Profile
Blog
Photos
Videos
Vores velfortjente søvn på Base i Wellington blev godt og grundigt forstyrret. Tobias og jeg sov på et firemandsværelse med, hvad vi gik ud fra, to fremmede. Da vi kom ind på værelset dagen før, havde der ligget en mand i den ene overkøje, og en af underkøjerne så brugt ud, så Tobias lagde sig i den ubrugte overkøje, og jeg smed mig i underkøjen. Jeg faldt i søvn ved 22-tiden, men cirka en halv time efter vågnede jeg ved at få smidt et par bukser i hovedet. Da jeg pænt fjernede dem igen, lød der et "hov" og et "du ligger altså i min seng..."
Min underkøje var altså ikke ubrugt. En middelaldrende mand i fuldt jakkesæt havde altså sovet i netop den seng de sidste fire dage. Meget træt prøvede jeg på mit bedste engelsk at finde ud af, hvor fanden jeg så skulle sove. Vi blev enige om, at den mand, vi havde set i overkøjen måtte have lagt sig derop, selvom han egentlig sov i den anden underkøje. Så jeg flyttede mig derop. Heldigvis var manden ret cool omkring at finde mig i sin seng.
Jeg lagde mig til at sove, og knap nok havde mit puls lagt sig, før døren gik op. I åbningen stod en mandeskikkelse og stirrede på mig. Det føltes som en evighed før manden i underkøjen spurgte, om ikke han var gået forkert. Han forsvandt uden et ord, og den flinke mand fulgte med. Nogle minutter efter kom de begge tilbage, tændte lyset og igen blev jeg anklaget for at ligge i en andens seng. Nu var jeg efterhånden godt sur/træt/grædefærdig. Situationen blev endnu mere latterlig af, at han havde spansk accent og spansk temperament. Heldigvis fik den flinke mand hidset ham ned, og de gik ned for at finde en fra receptionen. Tobias og jeg fik kun udvekslet et par opgivende blikke før en receptionist kom ind og sagde, at det måtte være den endnu ukendte person i den brugte underkøje, der burde være checket ud. Det var altså dér, jeg skulle have ligget. De fjernede tingene fra sengen og fik den redt til den spanske fyr, der vist ikke forstod særlig meget af, hvad der skete.
Jeg blev altså liggende i min overkøje, den spanske fyr lagde sig i den nyredte underkøje, og vi lagde os alle til at sove.
I løbet af natten kom endnu en skikkelse ind på værelset. Her havde min bevidsthed mere eller mindre givet op, så det eneste jeg husker er, at han stod og kiggede ned i underkøjen, og en eller anden fortalte ham, at han kunne finde sine ting i receptionen.
Morgenen efter den kaosnat viste det sig, at manden fra natten var checket ind i værelset ved siden af os, men havde fået en forkert nøgle. Det var altså ikke hans fejl, men hostlets. Godt vi skulle rykke hostel i dag!
Det er Lines fødselsdag i dag! Desværre kunne vi ikke synge for hende, da hun var blevet placeret i et værelse for sig. Men hun fik et stort tillykke, da vi så hende i receptionen. Og hun fik en gave af Gnu, som han havde købt i Australien. Da vi havde spist morgenmad tog vi vores tasker og gik hen på "Wellywood", det eneste hostel, der havde plads til os alle i ét rum. Udtrykket kommer af, at Wellington er New Zealands filmhovedstad. Her ligger filmstudier og animationsfirmnaer, og så er Peter Jackson fra området. Og områdets natur kan fungere som nærmest hvilket som helst land.
Bygningen er kæmpe stor og malet i kæmpe zebraskindsmønster. Så den var til at finde. Det bedste af det hele er, at der er gratis internet! Det er godt, at vi skal blive her i to nætter.
Efter vi havde sat vores ting i vores limegrønne værelse, gik vi ud for at udforske byen. Wellington er helt anderledes end Auckland. Selvom Auckland har flere indbyggere, virker Wellington mere livlig. Her er flere unge mennesker, og det er byen med allerflest caféer pr. indbygger. Gaderne er små og hyggelige, og der er masser af butikker. Vi fandt straks området med friluftsbutikker, og brugte foruroligende lang tid dér. Derefter tog vi til et marked nede ved havnen, som er et rigtig dejligt område. Her var masser af mennesker, og vi fik os lige en lille, gratis hotdog. Yum! Vi kiggede lidt rundt mellem de små boder, før vi blev så sultne at vi måtte finde os noget mad. Herefter kiggede vi i flere butikker, og jeg fik købt mig et par sneakers, som kan erstatte mine skodsko, som jeg havde med hjemmefra. Så kan det være, at jeg kan gå på museum uden at få smadret mine fødder.
Efter lidt afslapning hjemme på værelset gik vi ud for at fejre Lines fødselsdag. Vi havde spottet en lille, indisk restaurant, men eftersom afslapningen havde taget lidt overhånd, blev klokken over ni før vi kom dertil. Køkkenet var heldigvis stadig åbent. Vi fik os noget god, stærk mad og lidt vin oveni. Vi var alle super mætte, men trætte, da vi begav os til en bar, hvor planen var at få en bytur ud af aftenen. Men vi var alle så trætte, så det blev ikke til mere end et par øl, før vi gik tilbage på værelset. Man skal ikke gå i byen med indisk mad i maven!
- comments