Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til La Ceiba efter smaa halvanden times koersel, en lille smule forsinket fordi de kaere drenge som saedvanligt var lidt langsomme i optraekket og havde meget svaert ved at faa slaebt deres trillekufferter ned af trappen. Inden ankomsten til hotellet Roca Miel besoegte vi kort den skole og boernehave, hvor vi skulle lave det frivillige arbejde og begge steder var helt enormt mange boern, som tog vaeldig godt imod os med store smil og kram. Jeg udviste formidable paedagogiske evner ved at faa en lille dreng til at graede, da jeg gav gyngen til en anden, hvilket naturligvis tegnede rigtig godt for resten af tiden i boernehaven. Hotellet viste sig at vaere ren luksus: 4-mands lejligheder med koeleskab, A/C og saagar microovn samt et 52' tommer tv i faellesrummet/restauranten med tilhoerende dvd. Sweet! Byens lokale storcenter laa i gaa-afstand fra Roca Miel, saa der tilbragte vi naturligvis eftermiddagen i bedste amerikanske stil. Der blev spillet airhockey og spist is til den store guldmedalje og saa tilbragte jeg 45 min i banken, for at haeve soelle 100$. Det tog dem 20 min bare at verificere mit kort over telefonen, alt imens manden bag skranken stod os sammenlignede mit kort og pas meget noeje, ja det var lige foer han begyndte at bide i dem. Hele fire gange blev jeg spurgt, om jeg nu ogsaa var sikker paa, at jeg ville have dollars og ikke den lokale valuta lempiras og ved svaret ja, ville manden ogsaa vide, hvad jeg saa skulle bruge mine dollars til. Det kom aldeles ikke ham ved og da meldingen i telefonen gav groent lys, havde han oven i koebet den fraekhed at forsoege at flirte lidt med mig. Sjaeldent har jeg vaeret saa stikhamrende tosset, hvilket ogsaa overraskede mine paent ventende rejsefaeller meget.
Den efterfoelgende dag vandt jeg (nu i godt humoer igen) boernehavetjansen, hvilket jeg havde store forventninger til. Det viste sig dog hurtigt, at laererinderne ingen som helst information havde til os, saa vi var reelt bare overladt til os selv og de 80 boern. Vi gjorde derfor det, som tigerdyr er bedst til, og begyndte at lege med alle ungerne til deres store begejstring. Jeg har ikke tal paa hvor mange sving- og gyngeture og knus jeg gav den dag, heller ikke hvor mange gange jeg maatte vende mig om ved lyden: "Muchacha, muchacha", men det var rigtig fedt at se boernene glaedes ved min opmaerksomhed. Anna havde medbragt saebebobler, hvilket var saa stort et hit, at vi blev noedt til at pakke dem vaek for at undgaa et rent blodbad. Senere, i klasselokalet, fik vi at se, at det ikke kun var os laereinderne var var ligeglade med, da undervisningen ganske simpelt bestod i, at hvert barn fik tildelt et gammelt dameblad og saa ellers bare kunne sidde og bladre i det. Senere kom der dog smaa rationer af gammelt lego paa bordet og en enkelt billedebog, men sidstnaevnte blev saa ogsaa brugt til at slaa et barn oven i hovedet. Velkommen til Honduras! Dette blev mit eneste taette moede med landets politik inden for boerneopdragelse, for senere paa aftenen vi alle besked paa, at pakke vores tasker saa vi ville vaere klar til en eventuel "evakuering" fra La Ceiba, da orkanen Matthew havde kurs direkte mod landet. Efter smaa 5 timers soevn (vi var tre piger der taenkte, at pakning og opsummering af verdenssituatione gik godt i spaend, hvilket selvfoelgelig trak ud til halv tre om natten) blev vores evakuering en realitet, da Mark dukkede op med ordre fra Garifuna Tours om at flytte hele banden tilbage til Tela. Dette baade for at vaere sikker paa, at der ikke ville ske os noget men ogsaa fordi nogle af broerne mellem de to byer mildest talt var i en elendig forfatning og skulle floderne stige og oedelaegge dem, ville vi vaere en smule paa roeven.
