Profile
Blog
Photos
Videos
Næste morgen ringede vores vækkeur 5.30, da vi allerede skulle spise morgenmad kl. 6. Da vi kom op i restauranten kunne vi vælge imellem 6 forskellige retter, og igen bestod udvalget af forskellige slags kød akkompagneret af ris - hvilket jeg stadig finder yderst besynderligt. Jeg endte med at bestille Tocino, som er enten kylling eller svinekød med en sursød marinade som jeg er helt vild med. Men til trods for den ellers gode ret, havde jeg svært ved at få det ned. Jeg savner virkelig dansk morgenmad!
Efter morgenmaden gik vi ned til havnen, hvor vi hver især fik udleveret gummisko, redningsveste og snorklingsudstyr. Derefter blev vi guidet ned i en hyggelig båd, som vi skulle sejle i hele formiddagen, som bestod af island hopping omkring de 100 øer i Pangasinan. Da vi havde sejlet et stykke tid, begyndte vi at nærme os alle øerne, og området var utroligt smukt og fredfyldt. Der gik ikke særlig lang tid før vi sejlede hen til den første ø som vi skulle udforske. Klokken var nok omkring 8, men til trods for tidspunktet var der ulideligt varmt, og da vi endelig nåede toppen af øen, efter at have besteget det der føltes som flere 100 trappetrin, var vi alle sammen badet i sved. Men inden vi nåede toppen, stoppede vi ved et udsigtspunkt, som havde en vidunderlig udsigt over havet og flere af de andre øer, store som små. Det skal siges at nogle af øerne var meget små og det var langt fra alle øerne man rent faktisk kunne besøge, da det bare var klipper og træer. På toppen af øen var der opsat en zipline, som forbandt to øer, så man kunne zipline fra den ene ø over på den anden. Der var samtidig etableret en badebro lavet af plastikdunke, så man kunne komme tilbage på den første ø. Desværre havde vi for stramt et program til at vi havde mulighed for at zipline, for der var minimum en halv times ventetid fordi der var så mange mennesker der skulle prøve det.
Da vi var færdige med se øen, sejlede vi videre til den næste. Her var der en cave, hvor vi havde mulighed for at springe ud fra en klippe og ned i havet, hvorefter vi kunne svømme ud af grotten og hen til stranden. Der var utroligt mange der ville hoppe, men det var langt fra alle der havde gennemtænkt aktiviteten, for da det blev deres egen tur, var det lige pludselig ikke så sjovt længere. Der var en fyr der brugte sammenlagt 10 minutter på at hoppe, og han var endda nødt til at kravle ned af en stige, så han ikke skulle springe fra så høj en klippe. Så var der også en pige, der gav sig til at tude fordi hun var bange for at springe, til trods for at der kun var 3 meter ned. Da det blev Annas tur var hendes hænder for længst begyndt at ryste, og hun spurgte om jeg ikke ville springe først, så hun lige havde lidt mere tid. Nu er det ikke første gang jeg springer ud fra en klippe, og langt fra den højeste, så da jeg kom frem til kanten sprang jeg bare i vandet (så er det heller ikke værre). Anna synes også selv at det var lidt pinligt, for i modsætning til mig havde hun rent faktisk råbt at de andre skulle tage sig sammen og springeJ. Da vi kom tilbage på stranden, fik vi flydt rundt i de baderinge vi havde lejet. Efter lidt tid, og en del blikke fra mange af de fyre der sad oppe på stranden, kom der en ung kvinde hen til os og spurgte om hendes to brødre ikke måtte få taget et billede sammen med os. Det sagde vi selvfølgelig ja til, selvom det var en meget mærkelig forespørgsel, men efterfølgende blev vi enige om at det nok var fordi vi havde bikinier på (og som jeg nævnte i mit seneste oplæg, er det ikke så udbredt).
Da vi sejlede fra øen, kom vi ud til et sted, hvor der var fastgjort en platform, som bådene kunne bindes fast til og så var der ellers rig mulighed for at få snorklet. Vandet var helt klart så vi kunne få set en masse fisk og koraller. Efter en halv times tid, skulle vi videre på vores tur. Men det var ikke helt let at komme tilbage på båden, for platformen havde af en eller anden grund ikke en stige, så vi kunne enten vælge at kravle op på et stort reb der forbandt to platforme, og så ellers håbe på at blive hevet op af dem der stadig var på platformen. Eller så kunne man vælge at svømme hen til enden af den båd man sejlede i, og blive revet op dernede. Det gav heldigvis ikke de store problemer for de fleste af os, men der var en enkel pige på båden der var lidt til den kraftige side, så de små filippinske fyre havde utroligt svært ved at få hevet hende op på båden, det var virkelig synd for hende.
Den sidste ø vi besøgte havde også en zipline, men den var slet ikke så vild som den på den første ø, så vi sprang over og brugte i stedet for tiden på at flyde rundt i vores baderinge. Det var utroligt afslappende og tiltrængt efter en hård formiddag. Vores tidsplan sagde at vi skulle være tilbage på hotellet kl. 12, så vi kunne nå ar komme i bad og få noget at spise inden vi skulle tjekke ud kl. 13. Men fordi vi havde brugt lidt længere tid på island hopping, var vi først tilbage på hotellet efter kl.13, men de var heldigvis så søde at lade os komme i bad alligevel.
Da folk havde været i bad og vi endelig var klar til at vende snuden hjemad, aftalte vi at holde ind på hjemturen og få noget at spise, for det havde vi ikke haft tid til på hotellet som planlagt. Derfor holdte vi ind på en fastfood restaurant der hed Jollibee, som er en filippinsk kæde. De andre i bussen var meget opstemte over at vi skulle på Jollibee, men jeg må ærligt indrømme at jeg synes maden var utroligt specielt og ikke just indbydende. Efter fem timers kørsel kunne vi begynde at spotte Manila/Makati på vejskiltene, og vi begyndte derfor at følge med chaufførens GPS, så vi kunne se hvor langt der var igen. Men til trods for at han havde en GPS, fulgte han overhovedet ikke den foreslåede rute, det hele var meget mærkeligt og Anna og jeg var flade af grin flere gange, for det virkede virkelig ikke som om at han vidste hvad han lavede. Så i løbet af de sidste to timer foretog han u-vending efter u-vending og det føltes mest af alt som om at vi kørte i cirkler. Vi kom også flere gange ud for oversvømmede gader, for til trods for at GPS'en havde advaret ham om oversvømmelse syntes han alligevel at vi skulle den vej. Det var nærmest et mirakel at vi kom tilbage til afhentningsstedet og endda 10 minutter før tidsplanen, men jeg kan kun sige at vi havde en fantastisk tur med dejlige oplevelser og perfekt vejr.
- comments