Profile
Blog
Photos
Videos
Venezuela here I come!
Flyveturen fra Honduras til Venezuela var forholdsvis udramatisk bortset fra, at mellemlandingen i Costa Rica tog meget laengere end planlagt saa da vi endelig landede i Panama var klokken 45 min over mit boardingtidspunkt. Jeg ventede frustreret paa at komme ud af flyet og var lige ved at faa et slagtilfaelde, da jeg fandt ud af, at vi skulle med bus til terminalen og derfor skulle vente paa HELE flyet foer vi kunne koere. Jesus Kristus som minutterne tikker, naar man ved, at man er bagud! Jeg sprintede gennem terminalerne alt imens jeg hoerte mit navn opraabt i hoejtalerne som "absolutly final call" og naaede heldigvis flyet i sidste oejeblik, med pulsen bankende i tindingerne. Med den fart jeg havde haft paa, naerede jeg ikke store forventninger til min taske og blev derfor utrolig positivt overrasket over at se den trille nok saa fint ned paa bagagebaandet i Caracas - Man har sandelig lov at vaere heldig en sjaelden gang imellem! Efter at have rendt forvirret rundt i et kvarters tid for at lokalisere og udfylde den aabenbart meget vigtige toldseddel, som skulle afleveres umiddelbart foer sidste bagageskanning (hvor damen ved skaermen sad og skrev paa telefon og ikke vaerdigede billederne saa meget som et blik) blev jeg fundet af guiderne fra Eventure og foert hen til den ventende gruppe.
Da alle var samlet blev vi stoppet ind i en bus med praecis 17 saeder (om alle saeder saa kvalificerede sig til titlen "siddeplads" kunne godt diskuteres) og paabegyndte vores 5 timers tur til campen i Chichiriviche. Der var reelt ikke saa langt til campen, men trafikken i og omkring Caracas er fuldstaendig vanvittig og da det ydermere regnede som ind i helvede herskede et fuldstaendigt kaos. Ud af vinduet saa vi to biler fastklemt under traeer vaeltet af mudder og regn og jeg blev ganske betaget af, hvor usselt det er muligt at bo i blikhuse paa skraaningerne i mange, mange lag. Traette og grydeklare ankom vi til campen, der lignede et treehouse i luksusklassen, og kunne endelig laegge hovedet paa puden (hvis man altsaa var saa heldig at have saadan én) i vores nye tildelte haengekoejer.
Foerste dag gik med navnelege, introduktion til campen & guiderne, regler og pligter (to ting der ikke er saerlig mange af), Chichiriviche by og stranden i regnvejr. Vi havde vores foerste ubehagelige moede med de sydamerikanske myg, som er nogle sande draebere og ikke kerer sig det mindste om min aggressive spray med 30% DEET og andet godt fra laboratoriet. Vi blev kort fortalt aedt levende og det var ikke foert vi stoedte paa det lokale (f***-)off-moskito-crema, at vi fik fred. Fred havde vi brug for, for dagen efter tog vi med to baade - Lancetas - ud til Cayo Sombrero til en ren Robinson Crusoe proevelse, Vi ankom til den mest fantastiske bountystrand man kan taenke sig, men guiderne mente bestemt, at vi skulle om paa den anden side af oeen og da vi ikke kunne gaa tvaers over pga. fare for smitte med moskitobaaren dengue-feber, maatte vi haeve alt der ikke skulle vaere vaadt op over hovedet og vandre langs kysten i vand til brystet, mens vi samtiddigt forsoegte at undgaa de vaerste sten og bundloese mudderhuller. Frisk start paa en atventuretur og vi blev da ogsaa beloennet for vores haarde slid med en spansktime i vandkanten og en efterfoelgende strandtur og snorkling paa cayo'ens bedste strande. Godt svitsede og knaldroede vendte vi naesen hjemad kun for at opdage, at morgendagens program ville byde paa endnu en strandtur kombineret med en volleyturnering. Lige optimisisk nok med saa meget sol til den blege, danske hud (jeg er, igen, den bruneste, med mine to og en halv maaneders forspring, men det varer nok heller ikke saa laenge denne gang). Turens foerste fest fandt sted samme aften efter vi havde vaaeret paa et rigtigt "booze cruise" til det lokale Liqueria, og handlet mange oel og rom á to liter flasken. Med dét lager i baren, var der intet der kunne gaa helt galt og det blev da ogsaa et brag af et velkommen! Guiderne havde arrangeret lidt festivitas, saa pludselig dukkede tre lokale musikere op med guitarer, La Bamba og limbosangen mm., og de fik senere selskab af flere gutter paa trommer og maracas, til en heftig omgang salsa, merengue og rumba. Vi kunne hurtigt konstatere, at Martin havde langt de bedste hofter af alle pigerne og at guiden Tatan ikke altid taenker lige langt, da han valgte at haelde 20 liter vand ud paa borde og dansegulv, vel at maerke uden at advare nogen foerst!
