Profile
Blog
Photos
Videos
Shanghai
Efter en transitlanding i Incheon lufthavn i Sydkorea, hvor tiden gik med en film i en æggeskalsformet tomandsbiograf, ankom vi planmæssigt til Pudong lufthavn, Shanghai, Kina. Da vi ankom lidt sent, havde vi hjemmefra booket en såkaldt startpakke. Det vil sige to overnatninger på et hotel samt transfer fra lufthavnen. Så vi spejdede efter en venligtsmilende kineser med et skilt med vores navne på. Det var der bare ikke. Så lidt småforvirrede måtte vi på egen hånd tage ind mod Shanghai og vores hotel. Det var jo ligesom det, der var meningen vi for en gangs skyld skulle undgå. Nå men os op i en bus og ind mod Shanghai.
Shanghai er et lysshow uden lige, og som vi senere blev enige om, tager den sig bedst ud i mørke, eller rettere byens aften- og nattelys. Der må findes en vedtægt i Shanghais bys reglement der må lyde, "er det over jorden, kan der være lys på det!". Jøsses der bliver brugt nogle kilowatt-timer men sikken et skue. Der kan nok ses en stjerne om aftenen, når man er i indre by, hvis man er heldig. Da vi ankom til vores hotel kl 22.30 efter endnu en gåtur med fuld oppakning, som vi også havde set frem til at være for uden, ventede der os endnu en overraskelse. Det var lukket, og havde været det i et halvt år! Så tak tak til kilroy. Vi blev henvist til et hotel overfor. Det var noget dyrere, end hvad vi har budgetteret med, men med tidspunktet taget i betragtning, valgte vi at blive der.
Om morgenen gik vi på wifi-jagt for at finde et hostel. Det eneste vi kunne finde var på en upscale kaffebar, der solgte os et par overprized sodavand for at bruge deres net. Vi fandt et hostel, der så fint ud, Captain youth hostel, og begav os afsted. Vi fandt det rimeligt let efter lidt manøvrering rundt i Shanghai, som til Info ikke er nogen helt lille landsby. Indlogeret på vores dorms, var det blevet frokosttid. Umiddelbart bagved hostellet lå der en lille gyde, hvori der lå en lille restaurant med autentisk kinesisk mad til yderst favorable priser. Her spiste vi første dag frokost og aften, og mindsandten også anden dag. To store portioner af alt muligt godt blandet med ris til og to store Tsingtao øl, 22 kr. Og det smagte bare godt. Hostellet lå stort set lige på the bund, så efter frokost gik vi ned på den. Her er den fedeste udsigt over til orientens perle, Shanghais høje tv-tårn, og World Finance Center, der fra den rette vinkel ligner en oplukker. Vejret var dejligt, så vi slentrede derudaf i shorts og t-shirt. Derefter gik vi over i den gamle bydel, som lå nogenlunde tæt ved. Det var en søndag, så de smalle gader mellem de gamle bygninger vrimlede med mennesker, så man nærmest hverken kunne komme frem eller tilbage. Det gik der en rum tid med, bare at gå og kigge på de gamle bygninger og forestille sig, hvordan det har været i gamle dage. Fascinerende og flot, man skulle bare have en remse, der kunne trylle alle unødvendige turister væk, og kun efterlade os og selvfølgelig de folk, der står og laver lækre kinesiske snacks. Vi fandt ud, og efter at have siddet og hvilet benene i en lille park, og set på det kinesiske søndagsbørnekaos, gik turen hjemad. Det var så småt blevet aftensmadstid, så i den skumrende Shanghai-aften sad vi nok en gang og guffede en autentisk kinaplate. Vi var godt trætte, men besluttede dog alligevel at besøge orientens perle samme aften. Ad neonoplyste gader der henlå i alle regnbuens farver, begav vi os mod det høje tv-tårn. Shanghai har ligesom samlet de mest imponerende bygninger et sted, så det var noget af et syn, der mødte os, da vi kom op fra metroen. Vi var lige ved at ombestemme os, da vi fandt, at prisen var så at sige "tårn høj", men da vi nu stod der, valgte vi at gribe til lommen, hvilket vi ikke har fortrudt. På afstand ser det imponerende ud, men tæt på er det endnu flottere, og at man så kan komme 265m op og kigge ud over Shanghai er bare vildt-især når man kun står på et plexiglas. Med i prisen hørte også et museum omkring Shanghais historie. Det viste sig at være en længere vandring men meget sjovt at se. Herefter gik turen hjem på hovedet i seng. Næste morgen begav vi os afsted i den tro, at vejret ville blive fint, men det øsregnede. Morgenmaden bestod af en temlig krydret kinesisk morgenmadspandekage med små tanglopper som hovedproteinkilden. Mums! Dagens program stod på Jade Buddha Templet. Efter en kortere omvej, undskyld igen Christina, men Shanghai er ikke så nem at finde rundt i, kom vi frem. Templet var som mange af de andre blevet en smule overturistificeret. Det er synd og skam, at de forsøger at sælge så meget lo.. , men der er jo penge i lo..et. Templet var, på trods af regnen, et besøg værd. Det var en ordentlig syg Buddha, skåret af et stort stykke jade. Regnen nedtonede travelysten betragteligt, så efter templet tog vi til hostellet og spiste frokost på vores nyfundne stamsted. Der var 4-5 retter med kød og flere grøntsagsretter at vælge imellem. Man valgte typisk 2 kødretter og 2-3 grøntsagsretter, og så fik man rigeligt med ris ved siden af. Resten af dagen gik med afslapning, og aftensmaden var take-away fra stamstedet. Vi skulle tidligt op og med toget til Suzhou, så vi gik forholdsvist tidligt til ro.
Vi er pt. mætte af rigtige storbysindtryk, så de få dage i Shanghai var nok. Det skal blive godt med nogle små byer på en 3-5 mio indbyggere.
- comments
Svend Hej Christinaog Emil, jeg har også været i Shanghai, men det er mange år sien. Det var i 1964 og da var der ikke megen lys i Shanghai og the Bund var stadigvæk lidt af et settlement for tidligere handelshuse. Verdens længste bar befandt sig der, skyskraberer var der ingen af og formanden hed Mao. Det er fantastisk, det i oplever og det er næsten lige begyndt og en fornøjelse at læse om det. Hilsen Svend