Profile
Blog
Photos
Videos
Spanish, bananas and a trip into the wild
Tilbage til virkelighedens verden; Tela, kedelige cornflakes paa Mama Mia og fem dages spanskundervisning. Efter en mindre test blev gruppen inddelt hold alt efter hvor meget eller lidt spansk vi nu engang kunne og personligt endte jeg (absolut ikke overraskende) i kategorien: ¨nada¨. For afvekslingens skyld blev de to hold, der var paa fuldstaendig bar bund hvad spansk angaar, koert til Casa Aura, et fint hus tilhoerende chefen for vores guideselskab Garifuna Tours. Min gruppe var saa svineheldige at faa den laerer som kunne engelsk, mens de andre trak nitten og moedte sproget lige paa og hardt. At vores laerer Karen derudover var 23 aar og virkelig flot, hjalp ogsaa gevaldigt paa humoeret. Sina, Sara og jeg syntes, at hun var virkelig soed, Lene elskede hendes bluse og Morten kunne godt lide hendes roev - og saa var alle jo glade :) Paa trods af et ihaerdigt arbejde fra Karens side var spansk dog ikke det mest sindsoprivende spaendende vi har foretaget os, slet ikke efter Utila, og efter fem dages sveden, taenken og grammatisk jongleren var vi alle meget enige om, at man med fordel kunne placere spanskundervisningen som noget af det foerste i programmet. Som afslutning paa det hele fik vi tildelt et fint diplom ved en rigtig lille ceremoni og kunne derefter glade (og lettede) begynde at se frem til vores vildmarkstur.
Foer denne var vi dog ogsaa paa besoeg hos ¨Dole¨, en bananproducent, hvis varer vi nemt finder i danske supermarkeder. Vi laerte dèr, at det af en eller anden grund er meget vigtigt at baere haarnet naar man omgaes bananer, at der kasseres virkelig mange af slagsen foer de shippes til bla. europa (dvs, de kasserede bananer ender paa markedet i Honduras) samt, at bananer flyder ganske fortraeffeligt, hvilket vi kunne konstatere, da alle bananer bades virkelig grundigt i kaempe kar under processen.
For at fejre vores ¨Mango Hotel Spanish Class¨-certifikat besluttede vi at feste vildt og voldsomt paa en lidt smaatarvelig bar ved stranden, som reelt ikke var andet end et lokale med bardisk, stole og et haerget anlaeg som straks steg i kurs, da vi fandt ud af, at vi kunne saette vores ipods til og derved slippe for at hoere de honduranske ¨du-da-du-dah¨rytmer hele aftenen. Til festen havde vi selskab af serveringsboessen fra Mama Mia, som virkelig fik givet den gas og delte lapdances ud til hoejre og venstre, samt af flere Bodygurads - maend Mark havde hyret specielt til at passe paa os og foelge os de 300m hjem. Lidt syret oplevelse at faa sine egne securityfolk, bare fordi vi skal gaa fordi byens lille park, hvor der foerhen er sket ting og sager. Isaer Mads havde meget svaert ved at forstaa behovet for backup guns, hvilket foerte til foelgende ordveksling mellem ham og Sara: ¨Mads, kom nu med din idiot, i april var der fire mennesker der blev skudt i den park!¨ ¨Jamen det er jo september nu!?¨. Alt i alt var det en fremragende fest, som jeg naesten gik glip af grundet en meget ondsindet forkoelelse, der sendte mig i braedderne indtil en halv time foer afgang. Jeg blev dog blot endnu engang bekraeftet i, at oel og hyggeligt samvaer er kuren mod alt ondt, lige fra drukskader til snot i hele hovedet.
