Profile
Blog
Photos
Videos
Det er efterhånden ved at være længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg i min blog, så her kommer en lille opsummering med highlights fra de sidste par uger.
Først og fremmest, vil jeg til mit eget forsvar sige, at det stadig kan være svært at finde tid til at sætte sig ned og reflektere over alle de ting jeg oplever, og rent faktisk skrive det ned på samme tid.
JA - der er stadig mange fester jeg vil til, mennesker jeg vil ud og møde, ting jeg vil ud og opleve og steder jeg vil besøge..
MEN - der er rent faktisk også et hav af lektier og masser af læsning at se til, så tro ikke at det hele er én lang fest (selvom billederne godt kan snyde).
Ligenu befinder jeg mig i Tangeman University Center på 3. sal, i en såkaldt 'study lounge', hvor man i nydelige omgivelser, kan få fred og ro til at sætte sig og studere. Jeg har netop færdiggjort et 3-siders essay om hvordan jeg 'lærer bedst', ud fra aktiviteter vi har haft under vores forelæsninger. I morges havde jeg endnu en eksamen i Consumer Behavior, og på fredag har jeg en i Organizational Management. Om lidt skal jeg ned og spise, hvorefter jeg skal mødes med nogle kammerater, for at se universitetets basketball-hold spille sæsonens første kamp. I den hal som kampen skal foregå i, kan der sidde knap 25.000 mennesker og er placeret 20 meter fra den bygning jeg bor i.
I forrige weekend var jeg så heldig at få besøg af familien, som endte op her i Ohio efter at have besøgt Memphis og Nashville. Første dag gik med at vise dem rundt på et gråt og vådt campus i silende regn. Da vejret her i Cincinnati skifter konstant, var de uheldige at ramme et par dage hvor det var koldt regnvejr, hvor man skulle have vinterjakker og lange bukser på. Dagen efter de tog afsted skinnede solen, og jeg gik udenfor med shorts og undertrøje.
Jeg viste dem de steder 'vi' plejer at tage hen, samt de mest interessante områder af byen, herunder:
Mount Adams - Hyggeligt upper-class kvarter, på toppen af et mindre 'bjerg' ved siden af downtown, med lækre restauranter, barer og natteliv og smuk udsigt over byen.
Newport, Kentucky - Festligt område på den anden side af Ohio River, med spisesteder og natklubber med udsigt fra Kentucky-siden, over floden og ind på Cincinnati skyline.
Kenwood Towne Centre - Et ægte amerikansk shoppingcenter udenfor byen, med gode restauranter og fede butikker
Hyde Park - Et fancy nabolag i Cincinnati med smukke huse og villaveje som taget ud fra 'Desperate Housewives', samt en lille bymidte med specialbutikker og marked hver søndag.
Indian Hills - Det rigeste kvarter i byen, hvor blandt andet Neil Armstrong har boet efter han var på månen, og i mens han underviste i 'Aerospace Engineering' på University of Cincinnati, og frem til han døde for lidt over en måneds tid siden.
Om søndagen besøgte vi Paul Brown Stadium for at se rivalopgøret mellem Cincinnati Bengals VS Pittsburgh Steelers i NFL, hvilket var en stor oplevelse selvom at Cincinnati desværre tabte kampen.
Jeg nød meget at have dem på besøg, og benyttede samtidig muligheden for at sove på deres hotel.
I sidste weekend startede festen torsdag aften, hvor vi var en større gruppe der tog til Newport, Kentucky for at fejre min og min kammerat Victor Arena's fødselsdag, som fyldt 22 samme dag som mig. Fredag formiddag tog vi alle ned og spiste fødselsdagsmiddag på Brazilian Steak House i downtown Cincy, og om aftenen tog vi til halloween-kostume fest hos nogle amerikanske piger som bor sammen i et hus hvor festen blev holdt. Lørdag eftermiddag blev jeg samlet op af en amerikansk kammerat ved navn Justin, som kørte mig og nogle andre ud til en skov i staten Indiana, ca. en time udenfor Ohio. Her havde Justins mor et lille hus midt ude i skoven, hvor vi og en masse amerikanere lavede bål, grillede burgere, hørte musik, spillede beerpong og drak Budweisere natten lang indtil vi faldt i søvn i telte rundt om bålet. Da vi vågnede op om morgenen, kørte vi tilbage mod Cincinnati og ved grænsen til Ohio holdt vi en på en 'diner' midt på landevejen og fik amerikansk morgenmad.
Jeg nyder stadig livet herhenne, og ser lige nu frem til en kommende tur til Chicago og West Virginia til Thanksgiving. Der er desværre ikke længe til jeg vender hjem til Danmark igen, men det er rart at have nogle ting at se frem til når jeg kommer hjem som eksempelvis min lange juleferie og mit efterfølgende praktikophold i Fields!
WORK HARD - PLAY HARD
- comments
Pernille Risom Hold da op hvor når du meget! Imponerende.