Profile
Blog
Photos
Videos
Vi vågnede i vores hængekøjer, som klart havde den bedste udsigt man kunne tænke sig. En lille meters penge fra vandet, frisk havluft og ingen klamme kakerlakker. Helt andre forhold end dagen forinden, hvilket vi var utroligt glade for. Vi havde fået besked på at være vågne kl 8, så vi kunne spise morgenmad og høre om det ville være sikkert at drage ud på havet endnu en gang. Der var åbenbart lidt splittelse blandt de lokale sømænd, om hvorvidt det var sikkert eller ej. Meget lidt betryggende når man vidste, at mindst én af de lokale ikke mente det var den bedste idé at sejle videre. Men videre mod den colombianske grænse sejlede vi heldigvis, for det havde været lidt antiklimaks at blive tvunget til at blive en nat mere. Vi havde det begge lidt halvdårligt allerede inden bådturen, nok primært pga. for meget rom og cola dagen forinden, kombineret med en ikke alt for appetitlig morgenmad. Derfor valgte vi bevidst den båd, som vi vidste plejede at sejle roligst, og som altid var langsommere end de andre. Det skulle vi ikke have gjort. For det gjorde sejlturen endnu værre at båden sejlede så langsomt, da man så vuggede fra side til side. Det er et under at ingen af os kastede op, for det var en frygtelig tur, men efter halvanden time nåede vi endelig frem til den colombianske grænse. Her blev vi mødt af nogle meget autoritære mænd i militæruniformer, som beordrede os til at lægge alle vores ejendele på en lang række, stille os over til siden og lade narkohunde tjekke vores bagage igennem for ulovligheder. Ens hjerte bankede hurtigere end normalt, selvom man selvfølgelig var sikker på der ingenting var at finde i vores bagage, men bare frygten for 10 år i colombiansk fængsel var nok til at sætte tankerne i gang. Vores tasker havde dog været aflåst på hele turen, så ingen ville have haft mulighed for at putte noget ned i dem, og efter små 10 minutters hundeforestilling fik vi dog alle grønt lys til at komme over grænsen. Så ventede der blot 1 times bureaukratisk panamansk stempling af pas, før vi kunne sejle videre mod vores endelige mål på bådturen, Capurgana i Colombia. Da vi ankom til den lille havneby var der kaotiske tilstande, hvor lokale folk råbte og skreg for at få os og vores ejendele hurtigt ud af båden. Lidt for hurtigt måske - for mine sko blev bare kastet ud på kajen, og den ene var på vej i vandet inden jeg (Emil) fik grebet den. Efter at have fået hentet vores tasker, spiste vi en halvkedelig burger og drak en smoothie sammen de andre fra turen og så tjekkede vi ellers ind på vores bestilte hostel. Der var dog sket en fejl, så de havde overbooket, men de havde en løsning på problemet: vi kunne sove på vaskemandens normale værelse, som vi delte med to franskmænd. Da vi vidste, hvor svært det ville være at finde noget andet, takkede vi ja til tilbuddet. Resten af dagen gik med at få et colombiansk stempel i passene, bestille transport (båd er det eneste transportmiddel væk fra Capurgana, desværre) til dagen efter, og spise på en lidt for 'overhyped' italiensk restaurant med de andre fra vores tur. Vi fik sagt farvel og udvekslet facebook med dem vi havde snakket mest på turen.
- comments