Kia Ora - Hej alle :)

Jeg har lovet mig selv, at denne blog skal være så ærlig som mulig. Den skal ikke kun være fyldt med solskinshistorier, hvis det i virkeligheden regner.
Dette skyldes blandt andet, at det er sådan, jeg er som person, men også fordi at min blog bliver lavet til en bog, når jeg kommer hjem. Når jeg om mange år ser tilbage på mit livs rejse til NZ, så vil jeg kunne genlæse om alle mine oplevelser - både positive og negative. For som en veninde sagde til mig: "Det er, når man har det sværest, at man rykker sig mest". Bloggen er derfor, som I nok kan regne ud, ramt af regnvejr i dette indlæg.

Jeg blev nemlig ramt af hjemve ret så kraftigt søndag og det blev ved indtil tirsdag aften, hvor det så lige så stille begyndte at blive til at kunne holde ud. Søndag havde jeg, som tidligere skrevet, sagt på gensyn til min farbror og tante, og var dermed endnu engang trådt ud af min tryghedszone. Jeg er tryghedsnarkoman, så det er ikke nemt for mig at forlade folk, jeg holder af, hvilket jeg godt vidste på forhånd. Det var hårdt - MEGET HÅRDT! Hver eneste gang, jeg gik ind på mit værelse - også selvom jeg kun lige skulle hente noget, så kom tårerne frem og jeg kunne ikke stoppe med at græde.
Jeg er tilhænger af, at man skal give nye ting en chance, og selvom jeg vidste det ville blive hårdt at starte som aupair, så var jeg opsat på at give det minimum en chance - men hele mandag + tirsdag havde jeg mest af alt lyst til bare at pakke kufferten igen og rejse hjem til Motueka. For det er nemlig det underlige i det her.. Ja, jeg har hjemve - men jeg vil ikke hjem til DK, for der er så meget, jeg mangler at opleve her på NZ. Jeg vil bare gerne tilbage til Motueka, hvor jeg har noget familie.
Mandag aften fik jeg en lang snak med Sarah - Det er meget svært at snakke engelsk, når du græder..:P Sarah var meget forstående, og vil prøve at hjælpe mig bedst muligt igennem det her, men som hun sagde...Hjemveen vil vende tilbage, så det bliver en kamp uden lige...MEN jeg vil blive på NZ til den 27. april, hvor min hjemrejsebillet er datosat, så det er bare om at kæmpe. Jeg ved dog også, at noget af det svære ved at være aupair på NZ er, at jeg ved, at min farbror og tante bor her også, og jeg vil gerne udnytte tiden sammen med dem, nu hvor jeg er på NZ. Dog er det også dejligt at opleve nogle ting, som jeg kan fortælle om, når jeg vender hjem til Motueka..For det gør jeg - på et tidspunkt. :)

Men alt skal ikke handle om hjemve. I skal også høre lidt om hverdagens oplevelser, når man bor hos en travl familie med 3 små børn på en farm med mange får.
Familien er meget sød. Både Sarah og Glenn har rejst meget rundt i verden og især Sarah forstår, hvad jeg går igennem lige nu. Men de vil hjælpe mig til at få en fantastisk tid, mens jeg er hos dem. Jeg har allerede flere ting på listen, som jeg skal nå. Nogle ting kræver en skyfri himmel og andre ting kræver en længere køretur. Så jeg håber, at jeg kan holde ud som aupair i noget tid.

Mandag morgen tog jeg med Sarah og børnene til "Playgroup", som er i Tekapo. Det var meget hyggeligt. Jeg fik også mulighed for at snakke lidt med de andre mødre, som var der, så når jeg har været her lidt længere tid, vil jeg nok tage Bexter (15 måneder) og Stella (næsten 3) med til playgroup igen. Efter Playgroup tog vi på japansk restaurant og fik Sushi. Vi mødtes med en af Sarahs veninder og hendes søn, som er 3 måneder yngre end Fred. Fred fylder 5 år torsdag og starter derfor i skole. Så vi fejrede, at Fred havde haft sin sidste tur til playgroup.

Tirsdag skulle Fred på skolebesøg indtil frokost, hvorefter han skal tilbage til børnehaven. Mens Sarah kørte ham til Twizel (20 minutters kørsel hver vej), så passede jeg Stella og Bexter hjemme i huset. Det gik rigtig godt. En tom flaske, en masse bøger og en ballon, så kommer man langt :P
Da Sarah kom hjem, fik jeg fri - og jeg ville egentlig have været ude at løbe, men endte i stedet under dynen med en god bog. Løbeturen er udsat til senere :P

Onsdag skulle Fred igen på skolebesøg indtil frokost, men denne gang skulle Stella også i børnehave, så jeg havde kun Bexter at holde styr på i den time, hvor Sarah var i Twizel. Efter frokost kørte Sarah, Bexter og jeg til Twizel, for at få Fred over i børnehaven, hvorefter vi fik handlet ind og købt lidt gaver til Freds fødselsdag torsdag.

Torsdag var det Fred's 5 års fødselsdag, så der var inviteret mange gæster (både familie, venner og vennernes mødre) til piratfest om eftermiddagen - og familien blev til aften. Derudover startede Fred i skole for alvor, så der var dømt skole fra omkring 9-15. På grund af fødselsdagen har jeg været i sving fra 8-22...lang arbejdsdag, men en fantastisk en af slagsen. Det er nok det fede ved at være aupair. 8-15.30 bestod af rengøring og madlavning, hvorefter 15.30 til 22 var fødselsdagsfest. Min hjælp var nødvendig et par steder, og ellers hyggede jeg mig bare med gæsterne. Der var mange nye ansigter, men de var alle sammen så venlige. Jeg havde været meget nervøs for denne dag, da alle kendte hinanden (undtagen lille mig), men det hele gik jo fantastisk :D De var meget interesseret i at lære mig at kende, min rejse og min familie i DK og på NZ. :) Derudover blev jeg et par gange rost for mit engelsk, som de opfatter som virkelig godt - så det gør mig kun endnu mere glad og stolt :D
En af dem, jeg snakkede meget med, er kun et par år ældre end mig selv, og hun rejser ud i verden til februar/marts måned, hvor hun bl.a. skal til Europa - så lovede hende en guidet tur i DK, hvis hun vel og mærke kom efter, jeg var kommet tilbage fra NZ. :P

Nu ligger jeg her i min seng - klar til at sove, men da de første par dage har været ret hårde at komme igenne, ville jeg opdatere jer nu...Så jeg kan komme videre og opleve flere spændende ting. Jeg er glad for, at jeg ikke bare gav op i mandags, selvom jeg var hårdt ramt af hjemve. Det går bedre nu, men 3 måneder virker stadig som lang tid at være aupair, så lige pt tager jeg 1 uge af gangen. Hvis jeg bliver hårdt ramt af hjemve igen, vil jeg nok erkende, at aupairjobbet ikke var mig, og så vende hjem til Motueka. Men nu må vi se!

Til sidst vil jeg lige give jer nogle af de citater, som hjælper mig igennem de svære tider.. :)
- Smooth seas do no make skillful sailors.
- You never know how strong you are...undtil being strong is the only choice you have
- Always look on the bright side
- Det er når man har det sværest, at man rykker sig mest.
- You'll never be brave if you don't get hurt. You'll never learn if you don't make mistakes. You'll never be succesful if you dont encounter failure.

Tak til alle dem, der har hjulpet mig igennem min første hårde periode med hjemve! Det betyder enormt meget at vide, at jeg ikke er alene.

Vi ses :)
- Hanne