsmagning til $5 (20kr), der inkluderede syv halve glas vin af forskellig art. Da vi derefter besluttede os for at købe en god flaske hvidvin til $20 til at nyde udsigten fra gårdens baghave med, blev vi oplyst om at den kostede $40 (efter de havde åbnet den). Men fantastisk var det at sidde på græsset og nyde det fabelagtige landskab med et glas Cabernet Savignon.

Søndag aften mødtes vi med Kasper og Andreas. Det synes umuligt for Jacob at slippe for Kasper, som han har arbejdet sammen med de sidste 6 måneder og har gået i gymnasieklasse med. Selvom Jacob er rejst til den anden side af jorden følger Kasper stadig efter ham med stor succes. Vi spiste en god bøf sammen, der bekom os vel efter en kost hovedsageligt bestående af frugt og toast.

Vores liv i sus og dus med 4-stjernede hoteller og middage i byen er slut. Efter at have taget et greb i lommen og erkendt, at det ikke holder at smide om sig med guldet, må vi spare. Nu står den på mad fra supermarkedet og hostels. Vi må vænne os til at leve sammen med andre mennesker og til at dele toiletter med ukendte personer. Forfærdeligt.

Mandag morgen kunne vi endelig forlade Auckland og drage nordpå til Paiha. Da vi pure nægtede at bo på det hostel, som Kiwi-experience havde stillet til rådighed, valgte vi i stedet at søge lykken andetsteds. Vi endte hos Omri, der delte flyers ud om sit eget lille ulovlige hostel a.k.a. hans hjem. Omri var en israelsk Vin Diesel-klon og et utroligt unikt menneske, hvilket kan illustreres ved hans svar til Jacobs kommentar om at det var hårdt at komme op ad bakken til hans hus; "Da jeg var 19 år var jeg i den israelske hær og kravlede opad bjerge".

Paihia kunne ikke holde vores opmærksomhed ret længe, så vi deltog næste dag i en udflugt til det n

ordligste nordlige, Cape Reinga. Der blev sandboardet og sovet i bussen til den helt store guldmedalje, og på vej tilbage fra kiwiernes svar på Skagen, (med mødende have og det hele) så vi en lang strand kaldet Ninety Mile Beach, hvilket den sjovt nok ikke var.

Onsdag stod den på vandretur til et fjerntliggende vandfald med tilhørende tørstbringende hjemtur og efter et hurtigt farvel og tak (han havde vasket vores tøj, den filur) til Omri besteg vi bussen og endte i velkendte Auckland, hvor endnu en Couchsurfing-fest udvidede vores voksende antal af perifere udenlandske bekendtskaber. Vi fik blandt andet en masse gode tips om Thailand fra den østrigske kok Manfred, som vi kendte fra tidligere, og som simpelthen er en for kompliceret (og sindssyg) person til at kunne forklares her. Han siger vi må låne hans hængekøje på Ko Pa Ngan, nice.

Torsdag gik turen til Waitanga, hvor vi på vejen slog et smut forbi Cathedral Grove. Mens vores med-Kiwi-passagerer slappede af på stranden, kravlede vi langs med klipperne og endte på en fuldstændig øde strand, som vi derefter tog i vores besiddelse. My Beach, bør den nu kaldes af alle fremtidige besøgende.

Til sidst bør Jacobs første tøjvask omtales. Selve vasken gik udmærket. Tøjet fik i hvert fald en mere liflig lugt. Dog opstod der et problem, da tøjet skulle tørres. Vores hotelrum fungerede ikke som ønsket, og tøjet blev derfor ved med at være fugtigt. Efter dages venten, måtte vi give op og gå ned i den nærmeste park for at sprede tøjet ud i solen og lade det tørre her. Jacobs karriere som husmor virker lovende.

Cheers m8's - Don't let the sun kill ya!

J&J