Hvis nogen forresten skulle vaere af den opfattelse, at alt hernede kun er sjov og ballade, har de fuldstaendig ret og da vi vendte tilbage efter en shoppetur til et rigtigt storcenter i San Pedro Sula laa der en fin lille seddel til mig i receptionen med foelgende upraecise tekst i allerbedste Hondurasstil: ¨Hej Chris, vi kommer og finder dig 7 - halv 8 maaske, vi ved det ikke endnu, men det tror vi nok - okay? Hilsen Axxe og Axxe¨. Sedlen var fra mine skoenne gymnasiekammerater Anne og Aske, som selv er paa eventyr i central- og sydamerika og som lovet kom de paa visit med goder som Beliziansk rom og clikmix (!!). Det var saa dejlig at se dem igen og hoere om deres oplevelser, men ogsaa list surrealistisk, at jeg rejser om paa den anden side af jorden for at se verden og saa moeder mine gode gamle mine venner og spiser dansk slik. Nu kan jeg lidt igen!
Vildmarksturen til krokodillefloden indebar en deling af gruppen, saa halvdelen seljede kajakkerne paa havet fra Tela til en lille landsby, hvor vi skulle spise frokost mens resten saa skulle sejle fra landsbyen op ad floden til vores camp. Det lyder umiddelbart let, men det lykkedes fire af pigerne at sejle forbi landsbyen og allerhelvedes meget videre paa trods af, at der stod 10 mennesker paa stranden og vinkede som gale og raabte at deres lungers fulde kraft. Min kajak var lige ved at lave samme stunt og misse gruppen og jeg sagde saaledes til min kajakmakker Bettina: ¨De er godt nok glade for at vinke hernede, hva'?¨ sekundet inden vi var ved at kollidere med Soeren, som havde ofret sig og var svoemmet ud for at stoppe os. Anna viste sig fra sin handlekraftige side, da hun skaffede en lokal baad med dertilhorende ejer og kommanderede ham ud paa en stoerre redningsaktion, for at fange de forvirrede piger. Genforenet begav vi os saaledes op langs floden til vands og til lands og ankom snart til en mark-lignende lysning fyldt med koer, faar, hoens og hele to aender - vores campingplads! Efter at have slaaet telte op - isaer drengene havde problemer med deres giganttelt med navnet ¨Mother of comfort¨-, pustet luftmadrasserne op og vaennet os til tanken om at sove paa en bare madras uden noget som helst, ifoerte vi os saa meget toej/regntoej/myggespary som overhovedet muligt og gjorde klar til at sejle gennem junglen i morerke.
At glide lige saa let og forsigtigt gennem vandet i skumringen og hoere junglens lyde, taende sin (maaske improviserede) pandelampe og spejde efter lysende oejne i moerket var virkelig en oplevelse, og jeg foelte naesten at jeg begik en mindre forbrydelse, ved paa den maade at forstyrre naturen. Paa trods af ihaerdig soegen lykkedes det os kun at se ét par oejne som maaske tilhoerte en af de krokodiller vi var paa jagt efter, eller ogsaa var det bare en froe, man ved jo aldrig.
Aftensmaden blev indtaget i landsbyen La Ensenada med efterfoegende Garifuna-dans med musik og serioese hoftebevaegelser leveret af de lokale garifunafolk samt Mark, som nok havde faaet lidt for meget af den lokale hjemmebryggede Guifiti rom. Der var i hvert fald ingen som kunne forstaa ahans a-b-c ¨dans med hoften¨-instruktioner, som aendredes hver eneste gang han udfoerte dem. Efter en rolig, men varm nat, hvor vi blev vaekket af en ko og saamaed ogsaa af en lokal kvindes transistorradio som spillede - gaet engang - radio Tela, tog vi en rigtig slapperdag i skyggen mens Helle forsoegte at overbevise os alle om, at hun om nattn havde hoert et broel, som uden tvivl tilhoerte en jaguar! Hendes argumenter faldt dog lidt fra hinanden, da drengene kom i tanker om, at de da vist ogsaa havde set en smoelf liste rundt uden for teltet.
Tilbage i Tela skulle taskerne endnu engang pakkes for at goere klar til turen til La Ceiba og det frivillige arbejde, som jeg lige akkurat naar, inden jeg skal afsted til nye eventyr i Venezuela.
- comments