Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at vi nu har parkeret os selv på et hostel i bjergene nordpå, må det være på tide at få skrevet lidt om den sidste uges udskejelser!
Efter vores tur i junglen besøgte vi en af Palawans store attraktioner, Underground River, som pga. en svært irriterende guide fyldt til randen af dårlige jokes, blev en stor skuffelse. Efter turen med ovennævnte, var eneste nyerhvervede viden om denne Unesco natur-verdensarv, at der var formationer, der lignede hhv. en nøgen kvinde, en gulerod og en hundelort. Ak ja.
Herefter var planen så at tage direkte til El Nido (nordlige Palawan), men vi fandt hurtigt ud af at sidste bus var kørt - men som altid var et par lokale mænd klar med assistance, og sendte os ud på en halsbrækkende bjergtur på tricycle mod en lille flække, hvor vi efter sigende kunne indhente bussen. Dette var imidlertid ikke sket efter 3 timers venten, så vi besluttede slukørede at tage tilbage til Puerto Princesa, hvor der som guds gave til mennesket/os pludselig var parkeret en natbus til El Nido! Vi lagde os til rette på bagsædet, og erfarede efter få minutter, at busserne hernede kører med en bizar vekslen mellem splatterfilm og spillelister med Bonnie Tyler! Vi forsøgte forgæves at blive lullet i søvn af "It's a heeeaaartache" mm., da vejen viste sig at være endnu mere grovkornet end hidtil oplevet - vi fløj bogstavelig talt op og ned (et ret underholdende syn). Buschaufførerne havde åbenbart fået medlidenhed med os, for da vi vågnede, viste det sig at bussen allerede havde været i fremme ved destinationen i 2 timer, mens de havde ventet på vi ville vågne. Lettere medtagede væltede vi ud af bussen og blev fragtet til La Banane Hostel, hvor vi efter 5 minutter genkendte en tømmermændsramt Olle og en lykkelig Nikolaj, der i nattens løb havde fanget en gris i borgmesterens selskab… og således var vi hurtigt overbevidste om, at vi var kommet til det rette sted! Vi fik tilmed vores eget værelse, så vi kunne føle os hjemme i et syndigt rod af tøj og madrester uden dårlig samvittigthed!
Vi fik en varm velkomst af resten af bananens beboere, som for de flestes vedkommende involverede et "AAAAAH, jaja, vi har hørt en masse om jer", hvilket var ganske skræmmende! Tydeligvis havde vores fælles møde med Manilas natteliv gjort stort indtryk på drengene, så alle var begejstrede for endelig at møde de to danske piger. Så med det gode førstehåndsindtryk og en invitation til aftenens grisefest besluttede vi os for at hilse på vores nye hjemby fra dens smukke søside, og lejede en tomands-kajak og drog til havs. Vi satte kurs mod nærmeste tropiske ø med hvid sandstrand og efter et par veloverståede kilometer på det sydlige kinesiske hav, kunne vi nyde dagen på langs. Vi hjemvendte til La Banane og erfarede hurtigt at vi var de eneste, der havde været i stand til ret meget andet end at sove branderten ud i de behagelige fatboys på stranden - en erfaring der senere blev vores egen realitet.
Det virkede umiddelbart som om, vi var ankommet et par dage for sent og at festlighederne allerede havde udspillet sig (og sat sine tydelige spor på de indlogerede). Men til vores store begejstring begyndte der hen på aftenen så småt at komme liv i det tømmermænds-plagede folk og da først den helstegte pattegris og den lokale Tanduay rom blev smækket på bordet var festlighederne atter genoptaget!
Og det blev så starten på 5 fantastiske dage omgivet af festlige folk. Hver aften, den ene mere vanvittig end den anden, var der fest på stranden. Det startede som regel stille ud med rom og cola, men med en uhyggelig lav stykpris på 60 pesos/10 DKK pr. flaske på den gode filippinske Tanduay rom blev et glas hurtigt til to og to til tre… (vi lærte derfor hurtigt at indtage flyder-position på strandens fatboys og brugte de fleste lyse timer af dagene på afslapning med de øvrige gæster).
Vi stiftede bl.a. bekendtskab med; Olles tre dejlige svenske venner Alex, Ludvig og Adam. Den tresårige amerikanske deltids-alkoholiker Dean, der primært brugt tiden foran computeren i et forsøg på at opretholde en nogenlunde arbejdsmoral ift. sit internetfirma. Den langhårede hollænder Allan. Den indisk-engelske gut Pras, der pga. en mutation i vækstsystemet havde slået rekorden for inderes højde med sine 195 cm. Og ikke mindst det mest sociale menneske til dato: den energiske englænder Emma!
Med Emma som fælles kontakt mellem de fleste på hostlet, blev vores spæde forslag om en fælles firmandsscooterudflugt hurtigt opgraderet til en heldagstur på motorcykel, der til sidst omfattede 13-15 mennesker. Pigerne startede som passagerer og vi fik hver en svensker tildelt som chauffør. Turens første stop var et smukt vandfald som vi banede os vej op til i let fremkommeligt bjergterræn (for os der havde prøvet kræfter med det vilde junglekrat, var denne spadseretur ikke noget at ynke over!). Dernæst stod den på frokost i det fri ved den største og mest finkornede sandstrand hidtil. Omgivelserne her blev stedet hvor vi piger fik lov til at prøve kræfter med de store jernheste - vi fræsede lystigt rundt mellem palmerne og følte os til sidst så komfortable med dyrene, at vi på hjemturen byttede plads og kunne køre hjem til byen med svensken bagpå!
Som vores sidste udflugt i El Nido tog vi torsdag morgen på ø-hopping med Alex og Pras. Denne viste sig at retfærdiggøre vores fravalg af Halong Bay, idet oceanet var spækket med skarpt skårne klipper, der tårnede op af havet overalt. Den gode Pras gav os ro i sjælen, idet han (som allerede havde besøgt Halong Bay) var meget ivrig med kameraet, og proklamerede, at han aldrig havde set noget lignende! Efter at have indset at vi kunne bruge al vores tid alene på Filippinerne, har vi valgt at strege Vietnam fra rejseplanen og vores sidste stop bliver derfor Indonesien, samt hjemrejsen fra Bangkok.
Aftenen efter var det på tide at tage afsked med Nido, hvilket bestemt ikke var morsomt. Straks efter ankomst til Bagaio i bjergene, lokaliserede vi det første, det bedste supermarked, der kunne forsyne os med trøstespise, og så brugte vi ellers næste bustur på at mindes de bedste dage længe, mens vi proppede os med chips og chokolade. Ak! Nu er vi dog efterhånden ovenpå igen, og er klar til at komme ud og trekke blandt hængende kister og vandfald i Sagada, hvor vi befinder os i skrivende stund.
P.s. Vi er helt vildt glade for jeres kommentarer, men har stadig ikke regnet ud, hvordan vi kan svare på dem hver især. Der arbejdes på sagen!
- comments
kathskath haha det lyder så absurd og super grinern alt hvad I oplever :D Har forelsket mig i fillipinerne bare ved at læse jeres blog!
Juliane Kunne ikke være mere enig Kathrine!