Profile
Blog
Photos
Videos
Da jeg kommer hen på kontoret mandag morgen kl. 9 bliver jeg introduceret for den anden praktikant, Shannon. Hun er født og opvokset i København, men har filippinske rødder og kan derfor begå sig på filippinsk. Derudover blev jeg introduceret for den danske chef, som lige var kommet tilbage fra ferie i Danmark, samt en tidligere dansk praktikant der nu har startet eget firma i filippinerne og til dagligt sidder på samme kontor som mig. Samtidig fik jeg sagt hej til de kollegaer som jeg allerede havde mødt om torsdagen, hvor jeg var på et kort besøg. På kontoret sidder vi ca. 10 mennesker, som enten arbejder for Philscan, som jeg arbejder for, eller for Brand Studio, som er den virksomhed den tidligere danske praktikant har startet. Det er ret skønt at vi sidder så mange på kontoret, for det gør at vi får snakket lidt mere med hinanden og at der er plads til lidt spas engang imellem.
Først på dagen, mandag, fik Shannon og jeg en generel introduktion af virksomheden og de opgaver vi skulle varetage, og derefter fik vi lov til at sidde og browse lidt for os selv på virksomhedens forskellige sider, læse op på noget materiale om SEO (search engine optimization), samtidig med at vi kunne lære hinanden lidt bedre at kende. Da vi nåede til frokosttid fandt vi ud af at der faktisk er en ældre dame der har hjemmelavet mad med til os hver dag, som vi kan vælge at købe. Hver dag har hun 3-4 forskellige filippinske retter med som man kan vælge imellem, så den kylling/bacon sandwich jeg havde forberedt aftenen inden fik lov at blive i tasken. Shannon var dybt begejstret for den filippinske cuisine, da hun elsker filippinsk mad og også er vant til at få det derhjemme. Jeg, der på ingen måde har kendskab til denne type mad, synes det er vildt lækkert at jeg har mulighed for at prøve en ny filippinsk ret hver dag og på den måde få et indblik i deres madkultur og generelt få udvidet min madhorisont. Hver eftermiddag omkring kl. 17 inden folk har fri, går den ældre dame rundt med et skema, hvor man kan krydse af hvilken en af de 3-4 retter man kunne tænke sig dagen efter, samtidig med at hun indsamler betaling for dagens måltid. Jeg havde ingen ide om hvad hun tog for frokosten udover at vi havde fået at vide af de andre på kontoret at det var billigere end hvis vi skulle spise de samme retter ude. Da hun kom hen til os, bad hun om P50 per mand, og jeg tænkte straks ' det kan du ikke mene!'. P50 svarer ca. til kr. 8 og det er jo helt absurd at man kan få et hjemmelavet måltid mad hver dag til frokost for kr. 8. Det koster mere for mig at sammensætte min kylling/bacon sandwich som jo også tager tid for mig at lave. Jeg kan kun sige ja tak til filippinsk frokost hver dag, mums.
Tirsdag morgen startede lidt hektisk, jeg havde aftalt med Shannon at vi ville tage vores visumkvitteringer med på arbejde så vi kunne få refunderet beløbet hos virksomheden. Som den klovn jeg nu engang er, havde jeg selvfølgelig glemt alt om det, så jeg skyndte mig tilbage til min lejlighed (det skal siges at min lejlighed ligger på den anden side af gaden og det tager maks. 2 minutter hver vej) for at hente mit pas og min kvittering. Da jeg kom ind i min lejlighed kunne jeg selvfølgelig ikke huske hvor jeg havde lagt mit pas henne. Jeg gennemrodede alle mine ting og var så småt ved at gå i panik indtil jeg kom i tanke om at jeg selvfølgelig havde lagt mit pas i min elastikmappe med alle mine rejsedokumenter, hvor dum har man lige lov at være!!
Hele dagen på kontoret gik med lidt SEO gennemgang så vi kunne begynde at arbejde mere selvstændigt med den type opgaver. Så fik vi selvfølgelig en lækker frokost der blev efterfulgt af en impromptu is-tur, hvor vi var nogle stykker der gik ned for at få en isJ Resten af dagen gik lige så stille med nogle små opgaver inden for SEO, hvor vi hver især skulle lede efter gode keywords til SEO i forbindelse med virksomhedens websites. Til sidst på dagen kom den tidligere danske praktikant på arbejde, så ham fik Shannon og jeg snakket lidt mere med. Han var lidt mere snakkesalig end han havde været dagen forinden og han spurgte en masse ind til vores baggrund og uddannelse. Han fortalte os at han efterhånden havde fået etableret sig et godt socialt netværk og at han meget gerne ville introducere os for de andre danskere som han kendte i Manila. Han foreslog også at vi fandt på nogle andre sjove ting at lave i weekenden så vi kunne komme lidt rundt. Jeg er efterhånden overbevist om at den sociale del af mit ophold ender med at være ret positiv, så jeg ser frem til at få nye bekendtskaber og generelt til at få set mere af det Filippinerne har at byde påJ. Jeg er sikker på at det næste 6 måneder bliver helt fantastiske:D!
Billeder er taget fra min altan og bygningen til venstre er min arbejdesplads, men indgangen er på den anden side!
- comments