Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE <!-- /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1107304683 0 0 159 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1073750139 0 0 159 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:10.0pt; margin-left:0cm; line-height:115%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri","sans-serif"; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} .MsoPapDefault {mso-style-type:export-only; margin-bottom:10.0pt; line-height:115%;} @page Section1 {size:595.3pt 841.9pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.Section1 {page:Section1;} -->

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin-top:0cm;
mso-para-margin-right:0cm;
mso-para-margin-bottom:10.0pt;
mso-para-margin-left:0cm;
line-height:115%;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:"Calibri","sans-serif";
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Det farlige liv som immigrant.

Jeg har før skrevet lidt om immigration, som er noget, der fylder rigtig meget i salvadoranernes liv, da alle har et familiemedlem, som lever mere eller mindre illegalt i USA. Også i min familie fylder det meget, fordi min salvadoranske mors to børn begge er i USA, selv om den ene er blevet smidt ud og lige nu venter på at blive deporteret. At de er der, er grunden til, at min mor har et forholdsvist stort økonomisk råderum, og at vi har ting som fjernsyn, stereoanlæg, playstation og køleskab.

For nogle uger siden tog lille Kevins mor, Digna, også af sted for at gøre forsøget. Som jeg vist skrev i det sidste indlæg, så kom hun midt om natten med Kevins ting, og så tog hun ellers af sted. Jeg ved ikke, hvor meget hun betalte "coyoten", men det er normalt, at man betaler 10-20.000 dollars. Og det er rigtig mange penge for folk her! Og det er selvfølgelig fristende for en coyote bare at snuppe pengene og så efterlade folk, hvad der jo så også skete for Digna. Hvem skulle hun gå til for at klage?

Efter det sidste blogindlæg er der sket en hel del. Det viser sig nemlig, at ham, som samlede Digna og de andre emigranter op i Guatemala eller Mexico, eller hvor det nu var, er fra den mexicanske mafia og nu forlanger 5.000 dollars for arbejdet. De penge har min mor så lånt af COMUS, og de ligger klar hjemme hos os. Problemet er, at vi ikke har hørt fra Digna i snart en uge, og vi aner ikke, hvor hun er, eller om hun har det godt. De tør ikke betale pengene, før de er sikre på, at hun er nået sikkert til USA, for de er selvfølgelig bange for, at ham her også snyder dem. På den anden side, så truer han med, at han vil slå hende ihjel, hvis ikke han får pengene, så min mor aner ikke, hvad hun skal gøre.

Det er vildt svært for mig som udenforstående at forholde mig til alt dette, som egentlig ikke vedrører mig, men som jeg jo ikke kan undgå at blive draget ind i alligevel, da jeg bor i samme hus, og "desværre" forstår så meget spansk nu, at jeg kan følge med i, hvad der sker omkring mig. Jeg bliver ved med at tænke: "nå ja, det går jo nok. Selvfølgelig slår han hende ikke ihjel!" Og det er jo klart, at jeg tænker sådan med den baggrund, jeg nu engang har. I Danmark ville sådan noget jo aldrig ske. Men hvad ved jeg? Sådan en hvid tøs, der kommer fra en rig og beskyttet del af denne verden, er totalt uvidende om de farer, der er forbundet med at emigrere illegalt. Det er jo skide farligt, og det er bestemt ikke for sjov, at folk gør det.

Nå, det var ikke et så opmuntrende indlæg, men sådan er verden jo heller ikke altid. Og det er jo netop derfor, jeg er her. For at opleve verden, som den også kan være. Men det er squ hårdt.