Profile
Blog
Photos
Videos
Det er nu lidt over 2 uger siden jeg forlod Danmark, og hold nu op der er sket meget i den løbende tid. Status for de næste 2 uger, inklusiv denne uge, står på endnu to ugers sprogkursus. Dette kan jeg takke mine søde forældre for, som har valgt at sponsorer mine to ekstra uger. Tusind tak mor og far!
Spoler vi tiden tilbage til fredag d. 11, tilbragte jeg som sædvanlig starten af dagen i skole. Eftermiddagen blev tilbragt sammen med mine to roomies, schweiziske Serania og nordkoreanske Youngjae. Om aften besluttede vi os for at tage til Zona Rosa også kaldet Zona T pga. af dens form, som er et område fyldt med diverse diskoteker, barer og restauranter. Efter at være gået lidt rundt i området valgte vi at tage på Irish pub, hvor vi fik os nogle drinks. På trods af mine TO mojito's, skal jeg da lige love for at de ramte min lille krop hårdt, hvilket resulterede i, at jeg blev utrolig fuld. Det skal lige siges til mit eget forsvar, at man ikke laver drinks på samme på, som man ellers ville gøre i norden. Her i Colombia kender man ikke til 2 centiliters reglen, hvilket vil sige, at man laver drinks som hedder halv alkoholog halv sodavand - uden isterninger. I så fald blev min krop slået ud, og mine roomies måtte hjælpe mig hjem til vores lejlighed, hvor vores dørvagter fik sig et godt grin af en meget fuld pige. Jeg hørte i hvert fald for det næste dag, hvor vagterne lavede sjov af mig og mine mojitos.
Lørdagen stod i cyklens tegn, tro det eller ej. Serania og jeg havde via skole tilmeldt os en guidede cykeltur rundt i Bogotá's gader. Det er hidtil det meste fantastiske jeg endnu har prøvet på min rejse. Det var en fascinerende måde at opleve Bogotás gader på, men samtidig en hård oplevelse. Cykelturen bød på alt fra kæmpe frugt-grønt-kød- og fiskemarkeder, en kaffefabrik, graffitikunst, mindesmærker, til luderkvartet og ikke mindst slumkvarteret. Slumkvarteret gjorde i hvert fald et kæmpe indtryk på mig, da mit liv og min opvækst pludselig blev sat i perspektiv. At se små børn lege med skrald og leve under så forfærdelig forhold gjorde utrolig ondt, da det ligeså vel kunne have været mig, hvis det ikke havde været fordi at min biologiske mor valgte at bordadoptere mig. Jeg har dog været én af de heldige, som er blevet adopteret af et par kærlige forældre i Danmark, som har givet mig alt hvad jeg kunne ønske mig. Som de fleste af jer nok ved, så har jeg aldrig manglet noget og jeg er mere eller mindre altid blevet forkælet i hoved og røv - endnu en gang tak mor og far.
Kort sagt var det en ubeskrivelig tur rundt i Bogotás gader, hvor vi mere eller mindre fik set alt det man skal se når man befinder sig i Bogotá. Dette kan man kun takke vores fantastiske og alt vidne guide (Mike) for. Mike var tidligere journalist i USA, som for 5 år siden valgte at stoppe karrieren som journalist og i stedet starte bicycle tour in Bogotá, da han i længere tid havde arbejdet i Colombia som journalist. En ting er sikkert, kommer man nogensinde til Bogotá er det helt sikkert tiden og pengene værd, at aflægge Bicycle Tour in Bogotá et visit. Det koster lidt over 100 kr. og turen varer cirka 5 timer - man får virkelig noget for pengene!
Udover at opleve en masse nye og spændende ting på turen, mødte jeg endnu engang en masse nye og søde mennesker. Ud af de 20 personer der var med på turen var vi 5 fra Skandinavien, og jeg følte mig lige pludselig hjemme igen. Dejlig følelse at kunne snakke dansk igen, da min hverdag som regel foregår på spansk eller engelsk, hvilket kan være trættende i længden. Efter turen inviterede de skandinaviske mig ud at spise et af de lokale sted, hvor jeg fik smagte én Colombias nationalretter; kartoffelsuppe m. kylling. Efter maden tog vi hen til deres hostel. Her blev jeg inviteret med til en fest på et kæmpe 6 etagers diskotek med ca. 6-7000 festglade mennesker. Endnu en oplevelse, som ikke kan beskrives. De lokale forsøgte endnu en gang at lære mig, at danse salsa, men uden held. Det er slet ikke så nemt at danse salsa, som det ser ud til - det kan selvfølgelig også være, at jeg bare er utrolig dårlig til det? Vigtigst af alt, så havde jeg en god aften med en masse nye og søde mennesker.
Søndagen stod i lektiernes og ikke mindst afslapningens tegn, da vi først var kommet hjem kl. 6 om morgenen. Det var dog søvnmangelen værd!
De næste par dage skal fordrives med skole, som altid, musik festival, fejring af Seriana's 26 års fødselsdag på fredag og afskedsfest for Youngjae, som skal tilbage til Nordkorea efter 7 måneders sprogkursus i Bogotá. Derudover skal jeg måske ses med nogle af de mennesker jeg har mødt i sidste weekend. Som I kan hører har jeg nok at se til, og der er ikke et tidspunkt, hvor jeg keder mig eller føler at tiden står stille.
Håber I nyder sneen og kulden i Danmark. Selv om jeg brokker mig over, at her er koldt i Bogotá skal jeg nok bare være glad for de 18-20 grader vi har lige pt. Pas på jer selv i det glatte vejr.
- comments
Lisbeth Hej Camilla. Du oplever da virkelig noget derovre. Hvor er det spændende at læse. Jeg kan da fortælle, at her på Fyn har vi haft helt ned til -16 grader om natten og ca. -5 grader om dagen i denne uge, så du skal vist være ganske tilfreds med de 18-20 grader. Jeg glæder mig til at læse dit næste indlæg. Kærlige hilsner og kram fra kusine Lisbeth
vivian laursen Det lyder spændende,men pas nu på med de drinks.