Profile
Blog
Photos
Videos
Alle der har rejst vil nok give mig ret i, at man moeder utrolig mange spaendende, sjove, maerkelige og skaeve mennesker fra hele verden, men at det en gang imellem er rart at rende ind i nogen derhjemmefra. Vel tilbage i Miami stoedte vi paa nogle danske gutter fra Aarhus og Koebenhavn, i hvis selskab vi fik drukket et par oel og vendt verdenssituationen. Det blev dog ikke til saa mange bajere som man kunne have oensket, da hele selskabet allerede havde voldtaget deres dankort i stoerre eller mindre grad. Liv og jeg var faktisk saa flade, at vi den efterfoelgende dag blev skudt til at vaere et par oesteuropaeere fra Rumaenien - saa er den virkelig helt gal!
Livs sidste dag tilbragte vi paa stranden, hvorefter vi for en gangs skyld valgte at goere som vores (eks)chefer Bo og Stub havde anbefalet, nemlig at tage paa det brasilianske steakhouse Fogo De Chao. Noget underdressed kom vi ind paa en meget fornem restaurant og naaede knapt nok hen til bordet foer stolen var trukket ud og skubbet ind igen og servietten lagt i skoedet. Konceptet paa dette sted var, at man foerst skulle gaa op til den bugnende og laekre salatbar og fylde en tallerken (som man ikke selv maatte tage men fik overrakt) hvorefter man skulle gaa tilbage til sin plads og vende en lille oelbrik fra roed til groen, og saa skete der ellers ting og sager! Saa snart brikken var vendt kom tjenerne sprintende ind med store stege paa spid; oksekoed, svinkoed, lam, kylling, you name it, og saa var det bare at pege og traeffe sit valg mellem welldone. medium, rare, walking, still alive, og ellers tage for sig af retterne. Vi fandt hurtigt ud af, at det var en god ide at vende brikken om igen, hvis man ville have fred til at spise, men selv da, var der 15 tjerere tilstede til de ca 30-35 gaester saa man foelte sig altsaa en lille smule overvaaget. Efter at have indtaget koed med mere koed samt uhyrlige maengder af kartoffelmos og sjove bananer i ukendt dyppelse (som vi konstant fik friske forsyninger af) fik Liv til overtjenerens store tilfredshed udtrykt sine folelser med et: "Oh i'm in heaven!" I loebet af aftenen var vi dog begyndt at frygte regningen en smule men blev positive overraskede da vi 'kun' skulle af med 50$ pr mand, saa det var slet ikke saa ringe endda!
Da Liv satte sig i shuttelbussen naeste dag stod jeg tilbage og foelte mig lidt Palle alene i verden, men ved aftensmaden paa hostel (3$, godt for den slunkne konto) moedte jeg en utrolig fimset amerikansk fyr Nathan og hans schweitziske veninde. Nathan henledte min opmaerksomhed paa en ganske paen fransk fyr og fortalte, at han aftenen foer var kommet til at stjaele fanskmandens t-shirt simpelthen fordi, han bare var saa utrolig flot! Nathan havde desuden luret, at t-shirtens tidligere ejer ogsaa brugte en helt vild laekker parfume, saa nu kunne han ikke lade vaere med at gaa og lugte til t-shirten hele tiden. Mens Nathan fortalte kom en anden ganske nydelig ung mand gaaende forbi, hvortil Nathan prompte udbryder: "There goes another t-shirt!" En anden lille anekdote fra denne aften var, at vores hostel ligge rlige over for "The Hebrew Home" - et plejehjem for gamle joeder. Mens vi sidder udenfor og spiser, koerer en ambulance op til hjemmet og en gammel mand i rullestol bliver koert ud. Da han ser skiltet paa bygningen gaar han oejeblikkeligt i panik og raaber: "I'm not jewish, i'm not jewish!", men det hjalp ham desvaerre ikke. Naeste dag holdt ambulancen der igen, saa vi gik ud fra, at han sandsynligvis havde faaet et slagtilfaelde af bare raseri og var krattet inden han naaede op paa sit vaerelse.
