Vi er langt hjemmefra

Hello! (Som Kiwierne* siger). Vi er velankommet til Auckland efter verdens længste, kedeligste og mindst begivenhedsrige flyvetur. 33 timer var den samlede rejsetid. Så kort tid tager det at komme så langt væk, det stort set er fysisk muligt på jorden.

Vores firestjernede (og totalt overflødige) hotel lever ganske vel op til vores standarder med motionscenter, roomservice, udsigt over op til flere palmer og vidunderlige curly fries*. Det tog os en del tid at finde herud, siden det offentlige transportsystem fungerer nogenlunde ligeså godt som en søpølse med en boremaskine. De har valgt at stoppe hovedstadens tre(!) togruter i ferien, så det eneste der kører er 30 busruter uden sans for retning eller evne til at kunne klokken.

Første aften vi var her tog vi til Couchsurfing*-fest på kajen, hvor vi mødte mange mennesker fra Jorden, deriblandt en enkelt dansker, en fantastisk dejlig tysker, Max, inderen Kirin - "Manden med det halve fuldskæg" - og en masse små indfødte kiwier.

Mentaliteten her i New Zealand er frustrerende afslappet. Alle koger, slapper af og nyder livet, hvilket ofte resulterer i unødig ventetid. Det tog os 40 minutter at få to stykker brød på trods af, at der var 50 ansatte i butikken og det halve antal kunder. De må have arvet mentaliteten fra de indfødte, maorierne, der af andre New Zealændere beskrives som "fede og dovne". En ting kiwierne må roses for, er deres evne til at skabe et velfungerende multikulturelt samfund. Her er alle typer mennesker fra alle verdenshjørner.

Torsdag morgen fik Jacob overbevist Steffen om at løbe en tur op af One Tree Hill, der på trods af navnet er velbegroet af både kæmpehøje træer og kæmpe mange får i evig vandren. Skønt klokken ikke var mere end halv ni om morgenen, gjorde den allerede høje sol sit, for at turen op af den 183 meter høje bakke blev en udmattende oplevelse. Dette var dog hurtigt glemt, når man kom op på toppen, hvor et 360 graders panorama af Auckland åbenbarede sig for os; et herligt syn, som* vi desværre ikke har billeder af. Turen ned var lettere.

Senere valgte vi at besøge den lokale zoo i selskab med "ze German" Max. Det kunne have været så godt - men nej. Vi blev lovet "elefant cage", "lion hill", "penguin shore" og T-rex. Både "lion hill", "elefant cage" og "penguin shore" eksisterede. Problemet var blot den slående mangel på dyrene, som vi ellers forventede at se nyde livet i burene. Kiwier - Kiwiernes højt elskede og udrydningstruede nationalfugl - havde de dog. En utroligt underholdende, dum og klodset fugl, der går, som om den har skidt i de bukser, den ikke har på.

Vores første bytur i Auckland blev forholdsvis ødelagt af at vi ikke kunne komme ind nogle steder i vores mangel på ordentlig ID, der på kiwi betyder et pas. Det løb lidt ud i sandet, da de fleste barer lukkede kl. et og vi var overladt til tomme gader. Næste gang vi smager alkohol, lover vi, at vi opfører os fuldkommen sindssygt og berette om det på bloggen.

Alt i alt må vi konkludere, at her er mere spændende end i Danmark. Selvom vi begge savner vores produktionsjob som hhv. is- og kassettemager. Det er udmærket igen at opleve sol, bære shorts og spise frisk frugt.

Følg med næste fredag, hvor vi blandt andet vil berette om Jacobs første egenhændige tøjvask. Hans engelsk er nu nået op på et i hvert fald sjetteklasses niveau og folk er efterhånden stoppet med at kigge underligt på ham og grine høfligt, når han åbner munden.

* Kiwi = New Zealændernes selvvalgte øgenavn, som de har påtaget sig efter den føromtalte fugls.

* Curly fries = Kartofler, der er skåret i spiraler for derefter at blive fantastisk krydret og friturestegt. Dejlig spise. Anbefales

* Couchsurfing = Globalt netværk af venlige mennesker, der enten låner deres sofaer ud til rejsende eller rejser rundt på folks sofaer.

* Som = Relativt pronomen, der kan fungere enten objektivt eller subjektivt i en sætning.