Profile
Blog
Photos
Videos
Den sidste uge har Andreas og jeg brugt i paradiset, men ikke uden besvær. Vi ankom til San Andres mandag morgen kl. 2, hvorefter vi skulle med morgenfærgen til Providencia kl. 7:30. Vi var begge blevet enige om, at det ikke kunne betale sig, at finde et hotel for kun 5 timer, og havde gjort op med os selv, at vi kunne blive i lufthavnen natten over. Vi havde dog ikke set, at vi var det sidst ankomne fly, hvorefter lufthavnen lukkede. Det betød derfor at vi måtte sove udenfor sammen med vagten, som mere eller mindre sov mere end vi selv gjorde. Efter at have været vågne på skift de sidste 5 timer tog vi en taxa hen til stedet, hvor færgen skulle afgå kl. 7:30. Til Andreas og min store forbavselse fandt vi et skilt, hvor der stod af færgen først gik igen onsdag d. 13, selv om Andreas havde bestilt billetter til selv samme dag. Trætte tog vi taxaen videre til det hostel vi skulle bo på når vi kom tilbage fra Providencia. Her kunne man dog ikke checke in før kl. 14, hvilket betød vi skulle vente i deres tv-stue i yderlige 7 timer. Frustrerede, trætte og irriterede over at det hele gik os imod, besluttede vi os for at tage tilbage til lufthaven for at se om man kunne komme med et fly til Providencia, da vi ikke ville kunne nå at være der, hvis vi skulle med færgen om onsdagen. Heldet smilede endelig til os, og vi kunne komme med et fly samme dag kl. 12. Tilbage til hostelet igen, hvor der skulle pakkes med omhu, da vi kun måtte have 10 kg med hver. Heldigvis kunne vi få opbevaret det bagage vi ikke kunne have med på hostelet. Efter pakningen gik turen endnu en gang til lufthavnen, hvor vi fik checket ind og da vi ikke troede der kunne gå mere galt, skulle det modsatte vise sig. Vi havde ikke fået vores visum til øen med os, og da vi skulle gennem immigration kunne systemet ikke finde vores navne, selv om vi havde betalt for at få et visum. Efter at have sat personalet på en prøve, hvor Providencia blev kontaktet i forhold til at lukke os ind, lykkedes det os dog i sidste ende at komme med flyet.
Efter en masse besvær kom vi efter 11 timer frem til Providencia, hvilket man må sige var besværet værd. En smuk ø med azurblåt vand så langt øjet kunne se, hvide strande og en gennemsnitlig temperatur på godt 30 grader. I lufthaven mødte vi to argentinere, Catalina og Juan Pablo, som vi delte en taxa med ind til byen. Vi endte med at finde et sted at bo sammen, hvor vi med hjælp af deres flydende spanske fik pruttet os ned i en pris på 100 pesos om dagen, hvilket svare til 300 kr.
De efterfølgende 3 dage brugte vi sammen med Catalina og Juan. Her fik vi set hele øen, hvor vi fik besøgt de forskellige strande, snorklet (jeg så en havskildpadde), prøvet diverse former for transport (motorcykel, skolebus, bil, politibil, båd og kajak). 3 rigtige hyggelige dage, hvor der blev snakkede om alt fra stort og småt. Foruden nyt venskab, flotte naturoplevelser og en fisketur med en fangst på i alt 15 fisk, blev Andreas også klogere på det at være bleg dansker under solen i Sydamerika, hvor UV strålerne er langt kraftigere end i fx Europa. Han blev i hvert fald klogere på, at faktor 15 ikke er nok når man ikke har set solen i lang tid. Efter vores anden dag på øen var han blevet rød som en krappe på hele ryggen. Min skepsis omkring en faktor var ikke advarsel nok til, og så må man jo lære det på den hårde måde. Man bliver vel aldrig for gammel til at lære af sine fejl. Det er selvfølgelig nemt at sige for en som mig med lidt andre pigmenter. Men folkens, husk lige en lidt stærkere solcrem en faktor 15, når I tager til udlandet. Medmindre I gerne vil føle en smerte og bruge et tons Aloe Vera, som Andreas.
Alt i alt har det været 5 fantastiske dage på Providencia, som klart kan anbefales til dem som skulle få lyst til at rejse rundt i Colombia. Øen er langt fra ligeså turistet som San Andres, hvilket virkelig er tiltalende ved stedet. Her går de colombianskes, nærmest Bob Marli lignende, beboeres hverdag stille og roligt, hvilket deres motto og udseende også afspejler, "Don't worry, be hippie".
Efter at være ankommet til San Andres i dag går turen videre mod Cartagena i morgen, hvor vi bl.a. skal se den meget populære turistattraktion, den forladte by. Her vil vi befinde de næste 2 dage, hvorefter vi tager mod Barranquilla.
- comments
Kirsten og Ernst Hjernø Kære Camilla Tusind tak for dine gode indlæg på bloggen. Du skriver i et flot og varieret sprog og det er meget interessant at læse, når du udover fortællinger om dine venner også forholder dig til samfundsforhold, historie og politik. Dine bemærkninger om cubanernes forhold til turister kan vi genkende fra vores netop overståede tur til Egypten. Hils Andreas og pas godt på jer selv. Kærlig hilsen Kirsten og Ernst
Hanne Bøgh Hej Camilla og Andreas! Rigtig dejligt at høre fra jer og høre om alle jeres spændende oplevelser. Tak for mail fra jer. Vi glæder os tl at se billeder fra jeres seneste ture. Ha det rigtig godt og pas godt på hinanden. Knus og kram til jer begge fra svigerfamilien/mor & far
vivian Laursen Det lyder spændende og også lidt besværligt så det er da godt at i er 2 så du ikke skal sove udenfor alene. Når du skriver om dejlige badestrande og skønt vejr misunder jeg jer for herhjemme er det koldt og der ligger stadig sne. Hils Andreas og fortsat god tur. Kærlig hilsen Vivian og Kim