Selve brylluppet! Vi blev vist rundt af en af de unge fyre, da brylluppet havde 3 små fester i festen. Den første fest inkluderede selve brudeparret. Her sad de sammen med deres familie, selvfølgelig opdelt mellem mænd og kvinder. Mændende sad og hyggede sig med en lummer øl fra kassen og damerne skræppede op, mens de viftede med en plastikflaske, indeholdende noget ukendt væske. Senere skulle vi finde ud af, at væsken hed 90 grados og har nøjagtig samme alkoholprocent. I midten af foretagenet, sad brudeparret. - og sagde ingenting. De kiggede heller ikke nogle steder hen og der var ikke antydningen af smil på deres læber. Bruden var iklædt 30! nederdele og en specialsyet hat, mens brudgommen i dagens anledning havde fået påsyet fletninger. Dette skal symbolisere Taquile før spaniernes indtræden. Spanierne bragte jo civilisationen - og åbenbart også den korte frisure - med sig. Vi trippede lidt rundt og skyndte os at aflevere vores gave. 40 kroner i cash. Efter kotume, skal sedlen fastspændes på brudeparrets tøj. Igen, mand sætter seddel på mand, kvinde på kvinde. Sikke et hyr. Og sikke en masse opmærksomhed, der var fra alle sider. Det var jo spændende. - ikke mindst, hvor meget gringoerne havde tænkt sig at give. Det var noget af en kunst at balancere hen til brudgommen. Ikke træde på brudetæppet, ikke komme i vejen for ølkassen, ikke klotte i sine sammenknipsede bildæks-sanadaler. Hen, åbne sikkerhedsnålen, opgive tanken om at stikke nålen ind i manden og sætte sin 20 soles-seddel på. Hurra, hvor der blev klappet. Så højt, at det næsten kunne høres ind på fastlandet. Vi takkede ja, dog ikke uden skrupler, til en lille copita med 90 grados og gik videre til næste fest med en brændende fornemmelse. Helt ned i mavesækken.

Næste fest var bygget op omkring en sivhytte. Så havde brudgommens far alligevel formået at finde et slagtilbud på vandstrå. Sivene var flettet, snoet, drejet og sammensat med andet siv og hvad der ellers var til rådighed. Hytten stod midt i gårdhaven og på modsatte side var de friskslagtede fårehuder hængt til tørre. Sikke en fest inde i den hytte. 8 mand, 2 kasser øl og højt humør på quechua. Der blev råbt, sunget og byttet cocablade i ét væk. Cocabladene havde også sat deres tydelige spor i mændenes mundvige, som var grønne af gennemtygget snask. Og hvad der ikke var rundt om munden, var så sandelig mellem tænderne. De prøvede at kommunikere med os på quechua, vi svarede på spansk. Nyt spørgsmål på quechua, et undskyldende smil fra os. Vi skulle videre til næste fest.

Sidste fest var ude bagved. Den var forbeholdt kvinderne og mænd, der kunne håndtere en frilufts-grill. Alle kvinder på øen, der havde lyst til at hjælpe til med madlavningen, var samlet her . Hold op, hvor der blev snakket, hønset, kaglet. Kvinderne sad i små grupperinger, 3-4 stykker i hver. De små grupperinger var placeret i yderkanten af gården. I midten stod suppegryderne og kogte. Jeg var meget imponeret over kvindernes koordinationsevne. Selvom der ikke var snak på tværs af grupperingerne, vidste alle, hvad de skulle. Nogle skar kartofler, andre udvandede chuños (tørrede kartofler), andre igen stod for hvedegrynene og de dygtigste havde fået tjansen med at rense fåreben og - hoveder. Sidstnævnte med en ordentlig skudefuld sulfo. Når man så synes det var tid, gik man hen til suppegryden, puttede sin ingrediens ned og rørte lidt rundt. - Sådan blev det ved indtil spisning.

Mændene havde tændt den store brændestabel op. Alt, hvad der kunne brændes, blev brændt. Det skulle jo være et rigtigt bål. I en spand ved siden af var de bbq-marinede fårestykker lagt klar. Jeg er meget i tvivl om, hvordan den marinade kom ind i billedet. - vi har hverken fået den før eller siden, den indeholder krydderier der ikke findes på øen og peruaneres kærlighed til amerikanere kan i øvrigt ligge på et meget lille sted.