Oemme i krop og hoved efter nattens udskejelser (vi satte rekorden for den laengst varende velkomstfest i campens historie) havde vi fri inútil middag til at lave Crunch med pandekager (hvilket ogsaa tog HELE formiddagen) inden den stod paa spanskundervisning paa taget af vores faelles soverum - casa de hamaca. Danske Mads og venezuelanske Astrid goer et virkelig godt job med spanskundervisningen og skal have stor ros, selv fra undertegnede, der er en semi-elendig elev, som har noget svaert ved sproget.
Vi satte uret - en ting vi ellers goer det meget lidt i hernede - til kl 04.00, saa vi kunne naa en hurtig morgenmad inden vores halvandendagstur til junglen og efterfoelgende tid i et stort mall. Koereturen paa et par timer i den foernaevnte noget trange bus var bestemt til et par timer, men meget lidt tid foregik paa astfaldtvej eller bare paa almindelig grusvej, naeh nej, vi skulle skam opleve vejene i bjergene paa foerste haand, hvilket ogsaa resulterede i, at vi maatte sstige ud for at give bussen en chance paa de stejleste steder. Midt i det rene ingenting skete dét, der ikke maatte ske og bussen punkterede, hvorefter vi maatte goere holdt ved en lille gaard, hvis beboere havde serioest brug for hjaelp til at skille en ko fra dens nyfoedte kalv, saa de kunne malke. Guiderne og Frederik gjorde en stor indsats, men efter at koen havde skidt kalven i hovedet i kampens hede, blev foretagenet droppet og vi kunne ifoere os vores tasker og goere klar til trekket op til Cueva del Zumbador i 250 meters hoejde. Efter et par timers vandren op og ned og fundet af forstenede muslinger (for mange aar siden daekkede havet omraadet) og efter at have konstateret, at vi ikke var saa spaenstige og adraette som vi havde troet samt forliget os med tanken om, at trekket til Rorima paa "The Big Trip" virkelig bliver en proevelse, ankom vi til vores bestemmelsessted i en lysning en lille smule inde i regnskoven. Lysningen laa virkelig idyllisk lige ved en lille flod, der stroemmede fra en grotte og da alle med stoerré eller mindre succes havde faaet rejst et telt var tiden kommet til grottevandring. Ifort vandresandaler og pandelampe og bevaebnet med et kamera entrede vi hulen i vand, der snart naaede til anklerne og snart til midt paa brystet. Det var bestemt ikke let at holde balancen paa de mange sten under vandet og samtidigt beundre stalamitter og stalakitter og flagermus og jeg endte saaledes ogsa med en fald-statistik paa 5 og en halv men jeg havde det herligt! Det lykkedes mig at skvatte den 6 og en halve gang da jeg senere paa aftene faldt ned af en traestub ved lejrbaalet under den lange venten paa aftensmaden, som stod paa suppe lavet over aaben ild. Efter at have sunget en foedselsdagssang for Astrid og vaeret paa toilet (tredje busk paa venstre haand, ikke til at gaa fejl af!) var det sengetid paa vores meget tynde liggeunderlag, i vores temmelig skaeve telt. Ne,j hvor vi savnede vores hammocks; der skulle ikke mere end to naetter til at vaenne sig til dem og nu foeles det ganske fofaerdeligt at undvaere dem. Taenk engang..
