Vi vågnede usikre på om vi kunne sejle videre, eller om vejret ville tvinge os til at blive én dag ekstra. Næsten hele øen havde været oversvømmet i løbet af natten, og der var dannet en lille sø midt på øen. De eneste steder der var "safe zones" var de fire bungalows, men det varede ikke længe før vandet fandt vej ind i vores bungalow. Heldigvis for os - og vores ting - havde vi fjernet alting derfra og var begyndt at pakke sammen. Ellers havde det muligvis resulteret i våde tasker og en dårlig start på dagen. Vores ene guide Victoria, som har været guide på San Blas i tre år, sagde at det var aldrig sket mens hun havde været guide, at vandet var nået ind til der hvor folk sov. Vejret var åbenbart slemmere end det plejer at være. En rigtig betryggende meddelelse at få kun få timer før vi skulle bevæge os ud på havet igen.

Solbrillemysteriet

Mens vi sad i venteposition, uvidende om hvad dagen skulle bringe, manglede jeg (Emil) mine solbriller. Jeg kiggede febrilsk min taske igennem, men de var ikke til at finde. Jeg gik ind i vores hængekøje, for at se om de var blevet tabt der, men ligeledes uden succes. Pete mente dog, at han på sin morgentur havde set et par sorte solbriller ligge på stranden. Det ville give god mening, hvis jeg havde tabt dem på stranden, mens vi badede dagen forinden. Men de lå i hvert fald ikke på stranden længere. Pete og jeg blev enige om, at enten havde bølgerne taget dem, ellers var der en af personerne i vores gruppe der måske havde haft lange fingre. Det var ikke så meget værdien af brillerne - for de er nærmest værdiløse - men mere dét faktum, at de ville være ret bekvemmelige at have med på sejlturen, for at mindske generne ved at få det virkelig salte havvand i øjnene. Jeg havde dog affundet mig med situationen, indtil Kiya mente hun havde set en østrigsk kvinde fra vores gruppe gå rundt med nogle identiske briller. Jeg nærmede mig hende for at tjekke hendes solbriller ud, og mistænksomt udspionerede jeg hende for en stund, indtil jeg måtte indse at det nok var hendes egen solbriller. Vi gik derefter til vores guide, Victoria, for at høre om hun måtte have set dem nogle steder, men det havde hun desværre ikke. Mens vi snakkede med Victoria om solbrillerne, lagde jeg dog mærke til, at en pige der stod ved siden af os og pakkede sin taske, havde nogle fuldstændigt identiske solbriller som mine. Hendes ansigtsudtryk, da vi nævnte de mistede solbriller for Victoria, fortalte at hun helt klart måtte være tyven. Nu fortrød hun sin gerning, men vidste ikke hvordan hun kunne komme ud af suppedasen. 5 minutter senere var hun væk fra stedet, men tilbage lå solbrillerne. Hun måtte have nået frem til konklusionen, at hvis hun lagde dem der, var der nok ikke nogen der opdagede at hun havde taget dem. Jeg tog solbrillerne tilbage, og havde mest af alt lyst til at fortælle hende, hvad jeg synes om hendes gerning, men Kiya mente at det allerede havde været rigeligt pinligt for hende, så jeg lod være. Jeg kunne heller ikke lade være med at have lidt ondt af hende østrigeren, som var min første hovedmistænkte. Et par minutter senere sad de fleste fra gruppen sammen, og pludselig panikkede hende tyveknægten over at hun havde mistet sine solbriller, og om der var nogen der havde set dem. Jeg stivnede, og tænkte for mig selv, om jeg virkelig havde taget en uskyldig piges solbriller, og om mine solbriller stadig var derude et sted. Den tidligere tyv var nu ikke længere en tyv, men stod i den fuldstændig samme situation som jeg - nogen havde taget mine solbriller, og jeg havde hendes liggende i min lomme. Det var 30 meget hektiske og akavede sekunder der efterfulgte, for den uskyldige pige opdagede pludselig nogle solbriller der lignede hendes. De sad på østrigerens hoved. Hun spurgte østrigeren om det var hendes briller, hvortil hun svarede, at hun havde fundet dem på stranden. På et splitsekund regnede jeg det hele ud, og vidste at det alligevel var mine solbriller der sad på østrigerens hoved, men at jeg så havde den uskyldige piges solbriller i min lomme. Jeg reagerede hurtigt og vi fik udvekslet solbriller uden bad feelings. Tilbage sad kun en dum østrigsk tyveknægt, som oven i købet var på sin bryllupsrejse. Tillykke siger jeg bare...

.

Vi fik dog alligevel grønt lys fra Victoria og vores lokale sømænd til at sejle videre mod næste ø, men inden vi satte sejl skulle vi have en kedelig besked. Vores anden guide Vivian var blevet sendt hjem af professionelle årsager, og Jonah, en canadisk fyr som havde været på holdet fra Colombia til Panama overtog spontant tjansen som midlertidig guide. Vi drog dernæst af sted på vores 2-3 timers færd på havet, som til at starte med var ganske sjov. Men efter det første kvarter fik jeg (Emil) det virkelig dårligt - og dét kombineret med frygten for at falde ud - gjorde turen til et helvede. Bølgerne var kæmpe store, hvilket ikke var særlig betryggende, når vi sad i en mindre speedbåd med plads til 12-15 mand. Det gik stærkt henover de store bølger og til tider var vi "fully airborne", som dem i de andre både sagde da vi var nået frem senere. Én ting var når vi nærmest var flyvende, men vi skulle jo sådan set også ned igen, så det resulterede i en øm bagdel, en smadret ryg, ømme arme og hænder efter at have holdt fast, som gjaldt det livet. Og dét gjorde det jo sådan set også. Vi nåede heldigvis frem til den næste ø, som var en Kuna-landsby. Vi gik en tur i landsbyen, som var en blanding af traditionel og moderne. Folk havde ikke meget, men de havde trods alt solcelleanlæg tilknyttet til hver eneste af deres små palme-huse. Nogle familier havde også radio og telefoner, men det var bestemt ikke alle. På vores tur rundt i landsbyen, blev vi mødt af et hav af børn. Det var helt vildt så mange børn der var, og de var alle sammen ivrige efter at komme i kontakt med os, samt blev rigtig glade når vi tog billeder eller film af dem. Vi tænkte at de voksne nok bare måtte gemme sig inde i husene, mere trætte af turister end de små børn, der bare elskede hele virvaret omkring os turister. Landsbyen havde en basketball-bane, en kirke, et par enkelte små butikker der solgte alt fra sæbe og snacks til gamle telefoner og simkort. Byen havde også en mindre zoo, men det var nok nærmere dyr i fangenskab, så der valgte vi ikke at gå hen og se, da man skulle betale lidt penge, og vi ikke havde lyst til at støtte det. Efter vores tur rundt i landsbyen, spiste vi burritos og så fik vi til vores store fornøjelse sikret os et privat værelse med to senge - det var jo ren luksus, tænkte vi umiddelbart. Men da vi skulle sove, kravlede der store lynhurtige kakerlakker rundt, og nogle af dem var allerede på vej ned i vores ting. Det resulterede i en halvtimes jagt udstyret med et par kondisko. Derudover var der frygteligt varmt og lummert inde i det lille rum og vi fik nærmest ikke lukket et øje hele natten, velvidende at krybene potentielt kunne kravle rundt i vores senge når vi lukkede øjnene.

Jeg (Kiya) vil gerne lige tilføje, at jeg helt selv dræbte to kakerlakker - og endda med min egen sko!