Profile
Blog
Photos
Videos
Eventyret er nu begyndt og efter smaa 8 dage i Honduras, er der naesten alt for meget at fortaelle.
Gruppen fandt mig i lufthavnen og fik mig sikkert om bord paa flyet til en noget turbulent flyvetur til Honduras. Vel landet i San Pedro Sula indsaa jeg hurtigt, at mit traethedsniveau ikke helt kunne maale sig med de andres, der jo havde vaeret paa farten i snart et doegn, saa da vores guide Mark havde fundet os, stuvet os ind i en bus og en truck og smidt alt bagage op paa ladet, maatte jeg lige traekke vejret dybt, faa styr paa min spaending og foelge trop og synke ned i en lille morfar paa koereturen til Tela.
Vi bor paa et lille hotel - hotel mango - beliggende midt i byen skraat overfor ´radio tela´som starter udsendelserne klokken 06 hver morgen. Hagen ved denne radio er, at den ikke sender vha radioboelger, men simpelthen smaekker et par store hoejtalere ud paa gaden og giver volumenknappen max gas. Ikke altid lige fedt, naar vinduerne bestaar af myggenet.
Foerste dag stod paa rundvisning og indkoeb af orange plastikarmbaand til 40$ stykket, som giver adgang til byens stoerste attraktion, hotellet Telamar som har en fantastisk pool med bar og hele molevitten, samt en forsmag paa, hvad regnvejr i Honduras egentlig indebaerer af stroemafbrydelser og tilfangetagenthed paa det lokale spisested, Mamma Mia. Denne restaurant huser udover maden ogsaa en netcafe, telefoner med billige minutpriser samt en meget, meget feminin tjener som drengene goer klogt i at holde ekstra godt oeje med! De er i forvejen lidt haardt spaendt for, da dreng/pige-fordelingen paa turen er 3 til 12, men de klarer den indtil videre fint og er saagar naaet dertil, hvor de godt kan smoere hinanden ind i solcreme uden behov for malerruller for at bibeholde en vis afstand.
Fra Tela har vi vaeret paa tur til natinalparken Punta Saal, hvortil vi ankom pr. baad og minsandten saa en delfin paa vejen, hvor vi snoklede, gik gennem junglen og saa krabber, store edderkopper, spiste termitter (de smager af gulerod, hvis nogen skulle taenke i de baner), saa en broeleabe som baade sked og tissede paa os og fik lokal frokost under palmeblade paa stranden, uhm!
Alting i Honduras foregaar i et meget, meget langsomt tempo, og som Mark siger, bestil noget mad og tre dage efter kommer tjeneren og sporger dig, om du nu ogsaa var sikker paa dit valg. Mange huse er meget usle, men lader alligevel til at vaere fuldt beboede, musikken meget ensformig: ´Duh da du dah, Duh da duh da´, og folk kigger rigtig meget paa os naar vi kommer gaaende paa gaden helt lyshaarede og eksotiske.
Vi fik et rigtig godt indtryk af landet, da vi tog paa en 5 dages roadtrip ind i landet med foerste stop i Copan. En god vej er en astfaltvej, ligegyldig hvor hullet den er eller hvor mange store klippestykker, der er faldet ned paa den, der er ingen fartgraenser, koeer og heste graesser og gaar frist paa vejen, det er normalt at en pickuptruck har mindst tre mennesker paa ladeet og saa har en eller anden faaet den geniale ide al lave ´tumulos´- mega irriterende, smaa lede vejbump over alt, saa man efter 17 ganges brems helt ned, bump, BUMP, gas op vitterlig er blevet groen i hovedet.
I Copan, en lille hyggelig bjergby med stejle brostensbelagte gader, indlogerede vi os paa vores eget hotel der en sjaelden gang imellem var saa luksurioest, at der var vand i hanerne og stroem i kontakterne. Herfra tog vi paa canopytur; Iklaedt seler, laederforstaerkede arbejdshandsker og (cykel)hjelme tog vi svaevebaner fraa toppen af et bjerg ned igennem skoven. En vildt fed oplevelse at haenge 30m oppe og bare droene ned af wiren mens man har en fantastisk udsigt over landskabet. Meget anbefalelsesvaerdigt! Vi saa ruinerne af Honduras´ eneste Maya storby, imponerende hvad de kunne bygge dengang, og moedte her en eskurtion af skoleboern fra fattige kaar som aldrig havde set turister foer. Aldrig er jeg blevet sturderet saa noeje og da alle ungerne var meget fascinerede af vores kameraer, blev det til ikke saa faa faellesbilleder. Efter Copanruinerne koebte alle en ridetur i bjergene og foer vi vidste af det, sad alle paa en afmagret hest, hver med sin maerkvaerdige opfoersel. Det var en noget anderledes tur, end i er vandt til fra Danmark, og man kunne godt fornemme, at hestene havde stor respekt for guidernes plastikreb, som da ogsaa blev brugt flittigt. Paa toppen af bjerget laa en landsby, hvor vi fik lov at see de lokale skoleboern oeve sig i nationaldansen mens deres smaasoeskende konstant rendte om foedderne paa os og forsoegte at saelge alverdens ting. Ens hjerte smelter virkelig naar halvnoegne boern med store oejne tilbyder en en hjemmelavet palmedukke, men det er bare helt umuligt at hjaelpe dem alle, desvaerre. En noget behageligere oplevelse var turen til de varme kilder, hvor vi tog mudderbad og dasede i dampende vand, en lidt maerkelig oplevelse, naar lufttemperatuens naermer sig de 30 grader. (Turen derop foregik dog paa en ad de vaerste veje nogensinde, saa med baade saadan en biltur og ridning i bagagen, faar man bare en smule ondt bagi!)
