Ude skidt... hjemme bedst.

Her begynder endnu en blog hvor starten er lidt svær og træls men slutter godt. Endnu et lille eventyr er begyndt også for os. Vi startede ellers godt med at holde os til planen denne gang og gennemførte 1 etape, med farvel til Boracay og bustur fra Claticlan til Iloilo. Intet at udsætte på 6 timers bustur til Iloilo, så forventningsfulde begav vi os ud for at finde nattely i byen . Det viste sig så lidt sværere end forventet og endte med at vi måtte tage det "bedste sted i byen" hvilket desværre ikke siger meget i denne sammenhæng.

Ud fra det jeg havde læst mig til, lød byen spændende med dets kuturelle baggrund og størrelsen som pt. tæller 500.000 registrerede personer over 18 år så guderne må vide hvormange børn og unge der også var puttet derind. Men også for dets museum og historie fra 2 verdenskrig så spændt var jeg ihvertfald næste morgen da vi kunne tage byen ved nærmere selvsyn.

Tirsdag morgen stod vi skoleret, klar til rundtur på museu Iloilo kl.08.00, men i bedste Filippino style kom der kl.09.00 en seddel op på døren, at museum var lukket. Ingen forklaring bare lukket idag. Nå men vi kunne heller ikke lige få øje på de kulturelle mærker i byen, bare en masse fattigdom, skrald, skidt og møg i en stor sammenblanding. Endnu en by som ikke adskilte sig fra de andre byer vi har set. Jeg ved godt at kalde andre folks hjem eller by for disse ord er forkert, for de har desværre ikke andet valg, men det er desværre sådan jeg oplever det som rejsende i byen.

Men så var det jo godt vi havde plan B, som betød 3 dage på øen Guimaras, som lød eksotisk og spændende ud fra det vi havde læst, med diverse små hoteller, lækre strande og hyggelige resorts right at the beach. Men belært af gårsdagens hotel standart, henvendte vi os denne gang direkte til det lokale service/turist center på havnen i Jordan- Guimaras og spurgte om de ikke kunne vise os de tre bedste resorts på øen.

Det blev så 3 timers sightseen fra ladet af en minivan, som kørte os fra det ene gudsforladte "resort" til det næste. Til sidst blev vi så pi... ligeglade, at vi forlangte at blive kørt tilbage til Jordan. Derefter tog vi båden tilbage til Iloilo og taxa direkte ud til lufthavnen. Fik ombooket billetterne fra om fredagen til tirsdag og fløj direkte tilbage til Manila 2 timer senere.Tog ind til det hotel hvor vores første rejse udsprang og fulgte dermed samme tur som første gang og her er vi så igen tilbage på Coco Beach.

Men for at få en filippiners perspektiv ind i hele denne historie, fik vi en lang snak med en sød taxa chaffør som nok havde set og oplevet det meste i hans tid. Vi havde også rigt lejlighed til at snakke, for trafikken sneglede sig afsted pga. de idioter som tidligere på dagen havde kørt en bil fuld af sprængstof ind i en turist bus. Vi fortalte at vi lige kom fra Iloilo, og han lyste op og begyndte at fortælle om hans 2 børn og 3 børnebørn som boede der.

Derefter kom næsten hele hans livshistorien:
Han berettede om landets politiske korruption, fattigdom og om befolkningen på landet der blev holdt som fæstebønder af de få som ejede alt jorden. Om at være enkemand i næsten 20 år. Hvordan det er, at børn og børnebørn ringer hver uge og spørger om penge han ikke kan give. Han var 63 år gammel, kørte taxa fra kl.05.00 til kl.24.00 mindst 6 dage om ugen. Og så var det at jeg ikke kunne lade være med at spørge om lønnen. Han havde en månedsløn på 4000p, hvilket svarer til 520kr. og ord som "No drive=No foods" blev gentaget flere gange.

Her sad vi så.....vi havde lige brugt 4 taxa månedslønne på at flyve tilbage til Manila, bare fordi vi ikke kunne lide at være i Iloilo. Tror det var tid til lidt eftertænksomhed, der blev i hvert fald stille i bilen.

So here we are, hjemme på Coco Beach hvor eventyret og paradiset startede. Så nu skal der sgu kigges på koraller, bades i poolen, tage på små sejlture, besøge øde strande og hvis tid er, en trekking dagstur inden vi søndag rejser tilbage til Manila og videre til Kuala Lumpur Malaysia.

Kram fra os 4