Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg er nu startet med det frivillige arbejde på Ayúdame (børnehjemmet), hvor det hele startede for 20 år siden. Dagen inden min opstart havde Andreas og jeg fået lov til at besøge børnehjemmet, så Andreas kunne se hvilke rammer og atmosfærer jeg havde befundet mig i den første halvanden måneds tid. Her fik jeg også lejligheden til at snakke med Maria Clemencia omkring arbejdet på børnehjemmet. Reglerne var klare, jeg er selv herre over, hvornår og hvor meget jeg vil arbejde. Jeg skulle betragte Ayúdame som mit hjem, og finde min egen rutine.
I og med jeg er kommet for at arbejde, og ikke rigtig har det store at give mig til i Bogotá og gerne vil øve mit spanske, har jeg valgt at arbejde alle ugens dage - I læste rigtigt, alle ugens dage. Jeg nyder at have med børn at gøre, og vil gerne bruge alle ugens dage på at lege med børnene, og give dem alt den kærlighed og opmærksomhed jeg er i stand til. Min første arbejdsdag var fyldt med kram, kys og leg. Her falde mit hår i god jord, da mange af børnene finder det sjovt, at sætte alverdens mærkelige frisurer. Det bliver dog ikke noget der kommer til at gentage sig, da de fleste af børnene har fået piojo (lus), hvilket jeg gerne vil være fri for på min rejse. Så i stedet for at de roder i mit hår, roder jeg ved deres for at kæmme efter lus.
For 2 år siden blev Clara spurgt om hun ville være med til at starte et projekt op for børn, som er blevet adopteret fra Ayúdame. Projektet går ud på, at de som er adopteret herfra kan få lov til at arbejde på børnehjemmet. Under arbejdet kommer man til at bo ved en lokal colombiansk familie, som selv har adopteret et barn fra Ayúdame. Clara bor derfor ved en lokal familie kun 15 minutters gang fra børnehjemmet. Desværre har Maria Clemencia ikke kunne finde en nærliggende familie til mig. Jeg bor derfor på et hjem for gravide kvinder, som har valgt at bortadoptere deres barn til børnehjemmet. Lige for tiden bor der en gravid kvinde (Joanna) i huset udover mig, samt Lucie og hendes to børn (Angie og Oscar). Da mit frivillige arbejde dækker kost og logi, og jeg ikke bor ved en familie, foregår dagens 3 måltider på børnehjemmet. Huset jeg bor i bliver derfor mit hjem for aften og natten, hvorefter jeg tilbringer resten af min tid på Ayúdame, som mere eller mindre allerede er blevet mit hjem.
Min hverdag på børnehjemmet flyver af sted, da der er nok at se til med 50 børn samlet på et sted. Min dag starter klokken 7:15, hvor jeg gør mig klar til at tage hen på Ayúdame, som ligger 5-10 minutter gang fra huset. Omkring klokken 8 spiser jeg morgenmad på børnehjemmet, hvorefter jeg går op på 2. sal for at lege med de børn som ikke skal i skole eller børnehave. Omkring klokken halv 11-11 er det tid til en middagssnak (las once) bestående af juice og kiks. Ved middagstid hjælper jeg med at made de små og gøre dem klar til deres middagslur, før jeg selv skal spise. Efter maden er der igen tid til lidt leg inden de ældste børn skal lave lektier, hvor jeg hjælper med matematikken og de lidt sjovere klippe-klister opgaver. Omkring klokken 15 er den igen tid til en lille forfriskelse, hvorefter jeg hygger med børnene inden de skal have aftensmad. Omkring 17 tiden får de mindste aftensmad, hvor jeg igen hjælper med at made dem, hvorefter de skal gøres klar til at sove. Efter at have hjulpet med at madet de mindste og serveret maden til de større er tiden inde til, at jeg selv skal spise. Efter at have spist dagens sidste måltid tager jeg runden rundt og siger godnat og på gensyn til alle børnene, hvor der selvfølgelig bliver uddelt kys og knus til hver og en. Træt efter en lang dag, tager jeg tilbage til huset jeg bor i, hvor jeg hygger med "familien". Her bliver jeg rigtig udfordret med mit spanske, da familien er nysgerrig og har mange spørgsmål omkring Danmark. Samtidig med at jeg øver mit spanske, prøver de flittigt at lære lidt dansk, hvilket vi har meget sjov med. Omkring 21-22 tiden, siger jeg allerede godnat for at kunne være frisk til næste dag.
