Første møde med Taquile! - og en sludder for en sladder!

Var ankommet til havnebyen, Puno, et par dage forinden. Her havde jeg lige skulle vænne mig, at luften i 4000 meters højde ikke giver muligheder for store fysiske anstrengelser. - Og måtte flere gange sige til mig selv, at det var OK at puste på vejen op ad de 8 trappetrin, der adskilte gårdhaven fra mit værelse. Nåhr ja, så skulle jeg forresten også bare smile af, at det var frostgrader om natten, at lampen på mit værelse ville kunne oplyse hovedbanegården, at TV´et var udskiftet med en panfløjte-spillende radio, at jeg nok skulle berede mig på et kødfrit ophold og at de lokale hellere ville snakke quechua end spansk.

Men efter de første 3 dage på Taquile, lovede jeg hele havnefronten i Puno, at jeg aldrig aldrig mere ville bande og svovle over dyttende taxier, at man ikke kan opdrive auberginer på markedet og meget entutiastiske unge flyers-uddelere foran diskotekerne.

Taquile var fra første færd en rejse tilbage i tiden. Havde det ikke været for den motoren på båden, ville jeg nok have sagt 500 år tilbage. Ingen biler, ingen veje, ingen maskiner, ingen butikker. Dog var der enkelte ting, der forstyrrede dette billede, hvor det mest slående var den parabol-skov, der strittede op fra alle hustage. Senere fandt jeg dog ud af, at parabol ikke nødvendigvis er lig med CNN på alverdens sprog. - Man skal jo betale for sin bestilte pakke, hvis man vil se andet end løbende myrer henover skærmen.

Hjemmefra var jeg blevet indprentet, at jeg skulle tage alle nødvendigheder med ud på øen. Jeg kunne ikke regne med at købe noget som helst på Taquile. Hvad pakker man i en sådan situation? Er det vigtigt at tage kaffe med? Hvad med hovedpudebetræk? Lange underbukser? Jeg ville ikke risikere noget og pakkede, som skulle jeg på en måneds rundrejse i Gobi-ørkenen. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at man kan undvære meget, men at pandelampe, sovepose og bog var uundværlige sager. - Man prøver kun én gang at famle sig frem i mørke langs husmuren, gennem et lille krat og henover 4 kampsten, for at finde et toiletskur kl.4 om natten.

Øen er slående. Fantastisk natur. Den er domineret af flere forskellige højdedrag, gennemskåret af intermistiske tilskårede sten, der skal agere sti. Indimellem må man dog selv tænke sig til, hvordan man lettest kommer fra punkt A til punkt B. Skal man forcere 4 stenhegn og risikere karambolage med en fåreflok ? - eller skal man hellere gå 400 meter til højre, for igen at skrå ned igennem, hvormed man kommer til at plante sine støvler i de nysåede majsplanter? En evig problematik, som man må vurdere fra gang til gang! Til gengæld er der larmende stille på øen. Helt musestille. Nærmest ikke engang en fugl. En del høns, men deres mænd larmer kun ved solopgang, kl.5, hvor man alligevel står op. Nogle vil kalde det fredfyldt og det kan ikke benægtes. - Men åhh, hvor man godt kunne savne bare et enkelt "HOLAAAAAA", når man hilser på folk, istedet for et "hola" (dette skal læses med skriftstørrelse 4,3), efterfulgt af et blik ned mod jorden.

Jeg kunne blive ved og ved. Det vil jeg også gøre, men det bliver næste gang. Snart. Det lover jeg. - Det er så vanvittigt svært at finde ud af, hvor man skal starte og ende. Men kaffen er nu kold, mine fingre frosne og maven skaber sig. - Den vil have omelet med importeret Heinz. Nu!