Kirkegården og da de døde havde en dag.

Kirkegårdene hernede er et kapitel i sig selv.Dette skyldes flere ting. Dels måden man bliver begravet på, dels måden man opfører sig på, på kirkegårdene. Peruanerne har et noget mere naturligt forhold til døden end vi har. Derfor ser de heller ikke nogen grund til at skulle tysse på hinanden, gå stille og roligt og se meget sørgelig ud, når man indtræder kirkegården. Tværtimod. Hvorfor ikke opføre sig på kirkegården, som man gør alle andre steder? Hvorfor ikke løbe, råbe, sætte ghettoblasterens volumeknap på max og ellers snakke videre i mobiltelefonen? Hvorfor ikke spise sin sandwich færdig, skylle det sidste inka kola ned, ryge en cigar og dele en rom og cola? Hvorfor ikke holde en stor fest derude en gang om året?

Selve gravstederne er noget anderledes end alt andet, jeg tidligere har set. Har man ikke så mange penge, ryger man i jorden, når man dør. Er man derimod velhavende, ryger man ind i et højhuslignende kompleks. Højhusene er ofte 6 boliger høje. - og kan så være op til 100 boliger brede. Husene ligger på såkaldte gader og hver bolig har så sit eget nummer. Derfor vil man altid kunne finde Jesus Flores , hvis man har adressen "Calle Santa Catalina, 45C". Viderevil man med denne adresse også altid kunne se, om familien har haft penge eller ej. A og E er de billige adresser, B og D noget dyrere og C nærmest ubetalelig. Jo mere man skal strække sig op eller ned, når man skal hilse på det døde familiemedlem, jo billigere får man gravstedet. Og så er det jo en biting, at der kan være op til 2 års ventetid på et gravsted. Hvis ovnen er gammel, kan den ikke følge med dødstempoet. - og så må man jo ligge i venteposition til det bliver ens tur.

I Peru er der gået en hel industri at fabrikere småting til gravstederne. Alle tænkelige dimser og genstande i miniatureudgave. De forskellige gravboliger er jo udstyret med et plexiglas, hvor man bagved har 0,5 m2´s råderum. Hvorfor ikke udnytte det til at fortælle lidt om den døde?Her kommer de små himstergims-ting ind i billedet. For skal man vise, hvem den døde var -og ikke bare ønsker at kridte det ned på et linieret A4papir- skal man jo bruge remidier. Var han kromand, skal vi bruge nogle ølflasker, et par skinker og et træbord med stole. Var han lærer, er vi nok ude i en pegepind, en tavle og nogle dukker, der skal være elever. Det er et fantastisk syn og kreativiteten har ingen ende. - Der er proppet alverdens skrammel ind bag plexiglassene og så må den kvikke besøgende selv finde ud af, hvad vi har haft med at gøre af person.

Som sagt, har peruanerne et meget frit forhold til døden og kirkegården. Det har ikke noget med manglende respekt at gøre. Tværtimod. De prøver i højere grad at gøre døden til en naturlig forlængelse af livet og ønsker derfor også at inddrage de døde i de levendes hverdag. Ved at snakke, grine, betro og synge til dem. De er heller ikke mindre religiøse. De fleste går derimod til messe søndag aften og mange laver også korsets tegn, når de passerer en kirke. - Og dem er der altså mange af på de her kanter! De kan bare ikke forstå, at der skal være et lighedstegn mellem respekt for de døde og en "nu-bukker-du-hovedet-og-siger-ingenting-og-spytter-dit-tyggegummi-ud-inden-du-går-ind-og-nu-husker-du-ikke-at-løbe". - Efter at have setperuanerne på kirkegården, er jeg nu heller ikke sikker på, at jeg kan se lighedstegnet, men lad dén ligge.

Nej, de døde skal i stedet integreres i det daglige liv og derfor har man besluttet sig for at afholde en dag, hvor de døde er i centrum. Det er ikke en decideret peruansk tradition, da den praktiseres vidt omkring i latinamerika. - med forskellige måder at holde den på. Vi valgte at tage ud til en afsidesliggende kirkegård i Cuzco, hvor kommunen har midt et stykke land efter dem, der ikke har råd til at mænge sig ind på den fine i downtown. Vi havde fået at vide hjemmefra, at der var besøgstid indtil kl.16. da folk ville være for berusede efterfølgende. - og ingen anbefalede os rigtigt at stå på en fjern gravplads, uden lys, uden for byen, omgivet af fulde mennesker. Vi kom kl.14. - de måtte godt have fået lidt sprit indenbords, så der bare var lidt liv.

Om der så var liv? Det var jo vanvid! Det var jo et tivoli, der mødte os. Der var opstillet intermistiske køkkener, der var gadesælgere,der var musikgrupper, der var boder med miniaturegenstande, der var fodboldborde, der var hoppepuder til de små og så var der. - Ja ved næsten ikke, hvordan jeg skal forklare der. Det var en restaurant, formet som et stort skib (og ja, restauranten hed selvfølgelig "titanic"), hvor man så kunne sidde oppe på dækket og spise. Det var IKKE et skib, bare en utrolig malplaceret bygning midt i Andesbjergene. -Hvor man selvfølgelig også kun kunne få serveret fiskeretter, selvom Cuzco ligger 26 timers kørsel fra kysten.

Rundt omkring løb små drenge rundt med deres hakke, deres skovl og deres spade. Hvis man nu ønskede en hjælpende hånd til gravsteder, der trængte til en kærlig hånd. Og det var der dælme mange, der gjorde. Det kan godt være, at peruanerne ofte er ude at hilse på afdøde familiemedlemmer, men en hurtig lugning, en buket blomster eller plejning af ligusterhækken er ikke noget, der står højt på besøgets to-do-liste. Gravene på jordstykket var lidt tilfældigt placeret og den fine orden fra højhusene var helt smadret. - det var en umulighed at orientere sig. Vi gik bare rundt, snuste indtrykkene til os, hilste på lokale og sagde nej tak til tilbud om et glas hjemmebrænderi. Selvom det var kaos, var det hyggeligt kaos. Spillemænd med strygeinstrumenter blandede sig guitargrupper, der mixede sig ind i mænd med selvkomponerede sange. Der var opstillet små boder midt i kaosset, så man ikke skulle gå for langt efter drikkevarer og der blev solgt brød, formet som dukker eller heste. - et levn fra dagen før, som var de levendes dag (dukker til pigerne, heste til drengene...- bagt af en ualmindelig sød uspiselig dej, godt tilsat gurkemeje og pyntet med sukkerpastiller):

Vi blandede os bare ind i mængden. Grinede højt, fik en øl, spiste lokalt og tog en omgang bordfodbold. - hvorfor ikke? Det var en fantastisk oplevelse, som ikke er sammenlignelig. Alle gjorde dagen til en fest, en fest hvor man også havde taget den dødes yndlingsretter med ud til graven. Meningen var så, at det skulle stå natten over, hvor den døde kunne tage fra, hvorefter familien kunne spise det dagen derpå. Realiteten var, at folk ofte blev så berusede, at de glemte formålet med maden og spiste det hele inden solnedgang. Det nåede vi dog ikke at se, da vi tog afsked kl.16, som vi var blevet bedt om. -Ikke meget klogere på døden, men med 1000 uundværlige oplevelser omkring, hvordan man også kan forholde sig til den.