Jeg nyder min hverdag på Ayúdame, og hver dag byder altid på nye ting og for den sags skyld udfordringer. Udfordringerne kan bestå i at trøste et tilnærmelsesvis utrøsteligt barn, hvor man må tage alle midler i brug for at få et lille smil frem. En svær opgave for en som jeg, som knap nok kan klare at et barn er trist til mode eller græder. En af mine største udfordringer har indtil videre været at trøste de børn, som har haft besøg af deres forældre, som dermed også har været nødsaget til at sige farvel, mod deres vilje. Foruden de børn som er til adoption, er der også børn som bor på Ayúdame, fordi forældrene ikke kan have dem hjemme af en eller anden grund. Dermed børn der savner deres forældre. Om tirsdagen har børnene besøg af deres forældre, hvilket betyder glæde under selv besøget, men gråd når der skal siges farvel.
Jeg går derfor rundt i en times tid efter besøgstiden og trøster det ene barn efter det andet. En meget smertefuld ting at være tilskuer til, da det eneste børnene kan sige med gråd i stemmen, "jeg savner min mor og far", hvilket er fuldt forståeligt. Sammen med de svære udfordringer er der også de sjove, som at skulle made de små. Det er ikke altid, at de små hoveder har lyst til at spise, og det er her man er nød til at være kreativ. Her har flyvemaskinen været i brug, som jeg har fået fortalt, at jeg selv skulle have været meget begejstret over, når jeg skulle mades. Foruden flyvemaskinen gør jeg også meget brug af, nu spiser jeg alt din mad og så er der ikke noget til dig, hvilket nogle af børnene går i panik over, hvorefter de skynder sig at åbne munden og spise maden. Det handler om at være kreativ når man vil have mad ned i de små, men det gør kun hverdagen sjovere. Desværre har de sjove metoder ikke altid effekt, og man må derfor hæve stemmen for at få dem til at spise. En metode jeg ikke tager så ofte i brug, da jeg selv synes det kan forværre hele situationen, som medfører til mere gråd eller hysteri end før. Heldigvis har jeg endnu ikke haft de store problemer når jeg har hjulpet med at made, så jeg har kun været nød til at hæve stemmen en gang eller to.
Selv om jeg kun har været på Ayúdame i 2 uger føler jeg mig allerede meget velkommen af både personale og børn. Hver dag bliver jeg velmødt af børn, som er glade for at se mig. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få en fantastisk måned sammen med nogle livsglade børn og et kærligt personale, og før jeg ved af det går turen videre til Peru, som er næste stop for min rejse.
Jeg kommer desværre ikke til at ligge billeder op af børnene, da de er under beskyttelse, og der må dermed ikke ligge billeder af dem på nettet. I må derfor tænke jer til, hvor søde de kan se ud, eller vente med at se billeder til jeg er på dansk jord igen.
- comments
Sus Tonnisen Dejligt indlæg, Camilla. Du og Clara bliver forgængere for noget rigtigt stort og godt på Ayudame, tror jeg. Gid jeres ophold må føre til, at der kommer mange andre "frivillige legevenner" til de søde børn. Saludos de la mama de Clarita
Farmor hej Camilla,du skriver rigtig dejligt,godt at høre du har det godt.her går det ogaå fint.På søndag har farfar fødselsdag,men der er ingen hjemme,din mor og far skal til konfirmation,og Michela og Thomas er i København,så vi må finde på noget.Knus og kram fra Farfar og Farmor.Pas nu godt på dig selv.
Katja Hammel Hej Camilla. Hvor er det dejligt at læse, både at du har det godt og at du lever dig sådan ind i børnenes liv og levned. Det giver også dig en hel masse tilbage, børn er dejligt umiddelbare og det tror jeg gælder alle børn uanset hvor i verden de bor. Knus Katja
vivian laursen Hej Camilla Dejligt indlæg og rigtig gode billeder. Vi kan se at du trives og det er dejligt at læse om børnehjemmet.
Mirna Hej. Hvis man er adopteret fra ayudame og vil finde sin biologiske mor kan man det.? Kan du hjælpe med det evt.?
Maria Jeg vel kan hvid vår jeg kommer fra bortadoptere Fra Colombia jeg vel gane hvid vår jeg kommer fra Bønehjemme Bogotá