Profile
Blog
Photos
Videos
I dag SKULLE der ske noget. Efter flere dage med for meget ufrivillig afslapning, var vi i dag fast besluttede på, at vi ville tage på kaffetur. Så måtte det være godt eller dårligt, noget skulle vi bare få ud af at være i denne region. Så efter en hurtig supermarkedsmorgenmad, prøvede vi at praje en taxa mod Recuca, som kaffeplantagen hed. De første to vi spurgte havde åbenbart ikke tilladelse til, at køre ind i det område som plantagen lå i. Den tredje havde tilladelsen, men kunne ikke finde vej, så derfor ville han seriøs overpris for at komme derud. Det takkede vi nej til, og fik ham i stedet til at køre os til busstationen, hvorfra vi kunne tage en bus hen til Recuca. Efter en mindre diskussion med taxachaufføren omkring søndagspriser, valgte vi at gemme vores krudt og betale hvad han forlangte, før vi fik købt en busbillet og drog af sted mod Recuca, beliggende 20-30 minutter uden for Armenia. På vej derud kørte vi igennem Albania, og så sågar skilte mod Montegro, så det var nærmest ligesom at befinde sig i Østeuropa for en stund. Der herskede også nærmest østeuropæiske tilstande, da buschaufføren holdt ind til siden for at få stukket noget mad i hånden, køre én kilometer videre og give det selvsamme mad til en glad politimand. Bestikkelse? Det må stå hen i det uvisse. Buschaufføren sagde som lovet til, når vi skulle stå af, og herfra manglede vi blot en 2-3 km. gåtur før vi ankom til kaffeplantagen. Vores guide viste sig at være en bumset teenager, med trang til gåder, som det colombianske publikum grinte meget af. Efter en lettere forfærdelig begyndelse på turen, der bestod af udklædning og dans, fik vi en rundvisning på plantagen, samt hørte om kaffen oprindelse osv. Dernæst fik vi lov til for en stund at prøve livet som kaffeplukker, da vi rendte rundt i kaffeplantagen og plukkede de røde modne kaffefrugter. Herefter blev vi sat ind i hele processen fra plukningen til kaffen kommer på hylden, og sidst men ikke mindst fik vi lov at smage en kop god colombiansk kaffe. Små tre timer havde turen taget, og set bort fra begyndelsen med udklædningen og dansen, var det en ganske hyggelig tur, synes vi begge, og vi var bare glade for, at vi havde haft noget interessant at lave. Men da vores tidsplan i dag var stram, skulle vi tilbage til Armenia, hvor vores bagage stadig stod på hotelværelset, og så skulle vi med en bus videre mod Cali, så vi kunne ankomme inden det blev mørkt. Vi hørte på plantagen, hvorvidt vi kunne få et lift op til den store vej med en af deres biler mod betaling, og de sagde der ville gå 5 minutter før bilen ville komme. Et kvarter senere fik vi dog nok at af at vente, og begyndte at gå den 2-3 km. i bagende solskin op mod den store vej. Efter at have gået et par hundrede meter fik vi øjenkontakt med en mand i en rød bil, som ikke havde nogle passagerer med, og han spurgte om vi ville have et lift op til den store vej. Vi takkede selvfølgelig ja, og det viste sig hurtigt at han faktisk skulle hele vejen ind til Armenia, så vi kunne få et lift hele vejen. Han var en rigtig flink hostelejer fra byen, som takkede pænt nej da vi tilbød ham en beskeden skilling for besværet. Vi havde sparet en smule penge, men vigtigst af alt havde vi sparet en masse tid, så vi slap for at stresse. Det betød vi kunne få en gang pizza til frokost, en tur i supermarkedet og til sidst at checke (en dag for tidligt) ud af vores hotel, før vi tog bussen mod Cali. For en gangs skyld var det en rigtig behagelig og rolig bustur, og efter en lang og spændende dag, sidder vi nu på vores hostel. Her har vi én enkelt nat, inden vi i morgen tidlig begiver os mod grænsebyen Ipiales, som vi bruger som springbræt videre mod Quito i Ecuador.
- comments