Næste morgen vågnede vi igen med tvivlen om, hvorvidt havet ville holde os fanget på øen en dag mere. Med kryb og lummerhed taget i betragtning håbede vi begge meget, at det ikke var lige dén ø, vi skulle tilbringe en nat ekstra på. Victoria besluttede, at vi ville tage hen til en helt forladt ø først, som kun lå ca. 10 minutters sejlads væk, for senere at bedømme om det var sikkert at tage den lange tur hen til den næste ø.

Da vi ankom til det, der blev kaldt en 'virgin island', så vi hurtigt at det ikke betød kridhvid sandstrand, men nærmere en mini jungle i midten af øen. Måske var stranden normalt lidt større, men bølgerne havde ikke efterladt meget tilbage. Bølgerne var kæmpe og man fik pludselig rigtig meget respekt for havet. Efter at vi havde badet, ligget lidt og stegt og havde fået noget frokost, fik vi at vide, at vi godt kunne tage videre imod den næste ø. Vi var lettede over, ikke at skulle tilbringe endnu en nat i kakerlak-helvedet, og forberedte os på endnu en vild tur.

Vi var lidt langsomme om at få pakket vores ting sammen, hvilket resulterede i, at vi kom til at sidde i venstre side i båden. Nu havde vi efterhånden sejlet en del, og var ved at finde ud af, hvor det var mindre godt, og hvor det bare var rigtig skidt at sidde - venstre side, var rigtig skidt! Da vi sejlede langs kysten og sydpå betød det nemlig at bølgerne og vinden ramte ind fra venstre side hvilket resulterede i, at der gik ca. 5 minutter af turen, før vi var gennemblødt. Emil havde efter de dramatiske hændelser heldigvis fået sine solbriller igen, så det var kun mine øjne, der var helt udsatte. De endte med at blive helt hærdede af alt det saltvand. Man havde nemlig muligheden for at få konstant bølger i hovedet eller at være fuldstændig uvidende om, hvornår, man pludselig faldt et par meter. Det var som den vildeste vandrutsjebane, vi nogensinde havde prøvet. Bare lidt mere skræmmende, når man kunne se 5 meter høje bølger komme imod vores lille båd, og når man konstant sad med frygten for et pludseligt frit fald - uden nogen som helst blød landing.

Men frem nåede vi! Vi havde fået at vide, at den nye ø kun ville være traditionel, så vi frygtede lidt for, hvor vi skulle sove. Det viste sig dog at være et rigtig fint nybygget træhus med en masse små rum med enten hængekøjer eller senge. Vi udså os hurtigt et lækkert rum med to hængekøjer og udsigt over havet.

Efter at være kommet sig oven på bådturen, fik vi en guidet tur rundt i den mere traditionelle by. Victoria og en lokal fortalte os, om hvordan kvinderne havde forskellige klæder alt efter om de var børn, var blevet kvinder (havde haft deres første menstruation) eller blevet gift. Der var også mange forskellige fester og traditioner. Kuna'erne går meget op i at bevare deres samfund med deres historie og de originale traditioner, og da vi var der, var der et stort bymøde, hvor lederen fortalte Kuna'ernes historie, for at give den videre til de nye generationer. Kuna'erne kunne godt gifte sig med andre folkefærd, men så måtte de ikke bosætte sig i byen. På den måde bevarede de samfundet.

Efter turen rundt i byen var det blevet sent og vi fik serveret aftensmad i en lokal restaurant. Maden var efterfulgt af øl, resterne af vores rom og cola og en masse kortspil med bl.a. tre irere fra vores gruppe og vores nye guide Jonah. Da klokken blev 12, fik vi dog at vide, at nu skulle festen lukkes af respekt for de lokale, og det var nok også meget godt, der ikke blev drukket mere, da der ventede endnu en bådtur dagen efter.