Efter en noget frustreret rejse til Manila, ankom vi sikkert men helt udkørte til vores hotelværelse.

Faldt trætte om på sengene kl.01.30 med telefonen sat til at ringe igen kl.06.00.For at gøre en historie kort, virkede vores billetter ikke i Kbh lufthavn, der var ingen rejsende opført på vores billetter og mildt sagt ingen hjælp at hente hos Jysk rejsebureau, ej heller hos China Southern Air Line. Heldigvis tog vi sagen i egen haand så vi kunne komme af sted, men det betød ingen pauser ved mellemlandingerne, vi måtte ombooke og ordne alt selv i Kbh, Amsterdam, Bejiing og Xaimin hver gang vi landede inden vi til sidst nåede Manila, med to stressede forældre men drengene holdt humøret højt.

Med uret sat til kl.06.00 næste dag, tog vi bussen ud til Batangas havneport en tur på ca. 2 timer. Derefter ombord i en motorbanca som sejlede os ud til øen Mindoro. Bådturen blev en våd fornøjelse og pt. Ligger det meste indhold fra rygsækken til tørre. Men det syn som mødte os da vi kom tæt på øen lover godt og vi glæder os til de næste dage at slappe af og udforske især stranden.

Ligenu er der overskyet og blæsende men stadig 30 grader varmere end hjemme hos jer.Vejret afholdte dog ikke drengene fra en hurtig dukkert i poolen, og de render lige nu rundt og finder koral og strandskaller. Vi regner med at blive på øen en uges tid og skal i løbet af de næste dage ligeledes ud og finde vores næste logi.

Mange hilsner fra Fam rejsefeber….

Exit Manila:

Det var en kulturel omvæltning vi blev mødt af den første morgen i Manila. Ikke så meget byens størrelse med sine næsten 15mio indbyggere, men mere menneskene som boede der. Mens vi ventede på bussen som skulle fragte os til ud til Batangas stod kontrasten mellem de skinnende skyskrabere og fattigdommen helt klar. Hjemløse levede ind imellem disse prægtige bygninger, boede praktisk talt i papkasser. Unge piger med små babyer hængende slapt på armen mens mødrene tiggede med bedende øjne for forståelse og sympati. Alt imens de lidt større børn fra 3 års alderen havde lært den sociale arv og fulgte trop med hånden strakt ud imens ansigtende bad om lidt penge.

Dette gjorde stor indtryk på os alle og jeg tror især børneneførste møde med denne anden verden blev berørt af dette syn.

Busturen tog os igennem byens gader med luksushoteller blandet med slum. Vi kom ligeledes forbi det berygtede Payataset et område hvor der lever over 20.000 affaldssamlere. Dette er mennesker som lever af at sorterer skrald fra byen. Vi så flere stederhvor der levedetusinder sammen i et puslespil af blikplader, papkasser og affald.