Bryllupsforberedelser! Vi var inviteret til bryllup på øen. Det blev vi faktisk den første dag, vi kom ud på Taquile. Vi sad i båden på vej derud og mødte en ældre herre, der fortalte om hans søns kommende bryllup. Manden havde været i Puno for at købe siv, men synes at sivene var alt for dyre. - Der skulle jo bruges mange til at lave den fine lille hytte, som skulle udgøre centrum for de senere festligheder. Vi ville gerne hjælpe til, fortalte vi ham. Dette var dels for at hjælpe, dels for at finde ud af, hvad et bryllup på de her kanter helt præcist indebar. Om vi så ikke kunne købe ham et får? Hmm, det var måske ikke den form for hjælp vi havde tænkt os. Om vi så ikke kunne slagte et par får? Hmm, igen...- Måske hellere skrælle kartofler, pløje en mark, rydde et græsareal eller lære at strikke en hue!

Dagen omrandt, endelig. Vi havde på forhånd fået tilbudt at låne noget traditionelt tøj. Vi afslog venligt, men bestemt. Vi vile have vores eget og derfra gik den vilde jagt for at finde ud af, hvem der kunne sy bukser kjole, hvem der havde en hue der passede og hvilket bælte, der var pænest. Det var noget af et hyr. Vi ville ikke skuffe for mange, så havde besluttet os for at uddelegere syningen af tøjet til flere familier. Og så var der det med huen. Er stadig i tvivl om, om jeg jeg har et usædvanligt stort hoved, om taquilenernes var ditto små eller om jeg bare var forkert på den, når jeg nu synes at huen skulle trækkes helt ned til ørene. Efter en længere søgning og kamp, lykkedes det dog endelig at finde en "chullo", som passede. - eller som i hvert fald ikke lavede store modstandsbevægelser, når jeg prøvede at presse den ned over hovedet.

Så var det bare resten af tøjet. Bæltet var på plads og tasken med cocabladerundt om livet. Vi havde fået lovning på, at alt var klart kl.11, nu da vielsen startede kl.12. - og det troede vi da egentlig også, at det var. Vi havde jo set, at der ovre i hjørnet både l kjoler, vest og skjorte. Men pludselig forsvandt vores syerske uden at mæle et ord med os. Han var væk, pistvæk. Det var i og for sig OK det første kvarter. Det kunne jo være, at han skulle på toilet, ned i kiosken eller måske hente en ko på en forkert mark. 30 minutter senere var vi lidt nervøse, efter 45 minutter urolige og da der var gået en time, rasende. Hvor var manden? Endelig kom han, 90 minutter efter han var taget afsted. Med sig i hånden havde han 10 stykker udefinerbart stof. - Mine bukser, som trængte til en symaskine og en listig hånd. Han var ét stort undskyldende smil og vi blev så også 2 anspændte tilgivende smil tilbage. Symaskinen frem og igang. Han arbejdede på højtryk, mens tiden løb afsted.

Voila og færdig, 1½ time efter at vielsen nede på centralpladsen begyndte. Vi måtte dog alligevel se, om vi ikke kunne nå den sidste salme og præstens afskedsbøn, så vi begav os ned mod centrum. Gåturen derned var et feltstudie i sig selv. Vi var jo blege mennesker med europæisk statur i taquilensk udklædning. Sammen med os på stien var en masse generte smilende taquilenere, der gav os anerkendende blikke og så sen skudefuld turister, der havde sat sig selv for mål at skyde 300 billeder i de 2 timer, de havde på øen. Nu var det vores tur til at blive indfanget af deres linse. Det første billede var meget sjovt, de efterfølgende mere end belastende. Vi følte os som et udrydningstruet vilddyr, der endelig var blevet spottet af National Geographics udsendinge. Knips, klips, click, blitz. - og selvfølgelig uden at spørge. I al hast skyndte vi os ned på pladsen. Sikke en fadæse. Var der et sted, hvor der var store nikon-kameraer, var det jo dér. Heldigvis var vi også ramt ind i en valgperiode, så midt i store taler, klappende taquilenere og kampråb, spankulerede dagens største attraktion ind. - 2 danskere i forklædning. Ondt skulle blive væree, for selvfølgelig var vielsen slut, da vi nåede frem, så der stod vi med lange næser og nyt tøj. Og måtte gå hjem igen. Akkompagneret af den genkendelig "hvis-jeg-nu-trykker-varsomt-på-udløserknappen-opdager-de-det-nok-ikke"-lyd.

Tilbage i huset. Besluttede os for at opsøge selve festlighederne og begav os ud på stien mod målet. - brylluppet. Vi blev vel modtaget, rigtigt vel modtaget. Fik et elevatorblik og et anerkendende nik af alle gæster. Dog var det ikke helt fint, at vi i dagens anledning havde valgt at have sokker i sandalerne. Næste gang bliver det uden, selvom temperaturen viser frostgrader, når mørket falder på... Fortsættelse følger..