Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en nats søvn, som heldigvis var bedre end den jeg fik sidste nat, tog Line, Gnu, Søren og jeg ud for at finde noget god brunch. Nede på gågaden fandt vi et sted, der servede en fornuftig full english, og selvom det tog lidt for lang tid før vi fik den serveret, var det skønt med en stor morgenmad.
Da vi havde spist os mæt i æg og bacon, gik vi mod Wellingtons bymuseum, som er gratis. Lige noget for os. Tobias mødte os derhenne, og så blev der ellers kigget på udstoppede blæksprutter og spændende planter i timesvis.
På vejen hjem kom vi forbi Mac's, som er det nationale bryggeri, som laver ret fornuftig øl. Her fik vi både smagt hele sortimentet, og fik købt os en stor øl hver. Herefter var det på tide med lidt tidlig aftensmad. Endnu en gang var det den lille inder, der lokkede. Jeg fik en omgang fantastisk butter chicken og naan, og vi guffede maden i os i hostlets køkken.
Herefter blev der vasket tøj, big time. Når fem mennesker skal have vasket tøj, skal der altså mange maskiner til. Vi slappede bare af på værelset, og jeg nåede lige at få snakket lidt med familien derhjemme, før vi gik i seng. Kiwibussen afgår forfærdelig tidligt i morgen, så vi kan komme til Kaiteriteri ved Abel Tasman nationalpark til fornuftig tid. Det bliver også i morgen, hvor vi skal sejle fra nordøen til sydøen, en tretimers sejltur, der vist skulle være ret flot. Så farvel til vulkaner, og goddag til vild natur!
- comments