Grundet pladsmangel kunne jeg ikke blive paa Jazz hostel men maatte flytte til South Beach Hostel halvanden gade vaek for en enkelt nat. Dette blev starten paa en rigtig elendig dag, der forloeb saaledes: Jeg vaagnede op og saa pludselig et lille gennemsigtigt dyr paa min hovedpude, der til forveksling lignede en lus. Halv panisk stod jeg op for at spise morgenmad og derefter loebe hen og koebe luseshampoo men opdagede saa, at nogen havde stjaalet min morgenmad. Dobbelt oev! Velhjemme efter indkoebsturen fik jeg vasket haaret og maatte derefter sprinte ned og chekke ud. Saa bar jeg alle mine ting over paa det andet hostel og matte vente et par timer foer jeg kunne tjekke ind, men i mellemtiden gik jeg paa posthuset for at shippe nogle ting hjem, for hvilke jeg blev bonnet 50$ - trippel oev! Efter check in gik jeg i gang med at vaske ALT grundet 'lusefaren', men i vaskerummet regerer kakerlakkerne og en af de smaa djaevle fik forskraekket mig saa meget, at jeg tabte min telefon og smadrede skaermen, pis! Jeg matte derfor endnu engang vade ned mod south beach centrum, finde en elektronikbiks og betale 100$ for en s***ty moegtelefon. Oev i tredje potens! (Naar en telefon har en brugsanvisning paa 1 side, saa ved man, at det er noget moeg!) Da jeg utrolig negativ kom sjoskende hjem til hostel moedte jeg min roomie, Andrew, som var den soedeste, soede gut og som reddede min dag ved at bryde loven og koebe en oel til en 'underage drinker' fordi han kunne se, at jeg virkelig traengte. Hvis det ikke er roomie-buddy-makker-hjaelp, saa ved jeg ikke hvad er! Andrew var ydermere saa hensynsfuld, at han gik i byen og ikke kom hjem foer end jeg var staaet op; en hel nat alene paa et vaerelse uden forstyrrelser, det er efterhaanden ved at vaere en sjaeldenhed!
Tilbage paa Jazz Hostel endte jeg paa et vaerelse med tre soede piger fra England og Australien som overtalte mig til en aften i byen, paa trods at min 'voksen i europa/baby i usa'-status. Der var fest i vaerelse 208 hos folket fra Usa, Sydafrika og England, der dog endte brat da receptionisten smed os ud. Det er aabenbart ikke tilladt at drikke oel andre steder end i lobbyen, hvor det er forbudt efter kl. 10, saa man skal gaa i koekkenet indtil kl. 11.30 osv. Der er mange maerkelige regler i Amerika! Aftenens glaedelige begivenhed var, at jeg snoed systemet og kom (gratis) ind paa en klub uden id og makeup og ifoert klipklappere, dvs at jeg faldt fuldstaendig igennem dresscode'en, herligt! Den efterfoelgende dag blev tilbragt i selskab med mine roomies ved marinaen og paa stranden (jojo, jeg er ved at have en helt god fave nu) og afsuttet med en middag paa Oceans Dr og en hjemtur langs vandkanten, hvor vi desvaerre forstyrrede baade noegenbadere og et par, der ikke helt havde taget hoejde for, at en fuldmaane lyser hele stranden op, ogsaa skyggerne bag de lukkede strandboder.
Nu sidder jeg og venter paa shuttlebussen som skal koere mig til Miama Int. hvor jeg skal moede gruppen, jeg skal rejse med i Honduras. Det har slet ikke vaeret saa svaert at vaere alene i den store farlige verden og nu kan jeg bare laene mig tilbage og lade andre klare de store beslutninger om logistik, overnatning osv., det bliver skoent!
Vi ses i Sydamerika!
- comments
Lars Hej Christina Det lyder godt nok til at du hygger dig - fedt! Glæder mig til at høre om Honduras og dykker certifikatet :-)