Profile
Blog
Photos
Videos
Mit første og sidste fratparty
Jeg har været til mit første og formentlig også sidste college fratparty.
Tænk Steve Sanders og The KEG House fra 90210, red cups og fadøl i stride strømme, og så har du konceptet.
Frat er en forkortelse for Fraternity, der betyder broderskab og betegner en forening af mandlige studenter på campus. Den kvindelige pendant er et sorority, og begge er meget typiske for amerikanske universiteter og har ofte græske navne.
Fredag aften var der fest hos Delta Theta Sigma Fraternity, og temaet var Vegas Night med dresscoden "formel". Den amerikanske fortolkning af formel var imidlertid, hvad vi i Danmark nok ville kalde udfordrende, vovet eller slutty, alt afhængigt af hvilken generation man tilhører. I hvert fald var damerne udringede og lårkorte til det vulgære, og alle os udvekslingsstuderende havde tydeligvis helt misforstået konceptet med vores tækkelige kjoler, der rent faktisk dækkede både balder og barm. Damer er måske også så meget sagt, for gennemsnitsalderen for størstedelen af selskabet var vist tættere på teenager end tyve. Men der var gratis sprut, dans på bordene, opkast på toilettet, par, der snavede i krogene, drenge, der smed tøjet, og piger, der rystede r.., som havde de aldrig bestilt andet. Rock i synagogen ville man sige, hvis man var 60+, og sådan følte jeg mig faktisk lidt. I en alder af 26 må jeg vist erkende, at jeg er blevet for gammel til små piger i for lidt tøj og for meget makeup og teenagedrenge, der endnu ikke har lært at styre hverken deres brandert eller seksualdrift. Det er bare meget lidt charmerende.
Så det var en oplevelse, er vist, hvad der er at sige om mit første fratparty!
- comments


