Profile
Blog
Photos
Videos
I weekenden havde vi hjemme-hygge-weekend, og brugte denne på at udforske Phnom Penh. Lørdag var vi ude og spise sushi i det nye kæmpe Aeon Mall, og om søndagen var vi på en lille shoppingtur på Russian Market - det er et herligt sted, hvor Melanie fik lov til at folde sit forhandlertalent ud :D
Melanie er i dag på privathospital da det lader til, at medicen desværre ikke har virket og det nok derfor heller ikke er urinsyregigt i hendes knæ. Knæet er stadig meget hævet og ved hjælp af krykkerne kan hun komme rundt, men det er svært og trættende. Den seneste update jeg har fået er, at de har suget en masse væske ud af hendes knæ, og at de nu vil gå i gang med undersøgelserne. Vi har aftalt, at hun skal nægte at komme hjem før hun ved, hvad hun fejler, men da det er et privathospital, så forventer vi ikke, at de gør noget halvt.
Svaret blev, at det er en betændelsestilstand i hendes knæ der har forårsaget væsken. Det er ikke til at sige, hvad der er skyld i denne, men med hvile, den fjernede væske og nogle ibuprofen, så skulle knæet blive godt igen snart - forhåbentlig! Om en uge skulle det helst være sig selv igen.
Da knæet stadig er skidt tilredt har vi besluttet ikke at tage til Siem Reap og Battambang i vores ferie i næste uge, men i stedet tage den lidt kortere tur til Kep, hvor vi har booket et lækkert hotel. På den måde får vi set noget nyt, men er ikke et sted der kræver en masse gåen, men derimod en masse dasen og udforskning på moto. Hvis Melanie har det lidt bedre bliver hun chaufføren og jeg hende der sidder bagved og klamrer mig fast til hende - det skal nok blive sjovt!
Der er ikke så meget nyt på Melanies arbejde, idet hun har ligget syg med knæet og har fået fri til at blive rask - hvilket jo er dejligt nok. I går var hun dog afsted med arbejdet til en pagoda, halvanden times kørsel væk fra byen. Udflugten var i forbindelse med den kommende ferie, hvor det er blevet en tradition at tage til pagodaen og blive velsignet af munkene og bede. Efter alle ritualerne spiste de middag i en hytte arbejdet havde lejet. Grøntsager og varme ris i termobokse var medbragt hjemmefra, og så blev der købt tre helstegte kyllinger (med hoveder, fødder, negle - alt) og fisk. Melanies appetit var ikke særlig stor, da hun så hvordan de indfødte gnaskede løs på kyllingerne, spiste med fingre eller tog med skeer de havde haft i munden. Turen var alt i alt noget af en oplevelse og vi håber meget, at munkene har velsignet hendes knæ, så det kan hele lidt hurtigere!
Hvad angår mig, så er det nyeste, at jeg skal ud på field trips med arbejdet to gange i oktober - i starten og i slutningen. Den første tur går til Kampung Chhnang og den anden til Koh Kong. Begge steder skal vi afholde workshop omkring, hvorfor det er vigtigt, at forældre sender deres børn i skole istedet for at holde dem hjemme, hvor de kan hjælpe med at tjene penge. Det kan være svært for fattige minoriteter i Cambodia, der tjener til dagens føde hver dag, at tænke på, hvordan det skal gavne dem i fremtiden, at deres børn går i skole, når de mangler penge her og nu. En del af projektet går også på, at sponsorere alt omkring en udvalgt gruppe af børn, for at sætte gang i en tendens. En ting er at sige, at det er vigtigt og så overlade ansvaret til forældrene, noget andet er at hjælpe dem igang. Det bliver rigtig spændende!
- comments
Charlotte Tipsmark Hansen Dejligt at følge jer Søs og sikken som i oplevet. Jeg håber snart at Melanies knæ bliver godt igen. Knus fra ABCD. :)
Kim Trampe Bloksted Jeg har samme mening som Charlotte, man opdager hvor godt vi det i det lille Danmark. Når jeg selv rejser kan jeg se hvor godt vi har herhjemme.
Inge Borum Hejsa. Havde været sjovt hvis I kom til Battambang. Der min kollegaer er med tol at sponsorere et børnehjem. Min ene kollega Finn Edvard er det vist p.t. I må have et forsat godt ophold og jeg håber at Melanies ben får det bedre.
Camilla Hej allesammen. Dejligt i kommenterer! Ja vi har det virkelig godt i lille Danmark! Melanies knæ er bedre efter dræningen, men der er ikke rigtig sket noget mere siden, så nu kontakter hun lige sygehuset i morgen inden vi rejser afsted til Kep søndag. Inge: Vi skal helt klart til Battambang på et tidspunkt! Det bliver bare i næste ferie - forhåbentlig!