Profile
Blog
Photos
Videos
I dag havde vi én klar mission: At finde rugbrød. Danskerne, vi mødte, da vi var til rugby, havde fortalt os om en dansk bager, som skulle ligge lidt uden for byen. Og selvom der var lidt under fire kilometer derhen, var vi villige til at gå derhen. Vejret var overraskende godt, så med sandalerne på, solbrillerne for øjnene og sommerkjolen fremme, var jeg klar til at få lidt sol på benene. Med rugbrød i sigte, havde vi store planer om at lave koldt bord til aftensmad.
Der var lidt længere, end jeg havde forestillet mig, og det meste af turen gik gennem industri/forstadskvaterer, så det var ikke den mest spændende tur. Vi var lige nødt til at stoppe ind efter en cola for at have energi nok til det sidste stykke.
Omsider kunne vi se skiltet "Danish Delight Bakery", og de sidste meter foregik nærmest i løb. Pludselig gik der noget forfærdeligt op for os: Der var lukket!! (!) Det var næsten ikke til at tro, og jeg stod og stirrede gennem vinduet i et stykke tid. Havde vi bare været der i morgen, ville der have været åbent, eftersom det bare var mandag og søndag, de havde lukket.
På turen tilbage måtte vi overveje vores alternativer til aftensmad, men vi insisterede på, at det skulle være dansk, så det blev til frikadeller og flødekartofler.
Vi købte ind på vejen hjem, og så lagde vi os og så Blinkende Lygter, bare for at opretholde den nationale stolthed.
Vi kunne ikke nå at lave mad, før vi skulle se "Drive" i hostlets biograf. Så vi klargjorde det hele, så vi kunne gå i gang lige efter filmen. Det blev ret sent, før vi fik mad, til gengæld havde vi køkkenet helt for os selv.
Efter vi havde nydt vores flødekartofler i fulde drag, og gik glade og mætte i seng.
- comments