Vi kombinerede evakueringen med en tut til Pico Bonito, et bjerg med en regnskovlignende jungle, hvorigennem vi vandrede hen til et vandfald med et iskoldt bassin, som vi selvfoelgelig skulle afproeve. Vi fik ogsaa kravlet rundt paa nogle mosbevoksede klippesten, nogle klarede dette mere elegant end andre, set en meget lille men ikke desto mindre paent giftig slange samt grint af de personer, der skvattede paa turen ned af bjerget, jeg selv inklusive selvfoelgelig. Tilbage i Tela ventede vi spaendt paa orkanen hele aftenen, og bevars, det begyndte da ogsaa at regne, men mere saa vi saadan set ikke til den, og det paa trods af, at den lokale tv-vejrudsigt havde lavet fine diagrammer og med store armbevaegelser forsoegte at illustrere praecis hvor dramatisk tingene ville udvikle sig. Naeste morgen kunne vi noget skuffede konstatere, at orkanen aldrig kom og efter en noget sloev dag var det tid til min store afskedsfest. Her viste det sig, at gruppen virkelig havde taget roeven paa mig og koebt gaver og vaeret kreative, saa ud af det blaa fik jeg pludselig et fantastisk soedt kort og en T-shirt (som i oevrigt var den famoese "I <3 Tela t-shirt) med samtlige navne og hilsener fra hver enkelt. Det var lige foer taarerne begyndte at hindre udsynet til oellene paa bordet, hvilket jo ville have vaeret en skandale, saa vi kom hurtigt ned paa stambaren Bayside (dog uden bodyguards denne gang) og havde et brag af en fest. - Baren loeb i hvert fald toer for baade Daiqury og Tequila, saa helt tosset har det ikke vaeret. Hen paa natten fik vi den fremragende idé at bade ved stranden 20m fra baren, en idé som blev fremragende udfoert med frit udsyn til visse meget hvide kropsdele (til stor glaede for isae Soeren!) Da vi igen havde fast grund under foedderne havde ejeren skoennet, at vi nok ikke havde godt af mere og lukket baren og hen paa de smaa timer kunne vi derfor vakle de 300m tilbage til Mango Hotel og hoppe i seng. Der opstod dog lidt tvivl om, hvis seng, der var vis og da ingen ville give sig, endte vi saaledes 5 mand i én dobbeltseng. Som en af drengene saa smukt formulerede det: "Tre maend i spaend og to piger i klem".
Paa min sidste dag i Honduras havde morgenmaden deltagelse af under halvdelen af gruppen, som fornuftigt nok holdt sengen med masser af cola indtil middag. Herefter indtog vi, hvad der for mange var dagens foerste maaltid paa Telamar, hvorefter vi chillede i poolen og plejede det oemme haar i nogle timer indtil Mark dukkede op og meddelte mig, at jeg ville blive hentet og koert til lufthavnen paa det ukristelige tidspunkt 03.15. Nu var min afrejse altsaa en realitet og pludselig meget taet paa men i anledning af min 'snarlige bortgang' havde Mark et es i aermet til den sidste nadver. Aftensmaden var lasagnet med en dobbet ration koed, altsaa en lasagne der rent faktisk indeholdt koed og saamaend ogsaa dessert. Godt nok havde isen kendt bedre dage og temperatuer, men for Mamma Mia's standard, var det et rent festmaaltid! Jeg brugte aftenen paa at tulle rundt, pakke og faa sagt farvel til alle med en formaning om, ikke at laase doerene til vaerelserne, saa jeg kunne komme ind og hoppe lidt i sengene lige inden jeg skulle afsted. Da klokken blev tre fik jeg dog en overraskelse, da der pludselig stod 14 mennesker paa gangen og insiterede paa, at gaa ned paa gaden og vinke farvel. Det ramte mig lige i brystet; Jeg har kendt gruppen under fem uger og paa trods af det, kunne jeg fra bilen vinke til 14 personer, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af og som jeg synes er nogle virkelig, virkelig skoenne og fantastiske mennesker. Utroligt hvilket forhold man kan udvikle paa saadan en tur! Sikker er det, at jeg vil komme til at savne dem og nok skal bruge et par dage paa at vaenne mig til, at de ikke er med og deler mine oplevelser. Tilgengaeld skal gruppen i Venezuela nok vaere lige saa fed, det varer bare lige lidt foer jeg opnaar samme niveau og tossede indforstaaethed med dem.
Alt i alt, jeg glaeder mig til Venezuela og over hvad jeg allerede har oplevet og savner menneskene jeg har forladt, men helt sikker vil moede igen. Det er ikke det vaerste udgangspunkt at have, vel?
- comments