Profile
Blog
Photos
Videos
Raindrops keep falling - 6/5-12/5-13 Uge 3 ud af 10
Endnu en dejlig uge er gået i det smukke Uganda. Vejret har desværre ikke været med os, det har simpelthen regnet HELE ugen. Nærmest dag ud og dag ind. Man finder derfor hurtigt ud af, at klipklappere ikke er den bedste påklædning, hverken for tæerne eller for kjolerne. J Vi måtte derfor alle ud og investere i et par gummistøvler, som kun kunne fås mange numre for store. Men nu har vi heldigvis tørre tæer og ingen problemer med mudderet.
Gyaviira (vores bror på 19 år) afslørede for et par dage siden, at vores værtsmor har den mission, at vi alle skal tage mindst 3 kg på, inden vi kommer hjem til Danmark igen. Det ser åbenbart "pænest" ud, at vi har fået rigeligt med mad og det er desuden et tegn på velstand, så det ville være en skandale at komme magre hjem til Danmark. Så den får ikke for lidt med kalorierne. Der kommer smør i pastaen og vi får hver dag til teen et stykke friskbagt kage eller de lækreste tærter/bananpandekager/chapati's. Men indtil videre klager vi bestemt ikke. Hun er i hvert fald ikke faldet af på den med den gode mad. MUMS.
Weekenden bragte dog det dejligste solvejr med sig. Vi brugte fredag på en laaang treat. Vi spiste brunch på Frikadellen og blev der resten af dagen, hvor vi studerede. Herefter sluttede vi dagen af med den lækreste Barbeque som også blev afholdt på Frikadellen. Vores brødre Joseph og Gyarviira var så søde at komme og hente os, så vi ikke skulle føle os utrygge, når vi skulle gå den lange vej hjem i mørket.
Lørdag var vaskedag og her fik vi vasket alle vores kitler og andet hvidt. I hånden vel at mærke. Derefter tog vi en velfortjent pause oppe ved poolen, her huskede ALLE at smøre sig ind i solcreme, flere gange. J
Ydermere er vi kommet rigtig godt i gang med praktikken på Masaka Hospital, som blev bygget i 1927. Det er et rigtig pænt hospital i forhold til det vi så i Kenya. Der er blevet bygget nye bygninger som Masaka by har fået fra Japan. De har åbenbart en form for samarbejde, Uganda og Japan. Derudover ligger hospitalet på en bakketop, så man har den smukkeste udsigt ud over marker, træer og bjerge. Det er meget smukt om morgenen, når diset ligger tungt hen over dalen. Overalt på hospitalet vrimler det med sygeplejerskestuderende. Dem har vi alle haft stor gavn af. De fleste kan deres kram og er villige til at lære fra sig.
Det har været en rigtig spændende og hård uge. Sofie og Camilla har været på skadestuen og Liva har sammen med Lærke været på medicinsk afdeling for mænd.
Begge steder har virkelig været en udfordring for os alle. Ressourcerne har været få, og vi har ofte stået i den situation at mangle de fornødne ting, der skal til for at yde hjælp.
Skadestuen:
Skadestuen har været lidt af en prøvelse, men på trods af dette har det også været meget lærerigt at arbejde under et sådant pres som vi har oplevet her. Næsten hver dag har skadestuen været fuld af patienter! Og patienterne har typisk været mennesker der er blevet kvæstet i trafikken. Netop disse situationer var de mest sindsoprivende for Camilla og Sofie. Skadestuen har simpelthen ikke nok ressourcer til så mange patinter på en gang. Basale ting som handsker, vat, gaze og sterile instrumenter er ikkeeksisterende, hvilket gør det svært at handle. På samme tid hersker en meget stigmatiserende adfærd over for størstedelen af patienterne, da personalet går ud fra at alle er "infected" (HIV smittet). Denne adfærd er frygtelig at bevidne. Udover disse voldsomme oplevelser har der heldigvis også været positive i blandt. Småskavanker, som bylder, brækkede ben og sår har været spændende at assistere til. Og så er det altid specielt at opleve, at blive inviteret ud af lægen mens man assisterer ham ved verdens største, værste og mest blodige åbne benbrud. Derudover har vi oplevet mange andre interessante situationer som fx slangebid og dæmonbesættelser etc.
Medicinsk afdeling for mænd
Første uge for Lærke og Liva var på Male Medicinal Ward. Denne afdeling har alle slags sygdomme; HIV/aids, tuberkulose, meningitis, malaria, kræft mv. De første par dage blev brugt på at finde ud af afdelingens system. I Danmark har man f.eks. kun 3-4 patienter, dem har man så ansvaret for. Man ved hvad de fejler, hvilket medicin de skal have og hvornår de skal tilses af en læge. Det gør man ikke her. Alle sygeplejersker har alle patienter. Så det var noget rodet at finde ud af hvad man skulle gøre.
Man følger enten behandlingsrunden eller lægens stuegang. Det var utrolig spændende at følges med lægen. Men også meget frustrerende. Det hele foregik på Luganda, og kun nogle gange oversatte lægen dette. Det tog også mange timer (9-14), så man nåede at blive rigtig øm i benene. Behandlingsrunden var også spændende. Her var der rig mulighed for at lægge vene katetre (Det man giver medicin i, direkte i venen), hænge væsker, medicin, blod op og give injektioner, og andet medicin.
Det var en stor omvæltning med den sparsomme kontakt sygeplejerskerne havde til patienterne. Man snakker stort set ikke med dem. Man giver dem bare deres medicin og så videre i ruten.
Den sidste dag på afdelingen døde en patient. Han havde HIV og var i blodmanglen, desværre fik de først hans blodtype blod ind, for sent. Han døde da de skulle til at give ham sit blod. Det var utroligt hård at se, hvordan de skulle gøre ham i stand. De binder den afdøde med reb og pakker ham ind i et tæppe. Det var mærkeligt at se, at ingen virkede mærkede af situationen. Folk begyndte at spille musik på deres telefonener og andre stod og grinede over den afdødes seng. Det blev for meget for os og vi besluttede os for at tage hjem lidt tidligere end planlagt J
Der er desuden blevet lavet lidt om i planerne. Lærke og Liva tager næste uge på mor og barn klinikken. Hvor de skal lærer kvinderne hvordan de skal passe deres børn, hygiejne, brystføde, vaccinationer osv.
// Camilla, Sofie og Liva
- comments