Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle :D
Sidst skrev jeg, at min tante og jeg skulle til at spille ludo. Flemming fik lov til at deltage i ludo spillet. Vi startede med at spille om torsdagen, men valgte at holde en pause og afsluttede det derefter først fredag. Jeg VANDT! Nu har jeg ellers ikke haft held til at vinde i de spil, vi har spillet. Men det ændrede sig da godt nok lige pludselig. Udover det spil ludo, så vandt jeg et ludo spil mod Lisa og 3 spil "Last card", som er UNO spillet med rigtige spillekort (hjerter, spar osv). Det skal lige siges, at de her 5 sejre var I TRÆK! :D Tror jeg har været rigtig heldig her torsdag og fredag :P
Fredag var desuden min sidste hele dag i Motueka. For første gang i 2 uger stod jeg tidligt op, fordi jeg havde aftalt "at mødes" på skype med mine forældre og min storebror, som var på besøg hjemme hos dem. Rigtig dejligt at snakke med dem igen.
Derudover har jeg hygget mig med Lisa herhjemme, hvor vi fik vasket og støvsuget bilen, vasket tøj, pakket gaven ind til min aupairfamilie og diverse andre ting.
Senere på dagen tog Flemming, Lisa og jeg i "The Warehouse", som kan sammenlignes med Bilka (uden mad). Her fandt jeg en sort nederdel til sølle $15 (ca. 70 kr). Det er altid dejligt med lidt nyt tøj - især når det lige er blevet forår :D
Lørdag kørte vi fra Motueka til Christchurch. Vi kørte fra Motueka 8.20 og "landede" omkring kl. 17 ved Lisas tante. Undervejs havde vi holdt et par små "strække ben" pauser heriblandt et sted lige inden Kaikoura. Her kunne/kan man nemlig møde en del sæler, som lå og slappede af nede på stranden. Der var også mulighed for at gå en lille tur, hvor man ville se et lille fint vandfald.
Da vi nåede til Christchurch, kørte vi lidt rundt i byen - eller det der er tilbage efter de 2 jordskælv, som ramte byen i 2010 og 2011. Lisa er vokset op der, så hun guidede os rundt, mens hun fortalte om de steder, hun har boet, hvor hun gik i skole, hendes favoritsteder, hvor veninderne boede og så videre.
Af respekt til de mange mennesker, som blev ramt af jordskælvene, har jeg ikke taget nogle billeder i de ramte områder. Det var virkelig sørgeligt at køre rundt i området, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at der var afskærmning foran husene, fordi det ikke var sikkert at færdes på grunden. Det er 4 år siden det første jordskælv ramte, og man kan se, at nogle ting er blevet genopbygget/erstattet - men det er langt fra alting. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at være vidne til dette syn hver dag.
Efter turen rundt i byen kørte vi hjem til Lisas tante, som også bor i Christchurch. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg har besøgt hende. Hun bød os velkommen med et dejligt kram. Noget af det første, hun sagde til mig, var, at jeg ville få hendes nummer, så jeg kunne ringe til hende, hvis jeg manglede noget i mens, jeg er aupair - men selvfølgelig også bagefter. Inden aftensmad fik vi besøg af Savannah og hendes kæreste. Savannah er en pige på alder med mig, som jeg lige siden Flemming mødte Lisa, har ventet på at møde. Det var svært at forstå, at vi endelig mødte hinanden, men det var så dejligt, og vi kommer helt sikkert til at mødes igen.
Søndag fortsatte vi turen mod min værtsfamilie. Vi lavede en "strække ben" pause ved Lake Tekapo. Her er der også en kirke, hvor der i væggen ved alteret er et stort vindue, fordi udsigten simpelthen er så smuk. Det er det, I kan se på det vedhæftede billede. Vi blev anbefalet af min værtsmor Sarah, at besøge Mt John Café, så der tog vi hen og fik vores frokost. Helt igennem fantastisk udsigt. Der skal jeg i hvert fald hen igen! Med en udsigt over både søer og bjerge, så vil man kunne sidde der i flere timer bare for at nyde udsigten.
Efter en dejlig frokost kørte vi hen til min værtsfamilie, som består af forældrene Sarah og Glenn og deres 3 børn. Frederick (Fred) på 4, som bliver 5 på torsdag, så han holder piratfest. Stella på 2, som bliver 3 til november og så Bexter, som blev 1 i Juni. Selvfølgelig var børnene lidt generte i starten, men de åbnede sig virkelig hurtigt, og ikke lang tid efter, at Flemming og Lisa var kørt, fik jeg det første kram af Stella. Jeg behøvede heller ikke selv at tage min store tunge kuffert ind i huset. Den klarede Stella og Fred også. Jeg håber virkelig og tror på, at jeg kan falde til her hos dem de næste 3 måneder. Jeg havde taget en lille gave med til dem, når nu de er så søde at lade mig bo hos dem. Jeg havde fundet en bog med 14 af H.C. Andersens mest kendte eventyr - på engelsk. :) Jeg glæder mig til at læse nogle af dem højt for dem. Nu sidder jeg lige et øjeblik på mit nye værelse, for at informere jer om min første start. Jeg er stadig ikke vild med at sige på gensyn til nogen, men tror på, at min rejse til NZ bliver fantastisk, fordi jeg får mulighed for at prøve mange forskellige ting i løbet af de 8 måneder, jeg er her.
Nu vil jeg gå ud til Sarah og se, om der er noget, jeg kan hjælpe med. Jeg vil inden længe lægge nogle billeder op på bloggen.
- Hanne
- comments
Linda Du kommer meget rundt sammen med Lisa og Flemming.....sikke en sød tante Lisa har. Jeg håber du får det godt de næste 3 mdr. Det skal nok gå med den indstilling du har Hanne. Vi glæder os til at give dig et knus om mange måneder søde pige
Jan Dejligt med nyt så vi "gamle" kan følge med :-) Lidt sjovt at læse om din oplevelse mht. Christchurch jeg kan huske du ikke forstod hvordan det virker på mig. Nu er jeg sikker på at du får en fantastisk tid ved din nye familie.
Farmor Her fra Toscana sender vi en hilsen med tak for nye oplevelser, vi glæder os sammen dig. Kærlig hilsen fra os alle 6