Vi broed tidligt op efter en lokal morgenmad bestaaende af smaa flade broed med gummiagtig feta-oev-ost. Det havde regnet en del om natten saa da vi endnu engang havde overlevet trekketuren lignede alle noget der var loegn, hvorfor vi fik en spand vand til deling og saa var det ellers bare at gaa i krig , saa vi kunne se nogenlunde praesentable ud paa vores shoppetur til Valencia. (Alle havde fra starten medbragt et saet rent toej, men for mit vedkommende var dette hverken rent eller toert laengere, velkommen til Venezuela!)
Efter smaa to timers koersel, nu tilbage paa astfaldt igen, skulle bussen lige et smut paa vaerksted, hvoefter det var shop-til-you-drop tid. (Hvis man ellers kunne finde noget der ikke havde flaeser, blonder, var skrig pink, turkis eller orange eller havde umiddelbar stor lighed med et meget laarkort strutskoert) En lille episode fra centret, som boer naevnes var, at Charlotte og jeg havde besluttet at koebe et par shorts og et par klipklappere til den samlede svimlende sum af 130 bolivars, ca. 130 kr. For at gennemfoere dette koeb stod der FIRE ekspedienter bag disken, hvoraf ingen af dem forstod et ord af, hvad vi sagde. De fik dog paa tegnsprog gjort os det klart, at de, for at lade os betale kontant, havde brug for at se vores pas, saa sadan matte det jo vaere. Meget maerkelig biks! Naeste stop paa turen var et udvidet apotek hvor man kunne koebe alt fra sko, til slik og morfin. Vi hamstrede myggespray, vaadservietter og babyolie + b-vitamin til kampen mod moskitos og de berygtede Puri-Puris paa The Big Trip. Turen hjem til Chichiriviche blev noget laengere end planlagt, da der var sket et uheld paa vejen, hvilket kostede os tre timers ventetid - en meget varm og myggefyldt oplevelse, men hernede er det bedst at vaebne sig med taalmodighed og vaenne sig til, at mange ting er ganske uforudsigelige og at 5 venezuelanske minutter snildt kan vare en halv time, ligesom man blot skal acceptere det faktum, at vandforsyningen i campen aldrig nogensinde er stabil. - At tage bad er jo alligevel kun for boesser og gravidekvinder og ikke noget for eventyrer og rigtige maend som os.
Den efterfoelgendedag vaagnede jeg op med ondt i halsen, hvilket over morgenmaden udviklede sig til ondt i hovedet og i alle led, feber og en meget groggy sindstilstand. Jeg droppede spansk til fordel for min hammock, som maaske nok er god at sove i, men utrolig ringe at vaere syg i, da det er komplet umuligt at ligge paa maven og have ondt af sig selv. Det var sagt paa godt jysk utrolig traels at ligge i koejen og hoere de andre have spansk, dét jeg havde brug for, mens jeg selv var for daarlig til at vaere med. Senere paa dagen fik jeg derfor Frederikke til at dope mig op paa 2x panodil og 2x ipren saa jeg kunne vaere med til at klargoere kajakkerne til morgendagens traening. Uheldigvis begyndte det at regne, saa vi maatte droppe foretagenet, men saa havde vi meget mere tid til at fejre Astrid Knigges foedselsdag. Der var baade arrangeret hjemmelavede rap-sange, skuespil med sjofle replikker og saagar en superman-piñata, saa ved midnat da kagen var baaret ind var jeg mere end faerdig og klar til at hoppe i seng og pleje min daarligdom. Naeste morgen var halsen ikke meget bedre og flere af de andre var ogsaa begyndt at skrante lidt i hals og hoved. Jeg overlevede spansktimerne i Trods, jeg skulle jo for fanden snart laere noget spansk, men da vi kom til middag meddelte Alberto - the man in charge - mig og en virkelig ringe Frederik, at vi ikke skulle deltage i kajaktraeningen men i stedet en tur paa hospitalet. Astrid, der selv havde haft lidt kriller i halsen, tog med som oversaetter og saa koerte vi ellers til det gratis cubanske hospital i nabobyen. Det lader til, at Chavez har visse olieaftaler med Fidel paa Cuba, som saa tilgengaeld sponsorerer billig medicin og laegehjaelp. Jo jo, den ene "diktator" maa vel hjaelpe den anden.
