Vores båd væk fra Capurgana sejlede kl. 11, så vi stod op i rigtig god tid, fik spist morgenmad og pakket, så vi var helt klar til at tage af sted. På vej ned mod havnen stødte vi på en lettere panikslagen Koala, en fyr fra vores tur der skulle med samme båd (det kaldte vi ham fordi han lignede en koala lidt). Han fortalte at vi ikke kunne komme med båden, selvom vi havde billet. Derfor snakkede vi med damen, der havde solgt os billetten, og hun bekræftede, at båden vi havde bestilt tur til rigtigt nok ikke sejlede, fordi der ikke var nok mennesker med, og at vi nok ikke skulle regne med at komme væk før om tre dage. Vi var rasende, for det kunne jo ikke passe, at vi ikke kunne komme med, og vi mente at det trods alt var hendes ansvar at finde en løsning på det hele. Det mente hun bestemt ikke, så vi var overladt til os selv. Hun sagde i stedet, at vi skulle snakke med manden, der stod for ombordstigningen på kajen. Vi skyndte os over til kajen sammen med Koalaen. Vi fik fandt efter noget tid ud af hvem vi skulle snakke med og fik efter noget tid lov til at komme med den forsinkede båd, der skulle være gået kl. 10, men vi skulle skynde os. Så vi og vores bagage blev nærmest kastet ombord, men vi var bare glade for at vi ikke skulle blive i byen tre dage mere, for SÅ spændende var den heller ikke. Vi nåede knap nok at få adrenalinen ned, før vi blev kastet ud på næste hårde stadie i vores færd på at komme til Medellín. Det var den klart mest 'rough' bådtur der stod foran os, og den ville vare hele 3 timer. Vi blev kastet rundt og det var en forfærdelig tur, men vi vidste at det var den sidste bådtur på hele vores rejse, så vi holdt ud. Midt på havet stoppede vi pludselig op ved siden af en anden båd, og så hoppede der et par voksne og 4 børn over på vores båd, til vores store forundring. Hele seancen foregik selvfølgelig under enorm kaos, for sådan foregår det åbenbart i Colombia, har vi fundet ud af. Da vi sejlede videre, vinkede vores nye gæster på båden til folkene i deres gamle båd. Den eneste respons de fik, var en f***finger fra den anden båds ældste dame. Vi forstod aldrig helt, hvad det gik ud på. Vi nåede dog sikkert frem til byen Turbo, hvorfra det er muligt at tage en bus til Medellín. På kajen stank der virkelig ulækkert af en blanding af benzin og lort, og det lignede ikke et sted man havde lyst til at blive alt for længe. Vores kaos fortsatte, for vi blev hurtigt headhuntet af en lokal der ville skaffe en bus til os, men det skulle gå stærkt - så stærkt at Kiya ikke nåede at få sko på. Så vi skyndte os med ham ned på busstationen, og efter en masse stress og jag nåede jeg (Emil) at få købt to busbilletter, men Kiya skyndte sig at skaffe nogle snacks og noget vand til den lange bustur. Først da vi kom ind i bussen fik vi endelig ro på, og det var en skøn følelse efter at have stresset i flere timer i streg. Bussen var af god kvalitet, hvilket i det mindste var betryggende når den bugtede sig op og ned af de smalle bjergveje på sin vej mod Medellín. Vi havde hørt at turen ville tage i mellem 6 og 7 timer, men den tog snarere mellem 9 og 10, så de sidste timer var knap så sjove, da vi jo havde lagt os fast på max. 7 timer fra starten. De sidste par timer var iskolde pga. aircondition, og pga. alt den stress og jag tidligere, så havde vi ikke haft tid til at skifte over fra vores sejle-tøj til noget varmere. Vi nåede dog endelig frem til busstationen i Medellín, hvor vi prajede en taxa til bydelen El Poblado, der angiveligt skulle være den turistede del af byen. Vi havde ingen anelse hvor vi skulle sove, men vi ville gerne have et privatværelse, for det trængte vi ligesom til efter at have været sammen med så mange mennesker i en uge. Taxachaufføren lyttede slet ikke, når vi sagde han skulle holde ind, for han havde altid et sted der var bedre for os. Han kendte et perfekt hotel til os, så vi spurgte hvor mange stjerner det havde. 4, svarede han selvsikkert. Da vi kom frem blev vi mødt af synet af et standard hostel, så vi ved ikke hvor han fik de 4 stjerner fra, men de havde ikke plads til os, så vi kørte forbi omkring 5 steder mere, der også var fuldt bookede. Til sidst var vi ret trætte af chaufføren, så vi fik ham til at sætte os af ved et tilfældigt hostel, og håbede på de havde plads. Han ville have 3000 (små 9 kr) colombianske pesos mere end taxameteret fortalte, så af princip brokkede vi os, fordi han fra start havde sagt at han kun kørte efter taxameter, og ikke en på forhånd aftalt pris. Efter at Kiya og ham havde diskuteret i næsten et kvarter over de 9 kr, så måtte han indse at ingen af hans argumenter holdt vand, og han fik et afslag på én krone og kørte så videre ud i natten. Hostellet havde selvfølgelig ingen plads, så vi gik videre, med frygten for at støde ind på taxachaufføren igen. Vi mødte dog nogle lokale, der spurgte om vi var okay, og de hjalp os med at finde et rigtig fint hostel, kaldet Relax10. Her tjekkede vi ind lidt i midnat på et 1-personers værelse, men der er rigeligt med plads til os begge, og vi nød bare at kunne slappe af oven på en meget hektisk dag.