Efter at have været rundt til alle fester, var det tid til den hjemlige ceremoni. Dette betød, at fest 1 skulle blandes med fest 2. Forrest kom alle musikanterne. De havde dagen igennem spillet for fest 1. - kun afbrudt af sprut- og ølpauser. Melodien de havde spillet, var den samme. Igen og igen. Og det skulle senere vise sig, at de aldrig ville stoppe. Èn melodi, indeholdende 4 akkorder og uden tekst til. Efter musikanterne kom så hele følget. Først forældre, derefter brudepar og slutteligt gudforældre. Midt i det hele var også en lille fyr. Han hed Niels! Dette bunder i, at tidligere danskere på øen har sagt ja til at være gudforældre på Taquile, hvorefter forældrene til barnet har kvitteret med at være gudforældre. - det er en anden historie, som jeg nok skal komme ind på senere.

Hele følget blev opstillet i gårdhaven og en vis herre begyndte ceremonien. Han havde et mindre fad, som han førte op foran hovedet på brudeparret. Han lavede cirkulære bevægelser med fadet, mens han fremsagde noget på quechua. Og så var der taler. Tale fra begges forældre og gudforældre. Uden at vide helt præcist, hvad der blev fremsagt, var det tydeligt at mærke, at alkohollen havde påvirket taleevnerne. Men der blev klappet lystigt efter hver tale. Alle klappede, smilede og gjorde honnør til hinanden. Alle undtaget brudeparret, som ikke måtte sige noget før på 3.dagen. De måtte i øvrigt heller ikke sove, mens der var gæster. - og ja, skulle de tisse, var det med følgeskab af halvdelen af orkesterholdet, der så ville spille for dem mens de nødtørftede.

I løbet af ceremonien kom der flere og flere til. Både fra Taquile og fastlandet. Det er ret nemt at kende forskel på de forskellige. Taquilanere er klædt traditionelt, fastlandsboere i civilt. Det skal her nævnes, at civilt for mændende betyder sidste herremode fra Peru og for kvindernes vedkommende forklæde, kjole og bowlerhat. Pludselig var der mange og det blev anslået, at mellem 2-300 ville dukke op af dagen. Man har ikke fået invitation, man dukker bar op. Når det passer én og så går man igen, når man synes festen er slut for ens vedkommende. Man giver heller ikke hånd og hilser. - det bliver højst til noget indebyrdes cocablade-udveksling.

Da ceremonien var slut, var det spisetid. Jeg vil ikke kalde os æresgæster, men der var ingen tvivl om, at vi var værdsat. Derfor skulle vi selvfølgelig også have en af de bedste portioner. Eller i hvert fald det bedste stykke kød på dyret. Kødet blev serveret som låg på suppen, der blev bragt ud til os i lerskåle. Og NU skete der noget, for der var jo ingen ske med. Det var tydeligt, at de lokale havde ventet på det her øjeblik. Hvordan vil danskerne nogensinde få konsumeret den her portion uden bestik. Alt imens de selv slubrede, rev kødlunser fra bener og gemte overskydende mad i små plastikposer til senere brug. Poserne blev diskret gemt nede i kjolen.

Men suppen blev serveret og vi havde ingen idé om, hvordan vi skulle gribe den an. At sige, at den var fristende vil også være at bruge store ord. Det ville selvfølgelig være en fornærmelse af dimensioner, hvis vi ikke prøvede den, men. - Hvad lavede alle de små tørrede kartofler dog nede i den? Her må det indskydes, at de tørrede kartofler laves ved at tørre kartoflerne i solen, hvorefter alle ledige taquilanere tager sandalerne af, for nu skal der trampes. Og så bliver der trampet og stampet i kartoflerne til de er uigenkendelige, men til gengæld smager af afsvedning, fodsved og en smule af kartofler. Vi lavede snigeren med maden. Spiste kødet, nippede til suppen, puttede en enkelt almindelig kartoffel i munden og prøvede at afsætte resten af maden. Det var ikke noget problem, folk havde jo poser med til samme formål.

Efter maden startede festen. Der kom flere øl på bordet, mere og mere sprut i plastikflaskelåget og musikken begyndte at spille højere og højere. - dog stadig samme melodi. Nu skulle der danses. Dansen kan vest af alt betegnes som en fjerkræs-lignende kædedans. Armene tæt ind til kroppen, albuerne ud til siden, gå meget langsomt fremad og lad vær med at lave for rytmiske bevægelser. Her dansede alle, tykke og tynde, abulita og hendes barnebarn. Èn lang kæde, der vendte nede i enden og gik tilbage igen. Sikke et syn og føj, det var skægt. Ikke så meget snak, bare dans og alkohol.

Da klokken slog 20.30, brød vi op. Det var tæt på minusgrader, vi var dødsultne og trætte efter indholdsrig dag. Så nej, vi fik ikke festet med de unge, men derimod overværet ceremonien. Og efter sigende var ungdomsfesten ikke meget anderledes end, hvad vi selv havde oplevet. - fjerkrædans, den samme melodi fra musikanterne, cocablade og uendelige mængder øl og hjemmebrændt sprit.