Hospitalet var meget anderledes end hvad vi var vandt tilo g jeg naaede at taenke, at var jeg ikke syg i forcejen, saa ville jeg helt sikkert blive det her! Ventevaerelset var bart, beskidt og larmende, sparsomt moebleret med faa stole op af vaeggene og fyldt med fluer. Selve konsultationsvaerelset var ikke meget bedre; der var store svamp/mug-huller i vaeggene, en briks, et skrivebord, en vaegt, en standerlampe som erstatning for laegens pandelampe og saa en vakkelvorn reol med medikamenter. Hvor er vi dog priviligerede i Danmark!
Laegen kunne, til sin egen store forbavselse, konstatere, at baade Frederik, Astrid og jeg led af halsbetaendelse, saa en penicillinkur og 10 febernedsaettende piller rigere, kunne vi vende naesen hjemad, allerede i meget bedre stand end vi ankom. Det viste sig senere, at vi absolut ikke var gaaet glip af noget, da nationalparken hvor kajaktraeningen skulle have foregaaet havde valgt at holde lukket en tirsdag, saa resten af gruppen havde koert 40 min hver vej, til ingen verdens nytte. Hvor havde vi ondt af dem! Grundet denne mindre kommunikationsfejl mellem Eventure og nationalparken Morrocoy-Tucacas, fandt kajaktraeningen sted den foelgende dag, hvor vi faellesskab kom frem til, at enhver safari-jeep med respekt for sig selv boer kunne traekke 20 kajakker, vaere fyldt op med udstyr til foernaevnte samt have 20 mand jaevnt fordelt oppe paa taget, paa faelgende og haengende ud af vinduerne. Efter at have oevet korrekt op- og nedstigning i kajak, kaentring og kajaktoemning gik vi videre til dagens stoerste udfordring, groenlaendervendingen. Frederik kendte teknikken, men kunne til sin egen store frustration ikke selv udfoere vendingen, saa i stedet gav han sin viden videre til Jesper, som klarede det i andet forsoeg. Herefter blev detmin tur og med kyndig vejledning fra Jesper, kan jeg un med stolthed stolthed sige, at jeg kan udfoere en aegte groenlaendervending, uden hjaelp eller stoette af nogen art, og dét med det halve Caribiske Hav oppe i naesen! Bootjaah!
Det er efterhaanden ved at vaere normen med lyn, torden og pishamrende regnvejr hen paa eftermiddagen og aftenen, saa for variationens skyld, var vi en ni-stykker gik til stranden med nogle oel, for at se det lyne ude over havet og for bade i regnen. Det var en vildt hyggelig aften og et smukt syn ud over vandet og paa en rejse som denne, er det bare noget man goer, saa snart der er én, der har faaet idéen, fordi alting foregaar fra dag til dag og alle bare er med for at leve livet.
Vi suger til os af indtryk og oplevelser og ser frem til the Big Trip, hvor alt bliver mere primitivt, haardt, udfordrende, smukt og fantastisk.
Smil og store knus fra Venezuela
- comments
Lene Vi savner dig, Christina pigen :) Dejligt du har det dejligt! Sine har forresten overtaget dit uheld, men jeg kan da hoere, at du har nok af uheld i dig selv i Venezuela! Pas nu paa dig selv, ikke :) Vi ses snuller, klem!