Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag formiddag fløj jeg en tur til Boracay, en Filippinsk ø, for at tilbringe weekenden på en lækker strand. Jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs, for det var første gang jeg skulle på ferie alene, og var lidt bekymret for at jeg ville ende med at gå rundt mutters alene hele weekenden. Da jeg landede i Caticlan, skulle jeg først en tur med minibus hen til en båd hen til selve Boracay. Men da minibussen endelig satte i gang, ankom vi til bådehavnen efter to minutter, så det havde været 100 gange nemmere at gå derhen. Da jeg endelig kom hen til mit hotel, var det et super hyggeligt område, hvor værelserne var fordelt rundt omkring i små bygninger. Hotellet lå midt i en skov, så mit værelse var desværre fyldt med myg og andet kravl, hvilket resulterede i ufatteligt mange myggestik!
Da jeg var kommet på plads, giv jeg en tur ned på stranden, som var utrolig hyggelig og på ingen måde overfyldt med mennesker, hvilket var en dejlig forandring i forhold til Manila. Inden jeg tog af sted, havde Shannon anbefalet at jeg tog på pubcrawl, da det ville være en god måde at møde nye mennesker på. Så jeg begav mig ned langs stranden for at finde centrum i håb om at støde på dem der arrangerede pubcrawlen. Da jeg endelig fandt de folk der stod bag pubcrawlen havde jeg nok vadet rundt i en time, så mit hotel lå lidt længere væk fra centrum end jeg havde regnet med, men det betød selvfølgelig at jeg fik gået en helt masse i løbet af weekendenJ. Da jeg havde fået tilmeldt mig pubcrawlen, gik jeg tilbage for at få lidt aftensmad så jeg var klar til aftnens strabadser. Da jeg kom tilbage til baren, fik vi udleveret en t-shirt, som vi selv kunne designe og klippe lidt i, et shots-glas til at hænge om halsen, og en stak billetter til gratis shots, og så vidste man godt hvad aften ville byde på. I løbet af den næste halve time dukkede der flere og flere unge mennesker op, og vi endte med at være en gruppe på 60 der deltog i pubcrawlen. At tage med på den pubcrawl var nok det bedste jeg kunne have gjort, jeg fik mødt en masse fantastiske mennesker, delvist fordi der var forskellige små aktiviteter, hvor kravene var at man skulle hilse på 5 nye mennesker og huske en sjov fact om hver af dem. Jeg havde det så sjovt at jeg stærkt overvejede at tage på pubcrawl dagen efter.
Lørdag morgen, havde jeg mest af alt brug for at slappe af på stranden, og forhåbentligt få en lille smule sol så jeg ikke ender med at komme tilbage til Danmark og være lige så bleg som da jeg tog af sted. Da jeg havde været på stranden i en lille halvtimes tid, havde jeg brug for at blive kølet lidt ned, og så er det jo kun godt at man har et vidunderligt hav at tage en dukkert i. Da jeg havde været i vandet i et kort stykke tid, var der en fyr der kom hen til mig og begyndte at snakke til mig. Han var super flink og jeg endte med at snakke med ham i flere timer, og fik undervejs overbevist ham om at han skulle tage med på pubcrawl om aftnen. Til trods for at anden dagens pubcrawl var mindst lige så sjov, denne gang med over 135 deltagere, kunne jeg godt mærke at jeg ikke er 18 år længere - det med druk to dage i træk er vist ved at være et overstået kapitelJ.
Min sidste dag på Boracay gik med afslapning på stranden, og om aftnen havde jeg planer om at skulle rundt og nyde den hyggelige atmosfære langs strandpromenaden. Generelt på de Filippinske øer er der tradition for en masse ildshows og live musik, så det var utroligt hyggeligt at gå en lang tur og nyde de forskellige optrædener. De første par aftener, havde jeg spist på restauranter langs strandpromenaden, men den sidste aften besluttede jeg mig for at finde noget mere lokalt. Så jeg begav mig ind til et område der hed D'Mall, hvor der eftersigende skulle være butikker og restauranter. Jeg havde i høj grad regnet med at det var et typisk mall, men det var det på ingen måde og gud ske tak og lov for det. Hele området med butikker og restauranter var opbygget som et udendørsområde med små hyggelige veje, hvor jeg må indrømme at jeg for vild en gang eller 10. Så da jeg havde været rundt og se de forskellige spisesteder, endte jeg på et lokalt sted, hvor jeg fik de lækreste rejer i chilimarinade til ingen penge, det kommer jeg godt nok til at savne når jeg rejser fra Filippinerne.
Alt i alt havde jeg en fantastisk tur, og den fik mig til at indse at det at tage alene på tur bestemt ikke er en dum ting, tværtimod. Det at rejse alene uden sikkerheden ved en rejsepartner, tvang mig til at møde nye mennesker og det var helt fantastiskJ. Det blev ikke til så meget sightseeing, men jeg havde det sjovt og det er vel det vigtigste.
- comments