Vi er efter nogle dage med meget billige mojitos og en tur paa kareokebar ved at kende hinanden rigtig godt og alle i gruppen er med paa sjov og ballade, saa mere fedt og hyggeligt kunne det ikke vaere!
Fra Copan tog vi til cigarfabrikken i Santa Rosa, hvor det ikke var tilladt at fotografere grudet foretningshemmeligheder, men vi fik set hele processen fra blad til faerdig cigar (toerring, ribning, kogning, rulning etc.) og fik selvfoelgelig en lille smagsproeve med hjem - indtil videre er det dog kun drengene der er gaaet i krig. Fra fabrikken satte vi kursen mod byen Gracias til et hotel med haengekoejer og den bedste mad til dato (= mest vestlige mad) men med den vaerste udflugt so far. Efter en doegns regn var de i forvejen elendige veje naesten skyllet vaek saa koereturen op i bjergene var forfaerdelig og efter 30 min af vores to timers trekkingtur var vi allerede noget skuffede. Klatret i bjerge fik vi skam, men vi saa ikke saa meget som et eneste dyr ej heller nogen fugle, saa humoeret dalede i takt med at oenheden i baller og laegge tog til. Lidt aergelige tog vi ud til en lille Lenke landsby (hvor vi paa vejen fik selskab af 7 lokale som mente de sklle have et lift vbag paa trucken) og moedte her den lokle pottemagerske, som hver morgen stod op kl. 03 og gik 7 km til en anden landsby for at hente ler saa hun kunne lave sit keramik. Vi fik ogsaa lov at proeve, men i stedet for at fremstille fine smaa kander, som det ellers var meningen, mindede aktiviteten mere om billedekunst i 3. klasse. To af drengene viste dog stor kreativitet og formede to meget flotte askebaegre. Tilbage paa hotellet fik jeg midt i min spaghetti en sten paa stoerrelse med en pegefingernegl, uden af der fandtes nogen logisk forklaring paa, hvordan i alverden en sten kunne havne der. Min naesten braekkede tand inkasserede gratis is til hele banden, men jeg kan ikke lade vaere med at taenke paa, hvordan tingene ville have udviklet sig, hvis det samme var sket derhjemme..
Den efterfoelgene dag stod paa otte timers koeretur tilbage til Tela og gjorde paa vejen holdt ved Pulhapanzak-vandfaldet. Havde vi noejedes me at see dette paa afstand havde oplevelsen vaeret saa som saa men for 100 lps (5$) fik vi lov at kravle langs klipperne og ind under vandfaldet. Da vi er midt i regntiden var der meget stoerre maengder vand i floden end normalt saa der var virkelig tryk paa vandfaldet. E sindssygt fed og van(d)vittig oplevelse, der fik adrenalinen til at bruse ved moedet med saa store naturkraefter! Ingen kom alvorligt til skade, udover Sonnyboy - vores ekstra udviklingsstudent guide - der faldt to gange paa vej hen til faldet og fem gange paa vej tilbage og paa sit sidste skvat endte i et pigtraadshegn.
Nu tilbage i Tela glaeder vi os over varmen og solen og vores skoenne pool og har ellers vaeret en tur i havet og oeve os i kajaksejllads til vores mini loeb-cyel-kajak-triatlon senere paa ugen.
Jeg er begyndt at forstaa, at Honduras er et land der spaender meget bredt hvad levestandarden angaar, mange har lidt og dem der har noget goer alt hvad de kan for at beskytte det med pigtraad og hoeje mure. Naturen er ikke saa unik som jeg havde forventet, men folk er meget smilende og gaestfrie og det er utroligt at moede en kultur saa forskellig fra, hvad jeg er vant til. Alle i gruppen har nok faaet lidt af et kulturchok men vi holder godt sammen og fordriver tiden med masser af spas, loejer, dyrelyde og daarlige jokes. Det kunne ganske enkelt ikke vaere bedre!
- comments