Vi kan både hoppe, gå, svinge og feste

Hvad der er sket i den sidste uge er flydt/flødet lidt ud. Vi har været to steder; Queenstown og Fiordland Nationalpark. I Queenstown festede vi og i Fiordland Nationalpark gik vi. Dette lyder muligvis begivenhedsløst, ensformigt og ligegyldigt, men frygt ej! Vi har haft en fantastisk uge.

Fredag aften måtte vi til Jacob's skuffelse nedgradere aftensmaden og spise mikrobølgeguf og kineser spaghetti, da vi på turen til Milford Sound fik en gigantisk buffét, der gjorde valget mellem at se udsigten eller at spise maden til et svært dilemma. Vi synes dog, at vi fandt den gyldne middelvej. Til maden fik vi en god goon*, der desværre fik vores gniergen til at forsvinde og sendte os ned i byen, hvor vi hyggede ganske fint.

Lørdag sov vi længe og nød tømmermændene indtil skæbnestunden, hvor vi måtte se frygten i øjnene og kaste os ud i et bungyjump. Efter en times bumlende køretur gennem øde bjergområder var vi endelig kommet til vejens ende. Vi blev fastspændt i alverdens sikkerhedsbælter og fik derefter mulighed for at gå ud på udsigtsplatformen, hvor vi havde en glimrende udsigt over hvad, der ventede os. 150 meter ned, hvor af de 134 meter er frit fald, hvilket svarer til en faldtid på 9 sekunder eller 4 gange rundetårns højde. Derefter hopper man lidt op og ned og fires så hele vejen op.
Med rystende ben og småbrune underbukser gik vi op på vognen, der kørte os ud til den fritsvævende platform, hvor slaget skulle stå.
Vi hoppede, og det var sjovt. Derefter tog vi en gyngetur i verdens højeste gynge. Det var også sjovt. Steffen skreg som en stukket gris. Dagens vanvittige stunt blev fejret med en New Zealand-kendte "Fergburger", der slår Burgerking og McDonald's med mange alen. Så tog vi vist også ind på en bar sammen med tyskerne Thilo og Max og danskerne Christopher og Michala for at holde øje med hvordan ungdommen teede sig nu til dags. Deres opførsel var ganske utålelig. De drak, dansede og gjorde tilnærmelser til hinanden på tværs af kønnene. Puha. For at undgå de vilde teenagere tog vi på stranden, hvor vi fik os en god sludder om heste og World of Warcraft med nogle lokale politimænd. Herefter tænkte vi, at det nok var bedst at gå i seng.

Søndag lavede vi absolut meget lidt. Der blev sovet længe, der blev læst bøger, der blev hørt musik, og der blev ligget længe i lagnerne, men så stod vi endelig op og købte fantastisk stort ind til vores 4-dages vandretur. Nudler, pasta, ketchup, vand, pesto, chokolade, frugt, tun, tun og et kæmpe lager af müeslibarer. Det sidste civiliserede måltid inden turen blev flot frembragt af Steffen og Michala, der brugte tre gode timer på at lave kartoffelpandekager med salat, uden kartoffelpandekager. Middagen blev ganske præcist beskrevet af Max som værende "The worst dinner in my life". Retten blev kaldt "Happy meal" (på grund af den gode stemning, den spredte) og Lembas-brød (fordi man ikke havde lyst til at spise mere efter en enkelt bid).

Mandag stod vi tidligt op, men dog stadig for sent, da vi valgte af ignorere de første mobilalarmer og pludselig fik meget travlt, fordi vi skulle køre i to timer før vi kunne påbegynde vores vandring. Mo* var tungt lastet og skrabede konstant vejen på vores hastige tur gennem det imponerende landskab (som vi ikke lagde mærke til, da vi sov). Vi blev dog yderligere forsinket af en flok på 5000 dominerende får, som vi ikke nænnede at køre ned. Vi ankom til vores store forundring helskinnede til Te Anau, hvor der ventede os en 65 kilometers gåtur gennem bjergområder inden vi igen skulle forenes med Mo.

Vi, Christopher, Cille og Max påbegyndte vandringen kl. 12 med 15kg hver på ryggen. Den første dag gik gennem skov, hvor vi samtidig steg til en højde af 1500 meter. Pludselig stoppede trægrænsen og landskabet forvandlede sig på få meter fra grøn skov til hededækket bjerg. Her var vores primitive hytte uden bad eller strøm. Vi tilberedte vores wraps og gik tidligt i seng. De næste 3 dage var forløbet nogenlunde det samme. 5-6 timers gåtur om dagen, en middag af vekslende kvalitet, der dog indeholdt de fornødne kulhydrater, lidt kortspil og tidligt i seng. Spektakulære syn om hver et klippehjørne og i hver en lysning forsødede vores udmattende vandretur, der fik os alle til at drømme om skuldre og masserende hænder i en afslappende symfoni.
Den sidste aften glemte vi at tage vores skraldepose (alt hvad man tager ind i nationalparken, skal tages med ud igen) med indenfor, så den lokale opossum* hyggede sig med at sprede indholdet natten igennem. Dette fik vi den nok mest smilende skideballe nogensinde for, leveret af en hyggelig ældre skovridder-dame, der egentlig syntes vi var nogle søde unge mennesker.
De sidste kilometer, hvor vi faktisk kunne se hen til endestationen Te Anua var de værste, men hvor blev vi lykkelige over at se Mo igen. Mo bragte os frelste til Queenstown, hvor vi fik et yderst veltrængt bad for derefter at sprinte ned i Fergburger og smaske os mætte i en kaloriemættet kærkommen Cocadoodle Oink. Vores alkoholhungrende kroppe førte os viljeløse til det nærmeste og eneste supermarked, hvor vi storshoppede Carlsberg. Aftenen endte på tramperbaren, World Bar, hvor vi fik os nogle tepotter og dansede noget så heftigt.

I dag har vi sovet, siddet på computeren, set Seven, spist, læst og skrevet dette. Om lidt skal vi have mad.

So just chillax, say beedstefar and check out the pretty decent pictures, guys (møgsvin)!

Gandalf and Jacob

Goon =3 liter papvin til 40 kr, der indeholder både fiske-, nødde- og mælkerester. Mmmh
Mo = Max's gamle Ford til 4000 kr, der er blevet grumt mishandlet, men endelig har fundet sig en ordentlig bedstefar.
Opossum = New Zealands absolut mest forhadte væsen, der efter indførelsen i "et årstal" har spredt skræk, rædsel og truede dyrearter hvor end den er kommet frem.