Profile
Blog
Photos
Videos
Det krævende en pizza gennem security og en lang rejse både til lands, til vands og i luften, før vi i går aftes ankom til børnehjemmet, "Ruel Foundation", i udkanten af Calapan City - en yderst turistforladt destination (ikke engang en fodnote værdig i lonely planet). Ruel derimod er et sted, der i den grad er værd at nævne. Som udgangspunkt blev organisationen dannet for at kunne tilbyde kirurgiske indgreb til børn med fysiske deformationer, men har imidlertid udvidet med et krisecenter for børn, der enten er underernærede, forladte eller på anden måde befinder sig i en krisesituation.
På børnekrisecentret, hvor vi arbejder, bor pt. 19 børn i alderen 6 uger til 9 år, hvoraf ingen er kirurgiske patienter - på grund af stammefolkenes kultur her, er det svært at få forældrene overbevidst om at få hjælp udefra, og derfor sker det ofte at børnene, der primært lider af ganespalte eller hareskår, bliver isolerede eller efterladt. Dog skulle 3 børn fra ovennævnte stammer være på vej hertil i skrivende stund, men deres ankomst bliver fortsat forsinket af et voldsomt regnvejr (for at ankomme hertil, skal de krydse floden, som bliver voldsom i vådt vejr, 12 gange).
Vi har nu arbejdet i børnekrisecentret i to dage, og har størstedelen af tiden haft 4-5 børn hængene om halsen (på samme tid, vel at mærke!). Der er som regel kun 4 voksne til at passe samtlige børn, så det er svært frustrerende ikke at kunne give alle opmærksomhed og omsorg på samme tid, når de nu med god grund søger det. Nogle er dog mere vedholdende end andre, og det har været svært ikke at kaste sin kærlighed på den noget overvægtige Rose (4 år), der konstant kommer vraltende hen til Mette med armene i vejret og siger "mama!". Derudover har den astma-plagede og underernærede Alvin (2 år), som ikke har energi til meget andet end rynke på brynene (på en yderst morsom måde), formået at få overvundet Nannas skræk for babyer, og han bliver nu fragtet med rundt overalt, hvis muligt…
Udover børnepasning har vi i brugt meget tid på udformning af billedalbum til de børn, der snart bliver adopterede. Et foretagende, som det resterende personale ikke rigtig lader til at forstå vores begejstring for - tydeligvis fordi de ikke har set det vanvittige udvalg af inspirerende pap, mønstret papir, glimmer, klister og zig-zag-sakse, der er på lager. Men selv på højdepunktet af vores kreativitet, var det en meget underlig oplevelse at skulle dekorere billedet af Joans mor, der står med sit grædende barn i favnen ved indgangen til Ruel - og sådan sker det flere gange dagligt, at det går op for os, hvad det er, børnene her står overfor.
Således har mødet med børnehjemmet været en stor oplevelse, men det har også givet stof til eftertanke. Det er for vores begges vedkomne første gang, vi befinder os på et børnehjem, og det er svært at forholde sig til et sted, der sideløbende rummer både stor sorg, men også glæden over at kunne give børnene mulighed for en bedre tilværelse. Vi er utrolig glade for, at vi har fået lov til at komme hertil, og ser frem til at skulle bruge en masse tid med de søde unger, inden vi rejser fra Filippinerne!
De næste tre dage skal vi arbejde, hvorefter vi regner med at benytte vores 3 fridage på at tage dykkercertifikat i Sabang og for en stund indlogere os på et værelse, der ikke er nær så velbesøgt af frøer, møl og fugt.
P.s. Før vi ankom til børnehjemmet tilbragte vi yderligere nogle dage i bjergene, for at trekke blandt vanvittige risterrasser, hvorefter vi havde en festlig nat i Manila før vi fløj til Boracay og den famøse White Beach, som dog var plaget af monsun-regn.
- comments
Gammelfar Dejligt at vide, at I bliver holdt nede ved jorden for en stund - af børn ;-)