Profile
Blog
Photos
Videos
Kenya
En kort opsummering af den første, dejlige uge i Afrika. Vi ankom til platformen Daraja, mandag, efter en lang rejse. Vi var derfor alle godt trætte til de første undervisningstimer, som begyndte lige efter frokosten. Moses, Michelle og James (aka Dik-Dik) tog i mod os og skulle være vore facilitatorer resten af ugen. Moses er 28 år og sygeplejerske i Kenya, han er ansat på en 2 årig kontrakt i Action Aid. Michelle er fra Danmark, hun er 30 år og sociolog, hun er ligesom Moses ansat på kontrakt. James er Masai, og meget lille hvilket er atypisk for en masai. Derfor har han fået tilnavnet Dik-Dik, da det er betegnelsen for en lille, men hurtig antilope. Selvom James er meget vestlig, følger han sin stammes traditioner nøje - James har derfor hele to koner, en han selv har valgt, og en hans familie har valgt for ham. Han har i alt otte børn! Han bor normalt i området uden for platformen med sin stamme.
Selve platformen ligger sammen med en pigeskole for meget intelligente piger med meget få ressourcer. Pigerne på skolen får undervisning i 4 år, det fjerde år er en praktisk del på skolen hvor de skal bruge det, de har lært. I mens vi boede på platformen åbnede de f.eks. en lille butik. I butikken kunne man købe kolonialvarer, sodavand, blyanter, slik, kondomer, hæfter, vaskepulver mm. Men pigerne havde også en drøm om at læse videre til læger, ingeniører, sygeplejersker mm. At læse videre kræver dog at familien enten betaler, eller at pigerne modtager et schollarship.
For os danskere var det lidt af en omvending, at skulle gå tilbage til primitive kår. Når man skulle på toilettet skulle man fx i "Hullet", som var et latrin ude på marken: forestil dig et lille træhus, varmt og fuld af store spyfluer for dertil at tilføje - LUGTEN! Det skal dog tilføjes at man hurtigt vendte sig til det. Det kunne dog være lidt skræmmende om natten, med Afrikas vilde dyr. Camilla mener f.eks. at have set en løve/ leopard/ los/ stor kat - hvorfor man hurtigt lærer at holde sig om natten.
At være uden strøm, telefonsignal og rindende vand var også noget vi lige skulle vende os til (strømmen kom ud af ét stik fra 18 til 22 - så der var kø ved kontakten).
Ugen gik ellers med spændende temadage og udflugter til det omkringliggende områdes landsbyer og den nærmeste større by, Nanyukis slum.
Hver morgen stod vi op omkring 6.30, løb tur lang platformen og så solopgang over Mount Kenya - når vi kom hjem skulle vi ikke snydes for en omgang styrketræning, som vi selv stod for. Derefter var vi godt sultne til morgenmaden kl. 8, hvor vi fik hirsegrød, en halv banan, nogle gange et æg eller ved helt specielle lejligheder et lille friturestegt brød. Og selvfølgelig den meget søde te/ meget tynde kaffe (det er vigtigt at komme tidligt ned til morgenmaden, så man kan indtage hirsegrøden når den er lind og tynd - da den ellers hurtigt bliver geleagtigt og klæg).
Frokosten og aftensmaden bestod primært af enten "ugali" (en udefinerbar grød/ mos - de fleste på platformen kunne ikke fordrage det - Sofie og Liva syntes det smagte udmærket) eller ris og dertil fik man bønner i alle afskygninger. Vores nye livret er Chapachi, en slags madpandekage - lækker og olieret. Ofte var maden dog brændt på, og man fandt til kulstykker og sand/ sten i maden, da bønnerne var håndsorteret.
Opvasken er en historie for sig selv: Store baljer med brunt vand var stillet op på række. Først en balje til krus, så tallerkner og bestik og derefter en skylle af balje med store mængder klor. Ofte når man kom til morgenmadsopvasken var baljerne endnu ikke skiftet fra dagen før. Vandet var derfor helt brunt, med gamle madrester og døde biller. Det har nok gjort underværker med det klor.
Søndag morgen var det afgang fra platformen og vi vendte snuderne mod Nairobi, Kenyas hovedstad. Herinde kom vi til et dejligt Hotel (YMCA Hostel) med pool og eget toilet, bad og rindende, dog koldt, vand. Sofie tog på girafudflugt med nogle af de andre frivillige, Anna, Laura og Danny. Imens tog Nina, Lærke, Camilla og Liva til et lille lokalt center hvor de handlede lidt ind og hyggede sig. Om eftermiddagen spille vi kort med Sarah, som havde hvilet sig efter flyveturen. Hotellet serverede to gratis måltider.
Allerede kl. 04.30 kørte vi videre med Matatu (varevogntaxi) mod lufthavnen. Vi ankom til Kampala kl. 12 efter en lille køretur. Her mødte vi Ivan, vores facilitator i Uganda, og han fik os indlogeret på endnu et dejligt hotel.
Efter en god nats søvn med regn og torden stod vi op til en smuk og varm solskinsmorgen i Kampala. Morgenmaden bestod af ristet hvidt brød, hårdkogte æg (Sofie, den heldige kartoffel var så heldig at få et blødkogt), bananer, marmelade og kaffe/te med varm mælk. Det var dejligt og tiltrængt med en afveksling fra den typiske hirsegrød, men desværre mætter det hvide brød kun kortvarigt, og vi blev hurtigt sultne igen. Formiddagen forløb i ro og mag på hotellet med dagbog-skrivning, tøjvask (i hånden selvfølgelig) og solbadning i hotellets baggård. Klokken 11 mødtes vi med Iwan som fortalte os mere uddybende og konkret om vores værtsfamilie i Masaka, som vi skal rejse til i morgen (onsdag). Vi nåede derefter en hyggelig frokost på hotellet inden vi sammen med Iwans kollega, Sam, drog ud i Kampalas hektiske storbyliv. Vi tog en matatu til centrum af byen, hvor vi så slum, kaotiske taxi-holdepladser, påtrængende sælgere og tusindevis af boda bodas der konstant var ved at køre os over. Alt imens advarede Sam os om at holde vores tasker tæt ind til kroppen og gemme alle former for smykker. Selvom Kampala efter sigende skulle være en af Afrikas mest sikrestor byer, er lommetyveri og overfald hverdagskost på gaden. Det sætter lidt tankerne i gang…
Camilla, Liva & Sofie
- comments
carola peulecke Kære dejlige Sofie Skat. Tusind tak for dit dejlige kort, hvor jeg kan læse om alle dine dejlige oplevelser, ligesom her på jeres blog. Dit kort har virkelig været længe undervejs, må man sige, men dejligt at høre fra dig, min skat. Jeg glæder mig også til du kommer hjem igen. I går eftermiddag/tidlig aften havde vi et kraftigt tordenvejr med masser af regn. I eftermiddag skal vi ind og høre din Mor synge i Frihavnskirken, men det tror jeg at du godt ved. Og som du selv skriver er der ikke længe til at lille Ada ankommer, vi glæder os alle til det, ligesom jeg også glæder mig til at du kommer hjem igen. Jeg kan godt forstå at du glæder dig til at Andreas også kommer, jeg kan godt huske dengang Farfar og jeg var unge, hvis vi var væk fra hinanden, det var ikke til at bære. Pas nu godt på dig og lad ikke løverne æde dig. Syntes du ikke Girafferne er skønne. Knus og Kram til dig fra Farmor. ed mnasser af regn. I eftermiddag skal vi