Suzhou og Nanjing

Vi havde købt billetter mod Suzhou til kl 08.46 Vi tog fra hostellet omkring 07.30, da det er en god ting at være i god tid, når man skal afsted fra en ny og ukendt station. Vi har flere steder læst, at togstationer i Kina er enhver udlændings mareridt, vi har dog på intet tidspunkt haft nogle problemer. Hvis man blot bruger hjernen, er det ganske logisk bygget op og bestemt til at hitte ud af. Vi kom afsted til tiden, og med lidt hjælp fra de lokale også af på den rigtige station, Suzhou. Her havde vi valgt at tilbringe en enkelt dag, dog uden overnatning. Vi fik opbevaret vores baggage på stationen og begav os afsted. Suzhou er kendt for sine haver, hvoraf 4 af dem er på UNESCOs liste. Vi besøgte 1 af disse haver, Lingering Haven. Det var nærmest en labyrint at finde rundt i. Mange forskellige haver i et og samme kompleks. I sin tid havde det fungeret som privat bolig for vigtige personer op gennem suzhous historie. Det var en meget flot have, hvor det vigtigste element var de mange imponerende stensætninger. Der var også en hel afdeling med bonsai, hvor den ene var mere imponerende end den anden. En rigtig herlig have, hvor vi brugte tiden inden frokost.
Til frokost fandt vi os en lille lokal restaurant, hvor de lavede friske nudler til hver ret. Et ret så imponerende håndværk, og det smagte herligt.
Efter frokost gik vi i et område af byen, der går under navnet Østens Venedig. Og vi kunne straks se hvorfor. Mange små kanaler hvor kinesiske gondoler sejlede lystigt. Der var meget hyggeligt, og her gik der hurtigt et par timer. Herefter havde vi en del timer at slå ihjel, så vi besluttede at gå til venstre. Det førte os ned ad en lille gade, som ledte lige ind i hjertet af det autentiske Suzhou. Det var vildt at gå som de eneste turister mellem den lokale befolkning, levende fisk, krabber og kyllinger. Midt i et virvar af lokale handlende og bunker af murbrokker. Det var meget tydeligt, at befolkningen havde rejst sig efter et jordskælv, der havde ødelagt store dele af den fattigste del af byen. Fed autentisk oplevelse!
Da der stadigvæk var nogle timer til vores tog gik, vendte vi næsen mod en pagode, vi kunne se rage op i det fjerne. Som om vi ikke får gået nok! Da vi kom frem, kostede det spidsen af en bondegård, og udefra lignede den en vi havde set i Kyoto, og det var tydeligt, at det var turistificeret. Vi fandt vej til stationen og havde her to timer at slå ihjel. Vi satte os for at læse og faldt i snak med Schumi. En lokal kineser, der arbejdede for en dansk virksomhed, Kompan. Han fortalte vidt og bredt og tilbød at booke os ind på et hotel til en favorabel pris. Det takkede vi ja til, eftersom vi var blevet snydt for et par dage på hotel i Shanghai. Det viste sig dog desværre at være for godt til at være sandt. Så kl 21 stod vi og ævlede med kinesiske receptionister om prisen på værelset. De ringede til Schumi, som så kunne meddele at for at bo til de 130Yuan, som han havde sagt, skulle man bo på hotellet i mindst 10 dage. Vi besluttede at blive en nat, som så kostede 200Yuan, da tiden ikke var til at vandre afsted uden kort eller retning. Næste morgen stod den, ligesom i Shanghai, på Wifi-jagt. Da vi langt om længe fandt forbindelse udenfor et hotel, fandt vi på nettet et hostel og gik afsted. Nanjing Fuzimiao International Youth Hostel var ok nemt at komme til, og var et glimrende billigt hostel. Vi blev indlogeret på et 8 mands dorm med 6 kinesere for 2 nætter.
Herefter gik vi ud for at undersøge området. Det lå nær ved Confucius Temple, hvilket viste sig at være ret så turistet, men se det skulle vi. Det lignede nok en gang mange af de andre turisttempler, vi har set, men fint var det da. Vi forlod turistområdet og vandrede lidt på må og få. Vi havde oprindelig planlagt at skulle til en station for at købe togbilletter til Chengdu. Pludselig på vejen ser Christina et skilt, hvorpå der står "booking office for train tickets". Hvor heldig kan man være. På vores medbragte blok tegnede vi en fin lille rebus, og stilte os i kø. Da det blev vores tur, gik det bare der ud af. Vi syntes godt nok, at prisen var lidt høj, hvilket gav god mening, da en lokal gjorde os opmærksomme på, at vi var ved at købe flybilletter. Hovsa! Vi kom i den rette kø og fik købt 2 billetter til Chengdu.
Efter lidt mere gåning vendte vi hjem til hostellet for at få os en velfortjent gang cup-noodles, det var nemlig sparetider.
Morgenen efter stod den på Xiaolings grav, mest fordi der var en hellig vej med 24 store stendyr, som vi var blevet snydt for i Beijing ved Ming gravene. Der blev reddet på både løver, xichier, kameler og heste. Efter en lang tur i det store anlæg satte vi os ved The Purple Lake og pustede ud. Fra søens bred kunne vi se en stolelift køre fra toppen af det nærliggende bjerg, Zhongshan bjerget - også kaldet Purple Mountain. Det viste sig at være en længere tur, nogle gange er vi ikke rigtig kloge. Vores motto for turen er dog blevet: Når nu vi er her. Der var allernådigst bygget 363 trappetrin, hvorefter der kun var bjergskråningen at gå på. Svedende nåede vi toppen, og blev belønnet med en glimrende udsigt i 448m højde. Der var dog lidt diset den dag, desværre. Efter et kort besøg i en park på bjergtoppen, hvor der var en 100 tons tung kobber Buddha, gik turen ned med stoleliften. Det var ganske rart oven på de mange anstrengelser. Nede igen nød vi en lokal snack, dumplings. Det er en ganske fortrinlig spise. Små dampede dejpakker med alskens guf i, det være sig kød, grøntsager eller tofu. Inden vi vendte hjem til hostellet, gik vi på forsyningsjagt til den forestående togtur. Da vi havde billetter til kl 08.16 morgenen efter, gik vi tidligt til køjs efter at have pakket vores grej og været i bad. Forud lå 29 timer i tog inden vi kunne stå af i Chengdu 1865 km længere vest på.....