Med søvn i øjnene stod vi klar med alt vores bagage kl. 5 om morgenen og ventede på bilen, der skulle tage os til Carti, hvor vi skulle sejle fra. Der var også tre andre, en fyr og to piger, der stod og ventede. Først ankom en jeep som kun tog fyren med, men fortalte os andre, at vi måtte vente på den næste jeep, på trods af at der var rigeligt med plads. 10 minutter senere kom der så en anden bil, som fortalte os, at han kun havde plads til to. Han valgte os med den begrundelse, at vi havde mindst bagage, hvilket var underligt eftersom vi havde klart mere bagage end de to piger, så det var nok mest fordi vi kunne kommunikere med ham, og de andre ikke kunne ét ord spansk.

Vi viste ham papirerne, som bekræftede vores booking og han sagde først, at vi ikke skulle med ham, men da han så navnet Marco ombestemte ham sig. Så vi satte os ind i den propfyldte bil, hvor Emil sad oven på to jernrør og jeg blev mast op ad siden af bilen. Sådan skulle vi sidde de næste 2-3 timer.

Et godt stykke inde i turen spørger chaufføren, for lige at være helt sikker, om vi skal tilbage til Panama efter turen eller videre til Colombia. Vi svarer, vi ikke skal tilbage, og det er her det går op for os, at vi sidder i en helt forkert bil! Heldigvis skulle vi nogenlunde samme sted hen. Chaufføren fik fat på vores bureau, så de var klar over, at vi var havnet det forkerte sted. Problemet var bare, at vi som før nævnt jo havde glemt at betale de 800 dollars dagen før, så vi havde fået besked på, at vi skulle betale pengene inden vi nåede til supermarkedet, hvor vi ville holde ind på vejen over til Carti. Men da vi var havnet i den forkerte bil stoppede vi aldrig der.

I stedet holdt vi ud på turen, hvor vi startede med at køre en stakkels høne over (som alle udover os åbenbart synes var det sjoveste i verden) og derefter fortsatte vi op i bjergene af de mest slingrende og bakkede veje. Chaufføren var dog supersød. Han kørte os hen til der, hvor de andre ville ankomme, hvor vi så ventede en times tid på dem. Det var faktisk helt rart, da vi så kunne nå at komme af med den kvalme, vi havde reddet os på turen, inden vi skulle fortsætte til båds. Det hele løste sig også med pengene, som vi betalte med det samme de andre ankom - og så sparede vi endda 400kr i transport ved at tage den forkerte bil, som vi af uransagelige årsager aldrig endte med at betale for.

Før bådturen skulle vi pakke alle vores tasker ind i poser og så sagde vi ellers farvel til vores store rygsække. Derefter kom vi ned i en lille båd med plads til 12-15 mennesker og så tog vi af sted imod den første ø. Turen var bumpende og våd, da der var godt fart på båden og havet ikke var helt stille, men vi klarede den 1,5 time tur ud til en halvforladt ø. Øen bestod af sand, en masse palmer og eller en masse overdækkede hængekøjer, hvor vi skulle tilbringe de næste to nætter. Der var også to huse, hvor de lokale Kuna'er (befolkningen på San Blas) tilberedte mad til os og solgte drikkevarer og armbånd mm. På denne ø mødtes vi med det hold, der kom fra Colombia og var på vej mod Panama, så vi kunne holde en stor fælles nytårsfest.

Vi brugte eftermiddagen på at få noget kylling og ris til frokost, snakke med de andre mennesker og udforske den lille ø. Om aftenen fik vi lækker frisk jomfruhummer med diverse seafood-salater til. Dét kombineret med noget medbragt rom og cola var en god start på aftenen. Nytårsaften gik med at spille kort, drikke punch og sidde ved bålet og riste marshmallows. Da klokken nærmede sig tolv fyrede de lokale fyrværkeri af ved vandkanten, vi tællede ned og skålede i den værst smagende champagnelignende drik, vi nogensinde har smagt. Derefter gik vi en hyggelig måneskinstur på den lille ø i Det Caribiske Hav. Det var alt i alt en rigtig hyggelig og anderledes nytårsaften.